Jeg er besættelsestidsbarn, født i 1937. Vi boede i Fredensvang ved Aarhus få hundrede meter fra den østjyske længdebane, som var den tyske navlestreng fra moderlandet til tropperne langs den enorme norske atlanterhavsflanke. Banen var selvsagt et hyppigt sabotagemål, og vi blev jævnligt vækket af brag og skyderier og de tyske vagtposters råben og skrigen. Med tiden lagde vi os blot om på den anden side, i hvert fald gjaldt det mig og nok også mine to brødre.
Vi skulle gennem en viadukt under banen for at komme til Viby Torv, som var den lille forstadskommunes centrum. Viadukten var under permanent bevogtning, og det var ikke usædvanligt at møde en deling soldater komme traskende på villavejen til vagtskifte. De så skikkelige ud, og vi tog ingen særlig notits af dem.
Bortset fra en aften, hvor de skød hen over hovedet på min far, da han passerede viadukten. Han slog det hen - de havde vel kedet sig - men var nu mærkbart rystet.
Hen mod krigens slutning blev vagtposterne stadigt mindre disciplinerede. Det var ældre mænd og store drenge, og nogle af dem legede vi ligefrem med. Engang i februar-marts 1945 byggede vi sammen med dem en stor snemand på baneskråningen. Da den var færdig, trak en ung tysker sin bajonet og skar Hitlers kontrafej frem i snemandshovedet, og under fælles jubelråb gik han og de andre vagter og derefter også vi drenge i gang med at ”dyldre” snemanden, til han segnede. Dyldre er østjysk for overdænge med snebolde. Grimt at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis løjtnanten var kommet forbi.
Der var ofte luftalarm med tudende sirener, men også det vænnede vi os til. Min far støbte en solid betonmur foran vinduet til mine forældres soveværelse i bungalowens kælder, og dér sov vi alle fem krigen ud, så vi ikke behøvede at forlade vores senge for at gå i kælderen ved alarm.
Aarhus kommer af det oldnordiske aros, å-munding. Min far er vokset op på et husmandssted på Edslev Knude, 15 kilometer i retning mod Skanderborg, tæt ved Aarhus Å. Dér sagde de gamle i hans barndom: ”Vi skal ud til Os” (Os udtalt uden stød), når de skulle til Aarhus - ”ud til mundingen”. Byen har så udviklet sig op ad ådalens sider. Hjemme på sydsiden, hvor vi boede, kunne vi se ind over byen. Pludselig en dag i 1944 ser jeg flyvemaskiner dukke frem lavt flyvende ude fra ådalen og Brabrand Sø mod vest og hører straks efter bragene fra eksplosioner og ser røgskyer stige op i byen ovre på nordsiden. Det var bombardementet af universitetskollegierne, der var jysk Gestapo-hovedkvarter. RAF, det engelske Royal Air Force, var fløjet under de tyske varslingssystemer. RAF var et begreb, der skabte håb og bekymring på én gang. Vi kendte dem fra de natlige overflyvninger, som regel mod mål i Tyskland, men pludselig kunne det jo være her. Og vi vidste, det var dem, der kastede våben ned. I BBC's aftenudsendelse på dansk, som vi alle aflyttede med tilbageholdt åndedræt - tyskerne havde forbudt det - hørte vi de kodede meddelelser til frihedskæmperne, der skulle tage imod ved våbennedkastningerne i de jyske plantager og skove: ”Hilsen til Dora, Kaj, Viktor, Birgit...”.
Vi fulgte de tyske tilbagetog gennem radioudsendelserne. Særligt indtryk gjorde tilbagetrækningen i Nordnorge, hvor tyskerne fulgte den brændte jords strategi. Jeg mindes ofte Inger Hagerups fine lille digt ”De brente våre gårder,/ de drepte våre menn...”. Det var sat i musik, og vi sang det stadig på Askov Højskole i 1955-56.
