Prøv avisen
Livsminder

Syv tidligere sovjetiske krigsfanger fortæller: Sådan var tiden bag pigtråden

Op mod 5,7 millioner soldater fra det daværende Sovjetunionen sad i tysk fangelejr under Anden Verdenskrig. De fleste af dem er ikke længere i live. Men rundt omkring i de østeuropæiske og centralasiatiske lande findes der stadig få af de aldrende krigsveteraner i afsidesliggende landsbyer. De har fortalt deres livshistorie i breve til den tyske forening ”Kontakte-Kontaktij”, som har indsamlet og sendt penge til dem. Foto: Signal/Scanpix

I år er det 75 år siden, at Tyskland angreb Sovjetunionen. Flere end fem millioner sovjetiske soldater kom i tysk fangenskab under Anden Verdenskrig. Det erklærede mål var at lade dem dø 
af sult, kulde og arbejde. En forening i Berlin har i årevis indsamlet økonomiske bidrag til de overlevende 
og blot bedt om et brev om deres liv til gengæld. Her beretter de tidligere krigsfanger om deres skæbne

Det er aldrig for sent at gøre noget godt. Men den gode gerning, som kom alt for sent, kaster ikke noget godt lys over dem, der endelig tog sig sammen til at gøre den.

Sådan var det allerede i forbindelse med skadeserstatningen til de millioner af tvangsarbejdere, som naziregimet gjorde til slaver og transporterede til Riget fra de besatte områder. Først i år 2000, mere end et halvt århundrede efter krigens afslutning, etablerede forbundsregeringen og en række tyske virksomheder efter længere tids tovtrækkeri stiftelsen ”Erinnerung, Verantwortung und Zukunft” (på dansk: ”Erindring, ansvar og fremtid”). De to parter stillede hver især fem milliarder D-mark til rådighed for dem, sagen angik. Mange af disse mennesker var dog ikke længere i live på daværende tidspunkt.

Nu – yderligere 15 år senere – skal der så ydes erstatning til en anden offergruppe, som har været negligeret i årtier: de tidligere sovjetiske krigsfanger. Den beslutning traf den tyske Forbundsdag i maj 2015. 10 millioner euro står til disposition, 2500 euro til hver af de antagelig 4000 russiske soldater, som stadig er i live, og som for nu 70 år siden slap levende fra det nazistiske helvede af tvangsarbejde og lejrinternering. De er mange mænd, nogle få kvinder og stort set alle over 90 år gamle.

For de sidste overlevende er Forbundsdagens beslutning en oprejsning, som mange af dem næppe havde troet mulig. Temaet har været debatteret adskillige gange i Forbundsdagen, og gennem mere end 10 år har Unionspartierne (CDU/CSU) og FDP modsat sig en erstatning. Den sene kovending skyldes politikere som Wolfgang Thierse (SPD), det vedholdende pres fra partierne De Grønne og Die Linke og ikke mindst den ihærdige indsats fra Berlin-foreningen Kontakte-Kontaktij, grundlagt og ledet af Eberhard Radczuweit.

Siden 2003 har Radczuweit, født 1941, kæmpet for en officiel anerkendelse af de sovjetiske krigsfanger som ofre for nazismen. Samtidig begyndte han at indsamle økonomiske bidrag, fordi han frygtede, at hvis det overhovedet ville blive til noget med en skadeserstatning, så ville den for de flestes vedkommende formodentlig komme for sent. ”Krigsfangenskab berettiger ikke til nogen ydelse”, står der i paragraf 11, stykke 3 i stiftelsens statut af 2000. Hvad der overgik de russiske soldater i tyske lejre, gjaldt således som ”almindelig krigsskæbne”, ikke som naziforbrydelse.

De historiske kendsgerninger taler imod denne vurdering. Op mod 5,7 millioner sovjetiske soldater kom i fangenskab under den tyske værnemagts tilintetgørelseskrig. Da de gjaldt som ”undermennesker” og agenter for den ”jødisk-bolsjevistiske verdenssammensværgelse”, satte værnemagten samtlige krigskonventioner ud af kraft før overfaldet på Sovjetunionen den 22. juni 1941.

