I det sydlige Anatolien findes et af verdens mest forunderlige arkæologiske fund. Göbekli Tepe betyder ”den runde mave” på tyrkisk, og da udgravningerne af den runde, maveformede høj begyndte i 1990’erne, gjorde arkæologerne en enestående opdagelse.
Højen skjuler et monumentalt bygningsværk bestående af meterhøje søjler i koncentriske cirkler. Nogle er dækket af relieffer, andre ikke. De største søjler er op til fem meter høje og vejer mellem syv og ti tons.
De blev rejst omkring 9.500 år før Kristus i en overgangsperiode, hvor jægere og samlere blev agerdyrkere. Göbekli Tepe er verdens ældste kendte bygningsværk. Og det er menneskehedens første tempel, hvis arkæologerne vurderer rigtigt.
”Göbekli Tepe er det første klare bevis på et samfund, hvor et stort antal mennesker havde noget, der kan sammenlignes med højt specialiserede fuldtidsjobs,” skriver antropologen James Suzman i bogen "Work: A Deep Historie from the Stone Age to the Robot Age" (Arbejdet: En lang historie fra stenalderen til robotalderen).
”Det er det allerførste bevis på, at det er lykkedes en gruppe mennesker at råde over et overskud af føde, som har gjort det muligt at arbejde i flere generationer på et kæmpemæssigt projekt, der ikke havde til formål at producere mere føde,” skriver han.
James Suzman er optaget af, hvordan arbejde er opstået. I det lange, historiske perspektiv skete det i kølvandet på Göbekli Tepe, mener han.
Nemlig da jægerne og samlerne holdt op med at forlade sig på naturens gaver for selv at tage hånd om at producere deres fødevarer. Det var begyndelsen på et civilisationsmæssigt syvmileskridt. Men det var også begyndelsen på hårdt arbejde. Det var her, menneskeheden begyndte at arbejde for føden i sit ansigts sved, mener James Suzman.
Buskmænd arbejder mindre
Ligesom andre før ham bygger han sine antagelser om jæger- og samlersamfundene i ældre stenalder på studier af nutidens jægere og samlere, som aldrig er blevet agerbrugere. James Suzman har studeret de namibiske buskmænd, Ju hoansi-stammen i det nordøstlige Namibia og i et hjørne af Kalahari-ørken. Og de arbejder gennemsnitligt 15-17 timer om ugen uden at lide nød, konstaterer han.
Agerbrug kræver derimod masser af hårdt arbejde og masser af arbejdskraft. Og den kultur blev begyndelsen på en ond cirkel, hvor agerbrug førte til mere føde, men også flere munde at mætte og dermed endnu mere arbejde. Dette er det mentale, kulturelle fundament for de økonomiske hypoteser, de moderne samfund er opbygget omkring, mener James Suzman.
”Mens jægere og samleres økonomi er koncentreret om nuet, bliver landbrugssamfundet fokuseret på fremtiden. Alt arbejde i agerbruget skal skabe et fremtidigt resultat: Man sår for at sikre den kommende høst, og man lægger såsæd til side for at kunne så næste forår. Klassisk økonomisk teori går ud fra, at vi arbejder, fordi vi er væsener med ubegrænsede behov og derfor konstant konfronteret med risikoen for mangel og utilstrækkelige ressourcer. Og det er et resultat af agerbrugssamfundet, hvor befolkningstilvæksten betød et konstant behov for udvidelse af landbrugsarealet, ikke af jæger- og samlersamfundene, som ifølge den antropologiske forskning hverken arbejdede særligt meget eller led overvældende nød,” mener James Suzman.
Den pessimistiske version af denne nedarvede lære er den britiske økonom, Thomas Robert Malthus’ formodning om, at fattigdom skyldes befolkningstilvækst, der annullerer væksten i fødevareproduktionen. Den optimistiske er John Maynard Keynes’ forudsigelse om, at produktionsforbedringer ville gøre arbejde overflødigt senest omkring år 2000, skriver James Suzman.
