Prøv avisen

Blodet og livet forlod langsomt den korsfæstede

Jesus forblødte, mens hans vejtrækning torturerede ham til døde, mener en dansk ekspert. Men selvom forskere er enige om, at Kristi timer på korset har været yderst pinefulde, kan ingen i dag med sikkerhed sige, hvad der førte til Jesu død

Forblødning, dehydrering, langsom kvælning. Pinslerne ved en af romernes mest uhyggelige henrettelsesmetoder er talrige, og ingen kan i dag sige med sikkerhed, hvad der førte til Jesu død.

"Hvem ville ikke hellere udånde én gang for alle end hentæres i smerte ved at dø lem for lem eller lade livet rinde ud dråbe for dråbe? Kan noget menneske være villig til at blive fæstnet til det forbandede træ (korset, red.), allerede svag og maltrakteret, ophovnet med frastødende sår på skuldre og bryst midt i en langtrukken dødskamp?"

LÆS OGSÅ: De korsfæstedes pinsler har varieret meget

Den romerske filosof Senecas (cirka 1 f.Kr.-65 e.Kr.) ord indfanger præcist og skrækindjagende korsfæstelsens modbydelighed. Bortset fra, at Jesu dødskamp ikke var helt så langvarig, som nogle korsfæstedes var. Ifølge de tre synoptiske evangelier udåndede Kristus blot omkring seks timer efter, at han blev korsfæstet på Golgatha under den jødiske påske.

Den forholdsvis korte tid, Jesus hang på korset, har været en faktor i de mange forsøg på fysiologisk at forklare, hvad Jesus mere præcist døde af under sine voldsomme pinsler.

Siden den engelske doktor Stroud i 1847 udgav bogen "En behandling af den fysiske årsag til Jesu død", har læger og arkæologer verden over kastet sig over korsfæstelsens smertefulde nedbrydning af menneskekroppen, ofte med udgangspunkt i Jesu lidelse og død.

Mindst ti forskellige teorier om, hvordan Jesus døde på korset, er siden blevet præsenteret sideløbende og i kombination. Men hvorfor er det så svært at fastslå, hvad Jesus præcis måtte lide på korset?

Først og fremmest er der, så vidt man ved, ikke bevaret nogen instruktioner i korsfæstelse eller beskrivelser af torturmetodens præcise effekter på menneskekroppen.

Korsfæstelser var en udbredt strafmetode til slaver og oprørere i det romerske imperium, men eneste kilder er nedskrevne øjenvidneberetninger, og en af de mest præcise er Bibelens beretning om Jesu død, fortæller Morten Hørning Jensen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus og redaktør på det arkæologiske blad TEL.

Og i evangelierne er smerten heller ikke udpenslet, og ordene om Jesu lidelse er få. Det skyldes, at datidens læsere kendte til korsfæstelsers brutalitet:

"Læserne på den tid vidste, at det har været makabert, siger Morten Hørning Jensen.

"Den paralyserende effekt ved bemærkningen de korsfæstede ham har været mere end nok til at sætte de rigtige tanker i gang."

Men det billede, vi som moderne mennesker har af Jesu korsfæstelse, behøver ikke stemme med virkeligheden. For man ved meget lidt om de helt konkrete træk ved Jesu korsfæstelse, siger Morten Hørning Jensen og forklarer, at uvisheden har været medvirkende til århundredets mange medicinske og teologiske diskussioner om emnet.

I 1953 udgav dr. Pierre Barbet bogen "A Doctor at Calvary". Her fremsætter han den tese, at korsfæstelse medfører en langsom kvælningsdød. Når armene er spændt ud, vil brystmuskulaturen blive spændt til det yderste og forhindre ordentlig iltning af blodet.

Men Dr. Frederick T. Zugibe udførte i 1980'erne undersøgelser på (frivillige) studerende, der syntes at modbevise denne teori. Ved normal vandret udspænding var der ikke synlige vejrtrækningsproblemer, og den ophængte kunne hænge længe uden større smerter. Zugibe foreslog derfor i stedet, at dødsårsagen skal findes i en blanding af chok og væskemangel. En hårdhændet forudgående piskning vil have ført til et lavt blodtryk, som fører til en choktilstand i kroppen.

Det er efterhånden en udbredt tanke, at Jesus ikke blev naglet gennem hånden, men snarere gennem håndleddet. Bløddelene i hånden er simpelthen ikke i stand til at bære en persons kropsvægt, og naglingen har i sig selv ført til utrolige pinsler:

"Når man slår naglen gennem håndleddet, rammer man medianusnerven, som både er en følenerve og en motorisk nerve, der eksempelvis styrer fingrene. Gennemboringen vil give en brændende smerte gennem armene," fortæller Niels Svensson, læge og forfatter til bogen "Det sande ansigt" om ligklædet i Torino.

Han er et stykke ad vejen enig i Zugibes teori om årsagen til Jesu død:

"Jeg vil gætte på, at en medvirkende årsag til Jesu død har været fysisk chok, i lægesprog et hypovolæmisk shock, som følge af det store blodtab efter piskningen, dehydrering og den voldsomme smerte ved selve korsfæstelsen, som i sig selv giver blodtryksfald."

