Ud fra vore dages standard vil den handling at kaste en atombombe over centrum af en millionby blive opfattet som en krigsforbrydelse, der ville sende både det krigsførende lands præsident og den øverstkommanderende for dets militær direkte til krigsforbryderdomstolen i Haag.
Atombomben, som blev kastet af et amerikansk bombefly over Hiroshima om morgenen den 6. august 1945, kostede 135.000 menneskeliv, ufattelige lidelser og en ødelagt by, som skulle genopbygges for en formue.
Siden dengang har atombombemuseet og ”atomkuplen” i Fredsparken tæt ved det punkt, hvor atombomben blev bragt til sprængning 580 meter oppe i luften, det såkaldte ”hypocenter”, brutalt mindet verden om, hvor forfærdeligt et våben en atombombe er.
Det har været Hiroshimas budskab til verden, og det har samtidig spillet en central rolle i opdragelsen af efterkrigstidens pacifistiske generationer af japanere.
Både over for udland og indland er atombomben klart blevet fremstillet som en krigsforbrydelse, men krigsforbryderen stod i mange år i et sært sløret lys i fremstillingerne på museet, i medierne og rundt omkring i skolerne.
Stadig gør man sig i Hiroshima stor umage for at kritisere atombomben og alt dens væsen - uden alt for direkte at kritisere USA for at have kastet den. Mange fremstiller det, som om det var et udtryk for, at hele menneskeheden var på et galt spor, at atombomben blev benyttet.
”Det er ikke bæredygtigt at bygge hele sit sikkerhedssystem på en trussel om ødelæggelseskrig mod civile,” som det formuleres af den pensionerede, men stadig meget diplomatiske japanske eks-diplomat Yasuyoshi Komizo. Han er i dag formand for Hiroshimas freds- og kulturfond.
Selv de overlevende atombombeofre, ”hibakusha”, giver mere udtryk for vrede mod atombomben som våben og mod krig som sådan, end de retter brodden mod USA.
”Vi vidste bare, at det var et nyt våben, der var brugt. Vi anede ikke, at det var et atomvåben. Der gælder ingen menneskerettigheder under en krig. Sådan er krig. Jeg er stadig meget vred,” siger den 90-årige Sunao Tsuboi, som oplevede bomben.
”Jeg føler stadig vrede mod de personer med præsident Truman i spidsen, som tog beslutningen,” siger 78-årige Keiko Ogura, en anden overlevende hibakusha.
”Men jeg føler ikke vrede mod USA som helhed.”
”Hibakusha” er en officiel benævnelse, som man efter ansøgning kan få, og som giver en ret til blandt andet gratis lægehjælp.
Det er ingen hemmelighed, hvem der kastede bomben. Siden 1990'erne har der været plancher i atommuseets første hal med mulige forklaringer på, at nogen kunne få den idé at kaste en bombe over Hiroshima, som var centrum for Japans militære rustningsindustri.
Men USA var besættelsesmagt i Japan i syv år efter krigen frem til 1952 og blev senere Japans nære alliancepartner på den sikkerhedspolitiske front.
I de første år efter krigen var der decideret pressecensur, og den store avis Asahi Shimbun blev for eksempel fradømt retten til at udkomme i tre dage, fordi den havde citeret den senere premierminister Ichiro Hatoyama for en udtalelse om, at atombomben burde behandles som en krigsforbrydelse efter folkeretten.
Den historie, der blev fortalt i censur-årene, som gik ud på, at atombomben var nødvendig for at undgå en landkrig i Japan, der ville have kostet tusinder af menneskeliv på begge sider, har haft stor indflydelse på det, som sidenhen er fortalt i både Japan, USA og resten af den vestlige verden.
”Men det var ikke desto mindre forkert af USA at kaste atombomben. Derfor har jeg sammen med andre hibakusha skrevet til Obama flere gange. Vi har opfordret ham til personligt at komme til Hiroshima og se konsekvenserne med egne øjne,” fortæller den 90-årige Sunao Tsuboi, der er formand for de overlevende atombombeofre i Hiroshima.
”Når det handler om diplomatiske forhold, siger folk jo aldrig sandheden direkte. Men vi almindelige borgere kan sige vores mening. Jeg kan godt se, at det vil være svært for Obama at komme, men jeg føler stærkt, at han burde gøre det. Jeg håber, han vil gøre det,” siger Sunao Tsuboi.