Ingen af dem gik i opfyldelse. Men landbrugsproduktionen førte ikke desto mindre efter nogle århundreder til fødevareoverskud, som gjorde det muligt at ernære mennesker, der ikke selv producerede føde. Det gjorde det muligt at udvikle bysamfund, hvor indbyggerne specialiserede sig i håndværk og andre beskæftigelser. Dermed opstod også nye sociale hierarkier, hvor nogle beskæftigelser nød højere anseelse end andre. De nye professioner i toppen af det sociale hierarki kunne bruge mindre tid på at arbejde som et udtryk for deres sociale privilegier.
Arbejde og fritid dukkede op
Dermed opfandt den nye bybefolkning også en skelnen mellem arbejde og fritid, der var temmelig ukendt i landbrugssamfund.
”For aristokrater blev det et adelsmærke ikke at arbejde. Vores opfattelse af arbejde er dermed også en vigtig brik i forhold til den sociale lagdeling af de moderne samfund. Med bysamfundene blev arbejde identitetsbærende og ikke bare et middel til at overleve. Men samtidig har vi også et mere eller mindre klart formuleret ønske om at blive fri for at arbejde,” pointerer han.
Og det er måske den anden betydning af Göbekli Tepe-udgravningen i Anatolien. For 2000 år efter at flere generationer havde rejst det monumentale bygningsværk, der indvarslede både Stonehenge, pyramiderne og Maya-templerne, blev Göbekli Tepe dækket til igen. Efterkommerne til dem, der havde rejst bygningsværket, brugte næsten lige så lang tid på at begrave søjlerne og deres relieffer med truende dyr som skorpioner, edderkopper og slanger. Som en slags pendant til beretningen om Adam og Evas forvisning fra Paradiset, skriver James Suzman.
”De, der dækkede Göbekli Tepe til, havde et meget hårdere arbejde end deres forfædre, jægerne og samlerne, der rejste det. Det er fristende at forestille sig, at de ville dække de slanger til, som havde dømt dem til at arbejde i al evighed.”
Vi arbejder for at holde fri
James Suzman er fan af Heinrich Bölls novelle ”Anekdote om sænkningen af arbejdsmoralen”.
Her fortæller den tyske forfatter historien om en rig turist, som en formiddag møder en fisker på stranden. Fiskeren er på vej hjem for at holde fri sammen med sin familie, og turisten er imponeret over, at han kan fange fisk nok til at brødføde alle med nogle få timers arbejde. Han spørger så, hvorfor fiskeren ikke arbejder om eftermiddagen også.
Turisten forklarer, at han så ville fange flere fisk og tjene flere penge. Hvorefter han kunne købe en båd mere og ansætte folk til at fiske for sig og tjene endnu flere penge.
”Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” spørger fiskeren.
Turisten svarer, at fiskeren derved ville tjene så mange penge, at han til sidst ikke behøvede at arbejde ret meget, men ville få tid til at gøre, hvad der passede ham og holde fri med familien.
Hvortil fiskeren uforstående svarer: ”Det er jo det, jeg gør nu.”
”Dette er en universel historie. Det en parabel over vores tid. Jeg er helt klart på fiskerens side,” siger James Guzman.
Bogen, som er blevet oversat til 30 sprog og netop er kommet i lommeudgave på engelsk, vakte en vis opsigt, da den først udkom for to år siden. Forfatteren Adam Grant kaldte den ”en kraftpræstation” i The New York Times. Yuval Harari, forfatter til ”Sapiens: En kort historie om menneskeheden”, har beskrevet den som ”en fascinerende bog, der vender op og ned på, hvordan vi tænker om arbejde”.
Men den høstede også en del kritik med sin provokerende konklusion om, at hårdt arbejde ikke er løsningen på verdens problemer. Det er om ikke årsagen til dem, så dog et koncept, vi burde forholde os meget mere kritisk til, mener James Suzman.
