Tysk forbundspræsident i tale om Reformationen: Bundethed til samvittigheden gør fri

Den reformatoriske opdagelse af det enkelte menneskes bibelsk begrundede frihed hører med til den lange og ofte blodige europæiske frihedshistorie, sagde Tysklands forbundspræsident Joachim Gauck i en nylig tale om Reformationen

„Her står jeg, jeg kan ikke andet.“ Martin Luthers legendariske ord, her gengivet fra gulvet i Gedächtniskirche i den tyske by Speyer, betoner individets ansvarlighed for egne handlinger. Men som den tyske forbundspræsident Joachim Gauck understreger i sin tale, opfordrer Luther ikke dermed til en grænseløs individualisme, som gennemtrumfer sin vilje og sine ønsker på alle andres bekostning. For ligesom friheden er bundet til skriftens ord, er også individet bundet til sin samvittighed.
„Her står jeg, jeg kan ikke andet.“ Martin Luthers legendariske ord, her gengivet fra gulvet i Gedächtniskirche i den tyske by Speyer, betoner individets ansvarlighed for egne handlinger. Men som den tyske forbundspræsident Joachim Gauck understreger i sin tale, opfordrer Luther ikke dermed til en grænseløs individualisme, som gennemtrumfer sin vilje og sine ønsker på alle andres bekostning. For ligesom friheden er bundet til skriftens ord, er også individet bundet til sin samvittighed. . Foto: Evangelische Kirche der Pfalz.

At Reformationen og denne højtidelighed til minde om den er bevægende for mig helt personligt som protestant og som den præst, jeg engang var, vil sikkert ikke overraske nogen. Men i dag taler jeg til Dem som forbundspræsident og giver dermed udtryk for, at vort samfund betragter denne først og fremmest kirkelige begivenhed som værende overordentlig vigtig.

Vi blander her ikke på utilstedelig vis den kirkelige og den statslige sfære sammen, men staten anerkender derimod, at den også selv i sin historie på mangfoldig vis er præget af Reformationen og dens virkningshistorie. Vort samfund i dets nuværende form er utænkeligt uden de kristne kirker. Og det er utænkeligt uden Reformationen.

En sådan konstatering kan i dag fremsættes helt uden antikatolske toner. Broerne mellem konfessionerne er blevet mere og mere bæredygtige, og på utallige steder eksisterer der for længst et virkeligt fælleskab og en selvfølgelig økumenisk praksis. Forbi er heldigvis for længst de tider, hvor katolikkerne ikke kunne føle sig jævnbyrdigt behandlet, jeg tænker her for eksempel på kulturkampen (antikatolsk kampagne i mange europæiske lande i 1800-tallet, red.).

Ved ingen tidligere reformationsjubilæer har der i vort land levet så mange mennesker, som tilhører en anden religion end den kristne – eller slet ingen religion. De udgør alle nu en selvfølgelig del af vort land. De nyder troens og samvittighedens frihed og hermed umistelige fundamentale rettigheder, som næppe ville have eksisteret uden Reformationens antænding.

Kristendommen er blevet lutret i tre bål: Reformationens, oplysningstidens og religionskritikkens bål. Den har betalt en høj pris for dette med sekulariseringen og den selvstændige folkekirkes ophør (på tysk tæller ordet ”folkekirke” de store kirker, den katolske kirke kaldes også folkekirke, red.). Men på den måde er kristendommen tilpasset moderne tider, i hvert fald på de væsentlige områder. Alternativet til kritisk reflekteret tro kan let føre til fundamentalisme – og hvor meget had og vold, der af den grund er opstået i verden, det har vi ikke kun set i de forgangne århundreder, nej, vi oplever det også den dag i dag næsten dagligt.

Derfor angår Reformationen alle, den har til dato i væsentlig grad været medbestemmende for historie og skæbne i mange lande inden for Europa og i store dele af verden uden for Europa, men ganske særligt i vort Tyskland og hos vore skandinaviske naboer.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Reformationen var den første historiske dato, som man her med virkning i brede kredse og organiseret af staten mindedes med et jubilæum. Herved opstod, da man i 1617 fejrede hundredårsjubilæet, den mindekultur, som i dag synes os så selvfølgelig. Og allerede dette første jubilæum viser, ligesom de følgende for øvrigt også, at mindehøjtideligheder også altid er identitetspolitik, hvad enten man så er bevidst om det eller ej.

