Prøv avisen

Døden for egen hånd

Overalt i Europa blev selvmordere stigmatiseret. Ingen ville røre ved dem eller medvirke ved deres begravelse. Her i Schweiz i 1500-tallet, hvor en lille flok skal til at begrave en selvmorder -- det såkaldte tønderitual. Den afdøde bliver bugseret hen til en tønde. Liget ville blive hevet ind i den og rullet i floden til evig glemsel. På den måde slap folk stort set for at røre ved det urene lig. -- Illustration: Luzerner Bilderchronik.

Først over 200 år begyndte man at diskutere selvmord offentligt. En konservativ statsmand og teolog, Ove Høegh-Guldberg, var den, der for alvor forsøgte at gøre op med det middelalderlige syn på selvmord

Scene et: Lyden af klirrende glasskår fylder luften i det indre København – nærmere bestemt i Toldbodgade i året 1791. Neden for det smadrede vindue ligger flådens fabriksmester, Stibolt, i en stor blodpøl. Stendød. Sladderen går straks, for selvmordet var vel blot, hvad man kunne forvente. Stibolt havde netop tabt en magtkamp i Admiralitetet. Hans familie var velstående, og de gik straks i gang med at overbevise myndighederne om, at han havde handlet i sindssyge. Hvis ikke familien kunne bevise det, ville staklen blive begravet uden for kirkegården og i uindviet jord. Og ikke mindst ville kongen konfiskere den dræbtes ejendom, som det var skik og brug, og som det jo stod skrevet i Danske Lov.

Scene to: Statsmanden og teologen Ove Høegh-Guldberg, Helstatens mægtigste mand, kører sig en tur ved aftentide i sin karet. Han sidder lunt og godt i læ iført sit stiveste puds og med ny paryk. Det er i året 1781, og kareten tager ham ned langs kanalen. Pludselig hører han et plask, og han ser en mængde mennesker stimle sig sammen. "Han sprang i af egen vilje", siger en. En person bliver holdt tilbage, da han vil springe ud og hjælpe den ulykkelig sjæl. "Lad ham være. Det er en selvmorder. Hans krop er uren." Selvmorderen var sømand, og hans død ville ikke udløse storbysladder. Til gengæld kunne hans efterladte se frem til at få deres formue konfiskeret.

Danske Lov fra 1683 var klar angående selvmord. At dø for egen hånd var en forhånelse af Gud, og derfor skulle den døde begraves uden for kirkegårdene. Hans formue og ejendom skulle konfiskeres af staten. Loven om selvmord kan spores tilbage til middelalderen, og først i den første halvdel af 1700-tallet blev det muligt at omgå loven, hvis selvmorderen var sindssyg i gerningsøjeblikket.

For eksempel bestemte Frederik IV i 1717, at en selvmorder kunne få en kristen begravelse, hvis der forelå vidnesbyrd fra præst eller læge, der attesterede, at den afdøde led enten fysisk eller psykisk. Som ovenfor nævnt var der antagelig ikke lighed for loven. Overklassen kunne klare frisag, hvorimod laverestilledes efterladte ville få deres ejendom konfiskeret. Selvmord var en alvorlig sag. Den døde kunne forvente at brænde til evig tid i Helvede, og for efterladte ventede tiggerstav og fattighjem.

1700-tallets Danmark var kristent på godt og ondt. Ser man bort fra minoriteter som fritænkere og ateister, så bekendte hele befolkningen sig til den kristne lære. Mange mennesker afholdt sig derfor også fra at begå selvmord, fordi de oprigtigt troede på, at de ville havne i Helvede. Desperate selvmordskandidater måtte derfor finde andre udveje til at forlade deres jordiske liv. I 2000 forsvarede historikeren Tyge Krogh sin disputats om straf i Oplysningstiden. Her benytter han et besynderligt begreb: selvmordsmordere.