Omtrent hver anden russiske soldat, knap tre millioner mennesker i alt, døde i tysk krigsfangenskab (til sammenligning var det kun tre en halv procent af de tilfangetagne vestlige soldater, der omkom). Mændene døde af kulde om vinteren på de dagslange transporter i åbne vogne. De døde af sult og sygdomme i fangelejrene. De blev systematisk mishandlet til døde ved tvangsarbejde, eller de blev skudt eller tævet ihjel. De første mennesker, tyskerne gassede i Auschwitz, var sovjetiske soldater.

De frivillige medarbejdere hos foreningen Kontakte-Kontaktij har i løbet af de seneste 12 år indsamlet i omegnen af tre en halv millioner euro, og så vidt det var muligt, har de personligt overrakt pengene til de overlevende i Rusland, Ukraine, Hviderusland, Georgien, Estland, Kasakhstan og Armenien.

Til alle øvrige personer sendte foreningen et brev i forbindelse med pengeoverførslen. Hen ved 7400 personer er blevet begunstiget med hver især 300 euro – en symbolsk sum, skønt den i mange områder i det tidligere Sovjetrige nærmer sig en årspension.

Som en modydelse bad medarbejderne de forhenværende fanger om at fortælle deres livshistorier, og i de forløbne 10 år har man i foreningen i Berlin modtaget flere end 5000 breve. Siden 2006 har man hver fredag videresendt et af disse breve til sine venner og velyndere.

Vi har udvalgt syv af disse ”fredagsbreve” – ofte flere sider lange og affattet i en håndskrift, der røber alder og sygdom – som her kan læses i forkortet form. De handler om krigens rædsler, om glæden ved at overleve den, men også om den nye ydmygelse og udgrænsning i Sovjetunionen, hvor det kun var de sejrrigt hjemvendte eller døde soldater, der blev regnet for helte, mens alle andre blev betragtet som forrædere.

Den taknemmelighed, som taler ud af de fleste af disse breve, gør én skamfuld. Men indimellem gives der også udtryk for sårede følelser og skuffelse. ”Jeg takker Dem for brevet,” skriver Petr Mikhailovitsj Sakidin i september 2009, ”men pengene behøver jeg ikke. De burde ikke indsamle dem fra almindelige mennesker. Hvis Deres land ikke vil betale nogen erstatning til krigsfangerne, så betyder det, at det ikke føler sig skyldigt i de forfærdelige lidelser, der blev påført os.”

Det har nu ændret sig. For foreningen Kontakte-Kontaktij er arbejdet imidlertid ikke færdigt. Siden sommeren 2015 har Eberhard Radczuweit og hans assistenter været travlt beskæftiget med at informere de sidste overlevende om, at de nu kan ansøge den tyske stat om en skadeserstatning. Foreningen har fremsendt rundt regnet 4900 breve. Foreløbig har man fået 1400 svar, heraf 500 meddelelser om dødsfald; 200 breve kom retur med påtegningen ”ubekendt på adressen”. Foreningen har videregivet i alt 800 adresser til det tyske finansministerium, som allerede har modtaget de første ansøgninger.

Uden foreningens forarbejde ville Forbundsrepublikken sandsynligvis slet ikke have været i stand til at kontakte de pågældende personer på en så målrettet måde. De tidligere krigsfanger er nemlig ikke organiseret, og de bor ofte afsondret i små landsbyer. Selv for Eberhard Radczuweit er den centralasiatiske region, og særligt de forhenværende sovjetrepublikker Kasakhstan og Usbekistan, en ”hvid plet”. Mange af de gamle krigsfanger har end ikke en konto, man kan overføre erstatningssummen til. Om det vitterlig stadig drejer sig om 4000 mennesker, sådan som Forbundsregeringen skønner? Radczuweit er skeptisk.

Der er ikke megen tid at løbe på, hvis hjælpen skal nå frem. Og situationen er vanskeligere nu end nogensinde før. Konflikten i Ukraine betyder en yderligere forværring af den i forvejen hårde hverdag for mange af de forhenværende krigsfanger. Har man ikke tilstrækkeligt med kontakter, er der i mange af områderne ikke længere nogen lægehjælp at få.

Radczuweit og hans medarbejdere hjælper så godt, de nu kan. Med assistance fra deres samarbejdsorganisationer sørger de for at få bragt brænde og fyringsolie ud til fjerntliggende landsbyer i Kaukasus, hvor vinteren er særligt hård. Og de lægger øre til de overlevende, igen og igen – hvilket betyder mindst lige så meget for mange af dem som det at få et tvingende nødvendigt økonomisk bidrag fra privatpersoner eller en officiel betaling. Det er skildringerne nedenfor et vidnesbyrd om.
 

