Prøv avisen

"De røvede ikke bare vores land. De slog os ihjel"

19-årige Van Baghdasaryan mødes jævnligt med andre unge armeniere for at diskutere det snart 100 år gamle folkemord. ”Da jeg begyndte at studere folkemordet, fik jeg en underlig følelse af at miste mit land og mit hjem og en masse mennesker, som burde have været i live.” – Foto: Tobias Stern Johansen.

I Armenien er tyrkernes udryddelse af op mod 1,5 millioner armeniere under Første Verdenskrig et traume, som overleveres til nye generationer, og folket venter stadig på Tyrkiets anerkendelse. Det er vores hjem, de har stjålet, og vores folk, de har myrdet, siger 19-årige Van Baghdasaryan

Ved første møde minder 19-årige Van Baghdasaryan til forveksling om enhver dansk ung mand. Han studerer økonomi og landbrug på universitetet i Armeniens hovedstad, Jerevan, dyrker boksning og kigger efter piger.

Men taler man med Van Baghdasaryan i mere end fem minutter, dukker et livstema op, som er en dansk teenager fuldstændig fremmed. Et tema, der ligger som en tung klump i maven på den unge bokser: det tyrkiske folkedrab på armenierne under Første Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: Folkemord-sag presser Det Kongelige Bibliotek

"Som barn forstår man ikke, hvad der skete. I skolen blev vi fortalt, at vi har mistet vores gamle rige, og at vi er blevet forfulgt. Men det var først, da jeg selv begyndte at læse bøger om folkemordet, at jeg begyndte at forstå, hvad der var sket. De røvede ikke bare vores land. De slog os ihjel," siger han.

Van Baghdasaryan mødes jævnligt med en gruppe af andre studerende for at diskutere folkemordet både historisk og i forhold til, hvad det betyder for hans generation.

Hans egne oldeforældre levede i et afsidesliggende område i det nuværende Armenien og måtte derfor ikke som tusindvis af andre flygte fra tyrkernes bajonetter. Hvordan kan den 100 år gamle tragedie da have så stor betydning for ham? Han tøver. Det kan han ikke finde ord for, siger han. Men prøver alligevel:

"Da jeg begyndte at studere folkemordet, fik jeg en underlig følelse af at miste mit land og mit hjem og en masse mennesker, som er mig allernærmest. Jeg begyndte at savne de mennesker. Det er mennesker, jeg aldrig har kendt, men som burde have været i live. Hvis de mennesker havde været i live, var jeg vokset op med deres oldebørn. De burde være her."

Men endnu værre end den uhåndgribelige følelse af savn er vreden, fortæller han. Vreden over, at Tyrkiet aldrig har anerkendt folkedrabet på op mod 1,5 million armeniere. Siden 1923 har den tyrkiske stat haft den officielle holdning, at det, der skete med armenierne i Osmannerriget, det nuværende Tyrkiet, i 1915 og årene frem, ikke kan betegnes som et folkedrab. Ifølge den tyrkiske stat var begivenhederne mere en slags borgerkrig, som armenierne delvist selv havde fremprovokeret ved at kræve en selvstændig stat og ved at være illoyale mod osmannerne i begyndelsen af Første Verdenskrig.

"Det er vores hjem, de har stjålet, og vores folk, de har myrdet. Tyskerne har undskyldt over for jøderne. Men Tyrkiet har aldrig undskyldt. De siger nej, armenierne dræbte tyrkerne. Men hvor er så alle de armeniere henne i dag? Og hvorfor viser alle fotografierne fra dengang, at tyrkerne er stærke og armenierne svage? Tyrkiet dræbte ikke kun soldater, men almindelige indbyggere, de dræbte kvinder og børn," siger Van Baghdasaryan.

Vreden, som voksede, i takt med at han læste, er også rettet imod hans eget folk. Han kan ikke forlige sig med den armenske afmagt.

"Jeg blev vred på armenierne, fordi de ikke kunne beskytte sig selv. Mange armenske mænd kunne have kæmpet, men gjorde det ikke. De så tyrkerne dræbe deres koner og børn, men gjorde intet. Jeg har læst mange bøger om armeniere, som greb til våben og kæmpede, men de var meget få, og den tyrkiske hær var meget stor," siger han og tilføjer:

"Vi har heller ingen magt i dag, så vi kan ikke kræve noget som helst." 

