Prøv avisen

Historiker: Borgerskabet eksisterer ikke længere – heller ikke den borgerlige kultur

Engang var borgeskabet både let at genkende og karikere. Men det er sværere i dag, hvor klassemodsætninger er nedtonet. Tegningen er lavet af Fred Barnard og skildrer gnieren Scrooges forretningspartnere fra Charles Dickens fortælling ”Et juleeventyr”. – Foto: Wikimedia

Da adelen faldt, trådte borgerskabet ind på scenen. Men det eksisterer ikke længere som samfundsgruppe, siger historiker

Da Den Franske Revolution var brudt ud i 1789, satte den irske tænker Edmund Burke sig ned og nedfældede sine ”Tanker om den franske revolution”.

Burke var ikke imod den sociale og politiske forandring, der afskaffede enevælden og gav borgerskabet magt på bekostning af adelen. Han var en varm tilhænger af oplysningstankerne om, at magt og indflydelse ikke skal være medfødte privilegier, men noget, man gør sig fortjent til.

Til gengæld var han dybt bekymret over den måde, hvorpå dette ideal nu blev gennemført i Frankrig. Samfundsomstyrtende revolution kan aldrig føre noget godt med sig, mente Burke.

Edmund Burke er den ene af de kilder, der fra begyndelsen prægede den borgerlige tænkning. Den anden er Adam Smith, markedets og liberalismens tænker.

”Borgerligheden befinder sig i et spændingsfelt mellem fraktionerne i 1700- og 1800-tallets debat,” fastslår Bertel Nygaard, der arbejder med politiske begrebers historie ved Aarhus Universitet.

”Adam Smith beskæftiger sig ikke med samfundets indretning, men med markedet og det frie næringsliv, der fører til individuel berigelse til gavn for alle. Burke interesserer sig derimod for det traditionsrige, bevaringsværdige samfund. Han vil ikke bevare enevælden, men han mener, at der er bevaringsværdige værdier i det traditionelle samfund, som ikke skal sættes over styr. Det er disse skillelinjer, der kommer til grundlæggende at udgøre de ideologiske territorier, den moderne borgerlige politik kommer til at udspille sig på,” siger Bertel Nygaard.

Borgerlighed som politisk koncept er forsøget på at forene disse to potentielt modstridende samfundsvisioner.

”Hele vejen op igennem 1800-tallet og også siden er den borgerlige selvforståelse præget af dette spørgsmål om, hvordan man sikrer samfundets sammenhængskraft, når man samtidig står fast på individets rettigheder til selv at sætte sin kurs. Man har en medfødt ret til at forfølge sine muligheder, man er sin egen lykkes smed. Men der er også noget ærværdigt og stabilt i de traditionelle uligheder og klasseskel. De konservative smykker sig med fællesskabsværdier, men fokuserer samtidig lige så meget på den personlige frihed. Det forsøges samlet i udtrykket frihed under ansvar,” siger Bertel Nygaard.

Christian Egander Skov er historiker ved Norges Tekniske og Naturvidenskabelige Universitet, hvor han blandt andet deltager i et internationalt forskningsprojekt om ”Konservatismen ved en korsvej”. Han hæfter sig ved, at borgerlighedens fællesskab historisk har været det nationale fællesskab.

”Værdierne i borgerlighed er individualistiske, men koblingen til nationen er der også fra starten. Hele oplysningsprojektet er et patriotisk projekt, som vi ser det med den nationalliberale bevægelse i Danmark. I den borgerlige selvforståelse er borgerstanden repræsentant for alle borgere, og det hænger sammen med koblingen til det nationale fællesskab, der stod i modsætning til arbejderkulturens klassefællesskab. Den retorik forsvandt, efterhånden som klasseforskellene blev ud- visket,” siger Christian Egander Skov.

Han peger på, at dansk borgerlighed i vid udstrækning hviler på en midterposition, hvor liberalismen bliver mere konservativ, og hvor konservatismen får et liberalt præg. Men man står over for at skulle nydefinere borgerskabet.

”Som samfundsgruppe eksisterer borgerskabet ikke længere. Den politiske skillelinje mellem de borgerlige og socialdemokraterne er i vid udstrækning erstattet af en ny skillelinje mellem tilhængere og skeptikere over for globaliseringen. Og den borgerlige kultur, at læse og spille klaver, findes stort set ikke mere. Det er den, borgerlige debattører forsøger at mane frem igen: ordentligheden, den pæne opførsel, dannelsen,” siger Christian Egander Skov.

Hvad betyder så borgerlighed? Svaret er ikke det samme på alle sprog. Og særligt den tyske opfattelse fik betydning for dansk tænkning. Karikaturen på det borgerlige har været tydelig i kulturen og eksisteret, siden borgerligheden begyndte at sprede sig i Europa efter den franske revolution. Thomas Manns roman om købmandsfamilien Buddenbrooks dissekerer den borgerlige sjæl i 1901.