Lejren lå i en svinestald

Rusland, Voronezj, juli 2006

På vegne af Ivan Anisimovitsj Korsjunov skriver Aleksandr Sergejevitsj Mitisjkin til Dem. Han vil gerne takke for den humanitære hjælp, der er tilfaldet ham. Den 10. september 2005 blev Ivan Anisimovitsj 92 år gammel. Han føler sig trods sin høje alder ved godt mod, han går lange ture, interesserer sig for politik og skælder ud på de dovne lokale funktionærer. I regi af mit arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem har jeg tit haft at gøre med Ivan Anisimovitsj. I efteråret 2003 fik han ved vores mellemkomst status af krigsveteran. Det indbringer ham en pension på 250 dollars om måneden.

Ivan A. Korsjunovs skæbne er betegnende for vores lands historie. Han oplevede også kollektiviseringens tid.

Et særligt dybt ar på sjælen efterlod krigen, i hvilken han ikke havde affyret et eneste skud. Den 18. august blev han indkaldt og efter en måneds forberedelse sendt til fronten. Om aftenen den 20. august blev han sammen med sin enhed i Belaja Kalitva sendt til frontlinjen. De blev beordret til at grave sig ned i deres skyttegrave. Hen på morgenen trængte fjendtlige tropper ind på dem bagfra og tog hele enheden til fange. Således tilbragte han tiden frem til 1943 i forskellige lejre og var derpå indtil krigens slutning landmandsknægt med samme rettigheder og pligter som et arbejdsdyr.

Jeg vil på dette sted gerne berette fra Ivan A. Korsjunovs erindringer om episoder fra hans liv i en krigsfangelejr ikke langt fra den ukrainske by Krementjuk. Lejren lå i en tidligere svinestald. Fangerne sov i den halm, der var strøet ud til svinene, og de forrettede deres daglige nødtørft udenfor i en aflang grubldste æe. Om morgenen gik soldaterne fra ledsagekonvojen langs med gruben og skubbede dem, der ikke havde nået at trække deres underbukser op, ned i den. Staklerne sprællede et stykke tid frem og tilbage i forsøget på at komme op igen ved egen kraft, indtil man gav dem et tov eller en stang.

Når de havde halet de ulykkelige op af gruben, begyndte lejrvagten nådesløst at gennempiske de i fækalier fuldstændig indsmurte fanger for så at genne dem hen til deres medfanger. Det syntes soldaterne var morderligt sjovt. Jeg kunne ønske mig, at om så også blot ét af de unge mennesker i Deres land, som er stolt af at være en ”homo sapiens”, ville sætte sig i de personers sted, som man trak op af fækaliegruben, og ville gøre sig en nok så vag forestilling om, hvad et menneske har følt under disse betingelser.

Med venlige hilsner

A.S. Mitisjkin, I.A. Korsjunov

Vi er ikke fjender længere, vi er brødre

Ukraine, Zjytomyr, juni 2006

Jeg hedder Pavel Jakovlevitsj Artemenko. Jeg blev født den 1. august 1924. Jeg var en simpel dreng fra landet. Som 16-årig afsluttede jeg min lærlingeuddannelse. Jeg blev forflyttet til Taganrog. Krigen begyndte. De første tyske bomber ramte vores militærværft. Vi fortsatte med at arbejde. Efter befrielsen af Kijev blev jeg sendt til fronten. Straks efter de tyske troppers tilbagetrækning fra Kijev blev jeg indkaldt. (…)

Da jeg var blevet såret i 1944, blev jeg taget til fange. Man anbragte os i jordhuller. I vores hul var der 17 mand. En dag kom nogle tyske soldater og tog de sårede med til Nemyriv i det vestlige Ukraine. Der var ingen lægehjælp at få, kun sult, diarré og dysenteri. Senere blev vi transporteret til Tyskland. I den tyske lejr var livet lige så hårdt.

Efter de russiske troppers fremrykning blev vi fordrevet fra vores lejr. Da vi marcherede derudad i en kolonne, lagde jeg mærke til en høj kvinde, der stod i vejkanten med en dreng. Drengen gav mig i al hemmelighed et stykke mad. De tyske opsynsmænd så det ikke. Det var særdeles farligt for kvinden. Jeg har altid gerne villet finde denne familie. Men hvordan skulle jeg kunne det? Jeg er ukrainer og bor i Ukraine. Måske var drengen akkurat ligesom De, lige så barmhjertig. Jeg beder om forladelse. Jeg er stærkt bevæget og skriver kaotisk.