Artiklen fortsætter under billedet 

Frem til 1960erne var benægtelsen af det armenske folkedrab mest noget, der fandt sted i Tyrkiet. Men siden er folkedrabet også blevet anfægtet eller benægtet af et lille mindretal af amerikanske og europæiske forskere og politikere. Prominente folk som den britiske historiker Norman Stone, der blandt andet har været rådgiver for tidligere premierminister Margaret Thatcher, har i årevis forsvaret Tyrkiets ret til at benægte folkedrabet, da det ifølge historikeren aldrig er blevet bevist. Han vægter for eksempel, at tyrkernes interne dokumenter kun taler om deportation af armeniere.

Den armenske forfatter og ph.d. Hayk Demoyan har viet liv og karriere til at modarbejde de kræfter, der afviser folkedrabet. Han er direktør for Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab, en bunkerlignende bygning af grå vulkansten på et højdedrag i Armeniens hovedstad, Jerevan.

Indenfor i det dunkle museum skærer den skarpe sol gennem høje, smalle vinduer formet som kors. Mellem de skinnende kors hænger store, grynede, sorthvide fotografier af armenske mænd, som kvæles langsomt under hængning; armeniere, som lukkes inde i en stald og brændes levende; et knoglet lig af en kvinde og hendes to børn døde af sult under tyrkernes deportation.

"Min mission er at bekæmpe den kultur af fornægtelse, som har bredt sig fra Tyrkiet," siger Demoyan.

Formålet med museet er først og fremmest at bevare hukommelsen hos både armeniere og tyrkere. Dernæst er formålet at give alle mennesker indsigt, så vi sikrer, at sådan en forbrydelse aldrig nogensinde finder sted igen. Vi bliver konfronteret med akademikere og videnskabsfolk finansieret af regeringen i både Tyrkiet og Aserbajd-sjan, som fremmer falskneri og vildledning.

Hayk Demoyan er ikke vred som den unge Van Baghdasaryan. Vreden har han kanaliseret over i sin kamp for anerkendelse af folkemordet, siger han. Men han er fortrolig med den yngre generations følelser for tragedien.

"Det er videnskabeligt påvist, at mange generationer lider under store traumer. Det her er et traume, vi bærer inden i os. Det bliver givet videre fra generation til generation."

Hayk Demoyan venter stadig på Tyrkiets anerkendelse af folkedrabet, men peger samtidig på flere grunde til, at den aldrig skulle komme: For det første vil det være dybt ubehageligt at erkende, at dannelsen af den tyrkiske stat i 1923 med sine demokratiske idealer har forbindelse til udryddelsen af næsten en hel befolkningsgruppe. For det andet frygter Tyrkiet, at en anerkendelse vil medføre, at armenierne vil gøre krav på de oprindeligt armenske dele af Tyrkiet.

Artiklen fortsætter under billedet 

"Hvis man indrømmer, at man har begået en af de værste forbrydelser i historien, så er ens land sortlistet. Det ville få vidtrækkende konsekvenser for statens identitet og for den nationale identitet. Hvis man accepterer, at der blev begået et folkemord, så omskriver man sin egen historie og detroniserer sine helte, som kommer til at fremstå som forbrydere, der spiddede spædbørn og voldtog og dræbte kvinder. Hvis man accepterer det, har man også ansvaret for at kompensere for de territorier, der blev stjålet, og de mennesker, der blev slået ihjel."

Den tyrkiske aggression over for armenierne er ikke noget, der alene hører en fjern historie til, mener Hayk Demoyan. I 1960erne blev dele af det armenske middelalderkloster Khtskonk i Tyrkiet for eksempel sprængt i luften. Og i dag frygter han alliancen mellem de to overvejende muslimske lande Tyrkiet og Aserbajdsjan, som ligger på hver side af Armenien, og som begge har et anstrengt forhold til det kristne land. Armeniens grænser til de to naboer er lukket, og alle diplomatiske bånd til Aserbajdsjan er kappet.

"Tyrkiet er et aggressivt, ambitiøst og farligt land, som tilegner sig magt ved tvang. De siger, gør det og gør det, så åbner vi grænsen. De sætter ind med betingelser. Tyrkiet og Aserbajdsjan betragter sig selv som to lande i en nation, og Armenien er fanget i midten. Kig på Mellemøsten. De fleste kristne samfund er væk. Så ja, jeg er stadig bange," siger han.

Den armenske frygt udspringer især af Tyrkiets manglende indrømmelser i forhold til folkedrabet. Det vurderer ph.d., historiker og seniorforsker Cecilie Felicia Stokholm Banke fra Dansk Institut for Internationale Studier. Hun forsker blandt andet i erindring efter folkedrab.

"Det har vist sig, at stater kan få et bedre forhold til hinanden, hvis man anerkender fortidige overgreb. Anerkendelse viser det folk, der har været udsat for overgreb, at man nu kan tage det roligt. Det er derfor ikke mærkeligt, hvis det lille Armenien stadig har en angst for det store Tyrkiet, som ikke anerkender omfanget af overgrebet. Man kan ikke fjerne et folks erindring. Derfor er selve anerkendelsen vigtig. Men vi skal ikke vente store indrømmelser fra Tyrkiet, om end det internationale pres har ført til mere fokus på emnet," siger hun.

At Tyrkiet aldrig har stået til ansvar for folkedrabet, hænger blandt andet sammen med det fravær af mindretalsbeskyttelse, som prægede udenrigspolitikken internationalt under Første Verdenskrig. Verdenssamfundet vidste nemlig godt, hvad der foregik, understreger Cecilie Felicia Stokholm Banke.

"USA vidste det, og Tyskland, som var allieret med osmannerne, vidste det. Udenlandske diplomater sendte beretninger hjem om, hvad der foregik, og vi har breve fra blandt andre skandinaviske missionærer, der befandt sig i området og hjalp armenierne. Men man skal samtidig huske på, at der på dette tidspunkt ikke var tradition for at gribe ind i en anden stats interne forhold, også selvom det drejede sig om forfølgelse af en minoritet. Armenierne blev af tyrkerne set som allieret med fjenden, og derfor blev den brutale håndtering af armenierne fremstillet som et forsvar," siger hun og tilføjer:

"Ifølge nogle forskere har opfattelsen af, at overgrebet på armenierne var legitimt, kunnet leve videre, fordi der ikke blev gjort op med de overgreb, der fandt sted under krigen og der samtidig ikke blev indskrevet nogen garanti for minoritetsbeskyttelse i det nye Tyrkiet."

I hvert fald er emnet stadig ekstremt betændt. Da det franske parlament tidligere i år gjorde det strafbart at benægte tyrkernes folkedrab, kaldte den tyrkiske regeringsleder, Recep Tayyip Erdogan, loven for diskriminerende og racistisk. Og da Det Kongelige Bibliotek for nylig åbnede en udstilling om folkedrabet, protesterede den tyrkiske ambassadør med det resultat, at biblioteket har indvilget i at være medarrangør af en slags modudstilling med titlen Det såkaldte armenske folkemord.

Ifølge Cecilie Felicia Stokholm Banke forsøger nogle forskere i dag at undgå begrebet folkedrab, da det kan stå i vejen for en saglig debat om, hvad der historisk set er sket.

"Nogle undgår helst den term, da det dermed hurtigt bliver et spørgsmål om folkedrab eller ej. Tvisten omhandler blandt andet, om man kan fremvise det dokument, der beviser, at der var en intention om at udrydde armenierne. Ud fra en forskningsmæssig anvendelse af termen er der for mig dog ingen tvivl. Der var tale om brutale deportationer, som udryddede en stor del af armenierne, og derfor har jeg som historiker ikke noget problem med at bruge begrebet folkedrab."

Armeniere lægger tulipaner ved mindesmærket for det armenske folkedrab ved Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab i hovedstaden Jerevan. Foto: Hakob BerberyanAFP.
Mellem de smalle korsformede vinduer på Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab i Jerevan hænger store, grynede, sorthvide fotografier af armenske mænd, som kvæles langsomt under hængning, og lig af armenske kvinder og børn, som er døde af sult under tyrkernes deportation. – Foto: Joseph BarrakAFP.
Armeniere lægger tulipaner ved mindesmærket for det armenske folkedrab ved Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab i hovedstaden Jerevan.
Mellem de smalle korsformede vinduer på Museums-Instituttet for Det Armenske Folkedrab i Jerevan hænger store, grynede, sorthvide fotografier af armenske mænd, som kvæles langsomt under hængning, og lig af armenske kvinder og børn, som er døde af sult under tyrkernes deportation.