Resultatet vakte opsigt, da det blev offentliggjort sidste år: Egtvedpigen, dette nationalsymbol, som blev begravet i den østjyske muld for næsten 3400 år siden, var slet ikke dansk.
Den unge 16- eller 18-årige kvinde, som en sommerdag i år 1370 før Kristus blev lagt i en egekiste og begravet i en gravhøj ved Egtved nær Vejle, var født og opvokset i Sydtyskland, viste analyser af hendes tænder og hår, som blev offentliggjort sidste år.
Det var helt nye videnskabelige analysemetoder, der gjorde det muligt at spore hende tilbage til Schwartzwald. Egtvedpigen er ikke den eneste, som har føjet en ny og uventet brik til forståelsen af bronzealderen i Skandinavien.
Kemiske analyser af blå glasperler fundet i danske bronzealdergrave har afsløret, at perlerne stammer fra Egypten og Mesopotamien. Og ifølge en ny fortolkning af de svenske helleristninger er de firkantede pletter, som hidtil var en gåde for arkæologerne, i virkeligheden en gengivelse af såkaldte oksehudsbarrer af kobber fra Kreta.
”Det er en ny og mere nuanceret fortælling om den skandinaviske bronzealder, der samlet tegner sig på baggrund af disse nye opdagelser,” siger Flemming Kaul, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.
”Vi har altid vidst, at der i bronzealderen var langdistancehandel mellem Skandinavien og resten af Europa. Det metalløse Skandinavien måtte nødvendigvis skaffe sig kobberet til bronzegenstandene ude i Europa, og det danske og skandinaviske rav fulgte de samme handelsveje mod syd.
Men man mente, at de skandinaviske bronzealdersamfund var primitive og tilbagestående landbrugssamfund, der kun fik adgang til fremmede varer takket være fremmede handelsfolk. De seneste års forskningsresultater tyder på, at disse handelsvarer ikke bare blev byttet fra hånd til hånd gennem Europa, men at der formentlig har været direkte kontakt mellem skandinaviske handelsfolk og kulturerne omkring Middelhavet,” fastslår han.
Han er netop en af dem, som har bidraget til denne nye viden om Skandinaviens forbindelser til oldtidskulturerne ude i verden takket være et forskningssamarbejde med museumsinspektør på Moesgaard Museum, Jeanette Varberg, og det franske forskningsinstitut CNRS.
23 blå glasperler fra danske bronzealdergrave er blevet underkastet en såkaldt plasma-spektrometrisk metode, der analyserer sporstofferne i perlernes kemiske sammensætning. I 2014 dokumenterede Jeanette Varberg og hendes kolleger, at glasperlernes sporstoffer er identiske med dem, der findes i de såkaldte koboltblå perler fra værksteder i Armana i Egypten og i Nippur i Mesopotamien. En perle fra en kvindegrav ved Ølby nær Køge stammer fra samme værksted som de perler, der ledsagede den egyptiske farao Toutankhamon i graven i år 1323 før Kristus.
Det indebærer, at bronzealderens mennesker var i stand til at rejse og sejle langt, først over Østersøen og siden videre ad tyske og centraleuropæiske floder. Over 1000 kilometer til vands og til fods gennem ukendte egne. Det forudsætter lokale kontakter, der kunne vise vej og hjælpe med forsyninger og husly. Og det er her, Egtvedpigen kommer ind i billedet.
”Hun kom formentlig til Danmark som led i en alliance mellem gæstevenner. Når man rejste i fjerne og ukendte egne, var det smart at have lokale venner, man kunne stole på, i en tid, hvor man ikke bare kunne indlogere sig på et hotel. Gæstevenskaber var med til at sikre handelsvejene, og alliancerne kunne styrkes ved, at man giftede sig ind i hinandens familier,” siger Flemming Kaul.
Seniorforsker ved Nationalmuseet Karin Margarita Frei analyserede sidste år isotopen strontium i Egtvedpigens tænder og hår. Strontium findes i jordskorpen, men i forskellige mængder afhængigt af stedet, og optages derfor i organismen i forskellig grad, afhængig af hvor man befinder sig. Og Egtvedpigen befandt sig i Sydtyskland omkring Scwarzwald, da hun voksede op, men rejste flere gange frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark, inden hun blev begravet i Jelling.
Egtvedpigen er altså et bevis på, at de skandinaviske bronzealderfolk var involveret aktivt i den europæiske handel og ikke nøjedes med at skaffe sig kobber og glasperler via mellemhandlere, der tog det eftertragtede rav i bytte.
Det er også den konklusion, Johan Ling fra universitetet i Göteborg drager ud fra en nyfortolkning af hidtil uforklarlige symboler i de sydsvenske helleristninger. Især i Bohuslän findes helleristninger med en slags mørke firkanter, hvis hjørner forlænges i en svag bue.
Johan Lings teori er, at disse firkanter i virkeligheden symboliserer de såkaldte oksehudsbarrer – kobberbarer, hvis form minder om oksehuder, hvor hjørnerne antyder benene. Disse oksehuds- barrer, der kunne veje op til 37 kilo, var en praktisk måde at transportere kobber på, som blev benyttet i det østlige Middelhav og på Cypern.
”Disse symboler på svenske helleristninger viser, at bronzealderens skandinaver var fortrolige med denne typiske middelhavsvare. Formen er så tæt på de arkæologiske fund, at folk må have set og følt de virkelige barrer, før de afbildede dem på klippen. Vi har aldrig fundet oksehudsbarrer i Nordeuropa, så en plausibel forklaring er, at de har set dem på deres rejser gennem Europa og altså har handlet direkte med middelhavskulturerne i stedet for via mellemmænd,” siger Johan Ling.
Også her har naturvidenskabelige undersøgelser understøttet arkæologernes teorier. Kun kobbermalm fra Cypern indeholder præcis de samme blyisotoper, som man har fundet i de svenske bronzeøkser.
”Disse matchende isotopsignaturer leverer solidt videnskabeligt bevis for, at skandinaverne deltog i langdistancehandel med middelhavsverdenen. Det er noget, vi har undervurderet, især hvad angår den maritime handel. Vi har aldrig fundet egentlige bronzealderskibe, men Hjortspringbåden fra Als fra den tidlige jernalder, der kunne transportere 22 mand og en fragt på 700 kilo, har en bemærkelsesværdig lighed med helleristningernes skibe og tyder på en kontinuerlig bådebyggertradition. Skandinaviske høvdinge har investeret massivt i både og besætning for at kunne handle med den store verden og udviklede en viden og en kunnen, som – alle forskelle til trods – minder meget om det, der siden skete i Vikingetiden,” siger Johan Ling.
Den hidtidige forestilling om, at de skandinaviske samfund først langt senere blev mobile og rejste ud i verden, skal revideres, siger også Flemming Kaul.
”Bronzealderverdenen var præget af det, vi i dag kalder globalisering. Sydeuropæisk kobber til bronzeredskaberne og skandinavisk rav, der i Sydeuropa havde samme værdi som guld, var motorerne i bronzealderens internationale økonomi og også forklaringen på den velstand, der kendetegnede Skandinavien i bronzealderen,” siger han.
”Det betyder, at vi skal revidere vores opfattelse af den skandinaviske bronzealderverden som isolerede og tilbagestående landbrugssamfund. Den gamle forestilling om, at kobbermalm og bronzegenstande kom til Skandinavien takket være fremmede handelsfolk, er forkert. Bronzealderens skandinaver udviklede et meget dynamisk samfund, og ihvert fald eliten havde viden og teknisk kunnen til at rejse ud og deltage i den internationale handel.”