Prøv avisen

Børnene der blev ofret af Danmark

Ved siden af sit arbejde som overlæge ved Hillerød Sygehus har 63-årige Kirsten Lylloff i tre år arbejdet på en ph.d.-afhandling i historie. Derfor er alle ferier, weekender og stort set al anden fritid taget til hjælp. -- Foto: Leif Tuxen.

BARN ELLER FJENDE: Tusinder af tyske børn kom som flygtninge til Danmark ved Anden Verdenskrigs afslutning. De blev stuvet af vejen bag pigtråd, og de syge blev nægtet lægehjælp, så mange døde. Nu har historikeren og lægen Kirsten Lylloff gravet den glemte historie ud af arkiverne og beskrevet den i en ph.d.-afhandling

Den 25. marts 1945 holdt godt et dusin mænd fra Lægeforeningens ledelse et møde i København. På dette møde besluttede de danske læger, at de ikke ville yde lægehjælp til de tyske flygtninge, som netop på dette tidspunkt begyndte at strømme til Danmark i takt med, at Det Tredje Rige brød sammen.

Kun foreningens formand, Mogens Fenger, stemte imod. Alle de andre støttede en beslutning, som var i dyb modstrid med lægeløftet og skulle koste tusinder af mænd, kvinder og ikke mindst børn livet.

Næsten 60 år senere stod historikeren og lægen Kirsten Lylloff i Rigsarkivet og bladede igennem endeløse stakke af papir. Hun havde tidligere ledt efter materiale, der kunne oplyse om de danske lægers holdning til tyske flygtninge, men Rigsarkivet havde kun registreret materiale fra efter 1946, og heller ikke Lægeforeningen lå selv inde med så gamle dokumenter. Men tilbage i Rigsarkivet fandt hun seks hidtil uåbnede pakker med uregistreret materiale, og der lå alle informationer om de tyske flygtninge – inklusive et stenograferet referat fra mødet i marts 1945.

– Da jeg åbnede pakkerne, havde jeg nær fået hjertestop. Der lå alt det materiale, jeg søgte, og som gav mig mulighed for at være fluen på væggen ved det afgørende møde. Lægeforeningens møder plejede ellers ikke at blive refereret, men Mogens Fenger må have ønsket at gemme informationer om netop dette møde for eftertiden, beretter Kirsten Lylloff.

I morgen forsvarer hun ph.d.-afhandlingen "Barn eller fjende? Uledsagede tyske flygtningebørn i Danmark 1945-1949". Afhandlingen er kulminationen på et arbejde, der samlet set har stået på i syv år. Så længe er det siden, at 63-årige Kirsten Lylloff ved lidt af en tilfældighed begyndte at interessere sig for de omkring 10.000 uledsagede flygtningebørn, der opholdt sig i Danmark i tiden omkring befrielsen.

– Besættelsestiden havde altid interesseret mig uendelig lidt, selv om jeg selv er født i den periode. Jeg har til gengæld i mange år interesseret mig for middelalderkirker, og i 1998 besluttede jeg at læse historie på Åbent Universitet for at få mere sikker grund under min viden på dette område. Men første modul på studiet handlede om Danmark i perioden 1930-1960. Og så blev jeg hængende der, fortæller hun.

Bortset fra en orlovsperiode på halvandet år til arkivstudier har Kirsten Lylloff gennem hele sin forskningsperiode passet sit job som overlæge ved Hillerød Sygehus. En af årsagerne til, at hun blev hængende, var da også, at hun som læge var blevet berørt af, at hendes fagfæller i den givne situation prioriterede nationale interesser højere end lægeløftet.

– Det var en meget bevidst beslutning, lægerne traf. De betragtede det som en unational handling at hjælpe tyskerne. Også gamle, syge, kvinder og børn. Derfor blev det en humanitær katastrofe med mange tabte menneskeliv, konstaterer overlægen.

Forud for Kirsten Lylloffs arbejde var der kun blevet forsket ganske lidt i de tyske flygtninge, som frem til 1949 var interneret i 119 lejre landet over. Dertil kom, at historikerne i store træk mente, at danske flygtningeadministration havde løst opgaven udmærket.

Først lidt efter lidt er det lykkedes Kirsten Lylloff at få anerkendelse for det stik modsatte synspunkt: at flygtningene blev ofret af Danmark, fordi man i den givne politiske situation ikke turde vise barmhjertighed, og fordi krigen herhjemme havde skabt et etnisk had mod alle tyskere:

– I 1948 fik 54 af de tyske børn tilladelse til at blive sendt til England. Her blev de betragtet som almindelige børnehjemsbørn og fik hver deres journal. Men i Danmark blev børnene betragtet som fjender. Og en af de ting, der slog mig som det frygteligste, var, at børnene ikke blev registreret, så de tabte det meste af deres identitet.

Den manglende registrering betød, at børn, som var kommet væk fra deres forældre, ikke kunne blive genforenet med dem. Ifølge Kirsten Lylloff vil et niårs barn, der bliver alene, efter nogen tid glemme sin fødselsdato, mens et syvårigt barn vil glemme sit efternavn.

I forbindelse med forskningen har hun været i kontakt med en del af de børn, der overlevede opholdet i danske lejre. De fleste slog allerførst fast, at de ikke bebrejder Danmark noget. Men når Kirsten Lylloff skrev tilbage og bad dem fortælle deres historie, gik der som regel lang tid – og så kom en lang, smertelig beretning, som havde været fortrængt i årtier, og som tydeligt viste, at opholdet i Danmark havde været traumatisk.

