Blodlandet mellem nazister og kommunister

I en ny bog beskriver historikeren Timothy Snyder den østlige zone, som betalte den største pris for både Stalins og Hitlers ideologiske vanvid. I fortællingen om "blodlandet" ses de to diktatorers myrderier som én sammenhængende tragedie

Symbolet på Anden Verdenskrigs gru er blevet de tyske koncentrationslejres stabler af lig, men ifølge historikeren Timothy Snyder burde det have været Østeuropa - Blodlandet - hvor der blev myrdet 14 millioner mennesker på 12 år. Her er det russere, der prøver at leve videre mellem ruinerne i det sydlige Stalingrad i 1942.
Symbolet på Anden Verdenskrigs gru er blevet de tyske koncentrationslejres stabler af lig, men ifølge historikeren Timothy Snyder burde det have været Østeuropa - Blodlandet - hvor der blev myrdet 14 millioner mennesker på 12 år. Her er det russere, der prøver at leve videre mellem ruinerne i det sydlige Stalingrad i 1942. . Foto: Ernst Frankakg-images.

"Nu vil vi overleve!" udbrød den lille ukrainske dreng, mens han på tændstiktynde ben tumlede gennem tomme kornmarker. Men den mad, han så, fandtes kun inde i hans hoved. Året var 1933, og drengen døde sammen med tre millioner andre ukrainere af en hungersnød frembragt tilsigtet af Josef Stalin.

"Jeg møder hende igen, under jorden," sagde en ung sovjetisk mand om sin hustru. Han fik ret. Han blev henrettet efter hende, og de døde sammen med 700.000 andre ofre for Stalins Store Terror i 1937 og 1938.

"De bad om min vielsesring, som jeg...". Den polske officer afbrød sin journal, lige inden han blev skudt af det sovjetiske hemmelige politi i 1940. Han var en af cirka 200.000 polske borgere, der blev henrettet i sit hjemlands store skove af enten sovjetiske eller tyske styrker, da Sovjetunionen og Nazityskland i begyndelsen af Anden Verdenskrig sammen besatte Polen.

"Kun Tania er tilbage," konkluderede en 11-årig russisk pige i Leningrad i sin dagbog i 1941. Adolf Hitler havde forrådt Stalin, den russiske by var belejret, og pigens familie var blandt de fire millioner sovjetborgere, som tyskerne sultede ihjel.

"Jeg siger farvel til dig, inden jeg dør. Jeg er så bange, fordi de kaster små børn levende i massegravene," skrev en 12-årig jødisk pige i Hviderusland i det allersidste brev til sin far. Hun var blandt de flere end fem millioner jøder, der blev skudt eller gasset ihjel af nazisterne.

Sådan begynder den amerikanske historiker Timothy Snyders meget roste og omtalte nye værk, "Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin" (Blodlandet: Europa mellem Hitler og Stalin), der er en samlet – og ofte hjerteskærende – fortælling om massedrabskampagnerne i Europa i perioden 1933-1945.

Timothy Snyders "blodland" er en geografisk zone, der omfatter det moderne Polen, de baltiske stater, Ukraine, Hviderusland og kanten af det vestlige Rusland. Det er den region, der gennemlevede det værste af både Josef Stalins og Adolf Hitlers ideologiske og morderiske vanvid i midten af det 20. århundrede. Det var her, dødstallet var størst, og den materielle destruktion værst.

Flere mennesker døde i blodlandet – af sult, kulde, ildspåsættelse, geværskud, tortur og tvangsarbejde – i 1930'erne og 1940'erne end noget andet sted i Europa. Ifølge Timothy Snyders "konservative" beregning blev 14 millioner civile myrdet i denne dødelige zone i løbet af blot 12 år.

"Hitler og Stalin kom til magten i Berlin og i Moskva," skriver Snyder. "Men deres visioner for transformation vedrørte alle lande derimellem".

Ifølge Timothy Snyder, der er professor i historie på Yale University, mangler Vesten stadig kendskab til, hvad der skete i den østlige halvdel af det krigsplagede kontinent i 1930'erne og 1940'erne. Ved at anskue perioden i et bredt historisk perspektiv reviderer "Bloodlands" hele fortællingen om Europa i midten af det 20. århundrede.