”Vi har en meget moralsk indstilling til arbejde. Lediggang er roden til alt ondt, og Bibelen fortæller os, at vi skal tjene vort brød i vort ansigts sved som en straf. Vi forestiller os, at det er menneskets lod og nødvendigt for at undgå sult og afsavn. Men det moralske incitament til at arbejde er en historisk arv, og det er - set i homo sapiens' 300.000 år lange historie - et meget ungt fænomen, som ikke gælder for jægere og samlere, der har befolket kloden det meste af tiden.
”Hos jæger-samler samfund som Ju hoansi-buskmændene i Namibia er der for eksempel ikke forventninger om, at børn skal arbejde. De gør det måske alligevel, men det er ikke en pligt. I landbrugsamfundene blot få hundrede km borte forventes børn derimod at arbejde i en ung alder, for der er brug for mere arbejdskraft for at mætte alle munde. Og derfor er det nødvendigt med et moralsk incitament til at arbejde. Det stiller faktisk spørgsmålstegn ved de antagelser, vi har organiseret vores økonomi om, hvor vi straffer dem, der ikke arbejder.
Men er det da ikke et vigtigt etisk grundprincip, at alle skal arbejde og bidrage til fællesskabet?
”Jo ,selvfølgelig er det vigtigt, at alle bidrager. Ingen samfund værdsætter, at nogen kører på frihjul. Men spørgsmålet er, om vores moralske syn på arbejde stadig er nyttigt, når vi nu træder ind i robottidsalderen og æraen for den kunstige intelligens, der vil gøre meget arbejde overflødigt. Er det så stadig berettiget at arbejde 40-60 timer om ugen, som man gør mange steder i verden? Vi har baseret vore samfundsinstitutioner på denne opfattelse af arbejde. Men hvordan definerer vi arbejde?” spørger James Suzman.
”Jeg er selv jøde, og blandt ortodokse jøder føres der mange diskussioner om, hvad arbejde er, og hvad man derfor må og ikke må gøre under sabbatten. De fleste ortodokse jøder betragter det som arbejde at lave mad. Det er interessant, for i nutidens verden er madlavning rent faktisk arbejde for nogen, men en fritidsfornøjelse for andre. Masser af aktiviteter, lige fra havebrug til musik, kan være både arbejde og fritidsbeskæftigelse, afhængigt af om de aflønnes og defineres som arbejde eller ej,” forklarer forfatteren.
”Spørgsmålet er, om vores definition af værdifuldt arbejde er relevant, når samfundsnyttigt arbejde som for eksempel omsorgsarbejde og sygepleje aflønnes og belønnes mindre end finanseksperter. Hvis vi begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi betragter som arbejde, og ved den moralske pligt til at udføre det, åbner der sig helt nye samfundsmæssige perspektiver.”
Hvordan vil et samfund se ud, hvis vi forlader landbrugssamfundets og de sidste 12.000 års arbejdsmoral?
”Det har jeg ikke noget klart svar på, men vi skal begynde at eksperimentere med det. For eksempel ville en borgerløn stille folk mere frit til selv at definere, hvad der er nyttigt arbejde. Arbejdet står centralt i mange af de spændinger, vi har i det moderne samfund, både når det gælder arbejdets fordeling og arbejdsløshed, men også når det gælder ulighed og finansiering af pensionssystemerne. På den ene side ønsker vi at øge produktiviteten, og på den anden side skal folk arbejde længere. Og samtidig arbejder vi hårdt hele livet, mens vi glæder os til, at vi kan holde op og gå på pension. Vi er på vej ind i en ny tidsalder, men vi har stadig den historiske definition af arbejde med os. Måske svarer det lidt til at forsøge at flyve et rumskib med Vasco Da Gamas navigationsinstrumenter.”