Prøv avisen

Arabere hentede slaver i Europa

På et berømt maleri af Louis Devedeux fra 1800-tallet ses hvide slaver foran arabiske slavehandlere. Billedet hedder ”Et slavemarked i Lilleasien”. – Foto: Roger-Viollet/Ritzau Foto

De arabiske landes efterspørgsel efter hvide slaver blev i nogen grad tilfredsstillet af europæiske handelsmænd, der købte og solgte krigsfanger som slaver op igennem middelalderen

Mellem en million og 1,25 millioner vesteuropæiske slaver blev importeret til de muslimske lande mellem 1500 og 1800. Tallet er anslået af den amerikanske historiker Robert Davis fra Ohio State University i USA i bogen ”Kristne slaver, muslimske herrer: Hvid slavehandel i Middelhavet”.

Hans vurdering bygger på piraternes togter langs Middelhavets kyster og så langt som til Island i 1500- og 1600-tallet, hvilket har fået kritikere til at peget på, at en vurdering baseret på netop denne periode, hvor piraterne hærgede i Europa, kan give et fordrejet billede. Men andre, som Ian Blanchard, specialist i Afrikas historie og økonomi ved Universitetet i Edinburgh, finder tallet plausibelt.

Middelhavets pirater sejlede ud fra det nuværende Algeriet og Libyen. Og når de i høstperioden plyndrede kornmarkerne langs de italienske og spanske kyster, tog de af og til også bønder til fange.

De kunne stikke så langt mod nord som til de britiske og skotske kyster. Landsbyen Baltimore i Irland blev så godt som tømt for alle sine indbyggere i 1631, og mellem den 20. juni og 19 juli 1627 hærgede pirater fra Algeriet de islandske kyster og tog mellem 400 og 900 fanger. Mændene blev blandt andet benyttet som galejslaver.

”I de fleste tilfælde ønskede piraterne snarere at skaffe sig en løsesum for fangerne, men når de ikke fik det, blev fangerne solgt som slaver,” forklarer Saleh Trabelsi, leder af afdelingen for middelhavs- og mellemøstforskning ved universitetet i Lyon i Frankrig og specialist i den arabiske slavehandel.

Op igennem middelalderen florerede slavehandelen i Europa, selvom den katolske kirke og de kristne fyrster gentagne gange forsøgte at forbyde det.

”Europæerne kunne sælge deres krigsfanger som slaver. Og eftersom eunukker var eftertragtede, men muslimer selv havde forbud mod at foretage kastrationen, var Verdun i Nordfrankrig allerede omkring 1000-tallet et veritabelt kastrationscenter, hvorfra eunukkerne blev eksporteret til enten Mellemøsten eller Andalusien. Og siden var blandt andet de italienske bystaters handelsmænd aktivt involveret i handelen med krigsfanger og slaver,” siger den franske forsker.

Også indbyggerne i Kaukasus og på Balkan blev i vid udstrækning fanget som slaver, og de hvide kvinder var eftertragtede i haremmerne. Både mellemøstlige og siden de osmanniske ledere benyttede desuden hvide slaver som livvagter og elitesoldater.

”Kalifferne var bange for, at lokale soldater ville være mere loyale over for deres klan end over for staten. De gav derfor hvide slavebørn en militær uddannelse og frigav dem, når de blev voksne for at sikre sig en total loyalitet. Hvide slaver kunne blive officerer og også opnå høje stillinger i embedsapparatet,” siger Salah Trabelsi.

Mamelukkerne, der tog magten i Egypten i 1250 og regerede, indtil de blev besejret af Napoleon i 1798, var oprindeligt en overvejende hvid slavehær.

”De hvide slaver havde ofte en anden status end de sorte slaver fra Afrika. Slaveriet har efterladt en betydelig racisme mod sorte i de arabiske lande, hvor ordet ”abid”, der betyder slave, er blevet det almindeligt anvendte, nedsættende ord for sorte mennesker. Den manglende interesse for den arabiske slavehandel blandt historikerne har betydet, at de arabiske lande aldrig har gjort op med denne del af deres fortid,” konstaterer Salah Trabelsi.