En dåse. Et rejseur. En jakke. En asbesthandske. En flise fra et bruserum. I sig selv er disse ting måske ikke noget særligt. Men som del af det 20. århundredes største forbrydelse får de afgørende betydning for historieskrivningen.
Den 27. januar er det 78 år siden, at den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz blev befriet. Ud af lejren kom overlevende med beretninger om rædslerne i lejren og det systematiske mord på seks millioner jøder og andre minoriteter. Men i takt med at vidnerne forsvinder, får genstandene fra lejren og holocaust generelt større og større betydning for mindet om det mørke kapitel i menneskets historie.
Holocaust er et kapitel, vi ikke bliver færdige med. Men som andre historiske begivenheder, der forsvinder længere og længere væk, bliver vi samtidig afhængige af fund fra den tid, vi fortsat vil være bevidste om. Derfor er holocaust-arkæologi et voksende felt i disse år især i Tyskland og Østrig. Herhjemme er Anders Otte Stensager blandt den gruppe af arkæologer, som kigger i jorden efter spor fra krigens tid.
"Holocaust beskrives oftest gennem skriftlige kilder, mens de fysiske efterladenskaber kun i mindre omfang inddrages," siger Anders Otte Stensager, der er arkæolog samt forfatter til flere bøger om kz-lejre og biografier om krigsforbrydere og gerningsmænd.
Foto: Gads Forlag.
I hans nye bog, "Holocaust – fortalt gennem steder og genstande" med 25 nedslag, der udkommer på Auschwitzdagen, tegnes et billede af holocaust – ikke fortalt gennem ofre og overlevende, men gennem genstande, som bidrager til at give ofrene en stemme.
"Bag hver genstand findes en menneskelig tragedie og en historie om, hvad et regime formåede at begå af grusomheder. Mine kolleger bruger eksempelvis meget tid på at finde og identificere personerne bag nogle af objekterne, som blandt andet fund af fangeemblemer fra kz-lejren Mauthausen i Østrig. Fælles for genstandene er, at de ikke kun repræsenterer en del af nyere tysk historie, men er en del af vores fælles europæiske historie og erindringskultur," siger Anders Otte Stensager.
Særlige genstande og større anlægsspor har ikke fået samme opmærksomhed som de mange skriftlige kilder om Anden Verdenskrig og folkemordet, hvilket ifølge Anders Otte Stensager skyldes, at mange er overbeviste om, at ethvert bevis for holocaust allerede var fundet og fortalt. Men hver en sten er stadig altså ikke vendt i den historie, og det er her, at holocaustarkæologer er kommet ind i billedet de seneste årtier.
Den danske arkæolog har udpeget 25 effekter og bygningsanlæg hovedsageligt fra internationale museer og har givet disse ting en ny samlet betydning i historien fra 1933 til 1945. Der er en kronologi i udvælgelsen, som indeholder antisemitiske propaganda-plakater fra det tidlige Nazityskland, en faldøkse, som blev anvendt til at halshugge tyske modstandsfolk, ødelagte toraruller fra Krystalnatten og en asbesthandske, som 'brændere' brugte ved krematorieovnene. Der er også billeder af afklippet hår og fliser, som gaskamre var bygget af.
"Nogle af disse ting kender vi allerede godt, som for eksempel det ikoniske 'Arbeit macht frei'-skilt fra indgangene til flere lejre. Der er også genstande, som er nye og føjer nyt til historieskrivningen. Der er eksempelvis fundet smykker med indgraverede navne fra udryddelseslejren Sobibor i Polen, som har givet en gruppe hollandske jøder myrdet i lejren en stemme," siger Anders Otte Stensager.
Af de mere overraskende fund, som han er stødt på, er børnebøger, som det nazistiske regime udgav i 1930'erne.
"Der er tale om racistiske illustrerede bøger med børnehistorier, der skal 'opdrage' en tysk generation til at identificere jøder og deres adfærd. Eksempelvis er der en historie om en mor og et barn, som er ude og plukke svampe i en skov. De falder over en giftsvamp, som symboliserer jøden. Det er jo kun en lille del af det materiale, som tyskerne blev præsenteret for og som virkelig havde gennemslagskraft. Men børnebøgerne viser, hvor ond og systematiseret antisemitismen var i det tyske samfund."
Arkæologiske udgravninger og undersøgelser af flere lejre kan præcisere, hvor bygninger og gaskamre var anlagt. De fleste tegninger blev brændt af nazisterne, så disse opdagelser er med til at give en ny geografisk indsigt i udryddelseslejre som Treblinka, Sobibor, Chelmno og Belzec og er endnu et bevis, som benægtere må forholde sig til, understreger Anders Otte Stensager, som undrer sig over, hvordan steder som Auschwitz igennem mange år ikke har gjort mere for at beskytte og bevare de udendørs anlæg for vejr og vind.
"Det er en forpligtelse at sikre disse massive anlæg og bygningsrester fra holocaust, hvor der stadig er spor og genstande. Godt nok har man samlet store bunker af hår, kufferter, briller og så videre i en lejr som Auschwitz. Men turister kan stadig let bevæge sig hen over de efterladte bygningsrester uden tilstrækkelige afspærringer," siger Anders Otte Stensager, som samtidig anerkender, at der i de senere år er gjort en stor indsats for at etablere formidlingscentre ved mange tidligere udryddelseslejre.
I år er det 80-året for redningen af de danske jøder, som nazisterne også forfulgte og deporterede. De er også en del af holocaust, men der er ingen genstande fra det kapitel i bogen. Det skyldes, forklarer Anders Otte Stensager, at netop den historie er bredt kendt og fortalt, og at han med denne bog ikke ville genfortælle netop den danske rednings-og deportationshistorie.
I bogen finder man alligevel en en rød kz-jakke med en særlig dansk tilknytning.
