Bismarcks Tyskland: Prøjsen først

Jernkansleren var hovedarkitekten bag den tyske samling. Men det var Prøjsens og ikke Tysklands magt, han ville grundfæste

Preussens ministerpræsident Otto von Bismarck drømte om at forene de sydtyske og nordtyske stater i en stor fælles nationalstat, men Østrig og Frankrig udgjorde hindringer for hans planer. Derfor førte han krig først mod Østrig i 1866 og fire år senere mod Frankrig. – Foto: Georgios Kollidas/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Preussens ministerpræsident Otto von Bismarck drømte om at forene de sydtyske og nordtyske stater i en stor fælles nationalstat, men Østrig og Frankrig udgjorde hindringer for hans planer. Derfor førte han krig først mod Østrig i 1866 og fire år senere mod Frankrig. – Foto: Georgios Kollidas/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Det mest kendte billede af den tyske stats fødsel for 150 år siden er den preussiske nationalmaler Anton von Werners forevigelse af kejser Wilhelms kroningsceremoni.

Den nye kejser står med snurbarter og kindskæg på en lille forhøjning i Spejlsalen på Versailles-slottet, på selve det sted hvor Solkongens trone plejede at stå. Foran ham står den nye rigskansler, Otto von Bismarck, i hvid uniform og skinnende, sorte støvler til langt op på lårene.

I virkeligheden var Bismarck slet ikke i hvid uniform den 18. januar 1871. Og Wilhelm var trådt op på forhøjningen, som var det et skafot.

”Det er den vemodigste dag i mit liv. Vi bærer det prøjsiske kongedømme i graven,” skal kongen af Prøjsen have sagt til sine nærmeste, dagen før han fik føjet titlen som statsoverhoved for den nye tyske kejserstat til sit CV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kongedømmet overlevede frem til 1918. For hele tanken med kejserriget var netop at besegle Prøjsens position som stormagt. I hvert fald i Otto von Bismarcks vision. Og det var ham, som målrettet konstruerede den nye stat og gjorde samlingen af det Nordtyske Forbund og de sydlige fyrstedømmer mulig.

Men Bismarck var prøjsisk patriot og ikke tysk nationalist. Og det var ikke romantikkens nationale idé, men benhård magtpolitik, der drev ham, understreger Eckert Konze, professor ved Universitetet i Marburg og specialist i perioden omkring kejsertiden.

”Bismarck var først og fremmest en prøjsisk politiker. Og det Tyskland, han ønskede, var et Storprøjsen. Selvfølgelig var den nye nationalstat også båret af en idé om et kulturel og sprogligt fællesskab. Men dets institutioner blev sådan udformet, at de fastholdt Prøjsens magt,” siger Eckart Konze.

For at få de øvrige fyrstedømmer med på dette projekt måtte Bismarck manøvrere. Og det gjorde han som den kolde realpolitiker, men også som den drevne diplomat, han var.

”Når man i hans studietid spurgte ham, hvad han studerede, svarede han ’diplomati’. Og de eneste forelæsninger, der virkeligt interesserede ham, handlede om det europæiske statssystem,” skriver den tyske Bismarck-specialist, Eberhard Kolbe, i sin biografi over Otto von Bismarck.

Det var netop i udenrigstjenesten, at den kommende prøjsiske ministerpræsident gjorde sig bemærket, først som gesandt i Frankfurt i 1851 og siden i Paris og Sankt Petersborg.

Han var da 36 år gammel og havde bag sig et liv som succesrig landmand og forvalter af familiegodset i Schönhausen i det nuværende Polen. Men også et omtumlet liv som levemand med flere hovedløse forelskelser, inden han giftede sig med Johanna von Puttkamer, eneste datter af en pietistisk landadelig familie.

Den ”høje, slanke, blonde student, der var en glimrende rytter og en god fægter,” som Eberhard Kolbe beskriver, forsvandt som ministerpræsident bag den bredvommede silhouet med cykestyrsoverskægget, der oprustede Prøjsen og red resten af Europa som en mare.

”Ikke ved taler og ikke med flertalsbeslutninger afgøres tidens store spørgsmål, men med jern og blod”, sagde han i Landdagen ti dage efter sin udnævnelse til prøjsisk ministerpræsident i 1862, midt under den forfatningskrise, som han var blevet kaldt hjem for at løse.

Et af de store spørgsmål, den kommende ”Jernkansler” ville besvare, var netop arten af det kommende tyske kejserrige. Og det blev afgjort gennem de tre krige, der gik forud for udråbelsen af den nye tyske stat.

”De havde alle et indenrigspolitisk formål: At samle en tysk nationalstat under prøjsisk herredømme,” siger Eckert Konze.

Danmarks beslutning om at indlemme Slesvig gav ham den første anledning til at realisere sin plan.

”Bismarck var ikke specielt interesseret i at udvide det tyske territorium. Men hertugdømmerne var et varmt emne i Nordtyskland, og ved at føre denne krig overbeviste han den tysknationale bevægelse om, at Prøjsen støttede den tyske og ikke kun den prøjsiske nationalisme. Under ’syvugerskrigen’ mod Østrig i 1866 fik han skubbet Østrig ud af Tyskland og afgjort striden om, hvorvidt et nyt Tyskland skulle ledes af Prøjsen eller Østrig. Og endelig, med krigen mod den franske ærkefjende, sikrede han sig støtten fra de sydtyske fyrster i for eksempel Bayern og Würtemberg, som også var imod et kejserrige med Prøjsen i spidsen,” forklarer Eckert Konze.

Bismarcks kyniske, realpolitiske syn på det europæisk politiske skakbræt var klart fomuleret allerede i 1851, da han i en tale erklærede, at ”statslig egoisme og ikke romantik er det eneste sunde grundlag for en stor stat.”

Et udsagn, som blev diskrediteret af de to verdenskrige, som fulgte efter den nye europæiske orden, Bismarck fik gennemtrumfet.

”På Bismarcks tid betød realpolitik at bygge udenrigspolitikken på national interesse og en ’Tyskland førstpolitik’, om nødvendigt med militære midler,” påpeger professor Ulrich Lappenküper, der leder den historiske forening Otto von Bismarck-Stiftung i Friedrichsruh i Holsten, hvor Bismarck slog sig ned efter 1871.

”Bismarck gav hæren en vigtig plads i kejserriget statsstyrelse. Men han gav altid politik forrang for militær handling og modsatte sig for eksempel hærens ønsker om en ny præventiv krig mod Frankrig og Rusland i 1880’erne. Og mens generalerne i 1870 ønskede en totalsejr over Frankrig med en lang udslettelseskrig, forlangte – og fik – Bismarck i stedet en belejring af Paris (der gjorde en ende på krigen, red.),” siger han.

”Efter samlingen af Tyskland etablerede Bismarck et europæisk alliancesystem i den hensigt at sikre fred mellem de store europæiske magter. Alliancer i fredstid var revolutionært på det tidspunkt. Men det virkede kun så længe, Jernkansleren garanterede, at Tyskland ikke søgte nye territoriale udvidelser, og han selv spillede rollen som ’den ærlige mægler’,” mener Ulrich Lappenküper.

Rettelse

Denne artikel nævnte tidligere "Danmarks beslutning om at indlemme Slesvig og Holsten". Det var ikke korrekt. Det var kun Slesvig, Danmark ville indlemme. Det er rettet. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.