Prøv avisen

Andalusiens multireligiøse paradis bød på halshugning, korsfæstelser og stening

i år 711 blev Córdoba hovedstad i det nye muslimske al-Andalous. Og byens store moské blev symbolet på en magt, der dækkede det meste af den iberiske halvø med undtagelse af den nordlige periferi. Billedet er netop fra byen i det sydspanske. Foto: Bridgeman Art Library

Lidenskabelige fejder er blevet udkæmpet om Andalusiens plads i den europæiske civilisation og om forholdet mellem muslimer, jøder og kristne i det besejrede visigotiske rige efter den mauriske lyninvasion i år 711

Middelalderens muslimske dominans på den spanske halvø Andalusien er en af de historiske perioder, der kan få historikere i både USA og Europa til at finde de store gloser frem.

Lidenskabelige fejder er blevet udkæmpet om Andalusiens plads i den europæiske civilisation og om forholdet mellem muslimer, jøder og kristne i det besejrede visigotiske rige efter den mauriske lyninvasion i år 711.

For den ene fløj er hovedfortællingen om El Andalous en historie om en kulturel guldalder, hvor arabisk lægevidenskab og matematik tændte et intellektuelt lys i Europas mørke middelalder.

Muslimske tænkere som Ibn Rochd, bedre kendt som Averroës, hentede Aristoteles og den græske filosofi til et Europa, hvor kristendommen havde udraderet arven fra Athen, og sikrede den mod glemsel. For den anden fløj er denne fortælling et uberettiget skønmaleri af den muslimske dominans.

Og striden mellem dem kan være benhård. I 2008 blev den franske historiker Sylvain Gouguenheim verbalt lynchet for sin påstand om, at de kristne kopistmunke på Mont Saint Michel havde spillet en større rolle end Averroes i bevarelsen af den græske filosofi.

Det er denne hvepserede, Darío Fernández-Morera stikker hænderne i med sin nye bog, ”The Myth of the Andalusian Paradise” (Myten om det andalusiske paradis), som netop er udkommet i USA.

Den Harvard-uddannede lektor i spansk civilisation og sprog ved Northwestern University i Chicago i USA bekender kulør allerede i titlen. Han giver ikke meget for de analyser, der fremstiller Andalusien – i hvert fald i visse perioder – som et kulturelt kraftcenter, hvor muslimer, kristne og jøder levede sammen i berigende samdrægtighed.

Darío Fernández-Moreras mål er at gøre op med den ”convivencia” eller fredelige sameksistens mellem muslimer, jøder og kristne, som blev defineret af den spanske historiker og filolog Americo Castro i 1948, og som siden er blevet taget op som en legitimering af de multikulturelle samfund.

”Det 19. århundredes romantiske billede af det muslimske Spanien er blevet til nutidens mest udbredte og populære akademiske trend, der hylder ’al-Andalus’ for dets ’mutikulturalisme’, ’enhed mellem jøder, kristne og muslimer’, ’mangfoldighed’ og ’pluralisme’, uden hensyntagen til kendsgerningerne,” skriver Darío Fernández-Morera.

”Jeg er gået ned i kildetekster som for eksempel juridiske manualer, øjenvidneberetninger og teologiske udlægninger. Og her tegner der sig et helt andet billede. I det muslimske Spanien stenede man for utroskab, man praktiserede korsfæstelser og kvindelig omskæring, og ingen steder blev der halshugget i så stor udstrækning,” siger Darío Fernández-Morera.

Maurernes lyninvasion af det kristne visigotiske Hispania fulgte efter den muslimske ekspansion fra den arabiske halvø gennem Nordafrika i slutningen af 600-tallet. I april 711 satte 12.000 krigere, overvejende omvendte berbere, over strædet til Hispania under ledelse af Tariq ibn Zyad, der efterlod sit navn på den golde klippe i midten, Djebel Tariq, det senere Gibraltar.

Den 19. juli blev visigoternes kong Roderic besejret ved slaget ved Guadalete, og derefter faldt den ene by efter den anden. Córdoba blev hovedstad i det nye muslimske al-Andalous. Og byens store moské blev symbolet på en magt, der dækkede det meste af den iberiske halvø med undtagelse af den nordlige periferi.

