Prøv avisen

Da alderstrappen trippede

I "de gode gamle dage" så man mandens livsløb som en trappe, hvor 50-års alderen er toppunktet. Siden fik ungdomsoprøret og teknologifikseringen trukket toppunktet tilbage til 30-års alderen. -- Arkivfoto.

ALDERENS HISTORIE: Synet på alder har forandret sig meget, siden "gammel mand" var en hæderstitel, påpeger kulturforskeren Anne Leonora Blaakilde. Hun tilføjer dog, at fremskreden alder som regel kun har gavnet rige og magtfulde mennesker -- især dem af hankøn

I det gamle Kina blev menneskets livsfaser i et berømt mundheld beskrevet som "20 år til at lære, 20 år til kamp og 20 år til visdom".

I det gamle Rom blev magten forvaltet af senatet. Et ord, der er afledt af det latinske senex, der betyder gammel mand.

I europæisk kultur for et par hundrede år siden blev menneskets – eller rettere mandens – skiftende aldre fremstillet som en symmetrisk trappe, hvor hvert trin repræsenterede et tiår. Opad gik det fra barndom over ungdom til familiestiftelse og manddom, inden man som 50-årig var "en mand i sin bedste alder". Først derfra gik det ned ad bakke igen indtil 100-års alderen og døden.

Ifølge Anne Leonora Blaakilde, kulturforsker ved Gerontologisk Institut og forfatter til blandt andet bøgerne "Den store fortælling om alderdommen" (1999) og "Livet skal leves – forlæns, baglæns og sidelæns" (2005), er meget forandret siden dengang. Menneskets levevilkår er blevet bedre, og valgmulighederne i livet er blevet flere. Men alligevel er vi ikke holdt op med at gå op i det enkelte menneskes alder. Til gengæld er alderstrappen i vores forestillingsverden tippet. Selvom vi lever længere, er den fremherskende opfattelse, at vi topper længe inden de 50 år. I de fleste sammenhænge ligefrem så tidligt som omkring 30-35-års alderen.

– Hvis vi går 150 år tilbage i tiden, fejrede man ikke menneskers fødselsdag. Det, der betød noget, var ikke den præcise alder. Derimod betød stand, ejendom, kapital og køn meget, forklarer Anne Leonora Blaakilde.

I nogle sammenhænge gav det status at blive ældre. Det kunne for eksempel for en håndværker kvalificere til at blive laugets oldermand, som ligesom senex betyder gammel mand. Men denne aldersstatus opnåede man kun, hvis de andre faktorer også var til stede. Var man besiddelsesløs, fattig, uden magtposition eller kvinde, var der ingen fordele ved at blive ældre.

– Det kinesiske talemåde er tydeligvis knyttet til mænd, for kvinder har ikke kæmpet på det tidspunkt. Gamle dages billeder af livsløbet passer mest til mænd. Kvinder skulle være virkelig være magtfulde for at kunne ændre på en generel opfattelse af, at en kvindes opgave var at være ung og yndig, få nogle børn og derefter gå til side, fortæller Anne Leonora Blaakilde

Forandringen i synet på alder blev åbenbar for enhver i de hektiske år omkring 1968, hvor en lille, men yderst spektakulær del af den generation, som var født i 1940'erne, proklamerede et politisk og kulturelt ungdomsoprør under slagord som: "Stol ikke på nogen over 30 år."

Men Anne Leonora Blaakilde mener, at vi skal længere tilbage i tiden for at finde de første tegn på forandringen. Den begyndte nemlig omkring det tidspunkt, hvor ordene "ny" og "moderne" for alvor blev tillagt en positiv betydning. Dette kan ikke fastslås til ét bestemt tidspunkt, men herhjemme er et vigtigt pejlemærke, da Georg Brandes omkring 1870 proklamerede "det moderne gennembrud" inden for litteraturen.

– Dermed bliver det moderne en værdi i sig selv. Der opstår en opfattelse, som falder sammen med den teknologiske udvikling, som går ud på, at det nyeste produkt pr. definition har bedst kvalitet, forklarer kulturforskeren.

Dermed var en udvikling i gang, som gjorde det relevant at holde øje med, hvor gammel en ting var – og derfra var skridtet til at fokusere på menneskets alder ikke langt.

Siden har aldersfikseringen bredt sig overalt. Politikere håber at kunne signalere styrke og friskhed, når de introducerer partiet New Labour eller den administrative enhed Ny Køge Kommune. En kendt reklame for det ungdomsrettede rejsebureau Kilroy Travels viser en mand, der går fra frejdig teenager over viril mand i 20'erne, inden han allerede ved de 30 år falder om som en olding. Og virksomheder annoncerer i stor stil efter unge og dynamiske medarbejdere mellem 18 og 30 år – skønt dette faktisk er ulovligt.

I takt med forherligelsen af ungdommen og det nye, er ordet "gammel" i dag langtfra den hæderstitel, de gamle romere opfattede det som. Tværtimod er ordet gammel blevet så belastet, at velmenende sagsbehandlere har fundet på at bruge betegnelsen "ældre" i stedet. Så blev den betegnelse også belastet, og i de senere år er man gået over til at tale om "seniorer". Nu foreslår blandt andre professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus, at virksomheder i stedet for en seniorpolitik får en livsfasepolitik.

Men sådanne omskrivninger er den forkerte vej at gå, understreger Anne Leonora Blaakilde, for inden længe vil der blot være behov for nye ord, medmindre man ændrer den tankegang, som ligger bag opfattelsen af ordene som belastede.

– De, der i dag er 65 år og derover, vil ikke være gamle, fordi de forbinder det med nogle mennesker, de tidligere har kendt, som gik i poplinkjoler og havde vandonduleret hår. Men jeg tror, man gør de mennesker, som er 65 år og derover, en bjørnetjeneste ved at bruge eufemismer. Forandringen sker først, hvis man gør op med forestillingen om denne gruppe som nogle, der altid skal tages særlige hensyn til, fordi de er svækkede. I stedet kunne man se på dem som nogle, der kunne være klogere og besidde en brugbar erfaring, siger Anne Leonora Blaakilde.

Hun vurderer, at mens nutidens pensionister har gennemført et alderdomsoprør, som går ud på, at de ikke selv vil kaldes gamle, er et nyt og mere gennemgribende alderdomsoprør på vej.

Næste geled, den store generation, som Anne Leonora Blaakilde helst ikke vil kalde 1968'ere, er nemlig på vej ind i pensionisternes rækker. De er mange, og de nuværende ungdomsårgange er små. Arbejdsmarkedet har brug for, at de ikke alle går på efterløn, og enhver med blot minimal sans for handel og marketing kan se, at det ville være det glade vanvid at gå uden om denne talstærke og købedygtige gruppe mennesker. De har med andre ord en magt, som gør, at de kan vende deres eget gamle slagord om til "Stol ikke på nogen under 60 år". Måske kan de trække alderstrappen lidt mere i balance igen. Og måske kan de rehabilitere ordet "gammel".

– Ordet "bøsse" har forandret sig fra at være nedsættende til at være blevet et powerbegreb, fordi de homoseksuelle selv tog det til sig. Tilsvarende tror jeg på, at den store generation, der er født i 1940'erne, med kraft og styrke vil tage ordet gammel på sig, siger Anne Leonora Blaakilde.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk