”Vældige sten, der er lagt over de gamles grave og huler, som vidner om giganternes kultur.” Således beskriver historikeren Saxo Grammaticus i 1100-tallet stenalderens storstensgrave og deraf betegnelsen jættestuer.
De monumentale storstensgrave pryder fortsat det danske landskab i mere eller mindre bevaret stand. Oprindeligt lå der over 25.000, måske helt op til 40.000, af dem spredt i landskabet, hvilket er den tætteste koncentration af storstensgrave i hele verden. I dag er henved 7300 af dem registrerede og cirka 2800 bevarede og fredede.
I over 30 år har arkæolog Svend Illum Hansen arbejdet med at restaurere storstensgrave og har ad den vej fået et indgående kendskab til disse grave og byggefolkene bag, og det opsummerer han i sin nye bog ”Jættestuebyggerne. Arkitektur i Danmarks stenalder”.
”Igennem årene har jeg genopbygget talrige megalitgrave, og undervejs i processen med at skille og samle stenene har jeg fået en tydelig fornemmelse for, hvordan disse byggefolk tænkte. Vi har altid tilstræbt at bruge oprindelige materialer og metoder og har derfor stået med de samme problemstillinger som datidens stenbyggere. Det har kun øget min respekt for dem, for de tænkte både som ingeniører og arkitekter,” forklarer Svend Illum Hansen.
Den komplekse konstruktion af storstensgravene med opretstående bæresten og tonstunge dæksten sammenholdt og understøttet af indskudssten og tørmure indikerer, at der stod erfarne folk bag.
”For mig hersker der ingen tvivl om, at der dengang rejste professionelle byggesjak rundt og opførte storstensgravene. Det var ikke et projekt, som en landsbys befolkning bare kunne kaste sig ud i. Det krævede en håndværksmæssig erfaring og viden, som det tog årevis at opbygge. Så måske gik stenbygger-erhvervet i arv inden for visse familier og fra mester til lærling. Undervejs i mit arbejde med storstensgrave rundt om i landet blev det tydeligt, at der er visse fællestræk og normer inden for gravbyggeriet. Men så er der også små forskelle, der står som en slags fingeraftryk efter en bestemt stenbygger. At han altid løste nogle ting på sin måde og måske gav det videre til sine folk. De særtræk kan gå igen på tre-fem megalitgrave fra samme område, så man på den måde kan følge de samme stenbyggere flere steder og virkelig opleve at komme helt tæt på dem,” siger Svend Illum Hansen.
Et stengravsbyggeri skete givetvis på en lokal høvdings initiativ. Gravtypen dukkede op i begyndelsen af bondestenalderen, hvor folk slog sig ned som fastboende med agerbrug og husdyrhold. Små bysamfund opstod og dermed også et mere fasttømret hierarki, der måske manifesterede sig ved opførelsen af en kæmpemæssig stengrav.
Man kan derfor forestille sig, at høvdinge rundt om i landet allierede sig med et hold stenbyggere for at få opført en standsmæssig grav til høvdingen selv og familien. Der blev udvalgt et passende sted at bygge, måske et helligt sted med en affolket langhøj. Så satte stenbyggerne de lokale i gang med at indsamle byggematerialer, for det var tidskrævende at finde så store mængder materiale og de helt rigtige sten i den helt rigtige størrelse.
”Det indsamlede materiale blev givetvis sorteret og lagt klar i bunker, som vi ser det på en byggeplads i dag. Derefter har det taget stenbyggerne en sæson, måske flere for de helt store jættestuer, at bygge. Ved Jordehøj på Møn fandt vi en rampe, der var groet til med græs undervejs i byggeprocessen, så her var man tilsyneladende i gang i flere sæsoner,” påpeger Svend Illum Hansen.
Første trin af et jættestuebyggeri var opførelsen af gravkammer og gang, hvor stenbyggerne formåede at tumle mange tonstunge sten. Dernæst opførte man en kæmpemæssig høj, der kunne variere i udformningen, ligesom materialerne også varierede regionalt — man bevægede sig nemlig sjældent langt efter byggematerialet.
Både stengrav og høj blev udstyret med konstruktionsmæssige finesser. Tørmure skulle forhindre højfyld i at trille ind i gravkammer og gang. Tætningssten, birkebark og tagdryp skulle holde gravens indre tæt og tørt. Der blev også indlagt drænsystemer i form af kanaler fyldt med flint, der kunne lede vand bort og holde dyr ude.
”Nogle af de tidligste jættestuer var faktisk de mest velbyggede, hvor vi ser mange sindrige finesser. Men selv om vi efterhånden ved meget om de her grave, er der fortsat spørgsmål at besvare. Det ville jo være herligt at finde nogle bevarede arbejdsredskaber for at afdække byggeprocessen nærmere. Så er der jo også det eviggyldige spørgsmål om, hvordan stengravene blev brugt. For efter den første begravelse i en jættestue genbrugte man den jo til flere begravelser, så der blev rodet og regeret med knoglerne. Nogle steder fremstod de som benhuse med knoglerne liggende sorteret. Andre steder blev de afdøde placeret siddende i nicher, og det er der gjort nye iagttagelser af i Falbygden i Sverige,” fortæller Svend Illum Hansen.
I løbet af den godt 300 år lange periode, hvor storstensgravene blev opført, skete der altså skift i både de håndværksmæssige og trosmæssige traditioner herhjemme.
Og ligeså pludseligt som jættestuebyggerne dukkede op, ligeså pludseligt forsvandt de:
”Der var jo tale om et sandt byggeboom med alle de storstensgrave, og så nærmest fra den ene dag til den anden holdt man op. Omkring 100 år står lidt ’mørke’, og vi ved ikke rigtigt, hvad der skete. Var det mangel på materialer? Eller på byggespecialister? Min umiddelbare indskydelse er, at en eller anden form for epidemi ramte de her mennesker. For det er pludselig totalt stop! Måske får vi også svar på det en dag,” lyder det håbefuldt fra Svend Illum Hansen.