Prøv avisen
Den svenske fjende

Da Danmark så sin udslettelse i øjnene

Danske og hollandske soldater gik i 1659 i land på Fyn for at bekæmpe den svenske besættelsesmagt. Svenskerne led nederlag på Fyn, hvilket var en af grundene til, at der i 1660 blev indgået fred. – Foto: Maleri af Christian Mølsted. Maleriet hænger på Kerteminde Rådhus. Affotograferet af Ole Friis N

Mellem 1657 og 1660 døde næsten hver tredje dansker i Karl Gustav-krigene mod Sverige. I en ny bog beskriver historiker Lars Christensen i detaljer de store lidelser, krigene medførte, og et land på kanten af kollaps

I maj 1660 var sommeren så småt ved at glide ind over de danske marker. Men trods udsigten til varme og lyse aftener var det mørke skyer, der lå over landet.

Efter et årti med epidemier, hungersnød og to opslidende krige, der havde bragt landet nær økonomisk bankerot, var befolkningstallet faldet fra cirka 1,34 millioner mennesker til cirka 930.000.

Produktionsapparatet lå i ruiner. På Møn var 233 af 510 gårde helt nedbrudte, og mange andre var hårdt beskadiget. I Jylland og på Fyn lå hele sogne og egne øde, da indbyggerne enten var gået til grunde i mødet med de svenske styrker eller bukket under for tyfus eller hungersnød. Landbrug på landbrug var derfor forladt eller lå stille med blot en enkelt karl eller pige tilbage ude af stand til at få produktionen på fode på egen hånd.

Og i forvejen havde flere års dårlig høst sat sine spor i befolkningen, der ikke blot blev ramt økonomisk, men led under øget dødelighed, sygdomme og misdannelser på grund af fejlernæring.

Kollapset nåede sågar ud i den danske flora og fauna. På Falster og Sjælland var store skovarealer blevet fældet af danskere og den svenske besættelsesmagt for at producere bygningstømmer, skibe og brændsel. Råvildtbestanden var blevet jaget til nær udryddelse i flere områder af de svenske soldater. Der var kort sagt ikke en afkrog af Danmark, der ikke var på randen af kollaps.

Situationen var resultatet af tre års svensk besættelse, der i flere omgange nær havde opfyldt den svenske konge Karl 10. Gustavs endelige mål: en komplet udslettelse af Danmark.

Historien om Karl Gustav-krigene og deres konsekvenser for Danmark og danskerne er beskrevet i bogen ”Svenskekrigene 1657-1660 – Danmark på kanten af udslettelse”, som udkommer den 6. november.

Her er historikeren og forfatteren Lars Christensen dykket ned i detaljerne om de krige, som ifølge ham var mere voldsomme og brutale, end mange i dag er klar over, og som har påvirket det dansk-svenske forhold frem til i dag.

At krigene overhovedet kom, var ifølge Lars Christensen ingen overraskelse. Snarere var der på begge sider en fornemmelse af, at det ikke var et spørgsmål om hvis, men om hvornår. Svenskerne ville ekspandere og være Skandinaviens nye stormagt.

Fra dansk side var der stadig forbitrelse over den svenske løsrivelse i 1523, der opløste Kalmarunionen, og både den svenske kong Karl 10. Gustav og Danmarks Frederik den Tredje ønskede krigen. Og da Sverige siden 1655 havde brugt megen energi på krigen i Polen, vurderede den danske konge, at tiden var inde. Den 1. juni 1657 erklærede han krig.

Den danske hær talte mellem 40.000 og 50.000 mand fordelt over hele Danmark, Norge og Skåne, Halland og Blekinge. Den var altså ikke uanselig i antal, men der manglede erfaring. Mange af soldaterne var udskrevne bønder uden megen erfaring i krigsførelse.

Og mens Danmark overvurderede sin egen styrke, undervurderede landet også svenskernes. Den højt professionelle svenske hær var nemlig mere end duelig. Den var kampvant og rig på erfaring. Mellem 8000 og 9000 svenske elitesoldater samt tyske og polske lejesoldater marcherede fra Polen over Nordtyskland, før de nåede Holsten.

Herfra kæmpede de sig med lethed nordpå gennem Slesvig, før de nåede Frederiksodde, kong Frederik den Tredjes stort anlagte fæstningsværk, der senere blev til Fredericia.

Som så mange andre fæstningsværker var Frederiksodde ikke færdigbygget, da svenskerne nåede den, for i datidens Danmark fattedes riget altid penge, og den 24. oktober 1657 faldt den på svenske hænder. Et blodbad på både civile og soldater efterfulgte, da svenskerne begyndte at plyndre området.

