For så vidt et almindeligt stykke gummi. Men kender man dets historie, bliver det ualmindeligt.
Det kan kan ses på udstillingen "Besættelsestiden 1940-1945 – En koldingdrengs Erindringer", der vises på Museet på Koldinghus indtil 8. maj. Udstillingen, der er blevet til i anledning af 65-årsdagen for den niende april 1940 og 60-årsdagen for befrielsen, består af ting, som en dreng indsamlede under besættelsen i og omkring Kolding. Hans navn er Gunnar Ebbesen, nu 75 år, pensioneret underdirektør i Sparekassen Bikuben og stadig bosat i Kolding.
Da Ebbesen bliver bedt om at udpege en detalje på udstillingen, som har særlig værdi for ham, skridter han uden at behøve betænkningstid hen til montren med gummistykket, der har udgjort en del af det beskyttende lag omkring benzintanken i et engelsk fly. Med gummiforingen kunne tanken holde tæt, selvom om den blev ramt af skud.
Det lille fragment inde bag glasset på Koldinghus stammer fra en Halifax bombemaskine, der den 17. januar 1943 blev skudt ned ved Sønder Stenderup øst for Kolding. Det, vi ser, er en del af et større gummistykke, som drengen fandt på stedet.
I 50-året for nedskydningen afsløredes en mindesten. Flyets pilot var til stede. Han blev bevæget og glad, da Gunnar Ebbesen præsenterede ham for, hvad han havde opbevaret.
– For en dreng var det en spændende tid. I de første år var besættelsen ikke forbundet den store uhygge. Fra mit gode, trygge barndomshjem tog jeg ud og oplevede de mange ting, der var at opleve. Jeg sugede til mig og fandt forskelligt her og der og alle vegne. Jeg sørgede for at komme, hvor der kunne være noget at hente. Var der blevet kastet bomber i forbindelse med overflyninger eller luftkampe, skulle jeg afsted for at prøve, om jeg kunne finde bombesplinter eller rester af brandbomber. Jeg var meget optaget af dette med soldater, køretøjer og lignende. I begyndelsen tænkte jeg ikke dybere over, hvad der lå bag den slags. Men i løbet af besættelsen fik jeg efterhånden øjnene op for de alvorlige aspekter, siger Gunner Ebbesen.
Udstillede fangenumre fra tidligere kz-fanger er minder fra en dag kort før befrielsen, da han på Kolding Banegård kom tæt på krigens gru. Omkring 1000 frigivne franske og polske kvindelige fanger, fuldstændig udhungrede, fra kz-lejren Ravensbrück 80 kilometer fra Berlin havde et længevarende ophold på vej til Sverige. Mange fra byen strømmede til banegården med mad-varer og andre fornødenheder. Gunnar Ebbesen husker specielt kvindernes glæde også over at modtage læbestifter og toiletartikler.
De frigivne ville trods deres nød gerne give konkret udtryk for den taknemmelighed, de følte over modtagelsen i Kolding. Nogle af dem flængede da deres fangedragter og uddelte lapper af det blåstribede stof.
Hvor meget Gunnar Ebbesen indsamlede under krigen, har han ikke gjort op. Det er også mindre væsentligt, for uanset antallet af effekter er der nok at gøre for den, der vil "nærlæse" hver enkelt. Og det lønner sig at gå grundigt til værks. Som i tilfældigt med gummistykket er det tilsyneladende uanselige ofte anseligt. Dette gælder for eksempel nogle stanniolstrimler. Man betragter dem på en særlig måde, når man ved, at sådanne strimler kastedes i tusindvis ud fra de engelske fly – i den hensigt at forvirre tyskernes radarer.
Et stykke af en spærreballon er noget andet uanseligt anseligt. Tyskerne havde konstateret, hvor ruten var for de engelske fly, når de fløj over Jylland og videre syd på mod de nordtyske havne. Derfor blev der benyttet spærreballoner på Koldingegnen i maj og juni 1942, indtil englænderene gjorde brug af en alternativ rute. Gunnar Ebbesen erindrer, hvorledes disse balloner, der i svævende tilstand var til stor fare for fjendtlige fly, om dagen lå på jorden "sagte vuggende som monstre".
Til hver spærreballon var tilknyttet syv-otte tyskere, der var privat indkvarterede. På et foto sidder nogle af de pågældende ikke helt unge soldater sammen med deres værter, tilsyneladende ved et kaffebord i haven. Fordrageligt virker det: Repræsentanter for besættelsesmagten som en del af den danske hygge.
I det hele taget fredelige tilstande: De indkvarterede, der betegnedes som høflige og velopdrage, tog altid deres støvler af på trappen, inden de gik inden for. Det blev påskønnet.
Det udstillede brudstykke af en spærreballon er imidlertid af engelsk oprindelse. Ifølge Gunnar Ebbesen brugte englænderne i endnu højere grad end tyskerne spærreballoner. Undertiden i storm rev de sig løs og drev over Nordsøen til Danmark, hvor de kunne anrette betydelig skade, blandt andet på højspændingsledninger.
På et kort, hvor krigens gang er indtegnet, kan man læse de notater, som Gunnar Ebbesen som dreng gjorde i margenen, når han om aftenen sammen med sine forældre lyttede til BBC, så vidt det var muligt for de tyske støjsendere. Familien sad med kortet liggende udtbredt foran sig på bordet. Blandt andet har drengen noteret sig Danzigs fald den 30. marts 1945, Leipzigs den 19. april, Frankfurts den 23. april og Berlins den 2. maj. Et andet notat drejer sig om de amerikanske og sovjetiske troppers møde i Torgau ved Elben klokken 16 den 26. april 1945.
Tilstedeværelsen af en model af en af de tre lejre i Kolding for tyske flygtninge efter krigen fremtræder indirekte som en kommentar til den standende debat om de daværende flygtninges vilkår i Danmark. Modellen, som museet har suppleret udstillingen med, blev lavet af tyskerne i lejren på Kløvervej i taknemmelighed over for danskerne. En taknemmelighed, der også blev udtrykt på anden vis.
– Efter min mening var den danske flygtningepolitik på dette tidspunkt ganske klart formuleret. Flygtningene skulle behandles anstændigt, mens de var her, og sendes hjem, når mulighederne var til det, siger Gunnar Ebbesen.
Han lader udstillingen slutte i både elendighedens og håbets tegn, nemlig i form af er et foto af en lille pige, som han mødte i sommeren 1951 under en øvelse, mens han som løjtnant gjorde tjeneste blandt de danske styrker i Tyskland. Han kom dengang meget rundt i det krigshærgede land og oplevede blandt andet et Hamburg, hvor man endnu ikke havde ryddet op efter ødelæggelserne, men blot ryddet til side.
Den lille pige i det smadrede land står med sin lille madspand ved en køkkenvogn, hvor hun sammen med andre børn var mødt op i forventning om, at noget ville blive til overs. Hendes forhutlede påklædning fortæller om den nød, der er hendes fortid og nutid.Men hun er vendt mod fremtiden.
