Prøv avisen

75 år efter D-dagen: Fra splittende til samlende fortælling

Her er canadiske soldater på vej ind til en kystby i Normandiet på D-dagen den 6. juni 1944, verdenshistoriens største landgangsoperation, der kostede 10.000 allierede livet. Foto: Den canadiske hær/AFP

Det er først inden for de seneste 30 år, at den allierede landgang i Normandiet på D-dagen for 75 år siden er blevet et politisk symbol

Den 6. juni 1944 klokken 6.15 dukkede en armada med knap 7.000 fartøjer ud af det røgslør, som allierede fly udløste over den franske kyst langs Den Engelske Kanal vest for Le Havre. Det var startskuddet til de allieredes landgang, en enestående militæroperation som markerede begyndelsen på den endelige offensiv mod Nazityskland.

75 år efter vil USA, Storbritannien, Canada og Frankrig endnu engang mindes dette vendepunkt i Anden Verdenskrig. Blot syv måneder efter 100-året for Første Verdenskrigs afslutning vil de samme vestlige lande mindes et andet europæisk blodbad.

10.000 amerikanske, britiske og canadiske soldater mistede livet i det, der er gået over i historien som en heroisk kamp for Frankrigs og Europas frihed. 70-året i 2014 blev en storpolitisk manifestation, der mindedes indsatsen fra alle de ti nationaliteter, der bidrog til Operation Overlord, deriblandt de danske krigssejlere, som blev repræsenteret af dronning Margrethe.

Men D-dagen og Operation Overlord har ikke altid haft denne mytiske plads i den europæiske historiefortælling om kontinentets vej fra slagmark til samarbejde. Den allerførste årsdag i 1945, en måned efter Tysklands kapitulation, blev ganske vist anledningen til at fortsætte sejrsrusen og markere dette nøgleøjeblik i Anden Verdenskrig, hvor den tyske værnemagts deroute for alvor begyndte. Men derefter blev D-dagen hurtigt indhentet af efterkrigstidens politiske realiteter. Ved 20-året i 1964 nægtede den franske præsident Charles De Gaulle pure at deltage.

”D-dagen den 6. juni var en sag for amerikanerne og englænderne, som Frankrig blev udelukket fra. De var fast besluttet på at installere sig i Frankrig som i et fjendtligt territorium. Hvorfor skulle jeg dog mindes deres landgang, som var forspillet til en ny besættelse? Det gør jeg ikke,” sagde De Gaulle ifølge hans minister, Alain Peyrefittes erindringer.

”De Gaulle blev set som en mulig diktator. Der var planer om at stille Frankrig under et fransk-britisk protektorat, man anerkendte ikke De Gaulles provisoriske regering, og man lod trykke amerikanske ’franske’ pengesedler. Man kender Roosevelts bemærkning om De Gaulle: ’Han tror, han er Jeanne d’Arc’,” som den franske historiker ved Sorbonne Universitetet Robert Frank har skrevet.

Og Robert Zaretsky, professor i fransk historie ved Universitetet i Houston, peger på, at De Gaulle hellere ville lægge vægt på fortællingen om den franske modstandsbevægelse som den, der befriede Frankrig fra den nazistiske besættelse.

”Det viser også De Gaulles forsøg på at slå Frankrigs plads fast som en international stormagt efter besættelsen og nederlagene i kolonikrigene i Indokina og Algeriet. To år efter 20-året trådte De Gaulle i 1966 ud af Natos overkommando, og Natos hovedkvarter forlod Paris. At forklejne USA’s rolle i fortiden svarede til hans politik i samtiden,” skriver Robert Zaretsky i magasinet Foreign Policy.

Men derefter blev USA selv i stigende grad fanget i Vietnams inferno og havde ingen interesse i at stille fordums sejre op imod vanskelighederne i Vietnam, påpeger historikeren Olivier Wieviorka, specialist i D-dagen.

”Derfor var det i årtier militæret, der mindedes sine tabte soldater på D-dagen. Det var først i 1984, med præsident François Mittérrand, at D-dagen fik den betydning og det indhold, den har i dag med deltagelse af internationale statsledere. Mitterrand forstod, hvordan D-dagen kunne benyttes til at skabe en fortælling om fred og samarbejde i Europa. Det var også her, at fortællingen om amerikanernes befrielse af Europa fik den fremtrædende plads, den har idag,” siger Olivier Wieviorka.

Fra at handle om militære operationer kom fokus nu til at være på frihed, men også på demokrati. Midt under den kolde krig fik fortællingen om USA’s befrielse af Europa fra nazismen, det ene af de totalitære regimer i Europa, en uudtalt symbolsk betydning.

Ronald Reagan var den første amerikanske præsident, der deltog i embeds medfør. Jimmy Carters besøg i Normandiet i 1978 var et privat besøg, ikke som repræsentant for USA. Den tyske forbundskansler Helmut Kohl nægtede ganske vist at deltage i 1984, fordi han ikke ville mindes den tyske hærs nederlag. Til gengæld stod han få måneder senere hånd i hånd med François Mittérrand i Verdun for at mindes den fransk-tyske forsoning.

Gerhard Schröder deltog i 2004 som den første tyske statsleder nogensinde. Og i 2014 var Rusland og Vladimir Putin med som sejrherren på østfronten, få måneder efter at Rusland havde annekteret Krim-halvøen. Men han deltager ikke i 75-året.

”Selve den militære landgang den 6. juni spillede selvsagt en vigtig rolle i afslutningen af Anden Verdenskrig. Den allierede landgang er især vigtig, fordi den åbnede en ny militær front i Vest og dermed tvang Tyskland til at splitte sine styrker mellem øst- og vestfronten,” siger Olivier Wieviorka.

”Men D-dagens status i den kollektive bevidsthed har udviklet sig betydeligt over tid. Efter det militærstrategiske fokus og fortællingen om befrielse og demokrati hæfter forskningen sig nu mere ved ofrene end ved heltene. Vi er ved at arbejde os ind i de mere mørke sider, der ikke handler om den glorværdige sejr, men om de store civile tab, som sejren kostede,” siger den franske historiker.

Charles de Gaulle havde svært ved at styre sin utilfredshed med det allierede lederskab, da det foretrak at samarbejde med hans nærmeste rival, den langt mere fremkommelige general Henri Giraud (til venstre). Charles de Gaulle sidder mellem den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt og den britiske premierminister Winston Churchill under Casablanca-konferencen den 14. januar 1943. I øvrigt gav de Gaulle og Giraud pænt hånd, lige før dette billede blev taget. Foto: Ukendt fotograf/public domain/Wikipedia.org