Der er gået mange år siden da. Vi er ikke fjender længere. Vi er brødre. Mange ukrainere bor i dag i Tyskland.

Jeg har en søn, født i 1954, og en datter, født i 1958. Oprindelig havde jeg ni børn. Mange af dem er ikke længere i live. For seks måneder og tre dage siden fik jeg et oldebarn, Artur.

Lad os holde brevkontakten.

Pavel Artemenko

Det gør ondt overalt, også i min sjæl

Hviderusland, Mogiljov, februar 2007

Jeg kan ikke udtrykke min tak. Jeg kan simpelthen ikke finde de rette ord. Deres brev kan jeg ikke læse uden at få tårer i øjnene. De har behandlet mig, et jævnt menneske, med forståelse og respekt.

Nu vil jeg fortælle en smule om min person. Jeg blev født i 1921 i landsbyen Ljubonitsjij i distriktet Kiovskij i regionen Mogiljov i Hviderusland. I november 1940 blev jeg indrulleret i hæren. Jeg tjente som menig soldat i den 12. skyttebrigade. Den 22. juni 1941 begyndte krigen. Jeg blev sendt til fronten. I juli blev jeg hårdt såret i Ukraine. Jeg lå længe helt alene. Jeg mistede meget blod. Omsider blev jeg afhentet og bragt til byen Kislovodsk pr. tog sammen med andre sårede. Man behandlede mig i ni måneder.

Efter helbredelsen sendte man mig atter til fronten. Jeg kom til Kertj på Krim og havnede i en hulning. Jeg blev taget til fange af tyskerne og fragtet til Hagen i Tyskland. Her satte man mig i krigsfangelejr. I lejren begyndte krigens rædsler for mig.

Menneskene var tynde og afkræftede – og helt hvide i ansigterne. Men man var tvunget til at arbejde. Hver dag døde en masse mennesker. Jeg overlevede takket være et mirakel. Maden var kaloriefattig og yderst sparsom: Man snittede en smule roer – og dertil var der vand. Det var det. Det kaldte man ”suppe”. Derudover fik man 200 gram brød i spåner. Den ration mad skulle række til en hel dag.

Jeg arbejdede til at begynde med på en byggeplads i Hagen. Siden arbejdede jeg på Schmidts fabrik, hvor jeg betjente en fræsemaskine og fremstillede maskindele. I fabrikshallen var der en kommandant, en tysker. Han var et vældig godt menneske, meget menneskelig. Han råbte aldrig og skældte heller ikke ud på nogen. Han viste medfølelse med os. Jeg var radmager. Han sørgede for, at jeg kom til at arbejde i køkkenet. Jeg ved ikke, om denne mand stadig lever. Jeg har glemt hans navn.

I lejren blev vi jævnligt ydmyget og pryglet. Det husker jeg meget tydeligt. Der var en polak. Hver morgen ved appellen stod han dér med en gummistok, eller nogle gange med en jernstav, og slog løs på folk.

Det er svært at genkalde sig det hele. Meget af det har jeg ikke længere i hovedet. Jeg opholdt mig i Tyskland indtil 1945. Så blev jeg befriet af amerikanske tropper. Sammen med andre krigsfanger blev jeg transporteret til Brest i en jernbanevogn. De svage, syge og uarbejdsdygtige af os blev sendt videre til Sibirien. Stedet hed Issa. Her skulle jeg arbejde i to år. Jeg måtte ikke vende hjem. Straks blev man beordret i arbejde. Vi blev kategoriseret som fædrelandsforrædere, ene og alene fordi vi var havnet i krigsfangenskab. Vi huggede store stykker ler i småstykker og stablede dem. Derpå blev alt leret fragtet væk i vogne. Jeg tilbragte halvandet år det sted. Jeg blev syg og fik orlov.

(…) Mine forældre var døde. Jeg havde kun én slægtning, en bror. Min anden bror, som var uddannet lokofører, var faldet på fronten. Jeg kom hjem uden nogen legitimationspapirer på mig. Jeg kunne ikke få lov at studere. Jeg behøvede et skriftligt bevis på, at jeg var blevet såret i Kislovodsk. Det viste sig, at mine papirer ikke kunne opdrives. Arkivet var brændt ned til grunden. Jeg opnåede ingenting.

