Arkæologiske fund afslører korsfæstelsens hemmeligheder

Tre meget kendte arkæologiske fund afslører, hvordan korsfæstelse i den romerske verden var en hel industri. Der fandtes et særligt hverv som korsfæster

Da arkæologen Vassilios fik børstet støvet af, kunne han med et se, hvad han stod med i hænderne: Liget af en korsfæstet mand. Sømmet, de havde hamret tværs gennem hans hæl, sad der endnu.
Da arkæologen Vassilios fik børstet støvet af, kunne han med et se, hvad han stod med i hænderne: Liget af en korsfæstet mand. Sømmet, de havde hamret tværs gennem hans hæl, sad der endnu. . Foto: Israel Museum.

I den smeltende hede arbejder de tonstunge gravemaskiner uden pause. Støvet rejser sig som en tung sky, mens klippestykke på klippestykke giver efter. Året er 1967. Israel har netop i Seksdagskrigen sikret sig kontrollen over hele Jerusalem, og nye kvarterer skyder op overalt.

Men pludselig standser maskinerne. Et af deres drøn mod klipperne har efterladt et hul ind til en underjordisk gravhule. Arbejderne ved kun alt for godt, hvad det betyder: Arbejdet må standses, til et hold arkæologer har fået undersøgt deres fund.

LÆS OGSÅ: Korsfæstelse var tortur

For distriktsarkæologen Vassilios Tzaferis var det bare endnu en opgave i rækken. I første omgang fandt de heller ikke noget usædvanligt i denne gravhule. Blot en række af de velkendte små benkister, der var på mode før templets fald år 70. De blev brugt til at opbevare en afdøds knogler i, når kødet var rådnet bort.

Men da Vassilios fik en af kisterne ud af gravens dunkle mørke og ind i laboratoriets skarpe lys, skete der noget. Midt mellem knogler fra arme og ben så Vassilios til sin store overraskelse en hælknogle med en usædvanlig formation. Da han fik børstet støvet af, kunne han med et se, hvad han stod med i hænderne: Liget af en korsfæstet mand. Sømmet, de havde hamret tværs gennem hans hæl, sad der endnu.

To ting mere kunne Vassilios fastslå om denne mand. Den ene var hans navn: Jehohanan, søn af Ezekiel. Dette navn var nemlig indridset med rå bogstaver på siden af benkisten. Det andet var hans alder. Eksperters undersøgelse af knoglerne fastslog, at Jehohanan var mellem 24 og 28 år, da han blev korsfæstet.

Vi ved ikke præcist, hvorfor Jehohanan blev korsfæstet. Men vi kan udelukke, at han var en fattig slave. Ikke blot var en familiegrav forbeholdt de rige. En af de andre kister bar ligefrem ærestitlen: Simon, tempelbyggeren.

Måske er historien den, at et af Jehohanans familiemedlemmer valgte at tjene penge på det herskende regime og blev Simon Tempelbygger, mens Jehohanan valgte at tilslutte sig det ulmende oprør mod Herodeshuset og dets romerske patroner og blev Jehohanan Oprøreren.

Det skulle han måske aldrig have gjort. I hvert fald kan vi med sikkerhed sige, at det kom til at koste ham livet på korset.

Det var ikke det normale, at rige personer blev korsfæstet i Det Romerske Rige. Romerne havde en henrettelsesrangstige, hvor den mest nådige død var halshugning, dernæst at blive kastet for de vilde dyr, så brænding inden til sidst korsfæstelse som den værste form for straf.

På daglig basis blev korsfæstelse kun brugt mod slaver. Det blev den til gengæld også flittigt. En indskrift fundet under Anden Verdenskrig i den romerske havneby Puteoli (ved Napoli) afslører, hvordan korsfæstelser var en hel industri med professionelt ansatte korsfæstere.

Indskriften gengiver en kontrakt, som Puteolis bystyre havde indgået med et korsfæstelsessjak. Kravene var hårde og nøje udmålte. Sjakket skulle bestå af mindst 32 arbejdere mellem 25 og 50 år. Ingen måtte halte, være delvist blinde, kalveknæede eller have andre deformiteter. De skulle bo permanent uden for byen og måtte kun gå ind i byen, hvis deres erhverv krævede det, for eksempel ved offentlig piskning på byens torv. I så fald skulle de bære en farvet hat. Desuden skulle de bære rødt tøj. Sikkert fordi arbejdet med de piskede kroppe smurte deres tøj ind med blod fra top til tå.

Kontrakten regulerer dernæst for de forskellige måder, en person kunne få en slave henrettet på. Skal slaven først bære korset eller en del af korset gennem byen? På hvilken måde skal han piskes? Alt var muligt, hvis slaveejeren var villig til at betale. Jo mere pine og jo længere en forestilling, des højere pris.

Puteoli-indskriften, der dateres til kejser Augustus tid (27 f.Kr.-14 e.Kr.), giver os et indblik i, hvordan bunden af det romerske samfund blev holdt nede gennem daglig brug af terror og tortur af professionelle og veltrænede korsfæstelsessjak.

I den romerske samtid var de første kristnes tilbedelse af en korsfæstet person provokerende og latterlig. Den berømte romerske advokat Cicero mente ligefrem, at en dannet romer slet ikke burde kende ordet kors.

De første kristne blev betragtet som en blanding af farlige og grinagtige. Nogle kilder tyder på, at de i folkemunde blev kaldt æseltilbedere. Den kristne forfatter Tertullian fortæller for eksempel om en person, der løb rundt i Kartagos gader med en dukke med et æselhoved, der bar indskriften: De kristnes gud, undfanget af et æsel.

I 1857 blev der gjort et exceptionelt fund for foden af Palatinerhøjen i Rom, der kaster lys over samtidens syn på de kristne korsfæstelsestilbedere. Ridset med rå pen i en væg nærmest som graffiti, før der var spraymaling ser vi en mand med et æselhoved, der hænger på et kors. Til venstre for ham ser vi en person, der løfter hånden mod ham. Den græske tekst under korset afslører, hvad scenen forestiller: Alexamenos tilbeder (sin) gud, lyder den.

Graffitien, der dateres til det 2. eller 3. århundrede, blev fundet i en bygning, der sandsynligvis blev brugt som en opdragelsesskole for drengeslaver. En af slaverne, Alexamenos, var tilsyneladende blevet en af de kristne æseltilbedere. Det var så morsomt for de andre drenge, at én af dem fandt det en graffiti værd.