Da dansk arkæologi blev en ung, blond pige

For 100 år siden blev et af historiens fineste bronzealderfund gjort i Egtved. Resterne af og tøjet fra en ung dansk kvinde passede i 1921 perfekt ind i datidens nationale fortælling. Men som en ny udstilling på Kulturmuseet i Vejle viser, har der lige siden været stor tvivl og heftig debat om, hvem Egtvedpigen egentlig var

Til højre ses egekisten med Egtved­pigen. Den døde kvinde ligger på et koskind og havde resterne af et barnelig, en røllike og et kar med en øllignende drik med sig i graven. Til venstre ses tegneren Marie Paugans bud på, hvordan Egtvedpigen så ud, da hun var i live i bronzealderen.
Til højre ses egekisten med Egtved­pigen. Den døde kvinde ligger på et koskind og havde resterne af et barnelig, en røllike og et kar med en øllignende drik med sig i graven. Til venstre ses tegneren Marie Paugans bud på, hvordan Egtvedpigen så ud, da hun var i live i bronzealderen. Foto: National­museet. Illustration Kejthåndet/Marie Paugan.

Meget havde set anderledes ud for dansk arkæologi, dansk national selvforståelse og for den lille jyske by Egtved, hvis ikke husmanden Peter Platz i 1921 havde sat sig for, at han sammen med en karl og sine to sønner ville fjerne de sidste rester af jordhøjen Storhøj, som lå på hans marker. Kæmpehøjen var over en periode på 100 år næsten forsvundet, men nu skulle den sidste del, der blev brugt til vinteropbevaring af kartofler, væk.

En vinterdag ramte Peter Platz’ skovl en egetræskiste, der havde ligget urørt i jorden i omkring 3300 år. Det var ikke den første eller eneste bronzealder-egekiste, der er fundet, men flere forhold gjorde, at dette fund kom til at overgå alle de andre.

”Fundet af Egtvedpigen passede perfekt ind i tidsånden i 1921. Det var tiden lige efter Genforeningen, hvor man fejrede det nationale danske, og så fandt man resterne af en ung, blond pige lige i nærheden af den gamle grænse til Sønderjylland,” fortæller Katrine Balsgaard Juul, museumsinspektør ved Vejlemuseerne og ansvarlig for den nye udstilling ”Pigen fra Egtved — Bronzealderikon i 100 år”, som vises på Kulturmuseet i Vejle i anledning af 100-året for fundet.

”Paa én Gang dækkende og æggende” lød museumsinspektør Thomas Thomsens lige lovlig personligt fortolkende beskrivelse af Egtvedpigens dragt. - Foto: Nationalmuseet.
”Paa én Gang dækkende og æggende” lød museumsinspektør Thomas Thomsens lige lovlig personligt fortolkende beskrivelse af Egtvedpigens dragt. - Foto: Nationalmuseet.

Hun tilføjer, at ud over den perfekte timing i forhold til en periode med fuldt tryk på dyrkelsen af den danske nationalfortælling, ramte fundet af Egtvedpigen også et perfekt tidspunkt i forhold til udviklingen inden for arkæologi og konserveringsmetoder.

”Ud over at være 100 års historie om et nationalt symbol er fortællingen om Egtvedpigen også 100 års forskningshistorie. Det er de konkrete fysiske genstande, der lå i kisten, men det er også alle de forslag til og gætterier på, hvem pigen i kisten var, som vi ikke har et entydigt svar på,” siger Katrine Balsgaard Juul.

Ældre egekistefund har lidt under, at amatører har rodet rundt med fundene, inden videnskabeligt funderede fagfolk kunne tage over. Men med til historien om Egtvedpigen hører, at Peter Platz hurtigt holdt op med at grave, da han stødte på kisten, og den 24. februar 1921 skrev han til Nationalmuseet og berettede om sit fund.

Dette førte til, at museumsinspektør Thomas Thomsen ankom til Egtved, hvor han medvirkede til, at kisten blev gravet helt fri. Thomsen og Platz løftede låget af og konstaterede, at indholdet var intakt, men derefter kom låget på egekisten igen, hvorefter den blev sendt direkte med jernbane til Nationalmuseets bevaringslaboratorium i København. Her ankom kisten den 5. marts 1921 — for aldrig siden at vende tilbage til Jylland.

Selvom mange på Egtved- og Vejle-egnen har drømt om at kunne låne den berømte bronzealderpige, har Nationalmuseet nemlig lige siden afvist ethvert udlån af hensyn til, at fundet ikke skal beskadiges.