Snyders særlige bidrag til denne historiefortælling er, at han samler alle de adskilte mordkampagner – hungersnøden i Ukraine, massehenrettelserne, Stalins og Hitlers etniske og politiske udrensninger, holocaust og den tilsigtede udsultning af krigsfanger – som forskellige facetter af samme grusomme fænomen.

Han insisterer på at betragte de nazistiske og de sovjetiske rædsler samlet og viser, at de to systemer udførte samme slags forbrydelser på samme tidspunkter og på samme steder, og at samspillet mellem dem øgede tragediens omfang.

"De nazistiske og stalinistiske systemer må sammenlignes, ikke så meget for at forstå det ene eller det andet, men for at forstå vores tid og os selv," skriver han.

Som fortælleramme identificerer Timothy Snyder tre faser af massedrab i "blodlandet". Først var der henrettelserne og den forsætlige sultkampagne i Sovjetunionen i 1933-1938. Dernæst fulgte massehenrettelserne udført af både sovjetiske og nazistiske styrker i det besatte Polen i 1939-1941. Og så kom nazisternes udsultning af millioner af sovjetborgere og massemordet på 5,4 millioner jøder i 1941-1945.

I "Bloodlands" forsøger Timothy Snyder samtidig at sætte holocaust i kontekst og gøre den til en del af den bredere europæiske historie. De velkendte fotografier af opstablede lig og udmagrede fanger taget af allierede styrker efter befrielsen af koncentrationslejrene i Ausch-witz og Bergen-Belsen er blevet selve billedet på Anden Verdenskrigs rædsler, pointerer han, men disse skeletlignende mennesker var højst sandsynligt tvangsarbejdere og ikke jøder.

"Billedet af de tyske koncentrationslejre som det værste element af nationalsocialismen er en illusion, et mørkt fata morgana over en ukendt ørken," konstaterer Snyder.

Størsteparten af Adolf Hitlers ofre omkom ikke i koncentrationslejre, der primært var arbejdslejre, men blev snarere myrdet på primitiv vis i "drabsmarkerne" i Polen, Ukraine, Hviderusland og Rusland. De blev i store grupper gennet ud i blodlandets dybe, stille skove, hvor de blev tvunget til at knæle nøgne på kanten af dybe massegrave og derpå henrettet af geværsalver. De blev sultet ihjel i tyske "sult- zoner" eller gasset til døde i "dødsfabrikker". Ved hjælp af østeuropæiske kilder bringer Snyder læserne til mordzoner såsom Babi Yar, Ponary og Belzec, hvorfra så godt som ingen ofre undslap i live.

Men ingen vestlige soldater nåede frem til "blodlandet", og derfor fik begivenhederne ikke plads i Vestens kollektive historie om Anden Verdenskrig, påpeger Timothy Snyder. Ikke desto mindre var blodlandet det ubestridelige hjerte i den brutale europæiske konflikt.

Timothy Snyder indleder sin fortælling i begyndelsen af 1930'erne, hvor Josef Stalin besluttede sig for at "kollektivisere" den sovjetiske brødkurv, Ukraine. Kampagnen udviklede sig snart til en krig mod den ukrainske bondeklasse, hvis "nationalisme" han anså som en trussel, og kulminerede i 1933 med en knusende hungersnød.

Stalins agenter beslaglagde de ukrainske bønders marker, fordrev jordejere og tildelte loyale ideologer uden landbrugserfaring ansvaret for at drive de nye kollektive landbrug, som fejlede gudsjammerligt. Og for at opfylde målene i Stalins første femårsplan beslaglagde regimet hele Ukraines høst fra 1932 og 1933 for at brødføde Sovjetbefolkningen og rejse udenlandsk kapital. Det ukrainske folk blev dermed efterladt uden noget at spise – ud over, nogle gange, hinanden.

Det var nemlig, som Timothy Snyder beskriver det på tre uforglemmeligt chokerende og gruopvækkende sider, ikke usædvanligt for hungernødsramte ukrainske mødre og fædre at tilberede og spise deres børn.

"Stillet over for sult splittedes nogle familier – forældre vendte sig mod deres børn, og børn mod hinanden. Som statspolitiet, OGPU, følte sig forpligtet til at registrere: I det sovjetiske Ukraine 'dræber familier deres svageste medlemmer, sædvanligvis børn, og bruger kødet til at spise'. Utallige forældre dræbte og spiste deres børn og døde uagtet selv af sult senere. En mor tilberedte sin søn til sig selv og sin datter. En seksårig pige, reddet af andre familiemedlemmer, så sin far for sidste gang, da han var i færd med at hvæsse en kniv til at slagte hende med. Andre kombinationer var, naturligvis, mulige. En familie dræbte deres svigerdatter, fodrede svinene med hendes hoved og stegte resten af kroppen," beretter Snyder.

