Bombekrigen mod Berlin

En barsk historie set fra mange synsvinkler i imponerende bog af Ole Steen Hansen, der bringer læserne tæt på virkeligheden

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Ole Steen Hansen: Bombemål Berlin. 384 sider. 299,95 kroner. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Tyskland skulle besejres ved at ramme dets ”onde hjerte”, som det blev formuleret af chefen for de britiske bombestyrker. Eller sagt mere direkte af bogens forfatter: ”Berlin skulle bombes sønder og sammen”. Beslutningen var blevet truffet ud fra en forventning om, at luftkrigsførelse i det hele taget ville få Tyskland til at give op. Men det slag, der i vinteren 1943-1944 stod om Berlin, var angiveligt ”krigens mest markante eksempel (...) på forventningers storhed og fald”.

Byen blev under Anden Verdenskrig bombet over 300 gange, mest ødelæggende var de store brandbombeangreb i den nævnte vinter, angreb, som Ole Steen Hansen beretter om ud fra forskellige synsvinker, hver især beskrevet med en imponerende indsigt og detaljerigdom, der formidles ganske ubesværet.

Hansen besidder både forskerens utrættelighed og fortællerens evne til at forløse et mangfoldigt stof i en dynamisk og let tilgængelig form. Han giver det nødvendige overblik, samtidig med at han med lavmælt nøgternhed, blottet for spekulation i effekter, gør historiens barske konsekvenser til konkret virkelighed. Det er medlevende, sanset historieskrivning, hvor vi kommer tæt på de store menneskelige omkostninger - og erindres om, at ofrene ikke nødvendigvis alene er dem, der udsættes for bombardementerne, men også kan være de mænd i flyene, der udløser ragnarok. Nogle af dem brød sammen.

Den uindskrænkede luftkrig med industribyerens beboelseseskvarterer og den tyske befolknings moral som hovedmål markerede det endelige brud med forestillingen om en adskillelse af civile og militære mål: ”bombefly skulle ramme civil beboelse ud fra den tankegang, at det civile, industrialiserede samfund var en forudsætning for Tysklands evne til at skabe den produktion, der lå til grund for landets krigsførelse”.

De opgørelser, der er foretaget over antallet af dræbte i Berlin under luftangrebene, når frem til forskellige resultater. Mest tillid har Ole Steen Hansen til et bud på mellem 29.000 og 30.000. Dertil kommer de mindst 20.000, der blev dræbt i forbindelse med Den Røde Hærs erobring af byen i krigens sidste fase, de 50.000 berlinske jøder, der blev myrdet af nazisterne, samt den cirka kvarte million berlinske mænd, der mistede livet som følge af deres tjeneste i Værnemagten.

Ole Steen Hansen bringer læseren tæt på virkeligheden bag tallene. Med henvisning til, at luftangrebene over Berlin ”mere eller mindre lignede hinanden”, har han for overskuelighedens skyld valgt at koncentrere sig om et enkelt angreb og lade det fremstå som illustrativt eksempel, nemlig angrebet, der fandt sted om aftenen den 2. december 1943. Det var dødsdatoen for den norske digter Nordahl Grieg, der omkom, da det fly, hvor han var med som krigskorrespondent, blev skudt ned under et bombetogt over Berlin. Vi får en del at vide om det.

Planlægningen og udførelsen af angrebet den pågældende decemberaften beskrives nøje, samtidig med at perspektiverende eksempler fra andre bombenætter inddrages. Det er gjort med en romanforfatters sans for virkningsfuld komposition. Ole Steen Hansen lader sig dog ikke friste til skønlitterære vidtløftigheder, men holder sig tydeligvis til, hvad han som forsker kan stå inde for. Alt er gennemresearchet - føler man sig overbevist om.

Imidlertid er det mere end det bestemte angreb i sig selv, han vil afdække: Det er tillige rammen ”om påvisningen af, hvordan hvert eneste luftangreb mod Tyskland kan ses som kulminationen på den kraftanstrengelse, det britiske samfund præsterede for at gøre det muligt at ramme Hitlers hovedstad”.

Luftoffensiven mod Tyskland betegner Hansen som ”en total krig, der krævede en stor indsats af store grupper i samfundet”.

Efter læsningen bliver mange billeder tilbage i ens sind. Blandt andet fra en flystation, hvorfra bombefly lettede. Et forstemmende syn mødte en nyankommet besætning, da den trådte ind i hytten, hvor den skulle bo. En agterskytte fortæller: ”Den var blevet efterladt, utvivlsomt utilsigtet, som den var blevet det aftenen før af en besætning, der ikke var vendt hjem fra et togt over Berlin. Der lå personlige ejendele overalt, tæpperne var trukket til side på sengene, og ved siden af den seng, jeg valgte, stod der på det lille skab signerede fotografier af en køn pige”.

Berlingske Tidendes korrespondent giver dette absurde glimt fra et brændende hotel i Berlin: ”Nede i kælderen stod (...) en gråhåret portier i sin uniformsfrakke med stålhjelm og talte dagens kasse op. En sortsværtet mand kom ned oppefra og sagde, at han skulle hjælpe med slukningen (... ). Men portieren var uanfægtet. Han skulle nok komme, men først skulle kassen gøres op.”