"Tage livet af andre for at miste livet selv. Det særlige ved disse mord var, at morderen ikke nærede nogen uvilje mod offeret, og at hensigten med mordet var at blive henrettet", skriver Krogh. Det var vidt forskellige mennesker, som valgte den udvej. Folk med kærestesorger, soldater og tjenestepiger.

En særlig gruppe blev dog udgjort af kvinder, som var kommet i ulykkelige omstændigheder. De var blevet gravide uden for ægteskabet, og dengang var det lig med en tur ned ad den sociale rangstige. En ydmygelse, som ikke alle kunne håndtere.

Mange ugifte kvinder valgte at slå deres eget barn ihjel. For eksempel Cicilia Johansdatter fra København. Hun fødte i 1744 et barn uden at være gift. Det ser ud til, at hun håbede, at faderen til barnet, en soldat, ville gifte sig med hende. Det skete imidlertid ikke.

I 1781 havde Christian VII's statssekretær fået nok. På grund af kongens sindssyge havde Ove Høegh-Guldberg (1731-1806) langsomt fået mulighed for at gøre sin indflydelse gældende på Christiansborg. Og det gjorde han. I løbet af sine 12 år (1772-1784) som statsmand var han ophavsmand til omtrent 10.000 større eller mindre kongelige befalinger. Af historikere bliver han typisk betragtet som en bigot og konservativ statsmand. På i hvert fald et område gør han det eftermæle til skamme: Den 6. juni 1781 udsendte han et kongeligt dekret, som bød undersåtterne at gribe ind, hvis de så en selvmorder. Ifølge overtroen var en selvmorders krop uren, og hans melankoli, som havde drevet til selvmordet, kunne smitte. Guldberg var blevet forfærdet over, hvor mange som sprang i kanalerne i København, og hvor mange som bare så på.

Guldbergs dekret var banebrydende og det første forsøg i Europa på at gribe statsligt ind over for et voksende problem. Det var også en ny retning for Guldberg. Nogle år tidligere havde han nemlig været med til at forbyde en oversættelse af Goethes "Den unge Werthers lidelser" med den begrundelse, at bogen ville give anledning til en stigning af selvmord blandt ulykkelige forelskede. Forbuddet fik ikke den ønskede effekt. Tværtimod blev bogen og emnet "romantisk selvmord" mere interessant.

Med dekretet gik han samtidig i rette med alverdens teologer, og han måtte have været klar over, at det ville skabe en slags debat. Guldberg ønskede uden tvivl et opgør med kirkens lære om en selvmorders fortabelse. "Ingen Mennesker er dannede til at beklæde en Domstoel, der skulle dømme Mennesker, som havde vundet Styrke til at forkorte med Mod deres Liv", skrev han et par år senere til en ven. Kirkens lære byggede på katolsk dogmatik. Guldberg var lutheraner, og derfor var der yderligere grund til skaffe sig af med den katolske arv. Midlet til at få selvmordsraten ned var oplysning og ikke forbud, som han mislykket havde forsøgt sig med i forbindelse med "Den unge Werthers lidelser".

Den franske historiker Geoges Minois er en af de få, som har forsket i emnet. Ifølge ham kan kirkens fordømmelse af selvmord spores tilbage til 1234, hvor man kan finde det første eksempel på en begravelse i uindviet jord. Det var teologen Thomas Aquinas (1226-1274), der var kirkens bannerfører i fordømmelsen af selvmord. Teologerne var også dengang uenige. Det var spørgsmålet om fortolkningen af det femte bud: Du må ikke slå ihjel, som delte vandene.

"Thomas Aquinas havde en filosofisk tilgang til selvmord. Han så på både for og imod. På den ene side hylder Bibelen Samsons selvmord, og der findes skriftsteder, som kan fortolkes til forsvar for selvmord. Men han nåede frem til, at selvmord var en fornærmelse mod Gud og samfundet. Derfor er det absolut forbudt", skriver Minois.

