Prøv avisen

Da Danmark blev lille

Også i kunsten har krigen i 1864 sat sig spor, som her på maleriet af Vilhelm Rosenstand, som skildrer den danske 8. brigades modangreb ved Dybbøl den 18. april 1864. - Foto: Arkivfoto.

Den danske selvopfattelse er vokset ud af et Dybbøl-syndrom fra krigen i 1864, som fik Danmark til at vende ryggen mod verden, mener forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty, som efter succesen med "Slagtebænk Dybbøl" er på vej med endnu en bog om den skæbnesvangre krig

Et folks identitet er formet af århundreders historie, bygget på skuldrene af talrige generationers sejre og nederlag. Men af og til sker der noget, som i et glimt kan sende folkesjælen til tælling og ændre den for altid.

En sådan begivenhed er krigen i 1864 og i særdeleshed slaget ved Dybbøl, det mest skelsættende slag i Danmarks blodige opgør med Preussen og Østrig. Et slag, som varede sølle fire timer, men har præget den danske folkesjæl i 145 år.

I løbet af det korte, men intense slag fik de preussiske tropper ikke kun overtaget Dybbølstillingen og dræbt næsten 1700 danske soldater, men også påført Danmark et invaliderende nederlag, der i sidste ende kostede os næsten halvdelen af landet og mere end en tredjedel af befolkningen.

Kun 15 år efter at have fået sin første grundlov var det unge danske demokrati allerede tvunget i knæ og dermed blev også den danske selvopfattelse ændret, mener forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty, som har begejstret både historikere, anmeldere og titusinder af læsere med bogen "Slagtebænk Dybbøl".

- Som amerikanerne har deres Vietnam-syndrom, fik vi i 1864 et Dybbøl-syndrom. Det var ved Dybbøl, at Danmark blev lille. Hovmodet og stormagtsdrømmene efter den succesfulde treårskrig blev hurtigt erstattet af en indadvendthed og en passiv-aggressiv nationalisme, som til en vis grad nok trækker spor helt op til i dag, 145 år efter slaget ved Dybbøl, siger Tom Buk-Swienty, der er lektor i journalistik ved Syddansk Universitet.

I "Slagtebænk Dybbøl", der udkom sidste år, har Tom Buk-Swienty ud fra danske og tyske dagbøger, breve og krigsreportager bragt læseren i øjenhøjde med de soldater og civile, der selv oplevede kuglerne, granaterne og de tusinder af døde. Og når bogen, ganske usædvanligt for en historisk beretning, er trykt i et oplag på 25.000 eksemplarer og stadig befinder sig på bestsellerlisterne, skyldes det formentlig, at vi også i 2009 kan spejle os i den nationalfølelse, der voksede ud af nederlaget i 1864, skønner Tom Buk-Swienty.

- De fleste danskere har en diffus fornemmelse af, at krigen i 1864 også har betydning for det Danmark, vi kender i dag, men de kender desværre ikke historien godt nok til helt at forstå hvordan. Der oplever jeg ved mine foredrag, at soldaternes, de civiles og de andre øjenvidners beretninger har en meget stor resonans, at tilhørerne forstår nederlagets omfang og voldsomme betydning for den nationale oprustning, der formede eftertidens Danmark, siger Tom Buk-Swienty.

Med den såkaldte novemberforfatning fra 1863 havde Danmark forsøgt at indlemme fyrstendømmet Slesvig i kongeriget Danmark. Dette var direkte i strid med en international aftale, men den nationalliberale regering og den nyudnævnte kong Christian IX følte sig så godt som sikre på, at udlandet ville komme Danmark til undsætning i tilfælde af krig, præcis som det skete ved treårskrigen, den såkaldte Første Slesvigske Krig.

På dette tidspunkt eksisterede Tyskland ikke som én nation, men som Det Tyske Forbund, en skrøbelig sammenslutning af 39 kongeriger, fristæder og fyrsten- og hertugdømmer. For den tyske kansler Bismarck var den danske provokation derfor en kærkommen anledning til at revanchere treårskrigen og skabe et endnu stærkere Tyskland. "Historie skrives ikke med flertalsbeslutninger, men med jern og blod", som det lød fra den legendariske kansler.

Også i udlandet var man opmærksom på perspektiverne ved den ulmende konflikt, og flere udenlandske krigsreportere, sågar en enkelt fra Japan, drog derfor af sted for at dække krigen, der for alvor brød ud i februar 1864, da 57.000 soldater fra Tyskland og Østrig-Ungarn krydsede Ejderen og bevægede sig ind i Slesvig.