Ifølge historikeren blev mindst 2505 mennesker dømt for kannibalisme i Ukraine i 1933, selvom "det reelle antal sager utvivlsomt var langt større". I alt døde 3,3 millioner mennesker af sult eller af sultrelaterede sygdomme.

Samme år kom Adolf Hitler til magten i Tyskland og begyndte at drømme om at etablere et tysk "Lebensraum" (plads til at leve) i Polen og Ukraine – en drøm, som kun kunne opfyldes ved at fjerne de mennesker, der boede der i forvejen.

Det var dog først, da tyske og sovjetiske styrker fra hver sin side marcherede ind i Polen i 1939, skriver Snyder, at Hitler var i stand til at implementere sin massedrabspolitik. Efter invasionen af Østpolen anholdt og myrdede det sovjetiske hemmelige politi den polske elite, mens tyskerne gjorde det samme i Vestpolen. "Luk jeres hjerter for medlidenhed," instruerede Hitler sine kommandører.

Og det blev værre endnu. Da Hitler i juni 1941 forrådte Stalin og invaderede Sovjetunionen, var det, som Timothy Snyder udtrykker det, "begyndelsen på en ubeskrivelig tragedie". Under denne østlige krig myrdede tyskerne omkring 10 millioner civile, heriblandt flere end fem millioner jøder.

Den første store masseudryddelse af jøder fandt sted i september 1941, da tyske Wehrmacht-styrker omringede Kiev. Titusinder af Kievs jøder blev ført til kanten af Babi Yar, en slugt i udkanten af byen, hvor de blev tvunget til at lægge sig nøgne på maven oven på lag af allerede døde kroppe og vente på skuddene, der kom bagfra og fra oven. Samme metoder blev brugt i efterfølgende jødeudryddelser i blodlandet.

Stalin og Hitler hadede hinanden, skriver Timothy Snyder, og det blev også skæbnesvangert for især sovjetiske krigsfanger. Tyskerne sultede og frøs millioner af fanger ihjel på dødsmarker i Polen, Rusland og Hviderusland, hvor de stod hegnet ind under den åbne himmel uden adgang til mad, medicin eller tæpper.

Europas massedrabsepoke er "overteoretiseret og misforstået", skriver Timothy Snyder, der afviser nogen som helst dybere mening med galskaben.

"De døde huskes, men de døde husker ikke. Andre havde magten, og andre afgjorde, hvordan de døde. Senere afgør atter andre hvorfor. Når mening drages fra drab, er risikoen, at mere drab kunne bringe mere mening," skriver han.

Og hvert af blodlandets 14 millioner ofre havde et navn, understreger Snyder. Den lille ukrainske dreng, som hallucinerede om mad, var Józef Sobolewski. Den polske officer, der skrev om sin vielsesring, var Adam Solski. Den 11-årige pige, som førte dagbog i Leningrad, var Tania Savitjeva. Den 12-årige jødiske pige, der skrev til sin far om massegrave, var Junita Visjnjatskaja. Den sidste linje i hendes sidste brev lød: "Farvel for evigt. Jeg kysser dig, jeg kysser dig".

"De nazistiske og sovjetiske regimer forvandlede mennesker til tal, nogle af disse kan vi kun anslå, andre kan vi rekonstruere med rimelig præcision. Det er op til os som forskere at opsøge disse tal og sætte dem i perspektiv. Det er op til os som humanister at forvandle tallene tilbage til mennesker. Hvis vi ikke formår at gøre det, så har Hitler og Stalin formet ikke alene vores verden, men også vores menneskelighed," konkluderer Timothy Snyder.

nyholm@k.dk

"Bloodlands" er blevet kåret som bedste historiebog i 2010 af The Economist, The Atlantic, The Financial Times, The New Republic, History Today, The Independent, The New Statesman, The Telegraph, Reason Magazine og en række andre.

Timothy Snyder: Bloodlands. Europe Between Hitler and Stalin. 524 sider. $29.95. Basic Books.