Prøv avisen
Interview

Bruddet med nazisterne var ikke bare en lettelse

Et berømt fotografi fra besættelsestiden: Fregatten Peder Skram går den 29. august 1943 til bunds ved Lange­linie Kaj i København. Den danske flåde sænkede sine egne skibe, for at de ikke skulle blive taget i brug på tysk side. – Foto: Ritzau Scanpix

På onsdag er det 75 år siden, den danske regering brød samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Dagen var en lettelse, men også fyldt med paradokser, siger journalist Niels-Birger Danielsen, der er aktuel med en bog om modstanden og tiden frem til den skelsættende dag den 29. august 1943

Du nævner i din nye bog, at den 29. august 1943 var en stolt mærkedag for Danmark. Men du skriver også, at der var stor tvivl om beslutningen?

”Der var fra regeringens side ikke længere tvivl, da besættelsesmagten ville have de danske myndigheder til at stå for dødsstraf til sabotører. Her gik grænsen endegyldigt for samarbejdet. De kompromiser, regeringen måtte sluge, var også blevet værre og værre. Dansk politi havde længe stået over for flere meget svære situationer, når de skulle bekæmpe modstanden og var nødsagede til at rykke ud og anholde modstandsfolk. Derfor var det en lettelse, at ansvaret fra den 29. august 1943 ikke længere lå hos danske myndigheder. På den anden side betød det, at livet efterfølgende ville blive sværere for danskerne, især for modstandsfolkene. Det havde regeringen jo længe arbejdet hårdt for at undgå.”

Hvem var tvivlende?

”I Socialdemokratiet var der eksempelvis ikke kun lettelse. Af partiformand Alsing Andersens udtalelse få dage efter den 29. august kunne ses, at flere i partiet mente, at koalitionen af kommunister, Holger Danske-folk og andre borgerligt-nationale modstandsfolk havde væltet en velfungerende politik. Politikere fra tre af regeringspartierne – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre – samt den socialdemokratiske fagbevægelse og erhvervslivets organisationer bestræbte sig til det sidste på at neutralisere modstandsbevægelsen og undgå et brud med samarbejdspolitikken.”

Du skriver indledningsvis, at der har hersket en myte omkring sammenbruddets betydning. Hvilken myte?

”Det er konsensusmyten om et enigt dansk folk. Efter krigen forsøgte specielt de socialdemokratiske topfolk Vilhelm Buhl, H.C. Hansen og Hans Hedtoft at tilsløre, at de havde været trofaste tilhængere af samarbejdspolitikken ved at sige, at perspektivet i deres politik hele tiden havde været, at bruddet måtte komme på et tidspunkt. Det kunne Hedtoft og H.C. Hansen gøre med særlig stor troværdighed, fordi tyskerne allerede i 1941 havde forlangt, at de opgav deres politiske poster, da de tilbage fra 1930’erne havde været kendt som skarpe antinazister. Socialdemokratiet og i anden række de andre samarbejdspartier krævede at blive anerkendt som ’medkæmpere’. Man var i 1945 mere eller mindre nødt til at abonnere på modstandssynspunktet, hvis man ville bevare magten. Buhl, Hansen og Hedtoft reddede deres karrierer, mens Alsing Andersen led politisk skibbrud på grund af sin politisk usmarte udtalelse fra dagene efter den 29. august 1943, der nok var ærlig, men uden gehør for udviklingen i folkestemningen.”

Du skriver også, at der var mange dobbelttydigheder omkring bruddet. Og især én karakter blev symbol på det?

”Ja, det var flådens chef, viceadmiral A.H. Vedel. Han blev symbolet på det Danmark, der sagde stop den 29. august, men som alligevel arbejdede videre i systemet efterfølgende. Efter sidste regeringsmøde mødtes han med forsvarsministeren og holdt fast på, at flådens skibe måtte sænkes for ikke at ende i hænderne på tyskerne. Det giver et indtryk af en slags krigshelt, der gik op imod besættelsesmagten. Han kæmpede for flådens ære. Men Vedel var samtidig systemets mand og blev i modsætning til de øvrige danske officerer ikke interneret. Han var mere embedsmand end soldat og indgik efterfølgende i Departementchefstyret, hvor han var et indflydelsesrigt medlem frem til 1945.”

Hvad betød bruddet den 29. august 1943 for modstanden?

”Dagen blev startskuddet til en virkelig hård del af modstandskampen. Frem til bruddet var det ikke livsfarligt at blive anholdt af det danske politi, og hvis man endda blev udleveret til den tyske krigsret, vidste man også, at der var danske myndighedspersoner, der ville forsøge at modarbejde processen. Men efter den 29. august 1943 stod frihedskæmperne direkte over for Gestapo og trusler om dødsstraf. Allerede i oktober blev en frihedskæmper tortureret ihjel i Dagmarhus.

Der var i befolkningen længe opbakning til samarbejdspolitikken og dens rationelle begrundelser. Stemningen ændrede sig betydeligt frem til bruddet, blandt andet på grund af de tyske soldaters langt mere aggressive adfærd over for befolkningen, i takt med at krigslykken vendte på flere fronter. Den folkelige protest voksede, der kom afgørende strejkebølger i større danske provinsbyer, der udviklede sig på en helt uventet måde og kulminerede i Aalborg kort før bruddet. Der dannedes hidtil usete alliancer, der slog samarbejdskonceptet i stykker. Længst kom det i Odense, hvor kommunistisk ledede strejkebevægelser fik opbakning fra den brede del af befolkningen, og lokale arbejdsgivere udbetalte løn under strejken. Det var enestående og viste, hvordan stadig bredere dele af det etablerede samfund stillede sig på modstandens side i sommeren 1943. Protesten kulminerede på statsplan den 29. august.”

Du er i gang med et stort firebindsværk om modstanden. Hvad vil du gerne fortælle?

”Der er ikke siden 1950’erne lavet et samlet værk om hele modstandskampen. Mit fokus er hovedsageligt, hvordan meget forskellige mennesker reagerede på en meget enkel impuls. En række individer stod i en situation, de fandt uacceptabel og ville ændre. Men hvordan? Jeg trækker trådene helt tilbage til 1930’erne og ser på de faktorer, der var med til at præge folk, der senere blev frihedskæmpere. Jeg vil gerne skildre samspillet mellem dem, der gik ind i frihedskampen med vidt forskellige motivationer. Det menneskelige niveau er det bærende i den måde, jeg skriver på.

Det er en vigtig fortælling, og endnu mere nu, hvor stort set alle frihedskæmpere er døde. Men mange nulevende danskere, der er i familie med modstandsfolkene, har aktier i dette afgørende kapitel i danmarkshistorien. At det stadig er meget vigtigt, så man for nylig, da frihedskæmperen Povl Falk-Jensen blev politianmeldt for mordet på et dansk stikkerpar lige efter krigen. Og i kølvandet på det har barnebarnet til de dræbte været ude og fortælle om, hvordan en hel familie blev efterladt i stor sorg og med en stor skam. Besættelsestiden er stadig meget aktuel.”

Tyske soldater ved en aktion på Christianshavn. – Foto: Vittus Nielsen/Ritzau Scanpix
Niels-Birger Danielsen. – Foto: Politikens Forlag