På samme måde, som man i 1617 gav udtryk for en protestantisk-triumferende, antikatolsk holdning, tog pietister, tidlige repræsentanter for oplysningstiden og ortodokse hver for sig i 1717 Reformationens arv til indtægt for deres udformning af troen. Efter krigene mod Napoleon blev reformatoren Martin Luther i 1817 gjort til forkæmper for national selvhævdelse, og i 1917, midt i Første Verdenskrig, havde den prøjsisk-nationalistiske fortolkning overmagten. Alle Lutherbilleder, så ensidige de hver for sig var, kunne påberåbe sig faktiske, om end ikke altid lige centrale, dele af hans virke.

Således kunne antisemitter for eksempel også argumentere ud fra Luthers antijødiske polemik. Denne side af hans virke, som netop i de senere år har været genstand for udførlige undersøgelser, bør man ikke overvurdere, men man bør heller ikke fortie den. Den forbliver – selvom den er tidstypisk – en dunkel side af hans virke.

I DDR’s historiepolitik kunne man så iagttage det åndeløst spændende skift fra det negative billede af Luther som fyrstetjener og forræder af bønderne til forsøget på i Lutheråret 1983 at påkalde sig Reformationen som begyndelsen på en tidlig borgerlig revolution og som arnested for socialismen på tysk grund.

Dette nøgterne blik tilbage på en del af virkningshistorien lærer os selvkritisk forsigtighed: For også vi er børn af vor tid. Og vore efterkommere vil en skønne dag lægge mærke til, hvad vi selv er betinget af, de vil se vore blinde pletter. Men alligevel skal vi, som generationerne før os har gjort, stille spørgsmål om, hvad Reformationen betyder for os i dag.

Reformationens dybtgående virkningshistorie har praktisk talt indflydelse på alle livets områder til helt ind i millioner af menneskers mest personlige livsførelse. Den måde, som de tænker og føler på, hvordan de taler, hvad og hvordan de tror, og hvordan de giver udtryk for deres tro: Alt det er medbestemt af den komplekse og rigt facetterede begivenhed, som vi beskriver med et eneste ord „reformation“.

Begyndelsen kunne næppe være mere uanseelig: En endnu ung professor i teologi formulerer nogle pointerede teser. Men med disse teser vedrørende afladsvæsenet satte Luther dog helt principielt spørgsmålstegn ved en væsentlig praksis inden for kirken, en praksis, som ikke bare var af stor religiøs og kulturel betydning, men også af økonomisk og magtpolitisk relevans, og som spillede en vigtig rolle for mennesker i deres helt personlige trosliv.

Han havde på den måde slået døren op til en helt ny verden. Men hverken Luther eller nogen anden af reformatorerne i de europæiske lande, som Calvin og Zwingli, kunne ane, hvilke omstyrtende samfundsmæssige og politiske følger deres kamp for en reform af troen og kirken skulle få. For dem drejede det sig nemlig frem for alt om sjælens frelse, om det rigtige forhold til Gud, om himmel og helvede.

Mange af os i dag forstår slet ikke mere, hvordan man i det hele taget kan gøre sig tanker om det – og endnu mere fremmed er vel for de fleste den sjælekval og samvittighedsangst, som til stadighed beskæftigede menneskerne ved udgangen af middelalderen – og en af dem i særlig høj grad: Martin Luther.

”Hvordan får jeg en nådig Gud? Hvad vil Gud straffe mig for? Hvad sker der med mig efter min død?” Det var disse meget personlige religiøse spørgsmål, stillet af anfægtede sjæle – og de nye svar på dem – der udløste de politiske, ja verdenshistoriske omvæltninger.

At reformatorernes tanker kunne udvikle en så uhyre stor sprængkraft, skyldes sikkert også gunstige omstændigheder, for eksempel bogtrykkerkunstens opfindelse, hvorved de nye ideer hurtigt spredtes selv til de fjerneste afkroge.

Men på den anden side kan denne sprængkraft kun forklares med den lidenskabelige søgen efter den rigtige tro, efter viljen til at være from på den rigtige måde, som bevægede de fleste mennesker dengang. Når noget afgørende nu ændrede sig i forbindelse med denne deres livs inderste bevæggrund, så kunne de øvrige forhold heller ikke forblive uberørt heraf.

