De danske folkebiblioteker har været centrum for 100 års kulturkamp

En nøglebegivenhed i dansk folkeoplysnings historie var vedtagelsen af biblioteksloven den 5. marts 1920. I dag huskes loven for, at bogen kom ud til folket. Men både dengang og lige siden har der været heftige kulturkampe om, hvad en god bog og et godt folkebibliotek egentlig skal indeholde

Biblioteksloven i 1920 banede vejen for, at det 20. århundrede blev præget af den adgang til bøger, som alle danskere dermed fik. Dette billede stammer fra Taasinge Bibliotek i Troense i 1951. – Foto: Birthe Melchiors/Ritzau Scanpix.

”Bibliotekets Bogbestand skal være alsidig sammensat. Det skal indeholde en Samling oplysende Litteratur af geografisk, historisk og almindelig kulturhistorisk Art, Bøger om religiøse Spørgsmaal, Samfundets Ordning, Naturkundskab og de praktiske Erhverv. Biblioteket kan dog supplere sin egen Bogbestand ved Laan fra større Biblioteker, men det maa altid eje saadan Faglitteratur, som kan yde de almindeligste Oplysninger paa de forskellige Omraader. Paa Skønlitteraturens Omraade skal Biblioteket kunne give læserne Adgang til det bedste af den danske Litteraturs Frembringelser.”

Sådan udlagde et ministerielt cirkulære i 1921 den bibliotekslov, som en enstemmig Rigsdag den 5. marts året forinden havde vedtaget med det overordnede forhold at ”Udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning” til hele befolkningen på lige vilkår. Adgangen til at låne bøger skulle ikke være begrænset til befolkningen fra de øverste sociale lag eller i de største byer. Alle danskere skulle have mulighed for at blive boglånere og boglæsere.

”Med biblioteksloven i 1920 bliver det for første gang defineret som en national opgave at sikre alle borgere adgang til bøger ved at organisere biblioteker. Ikke kun i hovedstaden, men som en landsdækkende indsats,” fortæller Nan Dahlkild, som er lektor ved institut for kommunikation på Københavns Universitet og sammen med tidligere vicedirektør for Det Kongelige Bibliotek og chef for Nationalbiblioteket Steen Bille Larsen arbejder på et stort forskningsprojekt og bogværk om ”Bibliotek i 100 år”.

”Tanken om at åbne biblioteket for alle var det epokegørende nye i 1920, og det har været et mantra i folkebibliotekernes udvikling og historie lige siden,” uddyber Nan Dahlkild.

Nu var der bred enighed om, at alle danskere skulle have adgang til de nye lærdomstempler, som blev opført som arkitektonisk ambitiøse bygningsværker på centrale pladser i halvstore provinsbyer som Hjørring, Kolding, Svendborg og Nyborg og fyldt med hyldemeter efter hyldemeter med bøger.

Men selvom der på det overordnede, principielle plan var stor enighed blandt politikere, biblioteksfolk og interessebevægelser, knyttede der sig også en række uenigheder og kulturkampe til skabelsen af det moderne danske folkebibliotek. For hvem havde egentlig ansvaret for at sikre oplysning og litteratur til folket – statsmagten eller det folkelige Danmark? Og hvem skulle egentlig bestemme, hvilke bøger – og senere andre materialer – der er gode og nyttige nok til at skulle stå på biblioteket? Det blev der udkæmpet en kulturkamp om i årene omkring 1920 – og især den sidstnævnte kamp er fortsat helt frem til i dag.

11 år før biblioteksloven, den 4. august 1909, fandt et meget betydningsfuldt møde sted i Aarhus, hvor H.O. Lange, overbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, holdt et foredrag om en national biblioteksbevægelses store betydning for befolkningens oplysning og dannelse. Overbibliotekaren henviste til bestræbelser i datidens USA og Storbritannien for at fremme fortsat læsning og dygtiggørelse blandt den voksne befolkning og mente, at opdragelsen af den danske befolkning i samme retning haltede bagefter:

”Gang paa Gang forbavses man over, hvor slet man selv i Krese, hvor man taler højt om sin Kultur, benytter sin Adgang til Læsning, og store Dele af vort Folk læser overhovedet ikke efter Udgangen af Skolen undtagen maaske en Avis med mere end tvivlsom Aandsføde,” lød kritikken fra Lange, der tydeligvis ikke mente, at alt læsestof var lige godt.

