Prøv avisen
Interview

Historiker: Arven efter Rom fylder mindre i italienernes nationalfølelse

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, er blevet symbolet på en ny, italiensk nationalisme, mener historiker. Foto: Piero Cruziatti/AP/Ritzau Scanpix

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, er blevet symbolet på en ny, italiensk nationalisme. Men landet har i det 20. århundrede lagt afstand til Romerrigets kulturelle storhedsperiode, som blev brugt til at kitte den italienske nation sammen, mener den bogaktuelle historiker Elena Musiani

Tre selvstændighedskrige skulle der til, før den italienske halvø samt Sicilien og Sardinien blev samlet i en ny, italiensk stat med Rom som hovedstad.

Men det var først med Første Verdenskrig, at nationalfølelsen for alvor slog igennem, da italienerne stod sammen i sorgen over faldne familiemedlemmer.

”Mens nogle stater opstår som det politiske udtryk for en historisk nation, blev stat og nation skabt samtidig i Italien. Og denne proces fuldbyrdes med Første Verdenskrig, der ofte beskrives som ’den fjerde uafhængighedskrig’. Det er første gang, hele Italien står sammen som en nation,” konstaterer den italienske historiker Elena Musiani.

I sin seneste bog beskriver hun, hvorledes det nye Italien bevidst og metodisk blev dannet som et kulturelt projekt, der skulle skabe den nationalfølelse, som ikke fandtes i forvejen. Man mobiliserede arven fra den romerske fortid som kittet i den nye nation.

Men kittet er langtfra vandtæt. For mindre end et år siden krævede de to rige norditalienske regioner Venedig og Lombardiet større selvstyre fra Rom, blandt andet for at slippe for at bidrage til det fattigere Syditalien via skatterne.

Bag initiativet stod det regionale parti Lega Nord, der siden 1990’erne har krævet selvstyre for et samlet Norditalien under navnet Padania. Og det nye italienske regeringsparti har først i løbet af 2018 skippet referencen til ”Nord” for at kunne appellere til vælgerne over hele landet. Ifølge Elena Musiani har det moderne Italien lagt afstand til den klassiske arv fra antikkens Rom som det samlende nationale symbol.

”Første Verdenskrig blev kun delvist et vendepunkt. Under overfladen lurede den gamle nord-syd-splittelse. Det var sydens unge mænd, der blev sendt op for at kæmpe for det nordlige Italien, og mens Norditaliens økonomi brusede frem efter Anden Verdenskrig, blev der kun investeret meget lidt i Syditalien, som hang fast i den gamle landbrugsmodel,” siger Elena Musiani.

Første Verdenskrig var samtidig med til at udløse det, hun kalder for ”en frustreret nationalisme”.

”Italien blev holdt uden for det politiske magtspil om Versaillestraktaten. Og det udløste en nationalistisk bitterhed, der mundede ud i den autoritære, fascistiske stat under Mussolini. Han byggede videre på myten om Italiens storhed i forlængelse af Det Romerske Imperium, og Mussolini vender også i nogen grad ryggen til den klassiske arv som grundlaget for nationalfølelsen,” påpeger Elena Musiani og fortsætter:

”For fascismens projekt er at bygge det nye Italien og dermed lægge afstand til fortiden og især til de liberale kræfter, der byggede myten om risorgimento (udtrykket for den genfødte storhed fra Romerriget). Dette liberale Italien omtales nedladende som ’Italiette’, et lille, splejset Italien. Fascismens nationalisme bliver en autoritær, imperialistisk nationalisme med det italienske kolonieventyr (i 1939 havde Italien etableret kolonier i det nuværende Libyen, Etiopien, Eritrea og Somalia, red.).”

Hun peger på, at den italienske fascisme nøjedes med at instrumentalisere den nationale arv i et ideologisk øjemed.

”Enhver national identitet bygger på en historisk mytedannelse, hvor man bruger historien til at skabe et fællesskab og en national fortælling. Men der er forskel på at konstruere en national identitet med rod i en fælles historie, som Italiens fædre som Camillo Cavour og Giuseppe Mazzini gjorde, og Mussolinis bestræbelser på at instrumentalisere denne historie til at påtvinge en ideologi,” siger Elena Musiani.

Efter Anden Verdenskrig var det modstandskampen, der blev kernen i italienernes nationale fortælling. For Elena Musiani er Italiens kulturelle sammenhængskraft ikke længere båret af den reference til den romerske civilisation, som den italienske nationalfølelse er rundet af.

”Den klassiske historie og risorgimento er ikke længere et tema i nationalfortællingen. Også modstandskampen er falmet. Italien har mistet de nationale, kulturelle og historiske holdepunkter, som nationsbygningen hvilede på,” mener historikeren.