”Åh, kommer du fra Hiroshima? Undskyld, at jeg spurgte.”
Mami Hara er 20 år gammel. Hun er vokset op i den vestjapanske by Hiroshima, men i dag læser hun på et universitet i North Dakota i USA. Hun fik et ”kulturchok”, da hun oplevede sine amerikanske medstuderendes reaktion på, at hun kom fra Hiroshima.
”Det var, som om jeg havde en sygdom. Det fik mig en overgang til at nøle med at sige, hvor jeg kommer fra,” fortæller Mami Hara.
Bynavnet Hiroshima er for unge amerikanere ikke forbundet med den driftige storby, som man oplever, når man besøger byen. Nej, bynavnet er for unge amerikanere - og for andre ude i verden - tæt forbundet med et kort ulykkeligt sekund for 70 år siden, da verdens første atombombe blev bragt til sprængning over byens centrum.
Mange har set billeder af paddehatteskyen over Hiroshima i skolebøger. Mange har læst om død, ulykke og lidelser for millioner af byens indbyggere, og ofte i aktuelle udlandsnyheder bringes de indtrængende appeller til hele verden om at afskaffe alle atomvåben, som byens borgmester udsender hvert år.
Mami Haras amerikanske kammerater spurgte hende i alvor, om der var bygninger tilbage i byen.
”Unge amerikanere mener stadig, at det var rigtigt at kaste atombomben,” fortæller hun.
”De ved, at det var et stærkt våben, men de har aldrig hørt om, hvad der konkret skete med civilbefolkningen i Hiroshima og Nagasaki (hvor der blev kastet en anden atombombe tre dage senere, red.) De har aldrig hørt om, hvordan floderne blev fyldt med lig.”
”Mine studiekammerater skal vide, at atombomber ikke bare er en anden slags våben. De er meget farlige, og ofrene for dem kæmper stadig i dag med kræft og leukæmi. Jeg kommer fra Hiroshima, og det er min rolle at løse den misforståelse,” siger hun.
”Nede under græsplænen i Fredsparken ligger knogler og ben fra dem, der blev slået ihjel, og dem, der stadig er savnet. Det er tæt på os. Det er tæt på mig. Det har påvirket mig,” fortæller 16-årige Misaki Katayama, der ligesom Mami Hara i gymnasiealderen blev udvalgt som fredsambassadør for Hiroshima og har været til FN-nedrustningskonference i Genève for at aflevere underskrifter mod atomvåben.
”Det er kun os fra Hiroshima og Nagasaki, der kan fortælle den historie. Alle verdensledere burde komme hertil, se det med deres egne øjne og snakke med de overlevende ofre,” siger Misaki Katayama.
Atomvåben er de ”ultimativt umenneskelige våben”, og derfor bør de afskaffes overalt, siger Hiroshimas borgmester, Kazumi Matsui. Han spiller sammen med Nagasakis borgmester en rolle som en slags ypperstepræster for alverdens fredsbevægelser, som de to byers borgmestre har spillet i årevis, uanset hvilken politik de ellers står for.
”Dette er en genfødt by - også selvom den har ar efter atombomben,” siger Kazumi Matsui.
På rådhuset i Hiroshima gør man, hvad man kan, for at fastholde og befæste dette dobbelte image i verden. Hiroshima har et vigtigt budskab til verden om, hvor forfærdelige konsekvenser en atombombe har, men dette budskab er samtidig en vigtig faktor i det moderne Hiroshimas økonomi - og dens turisme.
Borgmesteren fortæller beredvilligt, at der kommer 1,3 millioner besøgende til fredsmuseet om året, heraf 300.000 skoleelever på ekskursion fra hele Japan. 230.000 af de besøgende er udlændinge. Knap halvdelen af alle udlændinge, som kommer til byen, besøger museet.
Hiroshima lever i en vis udstrækning af sit image. Der er mange job i atom-turismen, der er et helt kontor for ”fredspromovering” på rådhuset, og omkring Fredsparken i bymidten ligger flere forskningsinstitutter for fred og nedrustning, og der holdes en masse internationale konferencer, som bringer besøgende til byen og dermed skaber omsætning hos hoteller og restauranter.
Det kræver en investering. Borgmesteren oplyser, at det koster godt 16 millioner kroner om året at drive fredsmuseet, og at kommunens bidrag til den kostbare vedligeholdelse af minder om atombomben i bybilledet, herunder den berømte atomkuppel, er 12 millioner kroner om året.