Prøv avisen

Billeder af kvinder i pagt med den onde

”Heksene og deres besværgelser” er titlen på dette maleri fra 1646 af italienske Salvator Rosa. Overalt i billedet er hekse i gang med deres okkulte ritualer. Centralt ses kvinden i midten, som presser blod ud af menneskeorganer, og ned i den kogende gryde - heksekedlen. Se flere billeder på de næste sider Foto: Salvator Roso, National Gallery London

Kunstnere som Albrecht Dürer, Goya og Cranach har været med til at forme billedet af, hvordan hekse ser ud. De grumme figurer er genstand for en udstilling i Edinburgh, som viser hekse og ugudelige kroppe

I H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet møder soldaten en gammel heks på vejen hjem fra krigen.

Hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Sådan lyder den kortfattede beskrivelse, som er nok til at skabe billeder for den indre nethinde.

H.C. Andersen var på den måde med til at præge billedet af hekse, som usædvanligt grimme koner, kællinger og troldkvinder.

Den gode eventyrdigter har sikkert også været påvirket af de mange billeder fra kunstnere af, hvordan en heks måtte se ud. Det universelle billede af heksen er direkte forbundet med bogtrykkerkunsten, forklarer professor Deanna Petherbridge. Hun er kurator på en stor udstilling på Scottish National Gallery of Modern Art, som viser hvordan kunsten over de seneste 500 år har udfordret den menneskelige fantasi med forestillinger om onde hekse og ugudelige kroppe.

LÆS OGSÅ: Skulpturerne må gerne berøres

Ikke alene førte bogtrykkerkunsten til en spredning af de djævlebeskrivende bøger, som ofte var skrevet på latin af jurister, præster og lærde. Den førte også til spredning af trykte billeder med chokerende eller pirrende billeder af hekseri, siger hun.

Meget passende åbner udstillingen med et kobberstik af italienske Agostino Vene-ziano fra omkring 1520. Lo Stregozzo (Hekseprocessionen) viser den ondsindede heks, der ridder på stridsvogn bygget på et stort dyreskelet omgivet af geder og dæmoner. For netop kvinder og ofte halvnøgne kvinder i selskab med dyr går igen på udstillingens 84 billeder.

De var hverken gudinder eller heltinder som i den klassiske myte, ej heller djævelske skabninger fra Helvede. De var ugudelige dødelige, som ofte blev beskyldt for at have indgået en seksuel pagt med Djævelen, og som brugte heksekunst i den ondes tjeneste, siger professor Deanna Petherbridge.

Hekse har en lang tradition i vestlig kultur. Hos gamle grækere som Homer og Ovid er der talrige historier om disse ofte onde kvinder for det var altid kvinder.

Langt størstedelen af dem, der blev anklaget for hekseri i Vesteuropa i det 16. og 17. århundrede, var kvinder. De stereotyper, som blev udviklet gennem 1400-tallet, og som formede den intellektuelle opfattelse i de følgende århundreder, var rodfæstet i den opfattelse, at hekse af natur var kvinder, siger Patricia Allerston, vicedirektør ved Scottish National Gallery.

Som udstillingen så rigt illustrerer, var fokus ofte på det groteske.

Helt i tråd med de forestillinger, der var om hekseri og dets udøvere på den tid, fokuserede kunstnere vedholdende på de mere sensationelle aspekter, såsom deres formodede deltagelse i heksesabbatter og djævelske pagter, hvor de i begge tilfælde formodes at deltage i vellystige seksuelle aktiviteter, fortæller Patricia Allerston.

Heksesabbatter er i folketroen det årlige træf, hvor hekse mødes med Djævelen ofte på et bjerg i hvert fald i den nordiske og tyske tradition, hvor hekse mødtes på eksempelvis Bloksbjerg eller Hekkenfeldt, som er vulkanen Hekla i Island.

Som udstillingen viser, blev heksesabbatten ofte portrætteret som et grotesk gilde, hvor der i nogen tilfælde fandt menneskeofringer sted. Også rodfrugten alrune bliver jævnligt afbildet. I overleveringen vokser den op, hvor en person er hængt. Den er kendt for at komme med et frygteligt skrig, når den trækkes op.

Heksesabbatten blev udførligt beskrevet, da heksejagten i Europa var på sit højeste fra 1550 til 1630, hvilket faldt sammen med en periode med politisk, religiøs og økonomisk uro i Europa. Her blev heksesabbatten set som perversioner af den katolske højmesse.

Makabre detaljer om satanisk tilbedelse og samleje med Djævelen, banketter med ådselskød, fremstilling af kærlighedseliksir og gift gav ikke kun stærke visuelle billeder, men blev også en del af tilståelserne fra anklagede hekse overalt i Europa, siger Deanna Petherbridge.

Men hun understreger, at billedet af hekse har to sider. Der er de afskyelige på den ene side og så er der de smukke og forførende troldkvinder på den anden side, der som smukke sirener lokkede folk i uføre. Noget, som ikke kun har inspireret malere, men også går igen i operaer, digte og teaterstykker.