”Vi ved godt, at det ikke kommer på tale at låne Egtvedpigen til vores udstilling. I stedet forsøger vi at tage publikum med igennem en udstilling, som giver en følelse af, at vi lærer hende at kende og sanser, hvordan det var at være menneske i bronzealderen,” forklarer Katrine Balsgaard Juul, som tilføjer, at den lokale drøm er engang at etablere et helt nyt oplevelsescenter på fundstedet i Egtved og låne selve egekisten dertil. Indtil dette sker, handler det mere om at fortælle historier for at forsøge at give Egtvedpigen et ansigt — hvilket en tegner helt konkret har gjort til udstillingen.

”Hvis vores besøgende forlader udstillingen med fornemmelsen af, at de har lært Egtvedpigen bedre at kende – og måske går og undrer sig over, hvem hun var – så er målet med udstillingen lykkedes,” siger museumsinspektøren.

Ansigt var der nemlig intet af i den 3300 år gamle egekiste. Der var heller ikke meget skelet tilbage. Af selve pigen, som var 16-18 år, da hun døde, er især håret — hun havde mellemblond pagehår — samt tænder, negle, fragmenter af hjernen og lidt hud intakt.

Til Vejlemuseernes udstilling om Egtvedpigen har tegneren Marie Paugan lavet dette bud på, hvordan hun så ud, da hun var i live i bronzealderen. – Illustration Kejthåndet/Marie Paugan.
Til Vejlemuseernes udstilling om Egtvedpigen har tegneren Marie Paugan lavet dette bud på, hvordan hun så ud, da hun var i live i bronzealderen. – Illustration Kejthåndet/Marie Paugan.

Med sig i graven havde Egtvedpigen fået resterne af et brændt barnelig, som hun ikke selv kan have været mor til, men som vurderes at være et brandoffer, hun har fået med sig. Desuden havde nogen lagt en røllikeblomst i kisten, som der også eksisterer rester af 3300 år senere, hvilket hjælper med til at overbevise forskerne om, at hun blev begravet om sommeren.

Særligt ved egekisten fra Egtved er også, at den indeholder, hvad der meget vel kan være Danmarks ældste øl. En barkspand, som rummer rester af hvede, bær, honning og porse, som siden oldtiden blev brugt til at krydre øl og mjød, inden humle blev indført sydfra. På Kulturmuseet i Vejle var planen, at publikum ud over at sanse stemningen af bronzealder også skulle smage ”Egtvedpigens bryg” fra Skands Bryggeri, en drik lig den fra egekisten — men denne del af udstillingen er udfordret af corona-restriktionerne.

Endnu mere opsigtsvækkende end Danmarks ældste øl var imidlertid, at pigens tøj var usædvanligt velbevaret og spændende. En stumpet uldbluse og et kort snoreskørt, En dragt så udfordrende, at den gav pæne mennesker åndenød i 1920’ernes Danmark.

”Man fristes til at betragte Egtvedkvinden med Pagehaaret, det blottede Underliv, det utilstrækkeligt dækkende Skørt og de fra Knæet til Anklen blottede Ben som en til Kultustjeneste viet Kvinde, en Tempeldanserinde, klædt til at medvirke ved erotiske Ceremonier,” skrev Thomas Thomsen i den afhandling om Egtvedpigen, han brugte otte år på at skrive efter fundet.

En endnu mere berømt formulering fra afhandlingen knyttede sig til den runde bronzeplade med spiral-ornamentik, der var placeret lige omkring navlen på den unge kvinde og ifølge Thomsen var ”paa én Gang dækkende og æggende”. Dette førte med Katrine Balsgaard Juuls formulering til, at den gode museumsinspektør fik hug i pressen.

”Man syntes, det var lige frisk nok at tolke Egtvedpigens dragt ind i en sammenhæng med tempeldansere i andre kulturer,” siger hun.

Storehøj i Egtved var næsten gravet bort, da egekisten med Egtvedpigen blev fundet i 1921. I dag er højen genskabt. - Foto: Esben Klinker Hansen, Vejlemuseerne.
Storehøj i Egtved var næsten gravet bort, da egekisten med Egtvedpigen blev fundet i 1921. I dag er højen genskabt. - Foto: Esben Klinker Hansen, Vejlemuseerne.

En af de kritikere, som fór hårdt frem mod Thomsen, var den nationalt sindede forfatter Johannes V. Jensen, som i dagbladet Politiken i 1930 tog afstand fra ord som ”æggende” og ”tempeltjenerinde” og forsvarede den unge, blonde bronzealderpiges ærbarhed ved at slå fast, at ”en smule kendskab til nordisk Almue, og til primitive Folk, udelukker Tanken om slige babyloniske kunster”. Ifølge Jensen havde ”det simple danske sind” nemlig aldrig ”kultiveret blottelsen som en kunst”, og han var derfor overbevist om, at snoreskørtet var undertøj, som den pæne pige aldrig havde vist sig offentligt i uden at have svøbt et dækkende, sarong-lignende tøjstykke over.