Noget var bedre og mere åndeligt nærende end andet, og udvælgelsen og promoveringen af den rette litteratur var for vigtig en sag at overlade til folk selv eller til de grundviske bogsamlingsbevægelser og andre folkelige, litteraturfremmende bevægelser, der fandtes i tiden. Staten måtte træde til og lede folket i den rigtige retning;

”Folkebogsamlingerne er som en Almisse til de brede Lag uden den rette folkeopdragende Kraft. Det offentlige Bibliotek skal jo ligesom Skolen opdrage Samfundsborgere, men i den Belysning tager Folkebogsamlingen sig ikke ud til sin Fordel,” konkluderede Lange.

Frederiksberg Bibliotek er grundlagt 1887, men i 1935 blev den nuværende bygning opført som et tidstypisk eksempel på den nye tidsalders bogtempler. Her er bibliotekets cemtrale sal fotograferet omkring 1960. – Foto: Jørgen Bonfils/Ritzau Scanpix.
Frederiksberg Bibliotek er grundlagt 1887, men i 1935 blev den nuværende bygning opført som et tidstypisk eksempel på den nye tidsalders bogtempler. Her er bibliotekets cemtrale sal fotograferet omkring 1960. – Foto: Jørgen Bonfils/Ritzau Scanpix.

Ifølge Nan Dahlkild spillede H.O. Langes måde at tænke biblioteker på en vigtig rolle for den lov, som fulgte, og dermed for de biblioteker, Danmark har haft de seneste 100 år.

Foreningsbaserede bogsamlinger, som blev opbevaret i små lejligheder i sidegader, og som var udvalgt ud fra, om det var en missionsk, grundtvigsk, kulturradikal eller arbejderbevægelses-forening, der stod bag, havde indtil da spillet en ikke ubetydelig rolle for læsningen. Denne betydning svandt nu ind.

”Bogsamlingssagen, som havde spillet en vigtig rolle for folkeoplysningen inden 1920, stod i modsætning til de nye bestræbelser, som gik ud på ét samlet tilbud til alle. Det kan ses som en kulturel samling af danskerne som borgere i samme stat, men det kan også ses som en bureaukratisering, en fjernelse af det folkelige element,” siger historikeren.

Pointen er, at de første bogsamlinger blev oprettet af mennesker, der ville noget bestemt med samfundet og udvalgte litteratur herefter. Tanken om folkebiblioteket gik ud på, at staten skulle styre en samlet bogsamling, som var ideologisk værdineutral – men ikke mere værdineutral, end at noget litteratur blev anset for mere lødigt end noget andet, og at dette skulle afgøres fra oven og ikke fra neden.

”Jeg er vis paa, at naar en Bys offentlige Bibliotek tilbyder alle Byens Borgere Adgang til Litteraturens Goder gratis, og naar det tilbyder en teknisk skolet og upartisk Bestyrelse af de Bøger, der bliver det betroet, da vil mange Foreninger, der har Kvaler og Udgifter af at holde Bibliotek, overgive dette til det offentlige Bibliotek. Det er i det lokale Samfunds Interesse, at de Bogskatte, der findes inden for dets Omraade, kommer i Cirkulation, og dette vil jo sige, at de kommer under en sagkyndig Bestyrelse, der gør bekendt, hvad der findes, og hjælper til, at Læserne og Bøgerne finder hinanden,” sagde H.O. Lange i 1909.

I dag fylder offentlige biblioteker uendelig meget mere end de bogsamlinger, som foreninger og bevægelser råder over. Statsmagten har sejret stort over civilsamfundet på dette punkt. Dette er en effekt af det synspunkt, som folk som H.O. Lange og Dansk Biblioteksforening stod for i tiden omkring 1920.

Dansk Biblioteksforening blev som forening oprettet i 1916. Siden 1905 virkede en anden forening, Danmarks Folkebogsamlinger, også for biblioteker for alle. Og en tredje instans i kampen om at bestemme, hvad et dansk folkebibliotek skulle være i fremtiden, var Statens Bogsamlingskomité, der som navnet antyder udgik fra centraladministrationen i Kultusministeriet.

De tre foreninger og komitéer var alle involveret i et kommissionsarbejde, som fra 1918 og frem banede vejen for 1920-loven. Selvom der var forskellige interesser på spil, kunne alle i kommissionen enes om en fælles indstilling til de politiske beslutningstagere i Rigsdagen – og enigheden omfattede også det politiske niveau, idet de folkevalgte stort set gjorde bibliotekskommissionens oplæg til lovforslag og derpå vedtog loven enstemmigt.

