En græsk, en romersk, en jødisk og en muslimsk læge møder hinanden under en akvædukt, hvor de søger læ for et uvejr. De viser hinanden deres medicinske kunnen og beslutter herefter at danne en medicinskole i Salerno.
Denne legende er ifølge overleveringen forklaringen på, hvordan medicinskolen i den italienske havneby Salerno syd for Napoli blev dannet for mere end 1000 år siden, men rent faktisk ved historikerne i dag ikke, om skolen virkelig blev skabt af verdslige læger, eller om et Benediktinerkloster i området stod bag det usædvanlige center.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at skolen i middelalderen var så berømt, at den tiltrak videnskabsfolk fra hele middelhavsområdet. I Salerno kunne de arbejde sammen på tværs af etniske og religiøse grænser.
Patienter rejste også op til 1700 kilometer for at blive behandlet af skolens læger – i middelalderens Europa var det en meget lang og besværlig rejse.
Skolen i Salerno er et af temaerne i udstillingen ”Medicus – Die Macht des Wissens” (Medicus – videns magt) om medicinens og lægekunstens historie, der vises i Pfalz Speyers historiske Museum i den tyske by Speyer.
De fremtrædende roller i udstillingen indtages af antikkens græske læge Hippokrates, der levede fra cirka 460 til 370 f.Kr., og Galen, der blev født omkring år 130 og døde i cirka år 199. De to mænd samlede, kategoriserede og beskrev deres viden om en række sygdomme. Dermed fik antikkens læger mulighed for at profitere af disse grækeres store viden om diverse sygdomme, også selvom det sjældent var muligt at helbrede folk.
For os lyder det i dag groteskt, men i antikken blev en læge betragtet som dygtig, hvis blot de fleste af hans prognoser slog til, og så var det ligegyldigt, om mange af hans patienter døde.
I takt med, at Det Romerske Imperium brød sammen i det 5. århundrede, forsvandt kendskabet til den antikke viden i Europa.
I stedet for begyndte forskningscentre og akademier i det nuværende Mellemøsten at virke som magneter på højtuddannede europæiske videnskabsfolk. Perserne kunne for eksempel profitere af en intern strid mellem kristne og patriarken i riget Byzans, hvor flere kristne, heriblandt mange læger, udvandrede.
De kristne havde mange antikke værker med sig. De slog sig ned i Gundischapur, en by i det nuværende Iran, og her gav de deres viden om den græske medicin videre til de studerende på byens akademi.
På skolen underviste kristne, muslimske og jødiske læger, og mange af dem havde en tæt kontakt til Indien og Kina. Det betød, at medicinsk viden fra mange forskellige kulturkredse smeltede sammen til en enhed i Gundischapur.
De arabiske skoler var allerede i det 9. og 10. århundrede begyndt at se kritisk på teksterne fra Hippokrates og Galen, og i det 11. århundrede udgav den persiske læge Ibn Sina, også kendt under navnet Avicenna, et værk, hvori han havde ændret, videreudviklet og forbedret de to antikke grækeres tanker.
Takket være skolen i Salerno og ikke mindst lægen Constantinus Africanus, vendte den antikke viden om lægekunsten for alvor tilbage til Europa i det 11. århundrede, men europæerne havde i modsætning til araberne så stor respekt for Hippokrates og Galen, at de først i løbet af renæssancen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved antikkens viden.
En afgørende rolle spillede her den flamske kirurg Andreas Vesalius, der i det 16. århundrede begyndte at obducere lig og var med til at skabe en helt ny opfattelse af menneskets organer ved blandt andet at modbevise teorien om, at der ikke var forskel på dyrs og menneskers anatomi.
Perioden fra det 17. til det 20. århundrede var tiden for de helt store fremskridt. Europæerne opdagede, hvordan det menneskelige blodomløb fungerede, moderne sygehussystemer begyndte at opstå, og efterhånden indså man også, at hygiejne spillede en væsentlig rolle for patienternes helbredelse.
Tidslinje
- 4. århundred før Kristus til 2. århundrede efter Kristus
Lægekunsten oplever med læger som Hippokrates og Galen sit højdepunkt i det antikke Grækenland. - 5. århundrede
Med Roms undergang går antik viden tabt. Bøger brændes, og kristne læger forlader Byzans til fordel for Persien. - 5.-6. århundrede
Byen Gundischapur i Persien oplever sin blomstringstid som videnskabernes og forskningens højborg. - 7. århundrede.
Gundischapur mister sin centrale rolle i den arabiske verden til fordel for byen Bagdad i Mesopotamien. - 10-12. århundrede.
I Europa opstår medicinskolen i Salerno. Constantinus Africanus oversætter antikkens tekster fra persisk og arabisk til latin. - 13. århundrede
I flere europæiske byer bliver medicinske fakulteter grundlagt. Hermed mister skolen i Salerno sin særlige rolle. - 15. – 16 århundrede
Under renæssancen begynder Europas læger at obducere lig og se mere kritisk på de antikke lægers teorier. - 17. århundrede
Skolen i Salerno opløses, fordi læger nu uddannes på fakulteter overalt i Europa. Koppevaccinen opfindes. - 18 -19. århundrede
Sygehussektoren begynder for alvor at opstå i flere byer. Dødelighed mindskes på grund af bedre hygiejne.