Prøv avisen
Augustoprøret

Fra 1943 blev Danmark set som besat land

Mange steder i Danmark kom det til oprørske handlinger i august 1943. I København blev Forum sprængt i luften, fordi bygningen husede tyske soldater. – Foto: Ritzau Scanpix

Den danske model for samarbejde med nazisterne frem til 1943 var unik. Men takket være bruddet for 75 år siden endte Danmark alligevel med at sidde med blandt sejrsmagterne, der fik lov til at være til stede, da FN blev oprettet i 1945

Den 29. august 1943 opgav de danske politikere den forhandlingspolitik med den tyske besættelsesmagt, som det officielle Danmark havde ført siden Besættelsen 9. april 1940. Tyske krav om indførelse af dødsstraf for sabotage fik samlingsregeringen til at indgive sin afskedsbegæring. I forståelse med politikerne underskrev Christian X dog ikke begæringen. Det betød, at regeringen ophørte med at fungere, men den trådte ikke tilbage. De tyske krav var dermed afvist, og ministrene kunne ikke længere stilles til ansvar. Samtidig fik tyskerne et påskud til at overtage regeringsmagten.

Om morgenen den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt under kampe, der kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket af mandskabet eller forsøgt sejlet til Sverige. Størstedelen blev dog overtaget af den tyske flåde og gjorde tjeneste i Østersøen.

Regeringens opgaver blev fra september 1943 til Befrielsen varetaget af de ledende embedsmænd i form af det såkaldte ”departementschefstyre”. I praksis betød det, at forholdene for de fleste mennesker var de samme. Men principielt var Danmark nu et besat land, hvor det tidligere var blevet set som reelt allieret med aksemagterne mod Sovjetunionen. Den status fremgik af, at landet efter det tyske angreb på Sovjetunionen juli 1941 i november efter stærkt tysk pres underskrev Antikominterpagten.

Den 25. november 1936 indgik det nazistiske Tyskland og Japan en aftale om at bekæmpe den Kommunistiske Internationale, Komintern. I 1937 tilsluttede det fascistiske Italien sig pagten, som i 1939 blev udvidet med Ungarn, Spanien og den japanske lydstat Manchukuo. Da den blev fornyet i november 1941, underskrev også Rumænien, Bulgarien, Kroatien, Slovakiet og Finland, der deltog i invasionen af Sovjetunionen. Samt altså Danmark. Så det er svært at bebrejde russerne, at de var skeptiske over for Danmark, selv efter regeringen trådte tilbage i august 1943.

Augustoprøret og bruddet den 29. august 1943 fik Danmark ud af en situation som reelt allieret med det nazistiske Tyskland, der i stigende grad føltes uholdbar, i udlandet såvel som blandt de kæmpende allierede. Tyske tropper tabte i 1943 til britiske, amerikanske og sovjetiske styrker, og den 24. juli afsattes Mussolini i Italien. Overalt i den danske befolkning bredte der sig en fejlagtig fornemmelse af, at krigen snart var slut.

Sabotageaktiviteten steg kraftigt i juli. Målene var virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten, men i stadig højere omfang også jernbanerne, der bragte forsyninger til Tyskland. Mange dagblade skrev formanende om, at sabotagen var farlig.

Sabotageaktioner i flere større provinsbyer begyndte i Odense, bredte sig til Esbjerg og kulminerede i Aalborg. Strejkerne affødte lokale tyske krav om udgangsforbud, som førte til strejker og gadeuroligheder, hvor danskere kom i klammeri med tyske soldater. Sideløbende fyrede modstandsbevægelsen op under aktivitetsniveauet med yderligere sabotage og med opfordringer til udvidede strejker. Man nærmede sig oprørslignende tilstande i flere byer. Den danske regering blev presset af besættelsesmagten til at sætte hele sin prestige ind på at stoppe urolighederne. Selv med støtte fra fagbevægelsens ledelse og arbejdsgiverne lykkedes det imidlertid ikke at genoprette ro og orden i de oprørte byer.

Sidst i august blev det for meget for Hitler, som hjemkaldte statholderen, den ”rigsbefuldmægtigede” Werner Best, til en alvorlig irettesættelse. Best vendte tilbage til København med et ultimatum dikteret af Hitler, der krævede, at den danske regering erklærede undtagelsestilstand, forbød strejker og sammenstimlen, indførte natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Skønt der var ledende politikere, der faktisk selv var gået ind for dødsstraffen, endte partierne bag samlingsregeringen alligevel med at afvise kravene, hvorefter regeringen, Rigsdagen og Kongen ophørte med at fungere. Den tyske reaktion på den danske afvisning var militær undtagelsestilstand med de forholdsregler, den danske regering havde afvist.

Augustoprøret 1943 omtales til tider som ”folkestrejker” i stil med sommeren 1944. Det er forkert ifølge historikeren Hans Kirchhoff, der har undersøgt strejkerne i en disputats i tre bind fra 1979. Der var efter hans opfattelse primært tale om klassekamp på grund af utilfredshed med den skæve indkomstudvikling mellem landbruget og de fleste af by- erhvervene siden 1940. Prisen for den nationale borgfred blev betalt af arbejderklassen med faldende lønninger, mens bønderne og fiskerne havde kronede dage med en eksport til Tyskland, som blev betalt over en clearingkonto i Nationalbanken. Dette system indebar, at tyskerne lod de danske producenter tage de priser, de ville, da regningen alligevel blev betalt af Danmark.

Oprøret løb hurtigt ud i sandet, da besættelsesmagten tog magten og truede med hårde repressalier. Arbejdernes lønninger blev dog sat op som en følge af, at man samme år opnåede fuld beskæftigelse. Dermed ændredes skævheden mellem land- og byerhverv.

Men selvom regeringen trådte tilbage, fortsatte den danske administration stort set uændret. Derfor lykkedes det at redde flertallet af de danske jøder i oktober. Augustoprøret betød, at Danmark takket være Frihedsrådet og modstandsbevægelsen gradvis kom på den allierede side og derfor – trods sovjetisk skepsis – kunne deltage i oprettelsen af de Forenede Nationer i San Francisco i 1945. Noget, der ellers var forbeholdt krigsførende medlemmer af den koalition, som besejrede Tyskland og Japan.