Arkæologi i Jerusalem er både historie og politik

Udgravninger i Jerusalem fører jævnligt til protester og uro. En igangværende blotlægning af en enestående pilgrimsvej i Østjerusalem er ingen undtagelse

Vejen, der på templets tid ledte pilgrimme fra Siloadammen til templet, ligger i dag under gadeniveau i en palæstinensisk landsby. Det gør den til en brik i et spil om historisk ret til området. –
Vejen, der på templets tid ledte pilgrimme fra Siloadammen til templet, ligger i dag under gadeniveau i en palæstinensisk landsby. Det gør den til en brik i et spil om historisk ret til området. – . Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix.

Hvis man med et arkæologisk øje gav sig til at spejde efter den mest interessante udgravning i Israel netop nu, ville man hurtigt opdage en udgravning under gadeniveau i den palæstinensiske landsby i Østjerusalem, Silwan. Området er også kendt under det jødiske navn Davidsbyen og ligger lige syd for tempelpladsen. Det huser foruden de ældste levn fra Jerusalems historie to enestående fund fra Jerusalem på Jesu tid, der begge er gjort inden for de sidste 15 år.

I 2004 gravede en entreprenør, der skulle reparere en kloakledning, direkte ned i, hvad der viste sig at være Siloadammen fra Jesu tid. Jerusalem har kun ét kildespring, Gihonkilden, hvis vand den dag i dag ender i et bassin, man indtil dette arkæologiske lykketræf troede var anlagt, hvor dammen lå på Jesu tid. Nu viste det sig, at den lå kort fra den nuværende og i øvrigt var langt større end den hidtil kendte, perfekt udformet med trapper fra alle sider, så pilgrimme nemt kunne nå dens rensende vande inden et besøg i templet.

Det fik i årene derefter et hold israelske arkæologer til at grave efter den vej, der ledte op fra Siloadammen til templets sydlige indgang. Allerede i 1894 havde britiske arkæologer afdækket et stykke af en monumental vej i området. Nu fandt arkæologerne slutpunktet, og med udsigten til at kunne afdække hele den 540 meter lange strækning op mod templet lykkedes det i 2014 arkæologerne at rejse flere hundrede millioner kroner via primært private donationer, så en komplet udgravning af vejen kunne begynde.

Arbejdet er langtfra færdigt endnu. Der er tale om en kompliceret udgravning under nuværende huse og veje, men at dømme ud fra hvad arkæologerne allerede nu har afdækket, må vejen havde været et imponerende syn, da den stod færdig i år 30, omtrent samtidig med Jesu sidste besøg i Jerusalem. Den var beregnet for de mange pilgrimme, der konstant besøgte Jerusalem. Efter at have renset sig rituelt i byens eneste kilde med rindende vand kunne de klædt i hvidt nu drage op mod templets forgårde under sang, jubel og fløjtespil.

Det er derfor ikke svært at forstå det israelske udgravningsteams motivation for at arbejde året rundt på at fritlægge hele processionsvejen. Der er for så vidt heller ikke noget at sige til, at Jerusalems bystyre går med planer om at anlægge en kabinelift fra et område i Vestjerusalem med gode parkeringsmuligheder, der skal kunne fragte 3000 turister i timen til denne side af Jerusalems gamle by. Hele området syd for tempelpladsen er ved at udvikle sig til et af Jerusalems mest attraktive besøgsområder set med historiske eller religiøse øjne, der stiller skarpt på den bibelske periode.

Men udgravningen bliver mødt med stigende grad af protester fra palæstinensiske beboere i området. Problemet er dobbelt. I førsterække er det en åbenbar udfordring, at udgravningerne foregår under de nuværende huse i landsbyen. Da Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.Kr. forsvandt processionsvejen under murbrokker, og århundreders nye anlæg af veje og huse ligger nu flere meter over gadeniveau på templets tid. En organisation ved navn Silwan Information Center mener, at udgravningerne foreløbig har kostet sætningsskader på 30 huse.

På et mere overordnet plan anklages udgravningen samtidig for at være en del af en bevidst israelsk politik om at fratage palæstinenserne en historisk ret til området og et led i et forsøg på at bruge arkæologien til at legitimere den jødiske bosættelse i området med cairka 1000 bosættere.

Det er langtfra første gang, at arkæologiske udgravninger i Jerusalem skaber konflikt. Arkæologi er i virkeligheden en form for kontrolleret destruktion. Når spaden stikkes i jorden, begynder en proces, der ikke kan gøres om. Hvem skal bestemme, hvornår spaden skal standse sin vej gennem århundredernes lag af levn? Kun én periode får lov at stå tilbage som en art permanent fremkaldelse af fortiden, mens andre perioders levn ender i arkivkasser eller på affaldsdyngen.

Historisk set har beskyldningerne gået begge veje. I kølvandet på Seksdageskrigen i 1967 iværksatte israelske arkæologer en omfattende udgravning af området lige uden for det sydvestlige hjørne af tempelpladsen. De blev anklaget for målrettet at grave sig igennem muslimske levn for at fritlægge lagene fra de bibelske perioder. Modsat foretog de muslimske myndigheder over tempelpladsen i 1999 et stort, uautoriseret byggeprojekt under tempelpladsens sydøstlige område for at anlægge en moske. Her blev der uden arkæologiske undersøgelser fjernet lag på lag af levn fra de bibelske perioder.

Ved enkelte lejligheder har arkæologiske udgravninger i Jerusalem ført til mere end protester og beskyldninger. Værst i 1996, da åbningen af den israelske udgravning langs tempelpladsens vestmur førte til voldsomme optøjer, der kostede over 100 døde og sårede over 1000.

I øjeblikket tyder det ikke på, at denne udgravning fører til mere end mundtlige protester og retssager ved domstolene, selvom intet kan udelukkes. Som arbejdet skrider frem netop nu, vil det om få år for første gang siden templets ødelæggelse igen være muligt at processere den fulde vej fra Siloadammen til templet under sang, om man så vil.

Det bliver en stor oplevelse for det arkæologiske øje. Man kan selvfølgelig også gå turen med begge øjne åbne og opmærksom på, hvordan arkæologiens udgravning af fortiden påvirker vores forståelse af nutiden.