"Når blodtrykket som følge af dette falder, mindskes blodkredsløbet kritisk til hjernen, hvorefter den korsfæstede besvimer. Snart går også hjertet i stå, og døden indtræffer," forklarer han, men fastholder også en langsom og subtil form for kvælning som den primære årsag til Jesu død:

"Når kroppen hænger udstrakt i armene, spiles brystkassen voldsomt ud, så den dødsdømte er i stand til at ånde ind. Muskulaturen i brystkassen kan derimod ikke mobiliseres til at ånde ud igen, medmindre den korsfæstede støder fra med de gennemnaglede fødder. Den bevægelse er ekstremt smertefuld, men nødvendig for at ånde. Så den dødsdømte er tvunget til at påføre sig selv denne tortur."

Resultatet er enten, at den dødsdømte bliver for svag til at støde fra og derfor kvæles, eller at smerterne bliver for voldsomme. Niels Svensson gætter på, at Jesus på det tidspunkt har nået et besvimelsesstadie. Og den behandling, han fik inden korsfæstelsen, har sandsynligvis indirekte fremskyndet hans død. Ifølge evangelierne håbede den romerske statholder Pontius Pilatus at kunne undgå at dømme Jesus til døden. Han valgte derfor i første omgang at straffe Jesus med en særlig voldsom piskning:

Da man udgravede de romerske byer Pompei og Herculaneum, fandt man romerske piske, som er udstyret med håndvægtsformede blylodder, der laver dybe blødninger i både muskler og bindevæv. De er så kraftige, at de kan brække den piskedes ribben. Det er i sig selv en forfærdelig smerte at skulle udholde, og hvis ribbenet knækker, kan det også medføre, at lungesækken ridses.

"Det vil betyde, at blodet samler sig der og forhindrer lungerne i at udvide sig lige så meget som normalt. En sådan ødelæggelse af lungen kan have været medvirkende til, at Jesus senere led kvælningsdøden på korset," forklarer Niels Svensson.

Han mener, at det var væskemangel og blodtab, som tilsammen giver et hypovolæmisk shock, der kombineret med kvælning tog livet af Jesus på korset.

En teoretisk gennemgang af seks af de mest udbredte teorier om Jesu lidelse og død sammenholdt med fysiologiske og historiske fakta i det medicinske tidsskrift "Journal of Forensic and Legal Medicine" fra 2011 peger i samme retning.

Forfatteren, læge Joseph W. Bergeron, er skeptisk over for flere tidligere teorier, herunder tesen om kvælning, men kommer frem til, at en dødelig kombination af forskellige faktorer inklusive føromtalte fysiske chok, indre og ydre skader, underafkøling og en for høj PH-værdi i blodet grundet et for lille iltindhold formentlig førte til, at processer, der naturligt standser indre og ydre blødninger, forringedes eller satte helt ud. At den korsfæstedes krop ikke var i stand til at standse blødninger fra skaderne påført ved piskningen, forklarer ifølge artiklen også, hvorfor korsfæstelsen kun varede omkring seks timer.

Efter døden stak en romersk soldat ifølge Johannes-evangeliet Jesus i siden med et spydstik, og blod og vand strømmede ud. Den beskrivelse er en forenkling af en sandsynlig medicinsk sandhed, siger Niels Svensson:

"Det skyldtes formentlig, at blodlegemerne udskiller sig fra blodvæsken en halv times tid efter, at døden er indtruffet. Det har evangelisten Johannes jo ikke vidst. Men beskrivelsen af væskesprøjtet er en realistisk øjenvidneskildring fra en korsfæstets død og er for mig et indicium på, at det er en øjenvidneberetning, vi har med at gøre," siger Niels Svensson.

Intet under, at Jesus Kristus i sin pine måske følte, at hans Gud havde forladt ham. Men man kan ikke lade være med at overveje, om det i det hele taget har været muligt for ham hen mod sin udånding at råbe nogle af kristendommens histories mest omdiskuterede ord, de syv korsord inklusive: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? og senere Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Medicinsk set mener Niels Svensson ikke, at der er noget i vejen for, at Jesus har været talende og bedende næsten til det sidste:

"Så længe man kan trække vejret, kan man sige noget. Dem, Kristus har talt med, har formentlig stået nær ved ham og ikke haft problemer med at høre hans anstrengte ord. På et tidspunkt kommer ypperstepræsterne jo for at håne ham, og han svarer på deres forhånelser, ligesom han taler med Maria og Johannes."

Morten Hørning Jensen afviser heller ikke, at Jesus har udtalt ordene, men han ser på den anden side Kristi korsord som en teologisk afslutning mere end en fysisk:

"Det er selvfølgelig et godt spørgsmål, om Jesus Kristus har talt sådan på korset. Det tror jeg bestemt godt, han kan have gjort. Det afgørende for evangelierne er imidlertid ikke at udpensle Jesu fysiske lidelser, men derimod at tolke hans død teologisk som Guds straf på menneskers vegne," mener Morten Hørning Jensen.