Det kan virke påfaldende, at mens englænderne, som havde kæmpet mod tyskerne på alverdens slagmarker, formåede at behandle tyske flygtningebørn anstændigt, mens Danmark, som i den store sammenhæng næsten havde undgået tab af menneskeliv, behandlede dem som fjender. Men Kirsten Lylloff pointerer, at det ikke skyldes, at danskerne var dårligere mennesker.

– Hvis tyskerne havde stået i England og undertvunget civilbefolkningen, havde situationen der også været en anden. Sådanne situationer udløser et etnisk had, som svarer til det, vi i nyere tid har set mellem kroater og serbere, påpeger hun.

Dertil kom de intense danske bestræbelser på at vise omverdenen, at man trods den yderst beskedne modstand hele tiden havde været på De Allieredes side imod nazi-Tyskland. Nøgternt set er det højst usandsynligt, at det kunne have skadet Danmarks omdømme at yde tyske børn den lægehjælp, som kunne redde deres liv. Men nationen som helhed og mange enkeltpersoner i særdeleshed følte på grund af deres egen fortid et stort behov for at tone rent flag som modstandere af tyskerne.

En af disse personer hed Johannes Kjærbøl. Han var socialdemokrat, tidligere formand for Smedeforbundet og havde været arbejds- og socialminister i Erik Scavenius' (R) stærkt upopulære regering 1942-1943. Som minister gik han offentligt ud og talte imod de folkelige protester, der i august 1943 førte til regeringens afgang. Ved krigens afslutning var han altså en mand, der havde desperat brug for rehabilitering.

I 1945 blev han gjort til øverste ansvarlig for Flygtningeadministrationen.

– Kjærbøl er en fascinerende personlighed og en stor administrativ begavelse. Han var god til at få et hierarki til at virke og populær hos sit danske personale. Det er min tese, at han påtog sig denne opgave for at rehabilitere sig, og dette lykkedes. I 1947 blev han, som den første fra Scavenius-regeringen, på ny minister. Han blev boligminister i Hans Hedtofts socialdemokratiske regering. Det gjorde han, fordi han havde løst sin opgave efter de danske politikeres ønske. Men historien viser, at den allerfarligste situation opstår, når man sætter en mand, der er politisk styret af andre, til at regere enevældigt over et stort antal mennesker, hvis skæbne overhovedet ikke anfægter ham, siger Kirsten Lylloff.

I sin konklusion beskriver hun Flygtningeadministrationen som "det mest totalitære system, der i nyere tid er set i Danmark, med uindskrænket og inappellabel magt over 200.000 almindelige mennesker, som hverken var kriminelle, psykisk syge eller på anden måde afvigere fra normalbefolkningen".

Selv børnelejrene var omgivet af uigennemtrængelig pigtråd, og selv når lejrene lå lige ud til havet, blev børnene forbudt at bade. Ifølge Kirsten Lyllof kan dette alene skyldes, at flygtningene for enhver pris skulle holdes væk fra civilbefolkningen, for at ingen skulle få medlidenhed og rejse en offentlig debat.

I store træk lykkedes strategien. Der var kun to undtagelser. Dels en protestskrivelse i sommeren 1945 fra 60 præster, der repræsenterede alle kirkesamfund og advarede om, at danskerne skulle "se mennesket i tyskeren, så vi ikke bliver som tyskerne, der ikke kunne se mennesket i jøden". Næste protest kom fra den kulturradikale forfatter Poul Henningsen, der i 1946 forsøgte at oplyse om flygtningenes uværdige forhold, men hurtigt blev tiet ihjel.

Den officielle version af historien blev, at Flygtningeadministrationen havde gjort et godt stykke arbejde. Og det overrasker ikke Kirsten Lylloff, eftersom den første bog om flygtningelejrene var skrevet af Johannes Kjærbøl.

– Hvilken anden administrativ ville dengang, som den første gerning efter at have løst en opgave, sætte sig ned og skrive en bog om, hvor genialt godt, han havde gjort det? Ganske vist står han kun som forfatter til bogens indledning, men i bogens øvrige afsnit om de enkelte lejre står der ikke, hvem forfatteren er, og jeg er overbevist om, at Kjærbøl havde fuld kontrol med bogens indhold, siger hun.

Således kunne historien om børnene, der blev ofret af Danmark, let været sluttet med den konklusion, at der ikke havde været noget problem. Men i vejen for den slutning kom en historieinteresseret overlæges stædige gravearbejde i arkiverne.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

TYSKE FLYGTNINGE I DANMARK

I perioden 1945-1949 opholdt i alt 200.000 tyske flygtninge sig i danske flygtningelejre. Heraf var 70.000 børn, og mellem 5000 og 10.000 var uledsagede flygtningebørn. I alt døde 13.000 af flygtningene og 7000 af børnene under opholdet i de danske lejre. Det er uvist, hvor mange af de overlevende der forlod Danmark med alvorlige traumer.

Kirsten Lylloff forsvarer sin ph.d.-afhandling om de tyske flygtningebørn i morgen kl. 13.15 på Københavns Universitet, Amager.

Flygtningeadministrationens leder 1945-1949, Johannes Kjærbøl, styrede sit område noget nær diktatorisk og uden skelen til de 200.000 menneskeskæbner, han holdt i sine hænder. Billedet stammer fra de sidste flygtninges hjemrejse i 1949, hvor Kjærbøl modtog en gave. -- Foto: Scanpix
Tyske børn i en af de danske flygtningelejre pakker forud for hjemrejsen. For mange børn havde opholdet i de danske lejre været traumatisk, og overdødeligheden blandt børnene var stor, fordi de i vid udstrækning blev nægtet lægehjælp. -- Foto:Scanpix.