I dag er jeg 86 år gammel. Jeg undrer mig over, at jeg overlevede dengang, at jeg stadig er i live. Nu er jeg meget syg. Det gør ondt i mine ben, mine hænder, min mave. Det gør ondt overalt. Det gør også ondt i min sjæl.

Min pension er yderst beskeden. Jeg lever sammen med min hustru, Sofia. Vi har to børn og to børnebørn. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive. Når jeg synker hen i erindringer, får jeg ondt i hovedet. Jeg er ofte meget nervøs. Det er svært overhovedet at forestille sig, hvordan jeg overlevede det alt sammen. Jeg hører dårligt. I min højre hånd har jeg stadig granatsplinter. Jeg kan ikke finde nogen papirer eller dokumenter.

Hermed slutter jeg mit brev.

Med bedste ønsker

Ivan Dmitrijevitsj Solonovitsj

Den, der har prøvet at sulte, spiser mindre

Ukraine, Poltava, maj 2007

Som De ser, svarer jeg Dem, altså er jeg endnu i live, selvom jeg bliver 86 år den 18. juni 2007.

Jeg tænker helst ikke tilbage på de hårde dage og år under krigen, frem for alt ikke på tiden i fangenskab og de første måneder i koncentrationslejren Volodimir-Volinskij i Ukraine, hvor der hver dag døde 10-15 helt uskyldige mennesker. Som De ser, overlevede jeg, hvad enten det nu var, fordi skæbnen ville det sådan, eller fordi min organisme var stærkere end andres. Men som 21-årig vejede jeg kun 42 kilo. Hvor er det hårdt at tænke tilbage på alt det.

Det kan også være, at min organisme stod alle vanskeligheder igennem, fordi det hedder: Hvis et menneske har prøvet at sulte, så spiser det mindre. Og det var ikke kun én gang i livet, at jeg var nødsaget til at lide af sult. Vi havde hungersnød i 1933, jeg var halvt død, så fulgte mere end tre år i fangenskab og så videre. I 1929 begyndte kollektiviseringen hos os. Og de tog alting fra os. De sidste gram korn.

Da Stalin var død, blev livet lettere, og vi fik tildelt en pension som invalider fra Den Store Fædrelandskrig. Jeg mærkede, at jeg nu var et menneske, altså måtte jeg leve, selvom det ikke var så nemt med mit skrantende helbred. Så stiftede jeg familie: kone og to døtre, nu har jeg også børnebørn og endda et oldebarn på 13 år.

Men den nuværende stat har også behandlet mig uretfærdigt: For 17 år siden kom jeg på en venteliste, for som invalid fra Den Store Fædrelandskrig var jeg berettiget til en bil. Af helbredsmæssige grunde har jeg dog ikke noget kørekort, så jeg skulle stille med en chauffør. Men da turen efter 15 år endelig kom til mig, for tre år siden, var loven blevet lavet om, så nu skulle chaufføren være bosiddende hos mig. Da der ikke er nogen på min bopæl, der kan køre bil, fik jeg ikke tildelt nogen bil. Jeg sagde til dem, at de kunne sælge min bil til en anden for den halve pris og give mig i det mindste 25 procent af pengene til min medicin. Jeg behøver heller ikke nogen bil i en alder af 85 år. Jeg vil leve mit liv til ende også uden en bil.

Godt, at de i det mindste betaler en pension, så jeg har til mad, selvom en gammel, syg mand jo ikke behøver så meget.

Med de bedste hilsner fra min familie og mig, N.K. Kordjuk

Margarine smagte jeg første gang i kz-lejren

Rusland, Sibirien, december 2008

Først vil jeg gerne bekræfte, at jeg allerede for længst har modtaget Deres brev og understøttelsen på 300 euro, hvilket jeg takker Dem meget for, også på vegne af mine lidelsesfæller.

Deres brev har bragt mange ting fra den tid frem i min hukommelse. Jeg var ung. Jeg er vokset op i en fattig familie, ja, sågar margarine smagte jeg for første gang i koncentrationslejren. Den marmelade, som blev hældt ud fra fade på perronen, forekom mig at være en delikatesse. Måske var det netop derfor, jeg var i stand til at overleve. Man siger jo, at det vigtigste er den indre indstilling!

