I januar 1807 fik den 11-årige Johan Ludvig Heiberg til opgave at skrive en stil om, hvordan han havde fejret julen. Den lille Johan fortæller levende om fest efter fest hos venner og familie, hvor han får stribevis af "foræringer":
"Jeg fik en brevtaske til at gemme penge i, en pennekniv, en vest, fire dukker til mit teater og æbler og konfekture," skriver han blandt andet.
På selve juleaften sammen med blandt andre moderen, Thomasine Gyllembourg, stedfaderen, den svenske baron C.F. Gyllembourg, og H.C. Ørsted bliver gavehøsten udvidet med en tandbørste og en række fint indbundne bøger samt en levende kanin leveret i en hjemmelavet luftballon. Tilmed overbringer festens midtpunkt, Johan, gaverne til de tilstedeværende iklædt en engledragt med vinger. Først klokken fire om natten er alle gaver pakket ud.
Og ifølge Benno Blæsild, direktør for Fregatten Jylland og forfatter til en stribe bøger om jul og juleskikke, bliver julegaveræset grundlagt netop i denne periode:
"De seneste to hundrede år har danske borgere snotforkælet og materielt ødelagt deres børn efter bedste evne til jul. Så når bedsteforældrene i dag synes, det går over gevind, er det helt rigtigt. Men det er meningen med det hele, og det har det været længe."
Det store gaveforbrug – med børnene i centrum – hænger nemlig uløseligt sammen med middelklassens opståen, påpeger antropolog og forsker i familieforbrug Jeppe Trolle Linnet, Syddansk Universitet:
"I 1700-tallet var gaverne små ting, som ikke var pakket ind. Børnene spillede ikke nogen central rolle i familien – det var patriarken, som var familiens vigtigste person. Men i 1800-tallet opstår den borgerlige familie og middelklasselivet og dermed den meget hjemmefokuserede livsform. Man får et familieliv, der fokuserer på de følelsesmæssige bånd frem for de økonomiske, og idealet for en god familie er en familie, hvor man viser nærhed, og hvor børnene står i centrum. Lige i hælene på konstruktionen af den borgerlige familie opstår masseproduktionen. Og de to ting smelter sammen i en proces frem mod forbrugskulturen."
Men knap 2000 år før der gik gaveræs i borgerskabet, var julen allerede grundlagt som et tilbagevendende festligt ritual med både mad og gaver. I romertiden afholdt man decemberfesten Saturnalia til ære for guden Saturn fra den 17. til den 23. december.
Saturn var guden for dyrkelse af afgrøder, og det var en fest med overflod, hvor der blev udvekslet gaver, og romerne fik rigeligt med mad og drikke. Senere, i midten af 300-tallet, begyndte de kristne at fejre Jesu fødsel næsten samtidig, den 25. december, og i mange år foregik den hedenske og den kristne fest side om side.
Den kristne tradition bevægede sig siden nordpå, men forinden havde bønderne i Nordeuropa skabt deres egen festtradition omkring det samme tidspunkt, nemlig "yulefesten" i januar.
"Yul betyder drikkegilde, og det er en af de ældste juletraditioner, vi kender til herhjemme. Indtil for 200 år siden var 95 procent af landets befolkning bønder. De levede direkte af landbruget, og på vores breddegradder var der overflod fra sankthans til november. Men bagefter var der nul komma nul i udbytte, og det var koldt og mørkt. Man stod altså ved en skillelinje, hvor man stadig havde rigeligt med mad, men ikke noget at lave i markerne. Og det var en fordel at få slagtet de dyr, man ikke skulle avle videre på. Samtidig vidste alle jo godt, at det var praktisk at få en masse fedt på kroppen, så man havde noget at stå imod med i første kvartal. Derfor er den gamle skandinaviske jul et 12-dages ædegilde fra den 25. december til helligtrekonger," siger Benno Blæsild.
I år 950 skriver Kong Hakon den Gode ind i Norske Lov, at alle familieoverhoveder skal holde julen samtidig med de kristne. Dermed bliver det hedenske drikkegilde og den kristne jul slået sammen. Der står også i loven, at "hvert familieoverhoved skal se til, at der bliver lavet så meget stærk julebryg, som der bliver af en skæppe malt, og se til, at der bliver holdt julehelg, indtil alt øllet er drukket op."
"Det ligger dybt i vores gener, at der i julen skal ædes, og at der skal julebryg på bordet. Det er simpelthen for at overleve vinteren, at man spiser mere, end man har godt af. En slags rituel tvangsfodring af sig selv," siger Benno Blæsild.