At Danmark på den måde kastede sig ud i en direkte konfrontation med Tyskland, kan i dag virke hovedløst, nærmest selvmorderisk. Og i sine mange foredrag oplever Tom Buk-Swienty ofte, at folkesjælen anno 2009 har svært ved at identificere sig med den aggressive 1864-udgave.

- Vi er vant til at betragte Danmark som den artige dreng i klassen, der adlyder FN og ikke provokerer de store. Det kommer bag på mange, at det faktisk er Danmark, der i 1863 overtræder de internationale aftaler, og at vi i meget høj grad selv er skyld i krigen. Og når folk så hører, at hele slaget blev inkompetent styret af en maniodepressiv statsminister og en pedantisk og ærekær krigsminister, der også var på kanten af sindssyge, bliver de endnu mere forbløffede, siger Tom Buk-Swienty og henviser til statsminister D.G. Monrad og krigsminister Carl Christian Lundbye, som i høj grad betragtede den endnu ufærdige Dybbøl Skanse som stedet, hvor den danske hær skulle hævne tilbagetoget fra Dannevirke.

I dag er de fleste militærhistorikere enige om, at tilbagetoget fra Dannevirke, ledet af den halv-excentriske general de Meza, var et af krigens mest fornuftige træk, mens Monrad og Lundbyes strategi for Dybbøl var en næsten endeløs række af fejl.

I godt en måned lod tyskerne granaterne regne ned over de danske tropper, indtil de klokken 10 den 18. april 1864 stormede de godt 400 meter frem mod de danske soldater. En afstand, der gav de danske stillinger god tid til at svare igen, men med godt 11.000 preussiske soldater var stormen for uoverkommelig for de 2200 danske soldater, som dog kæmpede bravt og dræbte 1200 preussiske soldater.

Slaget ved Dybbøl var begyndelsen på enden. Ganske vist forsøgte parterne at indgå en fredsaftale, men forhandlingerne strandede, da den danske regering i forbindelse med den såkaldte Londonkonference i slutningen af juni insisterede på, at den dansk-tyske grænse skulle gå ved Dannevirke, ikke ved Kongeåen.

Den 26. juni udløber våbenhvilen, og tre dage senere, den 29. juni kl. 2 om morgenen, sejler 600 både med 2500 preussiske soldater over Alssund med kurs mod Als, hvor 5000 preussiske soldater allerede befinder sig.

Den danske hær erkender hurtigt sin underlegenhed og trækker sig tilbage, men stadig under kamp. De næste to dage bølger slaget frem og tilbage, men der er aldrig tvivl om det endelige udfald. Den 1. juli er kampene ovre, de preussiske tropper har besat Jylland helt op til Skagen og mere end 3100 danske soldater har mistet livet på Als, langt flere end ved Dybbøl.

Netop slaget på Als er udgangspunktet for Tom Buk-Swientys næste bog, "Dommedag Als", der ventes ude i 2010. Den 43-årige forfatter og journalist, der selv er opvokset i Sønderborg, lægger ikke skjul på, at han trods sin efterhånden enorme research i emnet stadig forbløffes og overvældes af 1864-krigens grusomhed og afgørende betydning for eftertidens Danmark.

- Krigen i 1864 kostede Danmark 14.000 døde, sårede og tilfangetagne, og det i en befolkning, som efter krigen kun var på 1,4 millioner mennesker. Det var et ufattelig voldsomt nederlag, og den nationale stolthed var så skrammet, at man mest af alt ønskede at fortrænge nederlaget og derfor aldrig talte åbent om Danmarks eget ansvar og mange fejltagelser. I stedet opstod der en række myter om, hvordan lille Danmark blev svigtet. Man kan tale om en passiv-aggressiv nationalisme, hvor man vendte ryggen til udlandet, mens man politisk og kulturelt ophøjede det danske og dyrkede det nationale fællesskab, siger Tom Buk-Swienty og tilføjer, at efterspillet efter 1864 har forplantet sig helt frem til i dag.

- Dyrkelsen af det nationale var til tider meget skinger, men var helt sikkert også en vigtig drivkraft bag andels- og højskolebevægelsen som nye, folkelige fællesskaber. Vores skepsis over for udlandet kan man jo også stadig spore, for eksempel i EU. 1864 er ikke hele forklaringen, men man kan næppe komme uden om 1864 og de voldsomme nederlag ved Dybbøl og Als, hvis man skal forstå den danske selvopfattelse, også i dag, siger Tom Buk-Swienty.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Slaget ved Dybbøl var det mest skelsættende slag i Danmarks blodige opgør med Preussen og Østrig. Et slag, som varede sølle fire timer, men har præget den danske folkesjæl i 145 år. - Foto: Arkivfoto.