Prøv avisen

Barnedans på Bloksbjerg

-- Tegning: Peter M. Jensen.

SVERIGES SIDSTE STORE TROLDDOMSSAG: Den var ravgal i det mellemsvenske landskab Dalarna i 1858, hvor over 100 børn forskrev sig til djævelen. Affæren blev taget så alvorligt, at den afstedkom en gudelig vækkelse. En fascinerende kulturhistorisk disputats af den unge svensker Kristina Tegler Jerselius forsøger at finde op og ned i det sære røre

I 1858 blev nær 130 svenske bønderbørn bortført til Bloksbjerg, hvor de sluttede pagt med djævelen. Troede de selv.

Man måber, men man når ikke langt ind i disputatsen "Den stora häxdansen. Vidskepelse, väckelse og vetande i Gagnef 1858", før man erfarer, at Trolddommens Tid ikke var forbi i Sverige midt i 1800-tallet, i industrialiseringens og fremskridtets klassiske æra.

I et fattigt skovsogn i Øvre Dalarna – i Gagnef – syntes fanden at tage ved børnene, de fleste under ni år, som påstod at føre de barokke natlige rejser til Blåkulla. Til Bloksbjerg. Deres historier trak et spor af skandale efter sig og gravede grøfter mellem sognets præster, der var dybt uenige om fortolkningen og håndteringen af sagen. Pressen fik nys om "heksedansen" og henover sommeren 1858 var historien om de overtroiske skovbønder spredt i hele landet. Det blev Sveriges sidste store trolddoms-sag.

Den søndag i februar ventede der 58-årige vicekappelan Robert Blumenberg en overraskelse efter gudstjenesten.

I skolehuset, der stødte op til kirken i den lille flække Mockfjärd, blev han opsøgt af den ni-årige Anna og hendes bedstefar. Trolddom var på spil i sognet.

Onde kvinder bortførte jævnligt Anna og to andre børn til Bloksbjerg, fortalte pigen, og der havde de indgået en pagt med djævelen. Anna blev budt på kager, mens kvinderne dansede og festede med Den Onde.

Sådan havde det nu stået på i måneder. Det var heller ikke det første præste- visit. Forinden havde sognets anden præst, Oluf Wahlin, ladet barne- barn og bedste- fader vide, at de var vildfarne og havde afvist at beskæftige sig med overtro og trolderi. Men ville da ikke kappelanen forløse den stakkels pige?

Modsat sin kollega tog Blu- menberg den lille Anna alvor- ligt og lod hende tilbringe en uge i præstegården, hvor han bad og læste Bibelen med hende. Videre fortalte Anna, at mange andre børn i sognet rejste til Bloksbjerg, og hun udpegede en 41-årig kvinde som sin bortførerske. Og kvinden indrømmede.

Beklemt sivede det ud af den 41-årige, at hun selv for til Blokbjerg som barn, og selv om hun ikke vidste af at bortføre nogen dertil, så vidste man jo ikke, hvad man foretog sig under nattesøvnen. Ubevidst, forståes. Trolddomstroen havde lange traditioner i Gagnef, erfarede Blumenberg.

Behandlingen af Anna lykkedes. Pigen talte ikke siden om maskepi med nåsgubban, med djævelen.

Rygtet om helbredelsen gik sognet rundt, og langvejs fra begyndte forældre med troldgjorte børn at strømme til Mockfjärd Præstegård for at trygle om gendåb, håndspålæggelser og besværgelser hos Blumenberg.

Præsten opgav hurtigt sin reservation, lagde hånden på børnene, bad for dem og lyttede til deres troskyldige fortællinger om, hvordan den sortklædte djævel gerne bød velkommen i et glasbur, nedfældede barnehøstens navne i en stor bog, lærte børnene at bede fadervor baglæns og opmuntrede dem til at lyve, hvorefter dansen gik efterfulgt af et festmåltid bestående af flæsk og stegte orme.

Var trolddom og hekseri på spil? Blumenberg var gammelortodoks og vis på, at satan var en kødelig realitet. Den Onde drev sit spil med mennesket, javist, men rejserne til Bloksbjerg var for tyk en historie fostret af barnlig fantasi og gammel overtro. Han fortolkede historien på anden vis. Børnene modtog impulser fra djævelen, som satte fantasien i spil, og den fristelse havde klangbund, når man tog bøndernes sporadiske skolegang og ringe kendskab til kristendommen i betragtning. Få kom jævnligt i sogneskolen. Ansvaret var forældrenes, og kuren var vækkelse!

Blumenberg var nemlig selv vakt og appellerede indtrængende for at få forældrene til at forstå, at børnenes rablerier var tegn på deres egne synder, og at de måtte omvende sig til Gud. Ikke en uvant remse for Blumenberg, for straks efter sin ankomst til Gagnef kun to måneder forinden havde han prædiket dunder mod bøndernes hang til brændevin, mod deres dansen og spillen fiol.

Og forældre i stort tal lod sig gribe. En vækkelse rejste sig i sognet med trolddommen som en central ingrediens.

Bønderne satte skel mellem hverandre som "Guds børn" og "Verdens børn", beskyldninger om Bloksbjerg-rejser og bortførere tog til, børnene blev pressede til angivelser, ligesom deres "bortførere" blev det til tilståelser. Som balladen greb om sig, gled himmelsyner efterhånden ind i børnenes djævlerier, og unge kvinder meldte sig med intime historier af en helt anden karat om deres nærkontakt med djævelen.

