Christian II: En moderne konge med stormagtsdrømme

Historikeren Lars Bisgaard har skrevet en biografi om Christian, der fortæller historien om en konge med internationalt udsyn. Værket sætter samtidig spørgsmålstegn ved myterne om kongens mentale helbred, som har domineret fortællingerne om regenten

Carl Blochs berømte maleri fra 1871 af Christian II i fangenskab på Sønderborg Slot viser kongen gå rundt om et bord, mens han filosoferer over, hvordan det gik ham så galt. –
Carl Blochs berømte maleri fra 1871 af Christian II i fangenskab på Sønderborg Slot viser kongen gå rundt om et bord, mens han filosoferer over, hvordan det gik ham så galt. – . Foto: Wikimedia.

Historieskrivning er ofte blevet brugt til at fremme en bestemt dagsorden. Det var formentlig også tilfældet, da historikeren C.F. Allen i 1860’erne skrev om Christian II (1481-1559), for her skildres kongens berømte forhold til elskerinden Dyveke som sand kærlighed, mens ægteskabet med Elisabeth af Habsburg fik karakter af rent proforma. Og den fremstilling siger noget om udgangspunktet for formidlingen, vurderer Lars Bisgaard, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet og i denne uge har udgivet bogen ”Christian 2. – En biografi”.

”I 1800-tallet blev det moderne at trodse arrangerede ægteskaber. Allen ville fortælle om den fremsynede konge, der sætter kærligheden over alt. Men det er svært at finde beviser for,” siger Lars Bisgaard.

Christian II var konge af Danmark og Norge fra 1513 til 1523 (og konge af Sverige i 1520-1523). Han blev til sidst kuppet af adelen og måtte flygte fra Danmark. Inden da havde han gennemført Det Stockholmske Blodbad, hvor 82 mennesker fra den svenske elite blev henrettet. Kongens mentale helbred er ofte blevet brugt som forklaring på hans handlinger. Men Lars Bisgaard mener ikke, at der er belæg for at påstå, at kongen generelt var psykisk ustabil.

“Christian II er nok den første danske konge i historien, hvor vi har materiale, der både rummer en synsvinkel fra dem, der holdt med ham, og fra dem, der ikke kunne lide ham. Det er vanskeligt at finde sandheden. Jeg har dog fundet materiale fra to uafhængige kilder, der viser, at han har haft noget, der minder om en depression, da han levede i landflygtighed i Tyskland. Christian II fik lagt et horoskop, hvori der stod, at ’eders majestæt har alt for meget melankolsk væske i deres blod’, men det var der ifølge personen, der udlagde horoskopet, ikke noget at sige til, da kongen havde været udsat for så meget modgang,” fortæller Lars Bis- gaard.

Formålet med biografien om Christian II er dels at punktere en række myter, dels at belyse kongens stormagtsdrømme. Christian II er en af de mest kendte danske konger uden for landets grænser, men der er ikke blevet skrevet en dansk biografi om regenten siden 1800-tallet. Ligeledes har de værker, hvor kongen har indgået i, haft et meget nationalt fokus, siger Lars Bisgaard.

”Christian II fik et stort internationalt netværk. Hans morbror var Frederik den Vise af Sachsen, som spillede en stor rolle i Reformationen. Netværket til Sachsen hjalp til at få skabt en alliance med den tysk-romerske kejser, og han blev gift ind i den habsburgske kejserslægt. Det var uden fortilfælde, at en dansk konge fik så stærke internationale alliancer. Det gav ham rygdækning til at begynde en handelskrig med de nordtyske hansestæder med Lübeck i spidsen.”

Christian II var veluddannet og mestrede mange sprog. Han var tiltrukket af ny viden og må ifølge Lars Bisgaard betegnes som rationalist. Han reformerede kancelliet, så forvaltningen blev stående i 300 år. Han var visionær, men formentlig ikke så god til at tage imod rådgivning.

“Han tog ikke imod råd fra andre – sikkert fordi han syntes, at han selv havde så mange indsigter. Den overbevisning har nok været en hæmsko for hans succes, og han fik mange fjender,” siger lektoren.

Det afgørende for kongens fald var ifølge forfatteren, at kejserslægten vendte ham ryggen og i stedet begyndte at støtte Lübeck, da Christian II øgede Øresundstolden, som gik ud over de hollandske skibe. Og da han tacklede et svensk oprør ved at henrette folk i hobetal, vækkede det international forargelse.

Kong Gustav Vasa, som regerede Sverige fra 1523 til 1560, da landet ikke længere var under dansk kontrol, skabte fortællingen om ”Christian Tyran”, hvis regimente er et sort kapitel i svensk historie.

Men Gustav Vasas fremstilling af Det Stockholmske Blodbad er præget af store fordrejninger, mener Lars Bisgaard, der selv bruger den mindre maleriske betegnelse ”kætterprocesserne i Stockholm” om begivenheden, som fandt sted før Reformationen i Danmark i 1536. Enhver, der brød kirkeloven bevidst, var dengang kætter. Derfor var det en kættersk gerning at fængsle ærkebiskoppen. De personer, som blev henrettet, var hovedsageligt støtter af det nationalistiske Sture-parti, som ville løsrive Sverige fra den danske konge, mens den svenske kirke og dele af de svenske stormænd ville samarbejde med Danmark.

”Kongen gennemførte processen sammen med andre svenskere. Felttoget mod Sverige i 1521 var en såkaldt kristen befrielseskrig af et land, hvis ledere var kættere. Derefter var det på det tidspunkt naturligt, at man indledte kætterprocesser. Men svenskerne havde nok troet, at processen ville foregå hos den højeste myndighed i Rom og tage lang tid. Den svenske ærkebiskop gav dog kongen det råd, at løfter til ’åbenbare kættere’ var en konge ikke forpligtet til at følge. I stedet gennemførte kongen processen i Stockholm, og det er nok der, han går galt i byen. Havde han ladet det gå via Rom, havde han beholdt den internationale linje, hvor kristenheden stod imod svenskerne,” mener Lars Bisgaard.

Når kætterprocessen blev så spektakulær, skyldtes det ifølge historikeren, at to biskopper var blandt de henrettede.

”Kirkeledere blev yderst sjældent dømt til døden, og selvom den svenske konge Karl Knutsson havde gjort det i 1450’erne, er de fleste enige om at se mordet på bisperne som et tegn på, at Christians kætterprocesser, som han udførte i samarbejde med den svenske ærkebisp Gustav Trolle, udartede. Selv uden Gustav Vasas propaganda fremstår Christian II grum og usympatisk.”