Prøv avisen

Auschwitz: Her herskede kun døden

Ikke bare voksne, men også børn blev indsat i Auschwitz-lejren. Her ses billeder af børn i de karakteristiske stribede dragter. – Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Den 27. januar 1945 trådte Den Røde Hær ind gennem portene til Auschwitz og blev mødt af et syn af uforklarlige rædsler. Men lejren blev først senere symbolet på en af de største forbrydelser i menneskehedens historie med over en million døde

”Vi inspicerede nogle barakker og troede ikke vores egne øjne. På halmsække lå nøgne, rallende skikkelser. Det var svært at afgøre, om det virkelig var mennesker. Jeg rørte ved én af dem, der lå der. Han bevægede sig ikke. Han levede ikke mere. Her herskede kun døden.”

Sådan beskrev den dengang kun 16-årige russiske soldat, Nikolai Politanow, hvad der mødte ham og hans soldaterkammerater i Auschwitz den 27. januar 1945.

Andre vidner fortalte om store ligbål der stadig ulmede og fanger, som var så afkræftede, at de knap nok reagerede på deres befrielse.

”Den Røde Hær var faldet mere eller mindre tilfældigt over lejren. Og de var endnu ikke klar over, hvad de havde fundet. Men det var tydeligt, at tyskerne havde skyndt sig væk, for russerne fandt massegrave, der endnu ikke var kastet til,” forklarer Peter Langwithz Smith, tidligere lektor og forfatter til bogen ”Dødens Bolig”.

Han har i årtier beskæftiget sig med lejrens historie, fra dens begyndelse som lille gennemgangslejr, til dens kulmination som tyskernes største udryddelseslejr, dens befrielse af russerne og det efterfølgende retsopgør. ”Himmler og SS var egentlig bare på udkig efter et egnet sted, til at indrette en gennemgangslejr i det besatte Polen. Og det fandt de 60 km vest for Krakow. Her lå en gammel kaserne, som de overtog, og i 1940 placerede de en masse polske politiske fanger, som var taget på gaderazziaer eller i forsøget på at slippe ud af Polen. Senere kom de sovjetiske krigsfanger til,” forklarer Peter Langwithz Smith.

I lejrene blev fangerne først sat til at arbejde sig ihjel. Men allerede i sommeren 1941 begyndte de første forsøg med at slå fanger ihjel med gas, og i februar 1942 ankom det første tog med jøder til lejren – ikke for at arbejde – men alene for at blive myrdet. En SS-officer har senere nedskrevet forløbet:

”De store fløje på krematoriet åbner sig. Uden at ane noget ondt går kolonnen i rækker på fem ind i forgården. Tre til fire hundrede mennesker var det. Noget nervøs venter den SS-mand, der står ved porten, på, at den sidste er kommet ind. Hastigt lukker han porten og slår slåen for.”

SS-officeren beskriver også det syn der møder dem, da de senere åbner døren til gaskammeret igen:

”Ligene læner sig noget sammensunkne mod hinanden med vidt opspærrede munde. Ved døren er de presset særligt tæt sammen.”

Den systematiske udryddelse fortsatte over de næste to år, og rædslerne kulminerede i sommeren 1944.

”Selv da Den Røde Hær nærmede sig, og tyskerne vidste, at krigen var tabt, fortsatte de alligevel. Titusindvis af ungarske jøder blev gasset og kremeret på få uger,” beretter Peter Langwithz Smith.

Først sent i 1944 besluttede Himmler sig for at stoppe gasningen, rydde lejren og føre fangerne væk fra de fremadstormende russere. Omkring 1,1 millioner fanger omkom i Auschwitz, fra lejrens oprettelse til dens befrielse den 27. januar 1945.

Navnet Auschwitz er siden blevet synonymt med holocaust og står i dag som symbol på en af de største forbrydelser i menneskets historie. Men der gik lang tid fra befrielsen i januar 1945, til verden for alvor fik en forståelse for omfanget af koncentrationslejrenes rædsler.

