Prøv avisen

Da danske aviser gav diktatorer medvind

Benito Mussolini (1883-1945) fik titlen som Il Duce, føreren, i Italien, da han regerede og førte landet i alliance med Nazityskland. – Foto: Ritzau Scanpix

Set med eftertidens øjne var flere danske dagblade overraskende positive over for diktatorerne Hitler og Mussolini og de fascistiske tendenser i Europa. Aktuel udgivelse peger på, at demokratiet i mellemkrigstiden havde stor modstandstandskraft, men samtidig var der en fascination af tidens stærke mænd

Det danske demokrati efter systemskiftet i 1901 havde næppe nået skelsår og alder, før de antidemokratiske vinde efter Første Verdenskrig begyndte at blæse for fuld kraft ude i Europa.

Som de to historikere Jørgen Møller og Svend-Erik Skaaning demonstrerer i deres nye bog, ”Demokrati i en krisetid”, var folkestyret relativt resilient og kom helskindet ud af stormen og de fascistiske ideologier, der endte med at kaste Europa ud i en ny verdenskrig.

Men læser man den danske presse i mellemkrigstiden, var billedet langtfra entydigt. Selv om fascismen ikke for alvor slog rod i den brede danske befolkning, var Danmark hverken skånet for antisemitisme eller for fascination af de stærke mænd, der stillede sig i spidsen for tilsyneladende ambitiøse politiske projekter ude i Europa.

Kommunisterne og andre venstreintellektuelle lod sig i stigende grad forblænde af diktatoren Stalin og Sovjetunionen. Og de øvrige danske dagblade så i vid udstrækning fascineret til, mens Italiens fører, Benito Mussolini, satte sig for at nyskabe Italien.

Fire dage efter Mussolinis magtovertagelse den 31. oktober 1922 skrev Morgenavisen Jyllands-Posten på lederplads, at ”Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til”.

Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent er ikke ene om at give tidens diktatorer spalteplads. Politiken bringer en række kronikker af Italiens nye stærke mand. Og da Hitler i 1933 bliver ny kansler i Tyskland, mødes han med en vis velvilje.

Igen er Morgenavisen Jyllands-Posten den mest oprømt positive:

”Man kan mene om Hitler, hvad man vil, ét er i hvert fald givet: Han har genrejst Tyskland i national henseende,” skriver det dengang regionale jyske dagblad den 25. marts 1933.

Og samme år efter 1. maj-demonstrationen, som det nye styre gjorde til en nazistisk magtdemonstration, hæftede Politiken sig netop ved Hitlers evne til at mobilisere så store folkemængder, mens Berlingske Tidende skrev, at ”Hitler har skabt et nationalt sammenhold på tværs af alle befolkningsgrupper”.

”Man skal forstå tiden ud fra dens egne præmisser,” analyserer professor Tim Knudsen fra institut for statskundskab ved Københavns Universitet.

”Vi må huske på, at de værste sider af nazismen og fascismen først blev synlige i midten af 1930’erne. Det billede, vi i Danmark havde af fascismen og nazismen, var ikke så grelt som det, vi har i dag. Men samtidig var man ikke uvidende om for eksempel, at Mussolini betjente sig af repressive metoder, da han greb magten. Men langt op i 1930’erne bagatelliserede man Mussolinis hårdhændede fængslinger af modstanderne,” siger Tim Knudsen.

Denne positive forudindtagethed for de europæiske diktatorer skyldtes især en udbredt antiparlamentarisme.

”Det parlamentariske repræsentative system slog først fuldstændig igennem efter Anden Verdenskrig. Indtil da nærede mange i Danmark mistillid til det parlamentariske system. Man frygtede, at det bragte de forkerte til magten, og man var skeptisk over for partierne, som man frygtede ville splitte samfundet, fordi de repræsenterede forskellige klasseinteresser, i stedet for at søge det fælles bedste,” påpeger Tim Knudsen.