Det var altså en ældgammel tradition, som Guldberg indledte et opgør med, og det er nok tvivlsomt, om hans indspark havde nogen virkning til at begynde med. Ved udbruddet af Den Franske Revolution i 1789 havde selvmordsdebatten nået et højdepunkt, og mange steder i Europa var man begyndt at afkriminalisere selvmord. I Danmark blev det først afkriminaliseret i 1867. Langt senere end andre steder på trods af, at staten forsøgte at gribe ind med oplysning som våben. Kirken må have haft en stærk lobby til at besnakke politikere med konservative teologers sag.

Det kunne derfor være nærliggende at antage, at Danmarks selvmordsproblemer ikke var nær så omfangsrige som i andre lande. I Københavns Stadsarkiv er der gode muligheder for at studere selvmord blandt samfundets laveste. Fattigvæsenets dødeprotokol dér kan give en slags svar på spørgsmålet om frekvensen. I 1805 blev der registreret 69 selvmord. Heriblandt en Simon Nissen, som fik konfiskeret sine efterladenskaber af kongens foged.

Københavnerne brugte de midler, som var til rådighed til at tage sig af dage. Det var drukning, og især Peblingesøen og Sortedamssøen var foretrukne steder. Først et stykke oppe i 1800-tallet begyndte folk at benytte hængning og skydning.

I 1809 undersøgte lægen Henrich Callisen (1740-1824) selvmord blandt københavnere og noterer sig, at "deres tal i de nyere tider meget betydeligt har tiltaget". Han har foretaget en optælling, som viser, at cirka 740 borgere begik selvmord over en 20-årig periode (1785-1805). Tallet medtager altså ikke soldater og sømænd, som der naturligvis fandtes mange af i en garnisonsby. Antallet af selvmord var altså anseeligt.

Årsagerne til selvmord var mange og gamle kendinge. Tungsind, kærestesorger, fattigdom eller konkurs og uhelbredelig sygdom. På den vis er der ikke sket nogen som helst udvikling over de seneste 200 år. Callisen tilhørte den gamle skole. Årsagerne til de hyppige selvmord skyldtes fritænkernes og ateisternes spørgsmålstegn ved Bibelen. Hvis folk blot var stærke nok i troen, ville de kunne bekæmpe deres fysiske og psykiske lidelser. En jurist ved Fattigvæsenets Politiret var noget mere pragmatisk i sin analyse. Hvis selvmord skulle bekæmpes, måtte det offentlige system sætte ind over for de fattigste i samfundet. Det var i den gruppe, at flest begik selvmord, mente han. Oplysning var vejen frem. Børnene skulle allerede lære om det forfærdelige ved selvmord i skolerne.

Tilsyneladende har statsmagten, sammenlignet med andre lande, været for langsom til at afkriminalisere fænomenet. Mere end 80 år tog det, fra Guldberg smed handsken og udfordrede den middelalderlige teologi, til alle selv blev herrer over deres eget liv i 1867. Danmarks høje selvmordsfrekvens har historiske perspektiver. Hverken dæmonisering eller oplysning har vist sig at være vejen frem, og det er vel relevant at spørge om, hvad man så kan stille op? Det er lige så sandsynligt, at fabriksmester Stibolt også ville have begået selvmord i 2006 som i 1791. Det samme er nok tilfældet for den uidentificerede sømand. Begge har de dog her i 2006 større muligheder for at modtage behandling for eventuelle sindssygdomme. Så noget er da sket.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Ove Høegh-Guldberg var akademikeren i dansk politik og repræsentant for den gamle oplysningsskole. Han var en af arkitekterne bag Struensees henrettelse og overtog langsomt styringen med landet i årene 1772-1784. I den periode blokerede han for mange af Struensees reformer og har derfor fået et eftermæle som en ultrakonservativ politiker.
Københavns volde lå i Oplysningstiden forholdsvis isolerede. I aftenskumringen kunne en livstræt person i al ubemærkethed lade sig glide ned i det mørke vand. Og drukning var den foretrukne aflivelsesform. Gift var for de fornemme, hængning for brutalt for de efterladte og skydning for usikkert. -- Illustration: Christen Købke: "Efterårsmorgen ved Sortedamssøen", 1838.