Fra sidelinjen erkendte den kritiske Oluf Wahlin, at situationen var ved at løbe ham af hænde. På folkemøder forsøgte han at tale forældre fra at presse børnene og kaldte Blåkulla-troen for"dåragtig indbildning". Men bønderne vendte ham ryggen og orienterede sig efter den nu voldsomt populære Blumenberg. Wahlin var mildest talt utilfreds med sin vicekappelans metoder og havde fra begyndelsen bedt ham holde inde med sin excorcisme.

Blumenberg havde nægtet. Han var kendt for at tilsidesætte tjenstlige ordrer og forholdet mellem de to havde da også været dårligt fra første færd. Wahlin var lige så rationalistisk, kæk og skæmtsom, som Blumenberg var forsagende alvorsmand. Snart gik kommunikationen mellem præsterne pr. brev, selv om der blot var et stenkast mellem deres gårde.

Wahlin valgte at indberette trolderiet for provsten og domkapitlet. De ledende myndigheder bakkede ham op og fandt, at den genstridige kollega i "hellig enfold" havde pustet til sognets overtro og skulle forbydes at bede mere for de satans-plagede børn. Røret måtte ties ihjel. Men forgæves. I juni 1858 fik pressen nys om den "indskrænkede og vanvittige præst" i Øvre Dalarna og den heksedans, han var "orkesterleder" for. Misforstået og dybt krænket krævede Blumenberg en upartisk undersøgelse for at redde sin ære.

En kommission kom da også til det trolddoms-plagede sogn den 31. august, og under møderne gik bølgerne højt mellem Gagnef-præsterne, der anklagede hinanden for henholdsvis overtro og hånlighed. Blumenbergs forklaringer om Herrens Værk vandt ikke genklang, og kommissionen valgte klogeligt at parere hans forsøg på at diskutere, hvad overtro egentlig var. Efter forhør af indkaldte bønder så de tilrejsende provster kun overtro og kollektivt hysteri på spil – og en svækkelse af statskirken. Enden blev en forflyttelse den stejle vicekappelan og en opprioritering af skolevæsenet i Gagnef, så trolderiet kunne kommes til livs.

Men hvordan kunne et på alle måder typisk svensk landsogn gå til i gammel overtro så sent som 1858? Mindst 720 mennesker var direkte involveret.

Forfatteren Jerselius undrer sig og må afmontere de forklaringer, som historieforskningen normalt griber til i fortolkningen af trolddomssager. Generations-problemer mellem kvinder. Magtkampe om jord og indflydelse. Aggressioner inden for familien. Samfundsforandringer. Nej, Bloksbjerg-beretningerne i Gagnef var noget for sig selv, men i dem gemte sig overvintrede fragmenter af 1600-tallets folketro, som også indeholdt en grundfortælling om børns synske evner, om den magiske rejse, dansen med djævelen og det efterfølgende gæstebud.

Det kan for resten dokumenteres, at den gamle folketro stadigvæk var levende rundt om i Europa, selv på 200 års afstand af de store hekseprocesser. Men der hører ligheden med trolddommens klassiske århundrede også op, for i 1800-tallet var barndomsforståelsen blevet en anden. Barnet blev nu opfattet som uskyldigt, ikke syndigt som tidligere.

Interessant nok blev Gagnef-børnene ikke anklaget for at lyve – de fantaserede – og modsat 1600-tallets beretninger knyttede ingen af børnene orgier og andre seksuelle fantasier til deres Blåkulla-færd.

Forunderligt nok endte sagen med, at svejse bønderne sammen, hvor trolddoms-anklager normalt var fostre af dybe fjendskaber mellem folk i landbosamfundet. Bønderne var enige om at ønske sig den præst tilbage, der havde vist dem vejen til Kristus. Deres petitioner og bønskrivelser nåede helt til kongen, og otte år efter bøjede myndighederne sig, så Blumenberg kunne blive genindsat i Gagnef, hvor han kort efter døde.

Ved sin indgriben havde han styret sognets gamle trolddoms-tro ind i en vækkelsesramme og forstod at gribe forældrene med sin udlægning af børnenes fantasier som et tegn på en kristen omvendelses nødvendighed.

Sådan synes det da. Men tilbage sidder man med følelsen af, at hverken én selv eller forfatteren helt begriber, hvad der tog ved småfolk og godtfolk i Dalarna i det Herrens år 1858.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Forskning i trolddom

Trolddomsforskningen har gennemgået flere stadier fra 1800-tallets romantiske folkeminde-fortællinger til nutidens mentalitetshistorie, som forsøger at se mening og kultur bag overtroen.

Den toneangivende italienske historiker Carlo Ginzburg gav i 1966 hekseforskningen nyt liv med værket "Nattens Ekstase" om hekseriets historie i Europa. I Norden har svenskerne beskæftiget sig mest med sagen.

Har man set filmen "Rosens navn" tror man sikkert, at afbrændinger af hekse og troldfolk hører middelalderen til. Det er forkert. Fænomenet hører hjemme i renæssancens Europa.

Den sidste officielle heksebrænding i Danmark fandt sted på Falster i 1693, men almuens overtro levede længe videre. Den sidste trolddomssag udspillede sig på Ærø i 1937, hvor en gammel skomager blev anklaget for at forhekse naboernes urtehaver. Domstolen i Rudkøbing afviste anklagerne.

Kristina Tegler Jerselius er lektor ved Södertörns högskola i Stockholm.