Perioden fra cirka 1300 til 1850’erne kaldes ”den lille istid” på grund af det barske vejr. Med gennemsnitstemperaturer omkring 1,5 grader lavere end i dag, og med isvintre og våde somre skabte vejret ikke blot store problemer for et landbrugsland som datidens Danmark. Det hjalp også besættelsesmagten Sverige, som i januar og februar kunne marchere over bælterne, hvorefter man indgik en fred med en presset Frederik den Tredje, som måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.

Over de følgende måneder trak forhandlingerne ud, og Karl 10. Gustav blev utålmodig. I august 1658 blev krigen genoptaget, og kort efter indtog svenskerne fæstningen Kronborg, som var afgørende for den danske dominans i Østersøen. Inden længe stod de uden for København, klar til at indtage hovedstaden, hvor kong Frederik den Tredje befandt sig.

Frederik den Tredjes trængsler var dog intet i forhold til den almene befolknings. For dem blev den svenske besættelse et mareridt af hæslige proportioner. Når en hær besatte et område, blev befolkningen som det første afkrævet en brandskat – betal et stort beløb, eller se jeres by blive brændt ned.

Ud over brandskatter opkrævede den svenske besættelsesmagt også såkaldte kontributioner – ugentlige donationer – til soldaternes ophold i form af penge, korn, øl, vin, køer og andet kreatur, klæder, brænde eller hvad indbo fra gårde og kirker, man kunne slæbe med sig. Hvis soldaterne fik mistanke om, at de blev snydt, tyede de ofte til tortur eller drab.

Også kvinder blev i samtiden betragtet som lovligt krigsbytte, og voldtægter var udbredte. Selvom det formelt ikke var tilladt for de svenske soldater, så man som regel gennem fingre med det, og kun i meget grove tilfælde blev soldaterne straffet. I disse tilfælde var straffen ofte henrettelse.

Den lidende befolkning, der var udpint af både vejr, hungersnød, sygdom og besættelsesmagten, fik i høj grad sat sin loyalitet på prøve, mens alle ventede på det endelige angreb på København. Men hvor de danske ledere havde undervurderet Sveriges militære evner i 1657, havde svenskerne til gengæld undervurderet danskernes loyalitet og modstandsdygtighed. I kølvandet på invasionen af Sjælland havde den svenske greve og rigsråd Kristoffer Karl von Schlippenbach udbrudt:

”Det kan vel være eder det samme, om eders konge hedder Frederik, Christian eller Karl?”.

Men det var det ikke. Kongen var af afgørende betydning som samlingsfigur, og da den svenske hær stod uden for de københavnske volde i februar 1659, fik kong Frederik den Tredje mulighed for at rette op på sin grelle fejlvurdering af den svenske modstander halvandet år tidligere. Han var forinden blevet tilrådet at forlade hovedstaden, men svarede ved at citere Jobs Bog:

”Jeg vil dø i min rede.”

Ud over den propagandistiske værdi i, at landsfaderen holdt stand, fik beslutningen også afgørende strategisk betydning. Efter voldsomme kampe lykkedes det nemlig at slå angriberne tilbage og tilmed tilføre dem svære tab.

Det tærede hårdt på Sverige, som i forvejen førte krig i både Preussen og Pommern, og som med hjælp fra tropper fra Østrig, Polen og Brandenburg allerede var blevet rømmet fra det meste af Jylland. I november led svenskerne endnu et afgørende nederlag ved Nyborg, hvor man tabte Fyn, og efter lange forhandlinger indgik man den 27. maj 1660 en fred.

Den danske befrielse dengang havde næppe været mulig uden udenlandsk indblanding. Der var stærk udenlandsk interesse i, at Sverige ikke voksede sig for stor, og den danske krigsindsats modtog store forsyninger og mandskab fra især Holland i forsvaret af København. Og havde det ikke været for Karl 10. Gustavs død tidligt i 1660, vurderes det, at krigen formentlig var fortsat.

Under alle omstændigheder kostede krigen Danmark dyrt. Ud over tabet af Skåne, Halland og Blekinge, den svækkede økonomi og befolkning, den ødelagte infrastruktur og de sjælelige ar indvarslede krigen en ny æra som lilleputnation.

Danmarks gik fra at være en international magtfaktor til ikke at have nogen indflydelse og styrke på den store scene. Indenrigs medførte krigen, at der blev åbnet for, at ikke blot adelen kunne eje jord. Det var et led i indførelsen af enevælden, som kong Frederik den Tredje lykkedes med at få igennem i efteråret 1660 som en belønning for at have reddet Danmark fra afgrunden. For den almene dansker begyndte arbejdet med at få landet på fode igen.