Naturligvis var der også meget hårde perioder undervejs. Hvis jeg ville skrive om alting, ville der komme en hel roman ud af det. Jeg registrerede, at de, der var ældre end mig, havde det langt hårdere, og mange af dem kunne ikke holde til det – de døde af kulde, sult og sygdomme. Da jeg arbejdede i ”kaput-kommandoen”, smed vi de døde i bunkevis ned i de allerede udgravede gruber. Af dem fra Kaukasus, et meget frugtbart område, var der særligt mange, der døde. Jeg tror, at vores ”moder”, Sibirien, har hærdet os både legemligt og åndeligt. Næsten alle mine landsmænd derfra vendte hjem igen.

Nogle gange var vi så heldige at komme ind i en arbejdstrop, som skulle arbejde for tyske familier. Dér fik vi linser med spæk. På den tid var det en ubeskrivelig lykke, når man indimellem kunne spise sig rigtig mæt. Når det lykkedes os at finde et par kartofler, gemte vi dem under hovedpuden.

De har bedt mig skrive om mit liv i dag, og hvad jeg tænker i dag. Det kan ikke siges i to sætninger. Efter hjemkomsten arbejdede jeg først som matematiklærer på en skole, og så valgte jeg at tage en rigtig uddannelse. Jeg begyndte at studere fysik og matematik. Efter studierne fik jeg en stilling på universitetet, hvor jeg har undervist i geometri, indtil jeg gik på pension.

Nu er jeg 85 år gammel. Jeg har tre børn, fem børnebørn og to oldebørn. Jeg er glad for, at jeg overlevede dengang, og at jeg har set og oplevet så meget. Selvfølgelig ville jeg gerne engang tage tilbage til de steder, hvor jeg var, for at se, hvordan der ser ud nu.

Endnu en gang mange tak!

Dasji Abidujevitsj Chajdapov

Jeg husker alting fra Tyskland

Rusland, Krasnodar kraj, oktober 2007

Mange tak for de 300 euro.

Jeg skriver meget gerne til Dem om mit liv. Jeg er født i byen Engels (i volgatyskernes autonome republik), hvor jeg boede indtil 1940.

Jeg ville være forskningsrejsende, det havde jeg trænet til lige siden min barndom. Jeg trænede mine øjne og hænder og spillede knoglespil (igra v babki).

Senere, og helt til slutningen af min skoletid, trænede jeg i at kaste til måls med granat, at klare mig i tre dage uden vådt eller tørt, at gå 100 kilometer to-tre gange om sommeren, at løbe på ski 50 kilometer om vinteren og at svømme over floden Volga fra Engels til Saratov.

Selv den dag i dag mærker jeg hverken tørst eller sult på varme dage.

Fra oktober 1940 til juli 1941 var jeg på artilleriskole i Pensa (panserartilleri). På skolen klarede jeg mig godt i håndgranatkast, i at overvinde vandforhindringer og i 100-meter-løb i fuld udrustning og med gevær – jeg klarede mig faktisk bedst af alle, og skolelederen præmierede mig med en ferie.

Tyskerne indledte deres angreb den 3. oktober. Jeg kom straks i direkte ildkamp, infanteriet stagnerede, og der var tab. De sendte et fly. Jeg rettede kanonen lodret opad og begyndte at skyde – men ramte ved siden af.

Flyet kastede bomber mod jorden og forsvandt. Infanteriet kunne ikke trænge frem, og mit kanonrør eksploderede. Så begyndte vores artilleri at skyde. For kort og for langt. Jeg blev ramt i hovedet og mistede bevidstheden. Jeg blev ikke dræbt, men læsset på en vogn. De skød en jøde, der var chauffør hos mig.

Jeg var i disse lejre på Sovjetunionens territorium:

Banestation Lesna i Hviderusland fra 18. oktober 1941 til 12. juni 1942. Sult, kulde, dysenteri, plettyfus. Stort antal døde. Jeg var ikke syg.

Kalvarija i Litauen fra juni til 28. oktober 1942. Her så jeg general Karbysjev.

Så Kaunas i Litauen fra 29. oktober 1942 til 22. marts 1943. Halvt arbejdslejr. Her var betingelserne bedre. Ingen døde. Man sendte de fysisk stærkeste til Tyskland, heriblandt mig.