Jeg kom i skole i april 1944. Mit skoledistrikts skole, Rosenvangskolen, var besat af tyskerne og fyldt med civile tyske flygtninge. Jeg glemmer ikke de tomme blikke fra de udhungrede børn bag trådafspærringerne. Men de vakte ingen sympatiserende følelser. Det var fjenden.
Anderledes med Norge. Vi hørte om truende hungersnød i Oslo, og det gjorde indtryk. Tænkte jeg på de norske børn, havde jeg medfølelse - og der kunne jeg godt ængstes. For ellers må jeg sige, at jeg slap gennem krigen uden rigtig at have været bange. I hvert fald ikke det, jeg kan huske. Det gælder selv natten til den 5. maj, hvor min lille familie ellers gik hen og fik rigelig med anledning til at være det. Og hvor de voksne helt sikkert har været dødeligt skræmte.
Skræmte og ængstelige må mine forældre have været længe og desto mere, jo nærmere krigen kom os. Det imponerer mig at tænke på, at de undgik at lade os børn det mærke. Hamborg og Lübeck og Kiel var sønderbombede, og der var kampe i Holsten. Hvornår ville krigen nå længere op i Jylland? Hvornår ville det blive alvor her hos os? Hvornår ville Aarhus blive bombemål?
I de første majdage i 1945 var der en masse uro på Aarhus Havn. Tyske marinere havde gjort mytteri. Byen genlød af hyppige skyderier og eksplosioner. Aarhus var ikke noget trygt sted at bo, og den 4. maj kommer min onkel Arnold agende fra Edslev Knude til Fredensvang og henter os med til husmandsstedet, som min faster og han netop havde overtaget efter mine bedsteforældre. Den lille ejendom ligger fjernt fra alle hovedstrøg, et sted, hvor ingen vej fører videre. Man kunne ikke forestille sig sikrere sted at opholde sig under disse sidste krampetrækninger af den forfærdelige krig. Mine forældre må have åndet lettet op.
Det var stadig småkårstider for husmandsfolk. Der var hverken indlagt vand eller elektricitet. Vand skulle pumpes op ved håndkraft og bæres ind fra vandposten ved hjørnet af laden. Der stod altid en spandfuld i køkkenet ved siden af brændekomfuret. Mænd besørgede i grebningen bag de to-tre køer. Kvinder og børn måtte op på dasset med de døvende dunster nedefra. Når det blev mørkt, samledes man i køkkenet under en enkelt petroleumslampe, hvor snakken gik. Denne aften den 4. maj sad vi dog i den lille stue, der var lidt større end køkkenet - to beboere var blevet til syv. Lampen kastede sit gyldne skær, og det var som altid morderlig hyggeligt. Og så lyder befrielsesbudskabet fra BBC i den lille batteridrevne radio! Jeg husker ikke vores reaktion, men det må have været saligt, især for de voksne - og alle er gået til ro i fredens milde favn, med ”puslinger” stuvet sammen ”i hver en vrå” af det lille stuehus.
Ved midnatstid vågner vi alle ved et forfærdeligt brag. Fortumlede står vi sammenklumpede i husets dør og stirrer ud i den begsorte nat. Stilheden er dødeligt skræmmende - oven på braget. Og luften er tæt af benzindampe, så ingen må for Guds skyld tænde lamperne. Vi børn får at vide, at ”hvis der sker noget”, skal vi tage bryggersdøren på husets bagside og løbe over til nabogården. Hurtigt kommer vi i tøjet og er igen tilbage hos de andre. Så vænner øjnene sig en smule til mørket, og en stor sort skygge anes ovre ved vandposten. Hvad er det for noget? Hvad er der sket? En V-2-raket - eller?
Min onkel finder et par lommelygter frem. Han og min far vil over og se nærmere på tingesten. ”Peder,” klynker min mor, og han må gøre sig fri.