Nogle aviser som Social-Demokraten, Kristeligt Dagblad og det kommunistiske dagblad Arbejderbladet var stærkt kritiske over for nazistyret i mellemkrigstiden, mens sidstnævnte var fuldstændig ukritisk overfor Josef Stalins rædselsregimente i Sovjetunionen.

”Men man kunne sagtens finde positiv omtale af Mussolini i de danske medier i 1920’erne og af Hitler i 1930’erne. Antiparlamentarismen blev kombineret med beundring for den stærke leder, fra Stalin til Mussolini. Og ganske mange beundrede Hitler for at have skabt fuld beskæftigelse og modernisere Tysklands infrastruktur med motorvejene,” siger også Therkel Stræde, lektor i historie ved Syddansk Universitet og forfatter til en række bøger om de tyske jødeforfølgelser, men også om antisemitisme i de danske medier.

De fleste steder i Europa var antisemitismen i 1920’erne og 1930’erne langt mere udbredt og giftig end i Danmark. Men den havde siden 1800-tallet været en almindelig kulturel kode i Danmark for både høj og lav, konservative og socialdemokrater. Aviserne bragte jødefjendtlige karikaturtegninger og vittigheder. Og i borgerlige medier var der stadig et negativt billede af jøder op igennem 1930’erne. Fra 1933 var der dog ikke megen direkte antisemitisme. Man anbefalede ikke, at de skulle behandles dårligt, men holdningen hos mange var, at de ikke var Guds bedste børn,”siger Therkel Stræde.

Dertil kommer, at både Mussolini og det nazistiske styre forstod at gøre brug af de nye, moderne massemedier til at føre propaganda.

”Mellemkrigstiden var netop en gennembrudstid for massemedierne, med både film, radio og grammofonoptagelser, og Mussolini var en af de første, der forstod at bruge massemedierne til imagepleje. Han brugte medierne til at skabe et positivt billede, og det bredte sig til demokratiske politikere, også i Danmark,” påpeger Tim Knudsen.

”Fascismens fremvækst falder sammen med overgangen fra stumfilm til talefilm,” pointerer også den amerikanske historiker Benjamin Martin, som sidste år udgav en bog om ”The Nazi-Fascist New Order for European Culture” (Den nye nazistisk-fascistiske orden for europæisk kultur), fra Uppsala universitet i Sverige.

”Talefilm var meget dyrere at producere, samtidig med at sproget blev en barriere for eksport. Tyskland gjorde sig til fortaler for det synspunkt, at de nationale sprog og kulturer var truet. Samtidig var Tyskland komponisten Beethovens og digteren Goethes land. Den tyske propagandaleder, Joseph Goebbels, benyttede sig klart af denne kulturelle kapital og organiserede en række internationale begivenheder, deriblandt Den Internationale Filmkongres i 1935. Nazi-tyskland stillede sig i spidsen for forsvaret af de nationale kulturer, og der var en del sympati for dette synspunkt,” siger Benjamin Martin.

Men den dæmpede og i nogen grad ukritiske omtale af Europas stærke mænd skyldes også den danske regerings frygt for at lægge sig ud med den store tyske nabo. Efter Hitlers magtovertagelse oprettede Udenrigsministeriet et pressekontor, der ugentligt briefede pressen om, hvad der måtte skrives, så den danske neutralitetspolitik ikke blev skadet.

”Der kunne også være henstillinger om, at en artikel hellere skulle bringes inde i avisen end på forsiden. Man ville undgå de vrede reaktioner, der kom fra den tyske ambassade i København. Der var ikke tale om censur, og der var ingen sanktioner mod pressen, men resultatet var en udbredt selvsencur,” påpeger Therkel Stræde.

”Set ud fra den historiske baggrund er der ikke noget underligt i, at danske medier bragte positive artikler om fascismen og nazismen. I dag kan vi have svært ved at forstå, at disse synspunkter kunne få plads. De er blevet visket ud af et glansbillede af, at vi alle var imod fascismen og nazismen, ” siger Tim Knudsen.