Småborgerlig er hen ad vejen blevet et udtryk, der dækker hykleri og smålighed, og selvom bedsteborgere og burgøjsere i vid udstrækning er forsvundet fra den sproglige slagmark, har borgerligheden været så betændt, at for eksempel de norske Kristendemokrater ikke har villet have det siddende på sig og længe foretrak at kalde sig et ikke-socialistisk i stedet for et borgerligt parti.

Allerede i 2005, længe inden det seneste danske folketingsvalg udløste spørgsmålet om, hvad der er blevet af borgerligheden i Danmark, spurgte det svenske ugemagasin Expressen, om betegnelsen borgerlig i det hele taget giver mening som politisk kategori i en moderne sammenhæng. Især efter at borgerskabet som klasse har fået en mere diffus kontur som en middelklasse, der både dækker det meste af befolkningen og er presset på status og pengepung af globaliseringen.

”I middelalderen var en borger én, der havde løst borgerbrev med ret til at drive næring i byen. Det var desuden en stand, der omfattede dem, som hverken var adelige eller bønder. Oprindeligt var borgeren én, der boede inden for bymuren,” præciserer Bertel Nygaard.

Den voksende og driftige borgerstand krævede del i magten, da oplysningstiden rokkede ved enevældets og adelens privilegier, og rationalismen gav den enkelte besked på at bruge sin viden og sin forstand.

Dette borgerskab, ”les bourgeois”, blev den store sejrherre, da den franske revolution brød adelens magtmonopol og samtidig skabte begrebet ”borgeren”, ”le citoyen”, med tilhørende borgerrettigheder. I de germansksprogede dele af Europa får borgerlig en særlig betydning, der smitter af på dansk.

”I Danmark kommer den sproglige indflydelse fra Tyskland, som oversætter udtrykket ”bourgeois” til ”bürgerlich”, men med lidt andre betydningsnuancer. Ordet betyder ikke kun en socialklasse som i Frankrig, men har også betydningen samfundsborger. Og selvom udtrykket i dag bruges mindre i Tyskland, har man i de germansksprogede lande holdt fast i denne dobbelte betydning af ordet borgerlig,” siger Bertel Nygaard.

I den skandinaviske betydning er borgerlighed derfor knyttet til de individuelle frihedsrettigheder.

”Med 1700-tallets ny oplysningstanker kommer det gamle standssamfund under pres, det vil sige hele den forestilling, at ens stilling i samfundet afhænger af, hvilken stand man er født ind i. I stedet får vi det moderne politiske borgerbegreb: Man er borger over for staten, og man har som borger og menneske nogle medfødte rettigheder i kraft af at være født som menneske. Det er en ny lighedstænkning, der handler om lige muligheder og lige rettigheder, hvor man i standssamfundet har de rettigheder, der er knyttet til standen,” siger Bertel Nygaard.

Og så nærmer vi os den betydning af højreorienteret, som ordet også har på dansk i dag, forklarer Chistian Egander Skov.

”Det er først i slutningen af 1800-tallet med udviklingen af et industriproletariat, hvis interesser afviger fra handels- og manufakturklassens, at skillelinJen til arbejderklassen bliver den afgørende, og vi får arbejderne på venstrefløjen og de borgerlige på højrefløjen. Det er en gradvis proces,” siger Christian Egander Skov.

Borgerlighed bliver synonymt med antisocialisme, men også med det synspunkt, at udøvelsen af den politiske magt forudsætter et vist stade af viden og kultur. Det borgerlige dannelsesideal er skabt. Den dannede borger kommer fra et hjem med klaver.

”Den oplyste borger er en af grundpillerne i konservatismen, der rækker tilbage til oplysningstiden. Det er grundlæggende et humanistisk dannelsesprojekt, og den klassiske dannelse var en integreret del af det at være en god borger. Læsning og klaverspil, men også selvdisciplin, flid og pligtfølelse hører med til de dyder, der karakteriserer borgerskabets selvforståelse. De er så siden blevet vendt rundt af yngre generationer, der sætter sig op imod den disciplin i sjælelivet, som er en del af de borgerlige dyder. De gør borgerlige dyder til en form for snerpethed,” siger Christian Egander Skov.

Det er det, Thomas Mann får Nobelprisen i litteratur for at udstille. Men det er også disse borgerlige dyder, som nutidens borgerlige efterlyser: Ordentlighed og dannelse over for pøbelagtig kultur.

Den borgerlige kultur fokuserede engang på dannelse af mennesket, men i dag præger det aspekt kun begrænset den politiske borgerlighed. To af borgerskabets kvinder spiller her Schubert på et foto fra 1880. – Foto: Ritzau Scanpix