Da prisen på korn faldt i 1870’erne, øjnede de danske bønder et hul i markedet. Derfor lagde de produktionen om til eksport af animalske produkter, særligt det gode danske smør og bacon. De organiserede sig videre gennem andelsmejerierne og -slagterierne og lagde på den vis grundstenene til Danmark som et rigt landbrugsland og velfærdsstat.
Fortællingen er velkendt og smuk, men den er forkert, mener Per Boje, professor emeritus i historie ved Syddansk Universitet.
”I Danmark har vi en bredt accepteret grundfortælling, hvor især bønderne og husmændene er heltene. Begge sider af det politiske spektrum tilskriver andelsbevægelsen stor betydning. Det giver indtryk af, at det var der, de første skridt mod den danske velstand blev taget, men i virkeligheden skete det langt tidligere,” siger Per Boje.
I en netop udkommet antologi, ”Konfliktzonen Danmark – stridende fortællinger om dansk historie”, har Per Boje forfattet kapitlet om, hvorfor Danmark blev rigt, og hvorfor ikke rigere. Hvad han mener, svaret er på det spørgsmål, vender vi tilbage til senere.
Når Per Boje siger, at de første skridt mod den danske velfærdsstat tages langt før andelsbevægelsens begyndelse i 1880’erne, peger han tilbage på enevælden fra 1660 til 1848. I den periode blev Danmarks økonomi bygget op på ikke mindst følgende tre ben: landbrug, håndværk og industri, handel og søfart.
Selvom landbruget under enevælden var Danmarks hoved- erhverv, blev der også investeret massivt i de to andre ben. Det betød, at Danmark fra enevælden og frem fik såvel en omfattende industri med innovative virksomheder som en veletableret vidensøkonomi.
”Videnskaben og industrien havde enorm betydning for velstanden, og den del havde intet med landbruget at gøre,” fastslår Per Boje.
At bønderne og husmændene stiftede andelsbevægelsen, var, mener historikeren, organisatorisk innovativt, men han mener dog, at grundfortællingen uretmæssigt giver dem for stor cadeau for omlægningen til animalsk produktion, for også det var igangsat tidligere.
”Da bønderne omlagde produktionen i 1870’erne, kopierede de det, som godsejerne og handelskapitalisterne havde foretaget sig i de foregående årtier,” forklarer Per Boje med henvisning til de eksportslagterier og stormejerier, der blev grundlagt i 1850’erne og 1860’erne.
Når grundfortællingen alligevel peger på bønder og andelsbevægelse som vores velstands helte, skyldes det ifølge Per Boje, at de blev ”den huskede fortælling” gennem såkaldte jubilæumsskrifter med andelsbevægelsens historie.
Men også i kraft af den politiske magt gennem henholdsvis Venstre og Radikale Venstre, som i begyndelsen af 1900-tallet gentog budskabet om, at der ikke er noget Danmark uden landbruget. Det fokus blev fastholdt gennem tiden, selvom landbrugets bidrag til Danmarks rigdom blev mindre og mindre.
”Landbruget får legitimeret en særposition som en stat i staten, og det kom til at styre erhvervslovgivningen,” siger Per Boje.
Så hvorfor var det så, ifølge historikeren, at Danmark blev rigt, men ikke rigere?
”Vi bliver rige, fordi vi har alle tre ben fra enevælden. Bestemt ikke kun landbruget. Men i det øjeblik, vi køber grundfortællingen om Danmark som landbrugsland, kanaliserer vi for få midler over i de to øvrige ben. Grundfortællingen siger, at landbruget er årsagen til, at vi blev rige, men den overdrevne fokusering på landbruget er samtidig årsagen til, at vi ikke blev rigere,” vurderer historikeren.
Derfor mener Per Boje, at det er på tide at skrotte grundfortællingen, så der kan blive plads til en mere korrekt gengivelse af historien. Den nuværende grundfortælling har nemlig fortsat stor betydning.
”Så længe den grundfortælling er herskende, så længe vil det forme vores politik og samfund. Den økonomiske politik har i alt for høj grad været styret af en misvisende fortælling om, hvad der har givet os velstand i fortiden. Danmark har haft og har stadig et problem i, at landbruget i den fortælling fremstår som det afgørende erhverv,” siger Per Boje.