Thomsen afviste straks undertøjs-teorien, og 100 år senere bruger Nationalmuseet ikke lige ordene ”æggende” eller ”tempeltjenerinde”, men det er stadig den videnskabelige antagelse, at snoreskørtet er blevet båret i fuld offentlighed og har indgået i en form for religiøs ceremoni eller rituel dans, idet, der er gjort et fund af en figur fra samme periode, der viser en kvinde med snoreskørt, der danser og går i bro.

”Og hverken denne bronzealderfigur eller en anden kvindefigur på et knivskaft fra Itzehoe i Holsten havde trøje på, så de har altså været topløse dansere, selvom Johannes V. Jensen ikke brød sig om dén slags,” fortæller Flemming Kaul, museumsinspektør ved Nationalmuseet og specialist i bronzealderen.

Han tilføjer, at debatten om, hvem Egtvedpigen var, gennem 100 år har været noget særligt af den ene grund, at pigen og ikke mindst tøjet er så enestående velbevaret.

”Som regel er oldtidsfund navnløse numre i en statistik, men Egtvedpigen er en person, vi føler, vi kender. Men det, vi skal forstå, er, at hun ikke var noget specielt i bronzealderen, men er noget specielt i dag på grund af bevaringstilstanden. Det er, som om hun blev begravet i går. Der er et nærvær ved denne egekistes indhold, som gør hende helt speciel,” siger Flemming Kaul.

Diskussionen er i 100 år gået på, hvordan Egtvedpigen har kunnet være en simpel danserinde, hvis hun er blevet begravet i en egekiste i en høj som kun tidens mest magtfulde mennesker blev det. Til det siger Flemming Kaul, at man måske ikke skal tænke det som et enten-eller, men som et både-og.

”Funktionerne som præsteskab og ledere er i mange kulturer slået sammen. Tænk bare på faraonerne i Egypten, der både var politiske ledere og ledende præster. Hun kan meget vel have arvet retten til at få en fornem begravelse, men samtidig været en ung kvinde, der havde en funktion ved ritualer,” siger han.

Sådan har Egtvedpigens tøj været diskuteret i 100 år, og det siger ifølge Katrine Balsgaard Juul mere om de strømninger, der har været i samtiden, end om bronzealderen, hvordan man fortolkede tøjet.

”I 1960’erne og 1970’erne kunne Egtvedpigen næsten ikke blive afklædt nok,” siger hun.

Men mens Egtvedpigens påklædningsmæssige ærbarhed tidligt var et debatemne, er det først i nyere tid, at også Egtvedpigens danskhed er blevet draget i tvivl, idet geologen og strontiumisotop-forskeren Karin Margarita Frei fra Københavns Universitet i 2015 vakte international opsigt med sine analyser af, hvor Egtvedpigen rent geografisk har befundet sig, da hun var i live. Analysen placerede hende i Sydtyskland og dannede basis for en fortælling om en berejst og selvstændig ung kvinde, der rejste langt i sit korte liv, inden hun døde og blev begravet i Egtved.

Denne konklusion er imidlertid siden blevet draget i tvivl af to andre forskere, Erik Thomsen og Rasmus Andreasen fra institut for geoscience på Aarhus Universitet, og ifølge Katrine Balsgaard Juul venter hele den arkæologiske verden nu på, at disse naturvidenskabsfolk bliver enige.

Her ses egekisten fra bronzealderen umiddelbart efter, at den var gravet fri og åbnet i 1921. – Foto: Nationalmuseet.
Her ses egekisten fra bronzealderen umiddelbart efter, at den var gravet fri og åbnet i 1921. – Foto: Nationalmuseet.

”Arkæologer og etnologer har altid taget sig friheder i retning af at forsøge at tolke på de konkrete fund, men det overraskende for mig er, at naturvidenskabsfolk ser ud til at være lige så fantasifulde i forhold til, hvad deres målte data egentlig viser,” siger museumsinspektøren, som tilføjer at såvel den gamle debat om Egtvedpigens påklædning som den nye om hendes herkomst understreger, hvor vigtig en figur den 3300 år gamle kvinde har været i de 100 år, vi har kendt hende:

”Egtvedpigen er blevet et ikon for Danmark i bronzealderen. Og ved siden af det, vi rent arkæologisk ved om hende, placerer hun sig, ligesom kong Harald Blåtand i vikingetiden, i en fælles narrativ. En fortælling om, hvad det vil sige at være dansk.”