Allerede ved islams udbredelse søgte munke mod klosterøen Athos

For 1000 år siden byggede russiske kristne et kloster på halvøen Athos. Siden har den græsk-ortodokse munkestat været brik i Ruslands geopolitiske spil flere gange

Hovedparten af de omkring 2000 indbyggere på halvøen Athos er ortodokse munke. Her ses klostret Vatopedi fotograferet omkring 1955. –
Hovedparten af de omkring 2000 indbyggere på halvøen Athos er ortodokse munke. Her ses klostret Vatopedi fotograferet omkring 1955. – . Foto: Ritzau Scanpix.

På en græsk halvø omtrent på størrelse med Langeland ligger den selvstyrende munkestat Athos, også kaldet Det Hellige Bjerg. Mellem stejle skråninger og frodige olivenlunde ligger i alt tyve ortodokse klostre, en række mindre munkefællesskaber og et ukendt antal eremitboliger. Her kan munkene hellige sig et liv i askese og stadig bøn isoleret fra resten af verden – indtil nu. Et af de større klostre, Sankt Panteleimon, er nemlig blevet centrum for et magtspil, der er udsprunget af en dyb kløft i den ortodokse kirke mellem forskellige nationalkirker, og som har at gøre med Ruslands geopolitiske interesser på Balkan.

I Sankt Panteleimon-klostret tales ikke græsk, men russisk, forklarer Charles Lock, professor i engelsk ved Københavns Universitet, og som i går talte ved et symposium om Athos-bjerget arrangeret af Det Græske Institut i København:

”Sankt Panteleimon, også kaldet Russikon, blev grundlagt for omkring tusind år siden af munke fra Kiev, rus-folkets hovedstad, som var blevet kristent i 988. Siden dengang har næsten alle munkene været russiske.”

De russiske munke var langt fra de første på Athos:

”Det tilbagetrukne liv på Athos-bjerget går langt tilbage i tiden, endda før kristendommen. Athos isolation begyndte allerede 483 f.Kr., da den persiske kong Xerxes gravede en kanal tværs over halvøen, så hans flåde kunne sejle igennem. Selvom kanalen siden tørrede ind, var der stadig ikke adgang til Athos over land, kun fra vandet.”

Den isolerede halvø tiltrak hurtigt kristne munke og eneboere, fortæller Lock:

”Endnu flere munke ankom i det 7. og 8 århundrede som flygtninge efter den islamiske erobring af Egypten, som dengang var centret for den kristne klostertradition.”

Over de næste hundreder af år blomstrede klosterlivet på Athos trods nogle hundrede år med muslimsk herredømme. Charles Lock besøgte selv munkestaten i 1970’erne:

”Jeg var så heldig at få lov til at besøge Athos i 10 dage. Vi blev hentet ved havnen Dafni af en bus, som tog os til hovedstaden, Karyes. Herfra var der intet andet valg end at gå ’på apostlenes fødder’ til de forskellige klostre.”

Den gamle klostertradition har til tider været truet af mandefald, men lige nu ser det lyst ud, fortæller Charles Lock.

”Samtlige klostre på Athos har set en slags genfødsel. Fra en tid, hvor munkene var så få og så gamle, at det så ud, som om munkestaten ikke ville overleve ind i dette århundrede, til de seneste års genoplivning, der overgår både mine og alle andres forventninger.”

I dag er der omkring to tusinde fastboende på halvøen, og hver dag får et antal pilgrimme og turister lov til at besøge Athos – 100 ortodokse og 10 ikke-ortodokse. Ingen af de besøgende er kvinder, der altid har været forment adgang til halvøen. Det er et forbud, der ikke ser ud til blive ændret foreløbig.

Men Charles Lock er dog bekendt med to nye opfindelser, der har sneget sig ind på bjerget:

”Den ene er bilen – en bekvemmelighed. Der har aldrig været mere end en eller to timers gåtur fra det ene kloster til det næste. Men afstanden er selvfølgelig et problem ved nødstilfælde, og i dag har flere af klostrene biler, ligesom der er kommet asfalterede veje på halvøen.”

”Den anden opfindelse er mobiltelefonen, som åbenbart er blevet hvermandseje – ingen munk uden mobil. Igen en bekvemmelighed: Men hvilken plads skal bekvemmelighed overhovedet have i et klosterliv?”, spørger Lock drilsk.

Men det er ikke munkenes bekvemmelig, der bekymrer Charles Lock.

”Det vigtigste spørgsmål er i virkeligheden, om den geopolitiske udnyttelse af Sankt Panteleimon-klosteret ødelægger roen og stabiliteten i munkestaten Athos.”

Rusland har nemlig genfundet sine gamle geopolitiske aspirationer i området.

”Allerede i slutningen af 1800-tallet blev Sankt Panteleimon-klostret brugt af Rusland til et geopolitisk formål. Osmannerriget var ved at falde fra hinanden, og russerne ønskede at styrke deres position på Balkan og ’beskytte’ de nye ortodokser nationer, der frigjorde sig fra det sammenbrudte muslimske rige. Resultatet af det forøgede fokus betød, at der i 1913 var næsten 2000 russiske munke i klosteret, lige så mange som der er i dag i hele munkestaten,” pointerer Charles Lock.

Klosterets storhedstid var kort. De efterfølgende sovjetiske ledere havde ingen interesse om at støtte et fjernt ortodokst kloster, og antallet af munke svandt igen. Men endelig kom en russisk leder, som kunne se værdien i middelhavsklosteret, forklarer Charles Lock:

”Ingen zar eller sovjetisk statsleder har nogensinde besøgt Sankt Panteleimon-klostret. Men i 2005 drog præsident Vladimir Putin dertil på, hvad han selv kaldte en pilgrimsrejse. Besøget kan ses som udtryk for Ruslands genfundne sympati for den ortodokse kirke og den ortodokse verden. Men det kan også tyde på, at Rusland har genfundet sin geopolitiske interesse i Balkan og det østlige middelhavsområde.”

Magtspillet om klosteret er yderligere intensiveret på grund af splittelsen i den ortodokse kirke.

”Bruddet var uundgåeligt, efter at patriarken i Konstantinopel – i dag Istanbul – anerkendte ønsket fra den ortodokse kirke i Ukraine om selvstændighed fra patriarkatet i Moskva. En lignende episode havde fundet sted i 1996, da patriarken i Konstantinopel gav den estiske kirke sin selvstændighed. I begge tilfælde ser vi, at patriarken i Moskva ønsker at kontrollere de ortodokse i de tidligere sovjetlande og det russiske kejserrige, mens patriarken i Konstantinopel fremmer selvstændige kirker,” forklarer Lock.

Patriarken i Moskva havde fået nok, og i 2018 erklærede han, at den russisk-ortodokse kirke ikke længere anså sig selv for at være en del af den samlede ortodokse kirke.

Samtlige klostre på Athos hører formelt under patriarken i Konstantinopel, og det har sat det russiske Panteleimon-kloster i en svær situation. Sidste år indførte patriarken i Moskva et forbud, der betød, at russiske troende ikke længere kunne besøge Athos. Charles Lock har ikke besøgt munkestaten i 40 år, men han håber, at den mere end 1000 år lange tradition fortsætter.

”På Athos ændrer tingene sig kun langsomt, og jeg tror og håber på, at de daglige rytmer fortsætter, som de altid har gjort.”