Lad os for eksempel tage det centrale begreb frihed. Når Luther og med ham de andre reformatorer så stærkt fremhæver, at et menneske ikke opnår Guds nåde, idet han slavisk følger den ham udefra pålagte lov, men kun ved en frivillig bundethed til evangeliet, så blæser her en frisk frihedens brise over verden. Her kan man virkelig tale om forandringens vinde. Man kan ligefrem høre, hvordan menneskene ånder lettet op: Ikke en kirkelig øvrighed og dennes vilkårlighed bestemmer over min tro, men min egen frivillige bundethed til Guds ord.

Luther selv står eksemplarisk for den frimodighed, der blev vundet af denne frihed. Denne frimodighed forlader ham nu aldrig mere, heller ikke over for de højeste instanser, rigsdagen og kejseren. Han legemliggør i egen person et kristent menneskes frihed. Den er ganske vist aldrig absolut, og den er heller ikke anarkistisk, som den i den nyeste tid somme tider er blevet forstået inden for politik og kultur. For Luther vinder den enkelte netop mod og frihed til at forme sit liv i bundetheden til Gud, netop i tilliden alene til nåden. Og på den måde kan han medvirke til at forme verden.

Heraf opstår så også råbet på politisk frihed. Allerede kort tid efter begyndte de oprørske bønder i Sydvesttyskland at tage de nye idéer til indtægt for deres kamp: Da mennesket har modtaget frihed og værdighed fra skaberen selv, har ingen anden lov til at tage den fra ham. Altså krævede de konsekvent afskaffelse af trældommen.

Også bønderne begrundede deres anliggende med den hellige skrift. Og som Luther lod de sig kun modbevise med argumenter fra Bibelen. Men så direkte politisk havde Luther ikke villet have sit budskab forstået. Han var ganske simpelt bange for anarki. Og af den grund bekæmpede han oprørerne med, også helt bogstavelig talt, tilintetgørende polemik.

Alligevel hører netop den reformatoriske opdagelse af det enkelte menneskes bibelsk begrundede frihed med til den lange og ofte blodige europæiske frihedshistorie. Den vedblev med at være en dynamisk drivkraft til endelig at skabe et samfund, i hvilket politisk frihed er garanteret, og hvor ethvert menneske er anerkendt som et eget retssubjekt.

Også for emancipationens historie var det på langt sigt overordentlig virksomt, at mennesket kun stod direkte, uden formidling, over for Gud. Præster og kirke skulle ikke længere stå mellem det enkelte menneske og dennes Gud, så at sige som formyndere. Denne bemyndigelse gjaldt i samme grad for kvinder og mænd og gjorde afhængige lægfolk til myndige og selvstændige troende.

Også dette havde indflydelse på borgerskabsligt og statsligt liv. Længslen efter demokratisk deltagelse har sine rødder i det reformatoriske krav om myndighed. Det er en kostbar arv.

Den, som er myndig i troen, bliver også bevidst om, at han i sine livsafgørelser står alene, uden formynder, og er ansvarlig for sig selv. „Her står jeg, jeg kan ikke andet.“ Disse overleverede ord kender og husker vi alle. De betyder: Også over for de højeste instanser gælder den individuelle ansvarlighed for egne handlinger. Det betyder dog på ingen måde en grænseløs individualisme, som gennemtrumfer sin vilje og sine ønsker på alle andres bekostning, men samvittighedsfuld selvbundethed.

For ligesom friheden er bundet til skriftens ord, er også individet bundet til sin samvittighed. Om samvittighedens stemme er Guds stemme, er et spørgsmål om den personlige trosoverbevisning. Men også uden den religiøse overbevisning hører det til de store menneskelige skatte, som ikke blev opfundet af Reformationen, men som her på ny blev draget frem i lyset, at det enkelte menneske, når alt kommer til alt, kun er ansvarlig over for sin egen samvittighed. Denne bundethed til samvittigheden gør fri – fri til et selvstændigt, ansvarsfuldt, samvittighedsfuldt liv.

Når friheden er bundet til evangeliet, ligger en konsekvens lige for hånden: Bibelen skal være tilgængelig for alle kristne mennesker, så vidt muligt for hver og en. Overalt i Europa opstod der dengang bibeloversættelser til folkelige sprog. Mange europæiske nationalsprog har deres grundlæggende skrift i en bibeloversættelse fra reformationstiden. Martin Luthers oversættelse har til dato været bestemmende for vort tyske sprog. Og den dag i dag er det tyske sprog præget af ord, talemåder og metaforer, som han har opfundet – en genial, skabende kunstner, der trods al sin lærdom har formået, og det hele livet igennem, at skrive og tale almuens sprog.