I den jødiske tradition er der Lilit, der optræder i Esajas Bog, og som med sit farlige hår indfanger mænd. Eva i Paradisets Have er et andet eksempel.

Sådanne onde kvinder, som omgås med slanger, udnytter deres seksualitet til at bruge mænd for deres ondsindede formål, forklarer Deanna Petherbridge om de smukke, men farlige hekse.

Pagten med Djævelen er den mere ekstreme side af heksene. Deres dagligdags forbrydelser var mere konkrete og ofte udløst af, at de ifølge folketroen selv var barnløse og ikke kunne få børn. Derfor var de misundelige på attraktive unge kvinder, hvis brystmælk en heks kunne gøre sur. De fik også skylden for spontane aborter, forbytning af babyer i vugger og tilmed kannibalisme, hvor de brugte kropsdele fra børn til at lave gift. Impotens blandt mænd var også en heksegerning, ligesom de fik skylden for at dræbe kreaturer.

En særlig del af udstillingen om heksene handler om deres evne til at flyve. Når heksen bliver sendt af sted med et heksehyl sankthansaften, er det en myte, som rækker helt tilbage til antikken, hvor tilbedere af Diana og Hekate tog på natlige flyveture hvilket bliver set som en seksuel metafor. I den tyske tradition fløj genopstandne i horder til det mystiske Venus-bjerg. Det centrale er altid, at de ikke flyver selv, men flyver på noget.

Hekse er mennesker, og de kan ikke ophæve tyngdeloven som Satan og hans djævle. Overleveringen er, at for at være i stand til at flyve over lange distancer for at udføre deres forbryderiske gerninger eller deltage i heksesabbatter, skulle de smøre deres kroppe ind i en magisk mikstur lavet af fedt og pulveriserede knogler af udøbte børn såvel som andre ingredienser, som blev kogt sammen i en heksekedel, forklarer Deanna Petherbridge om den magiske evne, som først er omtalt i bogen Malleus Maleficarum (Heksehammeren) fra 1486.

Det er en af de mest kendte bøger, som fortalte, hvordan myndighederne skulle opspore og afsløre hekseri.

Deanna Petherbridge fremhæver, at mange formodede hekse under tortur tilstod, at de fløj. Men de forklarede også ofte, at de fløj, mens de sov.

Det nu klassiske billede af heksen på en kost kom først i det 17. århundrede. Her ses heksen typisk på sin kost, hvor hun flyver ud gennem skorstenen, mens hun efterlader et rodet køkken, hvor hun har tilberedt sine trylledrikke. Før den tid fløj hekse også. De tidligste illustrationer viser hekse på høtyve og kæppe, men også på levende skabninger som drager, væddere og diverse inkarnationer af Djævelen.

Udstillingen har eksempelvis fantasifulde groteske billeder af flyvende hekse af den store spanske maler Francisco de Goya.

Det var sådanne billeder, der var med til at opbyge myten om de frygtelige hekse. Udstillingen i Edinburgh viser ganske vist, hvordan kunstnere har set hekse gennem over 500 år. Men bortset fra enkelte fotos fra seneste århundrede, er der ingen historiske personer af finde i billedkunstens portræt af den onde heks.

Witches and Wicked Bodies
Scottish National Gallery of Modern Art
Til den 3. november. Entré syv pund

Britiske William Blake søgte inspiration i Bibelen til sin akvarel ”Skøgen af Babylon”, som sidder på et syvhovedet uhyre. – Foto: British Museum, London.
”Den magiske cirkel” eller ”Tryllekredsen” er titlen på John William Waterhouses maleri fra 1886. Her ses heksen tegne en cirkel rundt om sig selv og den kogende gryde, mens en flok krager er rundt om hende. – Foto: Tate, London.
I Shakespeares skuespil ”Macbeth” møder hovedpersonen tre hekse på heden, som forudser, at han bliver den næste konge af Skotland. De sætter dermed gang i den tragiske plan om at myrde den nuværende konge. I Henry Fuselis udgave er heksene stærkt karikerede med overdrevne hager og næser og formummet under kutter. – Foto: British Museum, London.
Ondskaben koger og syder bogstaveligste forstand i billedet ”Heksesabbatten” – den sorte dag hvert år, hvor heksene ifølge overleveringen mødes med Djævelen. Billedet fra 1606 er et af de mange heksebilleder, Frans Francken malede som hofmaler for de katolske Habsburg-regenter over Spanien og Flandern. – Foto: Victoria and Albert Museum, London.
Omgivet af geder og dæmoner rider heksen på en stridsvogn bygget på et skelet. Kobberstikket ”Lo Stregozzo” (”Hekseprocessionen”) af italienske Agostino Veneziano er fra omkring 1520 og blev et af de tidlige tryk, som vandt stor udbredelse. – Foto: Scottish National Gallery, Edinburgh.