Drikkegildet kombineret med den kristne fejring af Jesu fødselsdag er altså allerede en fest, da de første juletræer vinder frem i Europa, i første omgang kun blandt højadel, kongefamilier og meget rige købmænd. Den ældste kilde til vores viden om juletræet stammer fra 1521, hvor man i reglementet for den lille by Schlesttstadt i Alsace skriver, at bystyret ved juletid betaler vagter, som skal forhindre borgerne i at forsyne sig med juletræer fra byens skove. Samtidig beretter en lokal præst misbilligende til biskoppen, at "rige købmænd er begyndt at tage træer ind fra stuen og montere det i stuen med flitterstads og levende lys. Og på bordet foran træerne sætter de en uendelig mængde af gaver og slik, som de ødelægger deres børn med". Senere bliver juletræet et centralt element i Goethes værk "Den unge Werthers lidelser" fra 1774. Her taber Werther for alvor sit hjerte til den gifte Lotte, da de taler om den kærlighed, børnene gennemstrømmes af, når de ser juletræet.
"For alle de titusinder af unge, dannede mennesker i Europa, som læser Goethe, bliver juletræet en nøgle til at forstå Werthers intense kærlighed. Og fra da af breder juletræet, og hvad dertil hører, sig som en steppebrand de næste 50 år i det borgerlige Europa," siger Benno Blæsild.
Også andre litterære værkers popularitet er med til at slå julens traditioner fast og tilmed udbygge den, blandt andet den amerikanske teolog og litterat Clement Clarke Moores digt "A Visit from St. Nicholas" fra 1823. Den handler om julenat, hvor julemanden kommer ridende over himlen i sin rensdyr-trukne kane og kravler ned gennem skorstenen med gaver til familien. Senere følger Charles Dickens berømte "Et juleeventyr" i 1843 om den nærige Ebenezer Scrooge. Og i Danmark bliver juletræ og gavegivning spejlet litterært i blandet andet Peter Fabers "Højt fra træet grønne top" fra 1847 og Johan Krohns "Peters Jul" fra 1866.
Sidstnævnte to værker gennemspiller den samme historie om de forventingsfulde børn, de mange lækkerier og gaverne, der skifter hænder, og selvom penneskafter og indbundne bøger siden er afløst af hvidevarer, legetøj og smykker for otte milliarder kroner årligt, er ritualet det samme. Kombineret med den gamle hedenske tradition for at æde og drikke sig igennem mørket og kulden som en modsætning til hverdagen, siger Per Østergaard, lektor ved Institut for Marketing & Management ved Syddansk Universitet:
"Det kendetegner rigtig mange kulturer, at man har fester, ritualer eller traditioner, hvor man har en form for exces – en overflod. Julen i Danmark er vores exces på alle måder: lige fra at æde og drikke til at have sex og give gaver," siger han.
Jeppe Trolle Linnet er inde på noget af det samme:
"Man vender verden på hovedet, slipper kontrollen med hverdagen. Og rent forbrugsmæssigt giver man også sig selv lov til at gøre det. Selv hvis man er presset til at spare penge, vil man hellere spare på hverdagsting og beholde den meget symbolsk vigtige jul. Stormagasiner og andre forretninger er med til at understøtte det i indretningen: I december er det en helt anden stemning, der møder en. Verden er ikke som den plejer – der lyder og dufter på en anden måde. Og det giver en følelse af frikvarter," siger han.
Og Jeppe Trolle Linnet mener ikke, man kan anklage forbruget for at være hverken indholdsløst eller båret af grådighed:
"Nogen har kaldt familiens forbrug "a culture of love", og uanset om det kan have skadelige konsekvenser for miljøet eller betalingsbalancen, så må man adskille det fra folks motivation. De forbruger som en måde at vise følelser og kærlighed på. Vi skaber familien gennem det her forbrug. Og selvom nogen vil råbe op og pege på, at det handler om stressede familier, der køber aflad, så gør de det jo sandsynligvis, både fordi de har nogle idealer omkring familielivet, som måske kolliderer med hverdagens realitet, og fordi de oplever en dybfølt tilfredsstillelse, som har flere kilder: en umiddelbar empati med den glæde, som den helt rigtige og samtidig overraskende gave vækker hos modtageren, blandet med en mere "strategisk tilfredsstillelse ved det signal, man sender til modtageren om, hvordan man har det sammen."
Og de seneste årtiers milliardforbrug på gavekontoen skyldes mest af alt, at den øgede velstand er nået ud til den brede befolkning. Men ritualet er nøjagtig det samme, som da Johan Ludvig Heiberg delte foræringer ud i englekostume, siger julehistoriker Benno Blæsild:
"Der er skruet op for det, men der er ikke de store kvalitative ændringer. Det handler stadig om familien og kærligheden medlemmerne imellem. Det, der er på spil, for at den 24. december skal lykkes, er, at vi er i øjenkontakt med dem, vi elsker højest. Det er derfor, det er så trist, hvis man er alene juleaften."
