Da Roskildebiskoppen Gerbrand i 1022 satte sin underskrift på et dokument om jordoverdragelse til det engelske kloster Ely, havde han næppe regnet med, at håndskriftet stadig ville blive husket og fejret 1000 år ude i fremtiden.
Men i dag ses det som et vigtigt og sjældent vidnesbyrd fra samtiden, og på Roskildes museer – ROMU - jubler man over, at det såkaldte Ely-håndskrift den 20. maj kan vises til borgerne i byen i 1000-året for underskriften. Dokumentet er opkaldt efter Ely-klosteret i England, og det er da også fra England, man har fået lov til at låne den værdifulde brevsamling, Gerbrands underskrift indgår i.
"Det er Roskildes dåbsattest. Vi kan ikke kalde det en fødselsattest, for der lå allerede en by, da Roskilde blev udnævnt som bispesæde. Men det er første gang Roskilde nævnes på skrift," fortæller Jesper Langkilde, arkæolog og museumsinspektør ved museumskoncernen ROMU.
At Roskilde blev bispesæde, havde en enorm betydning for byen, der voksede fra at være en yderst beskeden by og til at blive Danmarks hovedstad i 1200-tallet.
"Det er et af Danmarks ældste reelle bispesæder, og den status fører en masse med sig. Bispesædet får en masse donationer af kongen, og der oprettes en række kirkelige institutioner. Sandsynligvis får vi en katedralskole næsten fra begyndelsen, der stiftes klostre, og der opføres et væld af sognekirker," siger Jesper Langkilde.
Ely-dokumentet med Gerbrands underskrift har mere end bare lokalhistorisk interesse. Kirkehistorisk vidner det om, at kristendommen så småt var ved at finde sine ben i Danmark, fortæller Mia Münster-Swendsen, der er lektor i europæisk middelalderhistorie på RUC.
"Det er en meget kildefattig tid, og derfor er et dokument som dette vigtigt, selvom indholdet egentlig ikke er noget særligt. Det er et samtidigt dokument, der viser, at roskildebiskoppen er anerkendt. Vi kender til andre biskopper i Danmark, men vi ved ufatteligt lidt om dem, og meget tyder på, at de har været titulære og siddet andre steder i Europa. Vi er dog nogenlunde sikre på, at Gerbrand rent faktisk befandt sig i Roskilde i sin embedsperiode."
Roskildebiskop skulle til Canterbury
At Gerbrand var så langt borte som i Canterbury for at sætte sin underskrift, er der ikke noget sært i. Kongen på den tid var Knud den Store, og han herskede både over Danmark og England.
"Det var indlysende at rekruttere fra England, da man skulle opbygge den danske kirke," siger Mia Münster Swendsen.
"Kirken i Danmark havde ingen nævneværdig struktur, og det var nødvendigt at hente folk udefra. Derfor var det fra begyndelsen en international kirke med personer fra både England, Sachsen og Lothringen. I 1000-tallet og op i 1100-tallet var næsten alle på de vigtige poster udlændinge. Det tog tid at få skabt et uddannelsessystem i Danmark, så man kunne uddanne sine egne folk."
Kristendom næppe synlig ude i landet
Selvom Harald Blåtands pralede af at have gjort hele Danmark kristent mere end et halvt århundrede inden Gerbrands underskrift i England, var den organiserede kristendom næppe særligt synlig ude i Danmark på Gerbrands tid.
Det er i høj grad kirken, der driver bydannelsen i Danmark. Roskilde ligger ikke specielt godt handelsmæssigt. Det er kirken, der gør, at byen bliver så betydningsfuld.
"Man har kendt til kristendommen længe. Der har været missionsforsøg, og der har været handel med kristne gennem hele den tidlige middelalder, men det har ikke rakt til at skabe en kirke. I begyndelsen af 1000-tallet er der opført trækirker rundt omkring, men de store kirkebyggerier hører en senere tid til. Roskildebisperne er i gang med at få struktur og sat gang i kirkebyggerier, men nede på Falster har man næppe keret sig om, at der sad en mand ved navn Gerbrand i Roskilde. Vi skal op i de sidste årtier af 1000-tallet, før vi har noget, der minder om en kirkestruktur med bispedømmer og sogne," siger Mia Münster-Swendsen.
Da den kirkelige struktur endelig faldt på plads, gik det stærkt, fortæller Mia Münster-Swendsen.
"I 1100-tallet begynder stenkirkerne at dukke op overalt i landskaberne. Når man ser, hvor tæt de middelalderlige sognekirker ligger i Danmark, er det en helt enorm sakralisering af landskabet. Det vidner om en stigende folkelig forankring, og om at kirken er gået fra at være et rent elitefænomen til også at fylde meget i livet hos almindelige mennesker," siger hun og kalder transformationen igennem få årtier i 1100-tallet for ”helt vild”"
"Danskerne går fra at blive set som barbarer i udlandet og til at blive en del af et anerkendt europæisk kongedømme. Man går fra at være et klandomineret plyndringssamfund og til at have en central kongemagt. Landet bliver en del af et fælleseuropæisk kulturområde med fælles sprog, får bureaukrati, uddannelsescentre og anden centralstruktur. Kirken kommer til at spille en central rolle i det institutionelle grundlag, samtidig med, at den går fra at være et elitefænomen og til at fylde meget i livet hos almindelige mennesker," siger Mia Münster-Swendsen.
Også fysisk er kirken med til at forandre Danmark – med Roskilde som et indlysende eksempel.
"Det er i høj grad kirken, der driver bydannelsen i Danmark. Roskilde ligger ikke specielt godt handelsmæssigt. Det er kirken, der gør, at byen bliver så betydningsfuld."