Prøv avisen

For almuen var lykken ikke et mål, men en belønning

Højskoleelevens gengivelse af eventyret findes, fordi det blev fortalt til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), som på sin hjemegn ved Herning indsamlede og nedskrev et kæmpe kildemateriale af sagn, eventyr og folketro hos den danske almue.

Inden den borgerlige romantik knyttede forestillingen om lykke til den store kærlighed, talte den danske almue om dagligdagens smørlykke, hønselykke og brændevinslykke, fortæller historikeren Lene Andersen

I 1876 fortalte en højskoleelev fra Hammerum ved Herning, Kristian Peder Hansen, et gammelt eventyr. Det handlede om en kone, der havde tre døtre, men sendte den ene bort, fordi hun ikke brød sig om hende.

LÆS OGSÅ: Med lykke skal land bygges

Den forviste datter fik lov at overnatte hos en gammel mand, der tilbød hende sin seng og selv ville lægge sig på gulvet. Men pigen sagde, at hun kunne sove på gulvet. Som tak for dette fik hun en pose med mad og penge. Pigen gik nu hjem til familien, og hendes søstre blev misundelige og drog ud for at finde den gamle mand og opleve den samme lykke. De kom til manden og fik samme tilbud som deres søster om at få sengen, men modsat søsteren tog de imod det og lod den gamle mand ligge på gulvet. Næste dag ventede der dem ikke lykke i form af mad og penge, men ulykke i form af, at de blev bidt af snoge og hugorme.

Højskoleelevens gengivelse af eventyret findes, fordi det blev fortalt til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929), som på sin hjemegn ved Herning indsamlede og nedskrev et kæmpe kildemateriale af sagn, eventyr og folketro hos den danske almue. Dette materiale har historikeren Lene Andersen fra Dansk Folkemindesamling undersøgt for at kaste lys over, hvordan almuen i 1800-tallet forholdt sig til begrebet lykke. Eventyret med den gode og de to onde søstre illustrerer, hvordan lykke ikke blev opfattet som noget, man aktivt skulle opsøge, men noget, som kom til den, der fortjente det.

I et andet eventyr vil en søn sejle ud for at søge lykken. Hans far siger til ham, at så skal han sejle ud uden ror og lade lykken finde ham. Det er tydeligt, at der i fortællingerne ligger et budskab om, at man ikke skal stræbe efter egen succes, men at man opnår lykken ved at være på god fod med andre mennesker og leve op til de fælles moralske normer, siger hun.

Der er med andre ord en verden til forskel på fortidens almuelykke, den borgerlige romantiks lykkeforestillinger om det harmoniske familieliv og vor tids meget individualiserede lykkeforestillinger. De gamle sagn og eventyr blev til, længe før nogen tænkte på, at lykke skulle være resultatet af en god personlig lykkestrategi hjulpet på vej af en lykkecoach.

I stedet udtrykte fortællingerne den holdning, at man skulle gøre det gode for at gøre sig fortjent til lykken. Og det kom ikke kun an på handlingen. Også tanken bag talte, idet der er eksempler på personer, som ikke blev tilsmilet af lykken, fordi de ikke havde hjertet med i gerningen.

Selv en så traditionel formulering som eventyrenes klassiske slutsætning og de levede lykkeligt til deres dages ende findes ikke i bondealmuens eventyr. Her talte man ikke så meget om lykke i forbindelse med kærlighed og store følelser, men mere om lykke som held i livet, der kommer som belønning for, at man har opført sig ordentligt.

Måske søgte den unge mand lykken hos prinsessen, men selv hvis han lykkedes med sit forehavende, svang de gamle eventyrfortællere sig ikke op til at udbasunere lykke til deres dages ende.

Når almuen brugte ordet lykke, var det i betydningen held og oftest knyttet meget konkret til hverdagens ting og arbejdsprocesser. Hvis for eksempel man fik godt smør ud af sine anstregelser med at kærne, sagde man, at man havde smørlykken. Og tilsvarende kunne man have hønselykken, hvis man havde succes med fjerkræopdræt, og æggelykken, hvis hønsene lagde mange æg, fortæller Lene Andersen, der i opslagsværket Jyske almuemål også har fundet ordet brændevinslykke.

Blandt de mange forestillinger om hekse var den, at heksen kunne stjæle smørlykken, og således var det muligt at give tilfældige kvinder skylden for, at forarbejdningsprocessen ikke gik godt. Nogle kastede en hestesko ned i smørkærnen for at trække lykkeregnskabet i den modsatte retning.

Lene Andersen konstaterer, at Evald Tang Kristensens tekster tegner et tydeligt billede af et samfund, hvor mennesker var gensidigt afhængige af hinanden, og hvor personlig stræbsomhed blev anset for lige så tvivlsomt som misundelse. Lykke blev dengang hverken set som en ret eller et krav, men som en belønning, man end ikke kunne håbe på.

Det var et samfund, hvor man var bevidst om, at hvis ikke alle hjalp hinanden, kunne det gå galt. Derfor var lykken forbundet med fællesskabet og opretholdelsen af den sociale balance.