Prøv avisen
Interview

Historiker: Balkan er stadig præget af imperiernes sammenbrud for 100 år siden

Osmanniske tropper i konfrontation med montenegrinere i Shkoder i Albanien under en af mange balkankrige i 1913. Foto: Ritzau Scanpix

Man kan ikke forstå forfølgelserne af muslimer på Balkan uden at medtænke det osmanniske folkemord på kristne, siger schweizisk historiker, der har skrevet en bog om Balkan

Det er 100 år siden, at kejserriget Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige gik i opløsning. Og nu har den 46-årige historiker Oliver Jens Schmitt udgivet bogen ”Der Balkan im 20. Jahrhundert” (Balkan i det 20. århundrede), hvori han belyser imperiernes sammenbrud og den betydning, begivenhederne har for folkene på Balkan. Imperierne har ifølge den schweiziske professor efterladt en arv, som stadig præger Balkan-landene.

Oliver Jens Schmitt, du bruger ordet imperium i forbindelse med stormagterne Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige – to lande, der før Første Verdenskrig havde kontrollen over store områder af Balkan. Hvad skal man forstå ved begrebet imperium?

”Det er en stat, der fysisk strækker sig over et meget stort territorium, og som i de fleste tilfælde har en multi-etnisk bredt sammensat befolkning, hvilket er en tydelig forskel, når man sammenligner med mange nationalstater. Den ideale nationalstat består – i hvert fald teoretisk set – af en etnisk meget homogen befolkning, hvorimod det for imperiet netop er ekstremt vigtigt, at det er i stand til også at integrere mindretal og etniske grupper i sit system. Hvis et imperium ønsker at bestå længe, skal det derfor helst virke attraktivt på så mange etniske grupper som muligt, for på den måde er det lettere for magthaverne at stabilisere heterogeniteten i samfundet.”

Efter imperiernes sammenbrud har Balkan-regionen oplevet et århundrede præget af ekstrem vold. Er den etnisk betingede vold en arv fra imperierne?

”De imperiale samfund var ikke immune over for nationale gruppers dominans, og i tiden op til Første Verdenskrig udviklede der sig i imperierne en nationalisme, som var baseret på flertallets etnicitet. I dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn opstod i imperiets sidste tid en tendens til, at konflikter, der hidtil var blevet løst med fredelige midler, begyndte at eskalere. Især voksede spændinger mellem tyskerne og den tjekkiske befolkning og mellem polakker og ukrainere. Det Osmanniske Rige blev i 1912 fordrevet fra Balkan af nationalstaterne, og det store tab af territorier skabte stor utilfredshed ikke mindst blandt de såkaldte ungtyrkere, der var kommet til magten i landet i 1908, og som stod for en tyrkisk nationalisme. De udviklede idéen om gøre Anatolien til en etnisk homogen zone for Tyrkiets muslimer, og dermed var det en nærliggende tanke, at alle kristne i Anatolien enten burde fordrives eller dræbes. Et mål, der da også i stor stil lykkedes for dem frem til 1923.”

Men vi taler om Balkan, og Anatolien er ikke Balkan.

”Nej, men man kan ikke tale om forfølgelser af muslimer på Balkan uden også at tage hensyn til Det Osmanniske Riges fremgangsmåde over for kristne i naboregionen Anatolien. Det Osmanniske Rige fordrev og dræbte i perioden 1894 til 1923 i islams navn og under mobilisering af såkaldte hellige krigere mere end fire millioner kristne i Anatolien – armeniere, grækere og assyrere. På Balkan fandt der intet lignende sted. Det er rigtigt, at de kristne nationalstater på Balkan forsøgte at gennemføre en etnisk homogenisering af deres befolkning. Montenegro tvang for eksempel en tid lang katolske og muslimske albanere til at konvertere til den ortodokse kirke, og landets soldater holdt sig heller ikke tilbage fra at lemlæste tilfangetagne muslimske modstandere. Men når islam stadig eksisterer på det sydlige Balkan, skyldes det, at de kristne Balkan-stater på trods af tvangspolitik og vold hverken proklamerede en religionskrig eller begik folkemord, sådan som Det Osmanniske Rige gjorde i 1915 på de kristne armeniere. På Sydbalkan har muslimer endda kunnet danne Europas første muslimske stat, Albanien. Imperiernes mangfoldighed af etniske grupper har altså – trods nationalstaternes forfølgelse og forsøg på ensretning af befolkningen – overlevet på Balkan i modsætning til i Anatolien.”

Hvilken holdning har landene i dag til deres imperiale fortid?

”Det afhænger af, hvilket imperium der er tale om. Albanerne har et meget ambivalent forhold til Det Osmanniske Rige og det nuværende Tyrkiet. Albanien og Kosovo løsrev sig jo i 1912 fra osmannerne, og derfor er mindet om imperiet på den ene side forbundet med frihedskampe, men på den anden side husker man også, at man engang var del af et stort muslimsk rige. Mange vestligt orienterede albanere ønsker dog slet ikke at have noget med denne fortid at gøre i dag.

Tyrkiet fører en aktiv neo-osmannisk politik på Balkan, og præsident Erdogan forsøger blandt muslimerne at vække følelsen af, at Tyrkiet varetager deres interesser i regionen. Den tyrkiske stat har også nære forbindelser til det bosniske muslimparti, og her mindes man gerne tiden under osmannerne.

Erindringskulturen i de områder, der tidligere var del af Østrig-Ungarn, er derimod langt mindre politisk, fordi Østrig ikke driver nogen form for post-imperial politik. Borgerne er glade for arkitekturen og de flotte bygninger, som Østrig-Ungarn har efterladt, og det er populært at nyde imperiets musik, kunst og mad.

Hvordan ser fremtiden ud for Balkan? Skal vi frygte nye etniske konfrontationer?

”Det største problem for Balkan i dag er ikke faren for etniske uroligheder, men derimod at regionen oplever en enorm udvandring. For eksempel vil Bulgarien frem til 2050 miste op til 40 procent af befolkningen. EU har siden 2014 forsøgt at stabilisere regionen, men desværre er de fleste projekter aldrig blevet realiseret. Det er egentlig det samme mønster hver gang, når EU kommer med en handlingsplan, uanset om der er tale om Ukraine, Libyen eller Balkan: Idéerne bliver til luft, og EU viser sig ude af stand til at føre en sammenhængende politik, hvilket efter min mening er meget betænkeligt. Det er vigtigt, at EU begynder at overveje, hvordan vi skal forholde os til problemet, at den samlede sydøstlige periferi af Europa i løbet af 30-40 år vil være nærmest affolket.

Oliver Jens Schmitt: Der Balkan im 20. Jahrhundert. Eine postimperiale Geschichte. 336 sider. Forlag: Kohlhammer. Ikke udkommet på dansk. Pris: 39 euro.