I 700 år, indtil den kristne Reconquista lykkedes for det castillanske kristne dynasti under dronning Isabella og kong Ferdinand i 1492, levede både muslimer, jøder og kristne på den iberiske halvø. Ikke-muslimer var tolereret som ”dhimmi’er”, der betalte særskatter og var underlagt særlovgivning.

Historikerne identificerer sædvanligvis en første andalusisk guldalder under Umayyade-dynastiet, der begyndte med Abd al-Rahman den Tredje, kalif i Córdoba i 929. De iberiske jøder spillede en betydelig rolle i denne intellektuelle guldalder, der sluttede med massakren mod jøderne i Granada i 1066. En anden kulturelt rig periode opstod under Almohade-dynastiet fra 1147, hvor lægevidenskaben og matematikken blomstrede, samt den filosofiske tænkning takket været blandt andre Averroës.

Men det er et helt andet Andalusien, som træder ud af de kildetekster, Darío Fernández-Morera citerer. Det gælder for eksempel den juridiske manual al-Tafri, der foreskriver kvindelig omskæring, som ifølge Fernandez-Morera var så udbredt, at omskæring nævnes ”i forbifarten, i forbindelse med andre forhold, som for eksempel afvaskningsregler” – omend denne omskæring var langt mindre indgribende end den, som i dag praktiseres i visse muslimske lande som Sudan, nuancerer han.

Stening var også en udbredt straffemetode, og Darío Fernández-Morera citerer 900-talsjuristen Al–Qairawani for præcise regler vedrørende stening af gravide kvinder, som ikke må stenes, før barnet er født. Han fortæller blodige beretninger om kaliffer, der halshugger deres seksuelle slaver for et godt ord, om den udbredte praksis for korsfæstelse af muslimske soldater, der tabte deres slag, og om halshugninger og gennemboring af mennesker med spyd eller sværd.

”Min tilgang er at gå direkte til de originale kilder, som jeg citerer fuldstændig ordret. Læseren kan så drage sine egne konklusioner om, hvordan situationen var i det muslimske Andalusien. Kilderne tegner alle det samme billede af et rædselsregimente, der kontrollerede befolkningen med terror,” siger Darío Fernández-Morera.

Han mener ikke, at den moderne læser risikerer at læse disse kildetekster i lyset af et moderne syn på vold og uden at tage hensyn til den brutalitet, som var en del af tiden. Visigoterne og siden den spanske Reconquista forfulgte jøderne mindst lige så brutalt som Andalusiens muslimer.

”Det kan godt være, at man i Hundredeårskrigens Europa også huggede hovedet af fjenderne og satte dem op på stager til skræk og advarsel. Men det er ikke det, jeg beskæftiger mig med. Jeg skriver om det muslimske herredømme i Spanien, og jeg taler ikke om ’brutalitet’ i bred forstand. Jeg taler om præcise handlinger som halshugning, korsfæstelser, stening og omskæring, som beviseligt fandt sted i det muslimske Andalusien. Intet andet sted i Europa benyttede man korsfæstelser,” siger Darío Fernández-Morera.

Han afviser myten om det fredelige samliv mellem ”bogens religioner”.

”Kildeteksterne viser, at de forskellige grupper i praksis levede i deres egne kvarterer og havde meget lidt med hinanden at gøre. Det var mere undtagelsen end reglen, at især jøder fik fremtrædende positioner i den muslimske administration. De kristne kunne måske nok få lov til at have kirker, men de måtte ikke være højere end moskéerne og ikke have klokkeringning. Og mens der kunne være formildende omstændigheder for en muslims drab på en kristen, var det modsatte ikke tilfældet,” påpeger han.

Han daterer forherligelsen af den andalusiske guldalder tilbage til Oplysningstidens antiklerikale angreb på den katolske kirke.

”Billedet af ’den gode islam’ er blevet brugt til at sætte for eksempel det katolske Spanien og den katolske inkvisition i så dårligt et lys som muligt,” siger han.

Darío Fernández-Morera forholder sig ikke til, om al-Andalous rent faktisk i perioder repræsenterede en kulturel opblomstring, eller om den muslimske verden derfor forpassede en chance for at gennemføre sin egen oplysningstid.

”Mit ærinde er at hente en glemt virkelighed frem i lyset. Og historien har masser af eksempler på, at en frodig kulturudveksling og -produktion kan finde sted sideløbende med en brutal magtkamp,” understreger han.