Men ser man ud over den brede enighed om, at der var brug for offentlige folkebiblioteker, der kunne sikre bøger til alle, så får man også øje på sprækker i al harmonien.

Danmarks Folkebogsamlingers mere grundtvigsk foreningsbaserede forståelse af folkelighed måtte vige for de to andre aktørers ønske om statsmagten som ejer og tilsynsførende instans på biblioteksområdet. Blandt Danmarks Folkebogsamlingers hovedkræfter var i øvrigt N.F.S. Grundtvigs sønnesøn Vilhelm Grundtvig, som gennem en lang årrække var leder af Statsbiblioteket i Aarhus og som var arrangør af biblioteksmødet i 1909. Han var også involveret i en af de debatter op til lovens vedtagelse, som tydeligst blotlagde uenighederne blandt bibliotekstankens venner: Spørgsmålet om faglitteratur over for skønlitteratur.

Dansk Biblioteksforenings stærke mand, Thomas Døssing, var klar fortaler for faglitteraturen. Han var ikke modstander af skønlitteratur, men anså det for vigtigst at udbredte ”kundskaber og almindelig oplysning” til folket. Når Grundtvig bad om at få slået fast, at skønlitteratur også var en del af den dannelse, man ville udbrede, svarede Døssing – som efter bibliotekslovens vedtagelse blev statsmagtens topinstans på området som national biblioteksdirektør – at oplysning også omfattede skønlitteratur. Men som man kan læse i cirkulærecitatet i indledningen, var skønlitteraturen omtalt sidst i opremsningen, og bibliotekets opgave omfattede kun ”Adgang til det bedste af den danske Litteraturs Frembringelser”.

Tilbage i 1916 havde en anden biblioteksmand, Jørgen Banke, talt temmelig kategorisk for, at faglitteratur, nytte og snusfornuft var værd at satse på frem for skønlitteratur, som folk måtte købe selv.

”Vi skal tale til Folks Pengepung – ikke alene til Hjertet, skønt det er det kønneste. En Mand i Esbjerg laante en Bog om Hønseavl og kom senere og fortalte, at nu tjente han 6 Kr. mere paa Hønsene om Maaneden,” mente Banke og konkluderede, at ”en god Bog i en ledig Stund er et daarligt Motto. Vi maa tale om, at Bogen er en Nødvendighedsartikel.”

Heroverfor stod det grundtvigske synspunkt, at praktisk nytte gik hånd i hånd med ånd og poesi, og at ”Aakjærs Bøger – baade Prosa og Digte – har givet den danske Bonde – ja jeg kunde godt sige hele det danske Folk – hundrede Fold mere end Hr. Bankes Hønsereder,” som lærer J.P. Torpe fra Øster Bording ved Silkeborg formulerede det.

Cirkulæret i 1921 viser, at striden mellem faglitteratur og skønlitteratur ikke endte i et totalt nederlag for sidstnævnte, men Jeppe Aakjær og andre danske digtere måtte finde sig i at blive prioriteret lavere end mere eksakt faglitteratur.

Den næste store lov på biblioteksområdet kom ifølge Nan Dahlkild i 1964. De majestætiske bogtempler med mange hyldemeter lødig og nyttig litteratur, nøje udvalgt af kyndige smagsdommere til folket, blev erstattet af biblioteket som ”velfærdssamfundets kulturcenter”, som han formulerer det.

”I 1960’erne får vi et bredere kulturbegreb, der åbner for flere genrer og flere typer materiale end den klassiske bog. Det næste store ryk kommer så omkring år 2000, hvor internettet og hele digitaliseringen er kommet til,” sammenfatter han.

I dag står striden ikke mellem faglitteratur over for skønlitteratur eller mellem et bibliotek fra oven og ned over for et bibliotek, der udgår fra folkelige foreninger. I dag står striden nærmere mellem den trykte bog over for alskens digitale multimedietilbud og mellem på den ene side tanken om biblioteket som udvælger af det bedste inden for alle genrer og litteraturtyper over for biblioteket som kulturelt mødested, hvor borgerne selv bestemmer indhold og aktivitet. Men den ramme, som også de nutidige kulturkampe kæmpes inden for, er den ramme, som blev opstillet med biblioteksloven i 1920.