Otto von Bismarck stod i spidsen for Prøjsen og Tyskland i sammenlagt fire årtier. Han var ministerpræsident i Prøjsen fra 1862 til 1890, kansler i Det Nordtyske Forbund fra 1867 til 1871 og i det nye tyske kejserrige fra 1871 til 1890.
Få mænd, der ikke var kronede hoveder, har styret deres lands skæbne så længe. Under hans ledelse blev Tyskland til en samlet nationalstat og en moderne økonomi, der buldrede frem. Han gav landet en velfungerende, effektiv statsadministration og et moderne jernbanenet, der knyttede Tyskland sammen som en økonomisk, militær og politisk stormagt.
Denne ”hvide legende” er historien om Tysklands rivende udvikling fra landbrugsstat til Europas førende industrination, der overhalede Storbritannien i alt fra stålproduktion til de spirende, nye kemiske og elektronikindustrier. Men ”den sorte legende” om Bismarck, der indædt modsatte sig de nationalliberale revolutioner i Europa i 1848, begyndte allerede, mens han regerede, påpeger Christoph Nonn, professor i moderne historie ved Universitetet i Düsseldorf og forfatter til en ny bog om det tyske kejserrige.
”Bismarck var polariserende og blev af sine fjender kritiseret for at være reaktionær og ærkekonservativ. Han forsvarede monarkiet, adelen og Preussen, og i den forfatning, han gav Tyskland, lå den reelle magt hos kongen og Bismarck, ikke i parlamentet. Men da han døde i 1898, blev han meget hurtigt til nationalhelten, der samlede Tyskland. Først da man i 1960’erne og 1970’erne begyndte at analysere, hvad der havde ført Tyskland ud i nationalsocialismens katastrofe, fik man øje på kejserriget og dets demokratiske skyggesider. Når man ledte efter nationalsocialismens rødder, var kejserriget et meget oplagt sted at søge,” mener Christoph Nonn.
Derfor har tyskerne i bedste fald et tvetydigt forhold til Bismarcks periode, som den tyske præsident Frank-Walter Steinmeier (S) sagde ved den samtale med en lille håndfuld historkere, som markerede 150-året for kejserrigets grundlæggelse den 18. januar 1871.
En af de historikere, der deltog i arrangementet, er professor Eckert Konze fra Universitetet i Marburg. Han fornægter ikke Bismarcks positive arv.
”Bismarck stod fadder til den moderne tyske industrination og til det tyske velfærdssamfund med indførelsen af den første sygesikringslov i Europa. Men hensigten med socialloven var især at sikre ham arbejdernes velvilje, samtidig med at han førte en hård repressionspolitik mod de tyske socialdemokrater og fagforeningerne,” siger Eckart Konze.
”I Bismarcks forståelse var den socialdemokratiske opposition illoyal eller antitysk. Og med samme argument førte han sin ”kulturkamp” mod den tyske katolske kirke, som han mistænkte for at være mere loyal mod Vatikanet i Rom. Denne mistanke gik også ud over også polakker og jøder, omend han ikke var drevet af antisemitisme, men derimod af visionen om det forenede Tyskland som en etnisk homogen stat,” siger Eckert Konze, der sammenligner Bismarcks Tyskland med nutidens Kina,
”Her ser vi den samme kombination af et autoritært, antidemoratisk styre, som takket være stærk økonomisk vækst er på vej til at blive en ny, global politisk aktør, ligesom det forenede Tyskland blev i Europa,” siger han.
Bismarck er i år blevet genstand for fornyet polemik i kølvandet på den amerikanske Black Lives Matter-kampagne. Bismarck-monumentet i Berlins Tiergarten er blevet smurt ind i lyserød maling som led i krav om et opgør med Tysklands kolonifortid. Og i Hamborg har det været diskuteret, om det 34 meter høje monument fra 1906, som er under restaurering, skal suppleres med oplysninger om kejserrigets kolonikrige.
Selv gik Bismarck kun modvilligt med til et kolonieventyr, der blandt andet førte til massakrerne på herero-folket i Namibia. Men kolonialismedebatten handler om meget andet end kolonitiden, er Christoph Nonn og Eckert Konze enige om.
”Det er en kamp mellem den sorte og den hvide legende om Bismarck, der lægges for had af BLM-bevægelsen, men forsvares af de såkaldte Reichsbürger eller ’rigsborgere’, der forkaster den demokratiske Forbundsrepublik. Begge fløje mener, at den anden bliver mere og mere radikal. Den debat handler dog ikke om Bismarck, men om, hvad Tyskland som nationalstat er. Det er en kamp om historien i politisk forstand mellem tilhængere og modstandere af mere eller mindre nationalistiske, mere eller mindre autoritære styreformer,” siger Christoph Nonn.
Ulrich Lappenküper, direktør for Otto-von-Bismarck Stiftung, der forsker i Jernkanslerens historiske betydning, advarer mod at drage den historiske person ind i moderne kampe.
”Han var som historisk person knyttet til et helt andet politisk, mentalt og demokratisk univers. Og vi skal acceptere, at han ikke var hverken hvid eller sort, men en bred vifte af grå nuancer,” siger Ulrich Lappenküper.