Braunschweig i Tyskland fra 23. marts-25. oktober 1943. Gode betingelser, forplejningen helt i orden. Jeg blev sat til at rangere togvogne på værkjernbanen og blev også brugt som tolk. Lokoføreren og hans folk ville hjælpe mig med at flygte. De placerede mig i den bageste vogn og gav mig civilt tøj og proviant. Men vognen blev koblet fra. Senere sagde undersøgelseslederen til mig, at hvis det var lykkedes mig at nå frem til mine egne, ville de omgående have skudt mig som spion.

Derpå fulgte følgende arbejdslejre:

Ehra (25.10.43-22.11.43).

Fallersleben (22.11.43-20.8.44).

Stiddien (20.8.44-28.12.44).

Echte (1.1.45-4.4.45).

Den 5.4. blev vi evakueret som følge af amerikanske angreb.

Den 9.4. flugt.

De er sikkert overrasket over, at jeg har hæftet mig ved alle betegnelser og datoer. Efter det hukommelsestab, jeg led i 1941-1942, er min hukommelse blevet normal igen, og jeg kan huske alting fra Tyskland.

Indtil den 13. juli 1945 befandt vi os i den amerikansk besatte zone i Altengrabow og i Oranienburg. Vi fik god forplejning. Den 13. juli 1945 fandt kontrolgennemgangen sted. I Ovrutj i Ukraine gav man mig officersgraden af løjtnant tilbage og sendte mig til Simferopol fra september 1945 til februar 1946. Jeg var kommandant, indtil jeg indgav min afskedsbegæring og blev sendt hjem.

I Saratov i 1946-1952 afsluttede jeg medicinstudiet med fin succes. Jeg var erhvervsaktiv indtil 1999, hovedsageligt inden for det administrative område som cheflæge på et regionssygehus.

Jeg har tre børn, som alle har taget en akademisk uddannelse. Desuden to børnebørn og tre oldebørn. Helbredsmæssige problemer har jeg også, især hovedpine, men jeg behandles forskriftsmæssigt og har det i det hele taget ganske godt. Jeg bevæger mig, laver havearbejde og tager på fisketur med min kone (vi har bil, en Moskvitsj fra 1984).

Skrive og læse kan jeg uden briller.

Med højagtelse

Viktor Stepanovitsj Asejev

Hindbær og honning. Alt sammen gratis

Ukraine, Ivano-Frankivsk, juli 2009

Jeg har fået Deres lykønskninger til min fødselsdag og er dybt rørt. Mange tak for den humanitære hjælp.

Jeg kom i fangenskab ved floden Dnepr, jeg var såret på begge ben og havde granatsplinter i ryggen. Jeg blev interneret i lejren for krigsfanger i Smila i Ukraine, hvor jeg ikke modtog nogen som helst medicinsk behandling, så mine fingre begyndte at bulne og gå i forrådnelse.

Mad fik man kun én gang om dagen – et glas mugne solsikkekerner, hvilket medførte, at alle fik dysenteri. Mennesker døde som fluer. En ældre krigsfange, en usbeker, reddede mit liv. Han arbejdede i køkkenet hos tyskerne, og han må have haft ondt af mig, fordi jeg så så sølle ud. Han gav mig suppe og desinficerede bandager. Efter nogen tid blev vi, der var sårede, overflyttet til Drohobytj i Lviv-regionen i Ukraine til et fængsel, som allerede var bygget under Katarina den Store. Her var der lunt, for bygningen blev varmet op med gas.

I 1945 blev jeg befriet af den sovjetiske hær og optaget i en enhed, som jeg tjente i indtil 1948. Nu er jeg pensionist. Jeg har læst fysik og matematik på Den Polytekniske Læreanstalt i Lviv – jeg er ingeniør.

Hvis De har mulighed for det, må De meget gerne informere folk om, at jeg er leveringsdygtig i følgende produkter: syltede, ristede eller tørrede champignoner, for eksempel til medarbejderne på Opel-fabrikkerne. Jeg kan skaffe naturhonning fra bjergene i alle mængder og bærsorter: solbær og blåbær fra Karpaterne og lignende.

Hvis De vil være så rar at give mig Deres fulde navn og adresse, vil jeg gerne have lov at sende Dem en lille pakke til nytår med syltede solbær, blåbær og hindbær samt honning, eksempelvis lindeblomsthonning, som er god mod forkølelser. Alt sammen gratis.

Med de bedste hilsner

Andrej Sacharovitsj Jemeljantsjuk


Oversat fra Die Zeit af Morten Dyssel