Det er noget fra en bombe eller noget andet flyvende, råber de til os. De går videre ud i natten. Ventetiden er ulidelig for os i døren. Vel tilbage fortæller de åndeløst. Det er en firemotorers maskine, knust i utallige dele. De har fundet fire forstrakte og molesterede lig af tyske flyvere.Senere har vi erfaret, at de var fløjet fra Beldringe Flyveplads ved Odense med kurs mod Norge, hvor tyskerne stadig holdt stand. Maskinen har måttet nødlande, men har ikke kunnet se bakken 100 meter vest for faster og onkels ejendom, så snuden har boret sig i jorden, maskinen er tippet over, og vraget er havnet på ryggen for at splintres ud over flere tønder land.
Det krigslandskab, vi står op til, dækker min onkels marker, men akkurat afgrænset af den stråtækte ejendoms lille lade, vandposten og et træ. Var styrtet sket bare 20 meter længere mod nord eller benzindampene eksploderet, var vi alle blevet udslettet!
Det, som har lejret sig i min hukommelse, er, at det var rasende spændende.
Den 5. majs morgen oprinder med lastbiler fulde af tyske soldater, udkommanderet til afspærring og oprydning, trods kapitulationen.
De samler vragrester sammen og kører dem bort. Mest indtryk gør store bunker af ammunition, som de simpelthen skovler op på ladene. I mange år derefter pløjer min onkel metalstumper, granater, patroner - og knoglerester - op. Engang er det et stykke af en hovedskal.
Far kommer i snak med en af vagterne, en moden mand fra Wien, skolelærer som han selv og i stand til at konversere på engelsk. Det føles ikke som fjendskab. Folk fra egnen stimler sammen. Der stjæles fra vraget, også af min egen familie, men vi må vel være i vores gode ret, synes vi. De krigstrætte soldater ser den anden vej. Mine to unge fastre fik syet festkjoler af faldskærmsstof, og i mange, mange år efter havde vi skoletasker af det gode læder, der omgav benzintankene, syet af min håndværksferme far. Det var mangeltider på alle mulige måder, man måtte hjælpe sig, som man kunne bedst.
Min far stak en stor springkniv til sig. Og en kikkert, en Zeiss, en kostbarhed. Den var siden i brug på mangen en uforglemmelig fugletur med ham på tidlige sommermorgener i Forsthaven ved Marselisborg Slot.
Vi bliver kørt hjem. Far banker beskyttelsesmuren for kældervinduet ned - en stærkt symbolmættet handling. I dagene efter leger alle børn sabotører med frihedskæmperarmbind i RAF's farver, rød-hvid-blå. Få dage senere når Montgomery frem. Han var berømt til skyerne for nedkæmpelsen af Rommel i Nordafrika, landgangen på Sicilien og deltagelsen i D-dagen. Med sine ”ørkenrotter”, som de stadig hed, havde han ledet felttoget gennem Nordtyskland og op i Jylland. Jeg står ved vejkanten i Viby sammen med tusinder andre og ser dem køre forbi, siddende og hængende på vognene.
Bilerne kan knap bane sig vej genne mængden. Det er som et Tour de France-felt ved Alpe d'Huez' top. Feltmarskallen selv står i sit battledress i en åben jeep og gør honnør og vinker til alle sider, lille, med overskæg og baret. En nabokone får et håndslag af en forbikørende soldat - og vasker ikke hånden i en uge efter. Befrielseseuforien er over os.
Bagsiden, befrielsens brutalitet, hører vi også om. Men gør det indtryk? Kollaboratører bliver fanget og stillet til ansvar - ”værnemagerne”, ynkelige, foragtelige.
De får vel, hvad de har fortjent. Frikorps Danmark-folkene. Dér er heller ingen medlidenhed. Stærkest står for mig billeder i avisen af ”tyskerpiger”, ”feltmadrasser”, der får håret klippet af og føres halvnøgne gennem byen og spyttes på og hånes. Her tror jeg, mine forældre tog afstand. Jeg kan mærke efterklangen af et ubehag og en medfølelse. Men der er også denne pirrende nøgenhed! Det var før pornoen.