Men ordet er ud over den hellige skrift også prædikenens og teologiens ord, videnskabens og massekommunikationens ord. Siden Reformationens tid er mennesker i Europa mere og mere kommet til at leve i et medielandskab, i en til dato enorm mængde af trykte medier. Ikke kun i gudstjenesten, men også i det daglige liv har ord og skrift fået overordentlig stor betydning.

Den europæiske kultur bliver en bogens, ordets, skriftens kultur. Alle og enhver skal kunne tage del heri. Sproglig dannelse bliver næsten forstået som en religiøs pligt. Dermed lægges en vigtig grund for fornuft og rationel forståelse af verden. Evnen til sproglig kommunikation betyder jo også evnen til at argumentere, til fredelig diskussion, til forståelse af fremmede eller nye tanker, til kompleks fremstilling af en kompleks virkelighed.

Ved siden af evangeliets sandhed og ved siden af den deraf følgende frihed var Reformationens vigtigste ord vel „nåde“. Den erfaring, som for Luther gik langt ud over alt andet, var, at han alene ved Guds nåde blev til et retfærdigt og godt menneske. Det var hans livs befrielsesoplevelse, hans søgende og ofte forskræmte sjæls befrielse.

Nåde var dengang et centralt ord – i dag er det os måske fremmed. Og alligevel forekommer det mig, at vi netop i dag ville have mere behov for nåde end for noget andet. Først og fremmest har vi brug for at vise os selv nåde, så vi ikke ender i en fortvivlet udmattelse, fordi vi konstant skal genopfinde og optimere os selv. Nåde skal vi også vise vore medmennesker, som har fejl og er ufuldkomne væsener, ligesom vi selv er, og fra hvem vi alligevel tit forventer perfektion og ingen problemer.

Desuden breder der sig i vores samfund en nådesløshedens, nedsablingens, selvretfærdighedens, foragtens uvæsen, fra internetfora og helt ind i politiske debatter, et uvæsen, som er brandfarligt for os alle.

At vi er mindre plaget af angst og frygt end mennesker på Reformationens tid, kan man næppe påstå, heller ikke selvom denne angst ikke længere manifesterer sig som skinbarlige dæmoner og djævle.

Jeg ønsker mig af dem, for hvem Reformationen er mere end en historisk begivenhed, og for hvem den kristne tro spiller en vigtig rolle, at de ud fra denne tro igen og igen kan vende sig med aktiv hjælp og støtte imod de nådesløse tilstande – og ikke bare dette, men også at de kan skabe forandring og angive nye retninger. Vi har også i dag brug for mennesker, der kan modgå tidens ængstelighed. Om nødvendigt også med den rolige trodsighed, som Luther formulerer den:

„Og myldred djævle frem på jord / Og os opsluge vilde / Vi frygte dog ej fare stor / De deres trusler spilde…“

For mange mennesker er troen på Gud eller på en ufortjent himmelsk nåde ikke længere nogen personlig oplevet virkelighed. Dem ønsker jeg, at de her og der oplever nåde fra deres medmennesker og også selv møder andre mennesker med nåde. Når mennesker bliver klar over, at de her og der på uforståelig måde har fået noget foræret, er blevet støttet eller beskyttet, eller hvis de med stor forbavselse oplever, at de er kommet ud for noget godt, som de ikke selv har arbejdet sig frem til – så har de muligvis haft en oplevelse af nåde.

På latin hedder nåde „gratia“. „Gratis“ kommer af det ord: Storsindethed og given uden tanke på sig selv. Og også „gratie“ er afledt af det, den naturlige tilværelses lethed. Hvor en sådan gratie opleves, er der sikkert heller ikke langt til nåde.

Derfor glæder vi os til mindehøjtidelighederne for Reformationen. Lad os tage dem som en udfordring for vor tænkning og handling i dag. Reformationen går foran os i sin lidenskab for sandhed og frihed, og netop derfor angår den os også: Som enkelte skabninger, der søger at vandre i sandfærdighed og frihed på deres vej, som kristne, hvis kirke ikke kun har en reformation bag sig, men også altid en foran sig – og som borgere, der netop i den ånd forbliver deres samfund forbundet i stadig beredvillighed til fornyelse.

Forbundsrepublikken Tysklands præsident Joachim Gauck ved ceremonien „500 år reformation“ den 31. oktober 2016 i Berlin.