”Især folkedrabet på de europæiske jøder har meget længe været misforstået og undervurderet i Europa,” forklarer Sofie Lene Bak, lektor i historie. Hun begrunder den sene erkendelse af holocaust med, at både østblokken og Vesten fokuserede på deres egne ofre: ”Kommunisterne havde ingen interesse i etnicitet, men fremstillede i stedet koncentrationslejrenes ofre som resultat af en fascistisk undertrykkelse. I Vesten så man ofrene som martyrer for demokrati og menneskerettigheder. Herhjemme valgte vi at fokusere på den danske befrielseskamp og redningen af de danske jøder.”

Ifølge Sofie Lene Bak havde selv den israelske stat svært ved fortællingen om folkedrabet:

”De havde klart et problem med den passive offerrolle og ville hellere fokusere på den jødiske opstand og modstand under krigen. Det unge land havde brug for positive og fremadrettede fortællinger.”

Det ændrede sig dog i 1961. En af de hovedansvarlige bag holocaust, Adolf Eichmann, blev fanget af israelske Mossad-agenter, bragt til Israel og stillet for retten:

”De ville ikke bare slå ham ihjel. For Israel ønskede, at omverdenen fik øjnene op for det jødiske folkedrab, og retssagen blev transmitteret til hele verden,” forklarer Sofie Lene Bak.

Retssagen blev fulgt tæt, også i Danmark. Hjemme i stuen på Als sad Peter Langwithz Smith som dreng og hørte anklagerne mod Eichmann blive læst op.

”Før retssagen var der ingen interesse eller forståelse for holocaust herhjemme. Men nu begyndte vi at få øjnene op for, hvordan netop jøderne var blevet udset til udryddelse i lejrene,” forklarer han.

Forståelsen for holocaust voksede gradvist i de efterfølgende år: ”Udryddelseslejrene var efter krigen endt i østblokken, så først efter murens fald fik vestlige historikere adgang til de righoldige arkivalier. Og ved årtusindskiftet kom Stockholm-erklæringen om holocaust, som søgte at styrke formidling og forskning om holocaust,” forklarer Sofie Lene Bak.

Formålet med Stockholm-erklæringen var at bevare mindet om holocaust for eftertiden, og i Danmark fulgte man op på erklæringen ved at grundlægge Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier.

Men allerede to år efter dets grundlæggelse blev centret lagt ind under et andet institut, og ifølge Sofie Lene Bak er det gået tilbage med holocaust-fokusset:

”Jeg mærker en vis ligegyldighed omkring holocaust hos politikere og i embedsværket. Det er måske en opfattelse af, at det ikke rigtigt er vores historie. Men antisemitisme er også en del af vores fælles, europæiske kulturarv. Og det bekymrer mig, at holocaust ikke har det store fokus i Danmark, især når man aner en vækst i antisemitiske holdninger.”

Hvor holocaust foregik, ligger i dag Auschwitz-Birkenau Museum. Museet modtager over en million besøgende hvert eneste år.

”Der sniger sig altid en særlig, formørket stemning frem, når man ankommer til et sted som Auschwitz”, fortæller den danske militærhistoriker og rejseguide Poul Grooss. Hvert år guider han danskere gennem Europas slagmarker og store kirkegårde fra Anden Verdenskrig, men han har kun taget en enkelt tur til Auschwitz:

”Det er helt klart sværere at være guide et sted, hvor civile mænd, kvinder og børn er blevet udryddet systematisk.”, forklarer Poul Grooss:

”Men hvad har de unge russiske soldater så ikke tænkt, da de i januar 1945 trådte ind gennem porten til Auschwitz, og så det helvede, der lå foran dem?”

Da koncentrationslejren Auschwitz blev befriet, begyndte man igen at begrave de døde, som indtil da var blevet brændt eller destrueret uden ceremoni gennem flere år. - Foto: Ritzau Scanpix.