Historiker: Araberne har længe levet under andres regler

I mere end 500 år måtte araberne indordne sig under fremmede magter, og deres historie bærer præg af, at de har levet under osmannisk, fransk, engelsk og russisk indflydelse. Det arabiske forår var et mislykket opgør med denne tradition, mener historiker Eugene Rogan

En fransk illustration fra middelalderen skildrer korsfarernes belejring af Damaskus i 1148. – Foto: Ritzau Foto

Den 25. januar 2011 befandt historiker Eugene Rogan sig i Abu Dhabi i forbindelse med en arabisk bogpris, hvor han var del af en komité med repræsentanter fra forskellige dele af den arabiske verden.

Selvom fokus var på bøgerne, lå mobiltelefonerne fremme til trods for, at de hurtigt blev en distraktion. Denne distraktion skulle imidlertid vise sig at gøre dem opmærksomme på, at noget exceptionelt var ved at finde sted i de arabiske lande.

Den tunesiske præsident Zine el-Abidine Ben Ali var blevet væltet, og demonstrationerne i Tunesien havde nu bredt sig til Egypten. Det blev begyndelsen på det arabiske forår.

”Der havde været diskussioner, om oprøret kunne nå ud over Tunesiens grænser, men hverken den vestlige eller den arabiske verden havde set en revolution som det arabiske forår komme. Vi vidste, at der var en udbredt utilfredshed med styret blandt arabiske befolkninger, men at folket var i stand til at mobilisere sig på den måde, kom bag på os alle,” fortæller Eugene Rogan, der er professor i moderne mellemøsthistorie og leder af Mellemøstcentret ved Oxford Universitet samt forfatter til bogen ”Arabernes historie”, som netop er udkommet på dansk.

I bogen maler han 500 års arabisk historie, hvor en af hovedpointerne er, hvorledes araberne har levet under styre fra den omgivende verden, og hvordan det kulminerede i revolutioner. Gennem århundreder havde befolkningerne i de arabiske lande levet efter andres regler – osmannernes, europæernes, russernes og amerikanernes.

Som del af Det Osmanniske Rige blev den arabiske verden styret fra Istanbul fra det 16. århundrede, men i vid udstrækning trivedes araberne under det osmanniske styre. Fra det 19. århundrede blev europæernes spilleregler mere udbredte, i takt med at Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien koloniserede store dele af den arabiske verden. Efter Første Verdenskrig blev den arabiske verden styret fra London og Paris, og efter Anden Verdenskrig var det Sovjetunionen og USA, som sad i førersædet.

”Fra 1950’erne og op gennem 1970’erne begynder der at opstå en arabisk nationalisme, hvor folk fik høje forventninger til fremtiden i håbet om at opnå værdighed, selvstændighed, fremgang, højere levestandarder og at slippe ud af USA og Sovjetunionens greb,” siger Eugene Rogan.

Derfor var 2011 særligt skelsættende. Under det arabiske forår var det arabere, der stod sammen for at løse deres egne problemer i regionen uden indblanding fra den omgivende verden. Occupy-bevægelserne i USA, England og Spanien skabte en følelse af, at Vesten imiterede den arabiske verden. Selv Israel havde ladet sig inspirere af araberne med en Occupy-bevægelse.

”Under Occupy-bevægelserne erkendte folk, at det arabiske forår var en vigtig indflydelse. Det betød, at ikke alene oplevede araberne, at de var i færd med at tage kontrol over deres eget liv og løse deres egne problemer, de var også kommet op med en metode, som resten af verden efterlignede. Det havde de ikke oplevet længe,” siger Eugene Rogan.

Forestillingen om en fælles arabisk nationalisme voksede frem i det 20. århundrede, hvor blandt andre den egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser støttede den panarabiske ideologi. Efter fiaskoer som Seksdageskrigen mod Israel i 1967 blev den pan-arabiske tanke imidlertid mere og mere et fortidslevn, og der skulle gå årtier, før det arabiske folk stod sammen om revolutioner, der rystede hele den arabiske verden.

”Araberne havde set Østeuropa rejse sig igen efter den kolde krig med et ønske om at løsrive sig fra kommunistiske regimer i Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland. Araberne bemærkede det og fandt det interessant, men det inspirerede dem ikke selv til handling. I 2009 var araberne betaget af iranernes mod, da de demonstrerede mod regimet, men det var heller ikke nok til at inspirere dem. Da en tuneser satte ild til sig selv, og folket ville vælte styret, var det med-arabere, der demonstrerede for forandring, og det vakte en fælles arabisk identitet til live,” fortæller Eugene Rogan.

”Siden 2001 er araberne gået den sværeste tid i møde. Det arabiske forår var et år med høje forventninger, men da lederne blev væltet, skabte det et politisk vakuum frem for en ny politisk orden. Det vakuum blev fyldt af mænd med våben frem for mænd med idéer. Revolutionerne endte i borgerkrig,” siger Eugene Rogan.

”Hvis du leder efter en gnist af håb efter det arabiske forår, kan jeg kun pege på Tunesien som eksempel på, hvad araberne kan opnå på eget initiativ. Den tunesiske revolution redefinerede forholdet mellem styret og folket. Regeringen blev ansvarlig, og folket blev borgere med rettigheder og en forfatning, som de selv opnåede uden indblanding fra Vesten,” siger Eugene Rogan.

Efter invasionen af Irak i 2003 beskrev den libanesiske journalist og historiker Samir Kassir, hvordan det arabiske samfund så sig selv magtesløse i forhold til deres egen skæbne, efter fremmede magter blandede sig i deres problemer.

”De arabiske folk plages af en følelse af magtesløshed. Magtesløshed til at undertrykke fornemmelsen af, at man ikke er andet end en ussel brik på det globale skakbræt, selvom spillet spilles i ens egen baghave,” sagde Samir Kassir.

Han blev myrdet i 2005.

”Det arabiske forår er slut. Ambitionerne for at opnå et bedre og ansvarligt styre i de arabiske lande er dog ikke forsvundet. Jeg ser det arabiske forår som et kapitel i en længere historie, hvor retsstater er målet. Der vil komme flere kapitler, men jeg ser det ikke ske inden for de næste 10 år,” siger Eugene Rogan.