Prøv avisen

Da demokratiet blev sendt til tælling

Kristeligt Dagblad havde begge de to store nyheder fra henholdsvis Kanslergade og Berlin på forsiden den 31. januar 1933. – Foto: Leif Tuxen.

Fra Kaiserhof til Kanslergade I dag tager vi demokrati i Europa for givet, men i 1930erne var styreformen tæt på at lide en tidlig død. Tyskland og Danmark repræsenterer hver sin yderlighed i udviklingen, men i begge lande indtraf skæbnestunden for præcis 75 år siden

Det var frysende koldt mandag den 30. januar 1933, både på Hotel Kaiserhof i Berlin-Mitte og i Kanslergade på Østerbro København. Begge steder fandt vigtige begivenheder sted. I Berlin blev der taget et væsentligt skridt i afviklingen af demokratiet, mens der i København blev indgået et forlig, som cementerede folkestyret.

I Berlin residerede lederen af det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), Adolf Hitler, på Hotel Kaiserhof. Ved titiden bevægede han sig herfra til Rigskancelliet, hvor han formelt fik overdraget regeringsledelsen af den 85-årige rigspræsident Paul von Hindenburg. "Og nu, mine herrer, fremad med Gud!" lød afslutningen på den korte tale, hvormed Hindenburg indsatte Hitler som kansler. Herefter vendte Hitler tilbage til Kaiserhof, hvor han blev tiljublet af sine tilhængere.

I Kanslergade boede den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning. Omtrent et døgn inden Hitler forlod Kaiserhof, modtog Stauning besøg. Gæsterne var forhandlere fra partierne Venstre og Det Radikale Venstre, og de næste mange timer blev der talt om, hvordan rigets krise skulle håndteres. Først i de tidlige morgentimer mandag var mødet slut. Den 59-årige statsminister sagde siden: "Vi har ofret nogle principper, men har reddet landet."

At de to begivenheder netop fandt sted samme dag er lidt af en tilfældighed, men datosammenfaldet understreger, at Hitlers magtovertagelse i Tyskland og Kanslergadeforliget i Danmark på hver sin måde fortæller historien om, hvor presset demokratiet var i Europa i 1930'erne.

Sådan lyder vurderingen fra to historikere fra Københavns Universitet: Jakob Sørensen, ph.d.-stipendiat og medforfatter til bogen "Danmark besat", og Karl Christian Lammers, lektor og forfatter til en lang række bøger om Tysklands historie.

"Det er ikke helt forkert at sige, at mens Tyskland bevægede sig væk fra demokratiet med Hitlers magtovertagelse, blev det i Danmark mere rodfæstet med Kanslergadeforliget. Men på denne tid var der flere europæiske lande, der forkastede demokratiet end bestyrkede det," påpeger Jakob Sørensen.

Han gør opmærksom på, at der i perioden 1922-36 var i alt 15 europæiske lande, som efter en kort periode med demokrati fravalgte det til fordel for en mere autoritær eller diktatorisk styreform. Kun de nordiske lande, Benelux-landene, Tjekkoslovakiet, Frankrig og Storbritannien holdt fast i folkestyret.

"I dag forstår vi verden ud fra en opfattelse af, at demokratiet er det eneste rigtige, men i 1930'erne flirtede selv De Konservative med den stærke mand. Først efter Anden Verdenskrig har alle betragtet demokratiet som en selvfølgelighed, bortset fra kommunisterne," påpeger Jakob Sørensen.

Blandt årsagerne til, at Danmark på denne skæbnedag i 1933 bestyrkede demokratiet gennem et bredt forlig, nævner han, at det danske folkestyre havde en længere historie end det tyske, som først blev etableret efter nederlaget i Første Verdenskrig 1914-1918. Men begge lande og det øvrige Europa var i alvorlig økonomisk krise efter børskrakket i Wall Street i 1929 og den efterfølgende massearbejdsløshed.

"Demokratiet var under større pres, end vi kan forestille os det i dag. De danske politikere valgte at file nogle kanter af på begge sider for at kunne håndtere de fælles problemer. Dermed blev der grundlagt en forhandlingslinje, som har præget dansk politik siden. En linje, der går ud på, at man nok er henholdsvis regering og opposition, men at nationens økonomiske ve og vel går forud for uenighederne," siger Jakob Sørensen.

Karl Christian Lammers føjer hertil, at demokratiet var yderst skrøbeligt i Tyskland, hvor der kun ved det allerførste frie valg i 1920 var et vælgerflertal bag de partier, som støttede den demokratiske forfatning. Ved alle senere valg havde nazister, kommunister og andre antidemokratiske partier opbakning fra et flertal af de tyske vælgere.

"Det lykkedes tidligt nazisterne at give demokratiet et dårligt omdømme i befolkningen. Selvom demokratiet blev indført efter nederlaget i Første Verdenskrig, formåede nazisterne at give de demokratiske partier skylden for den ydmygende Versailles-traktat, som afsluttede verdenskrigen, og som Tyskland var tvunget til at underskrive under trussel om en ny krig," forklarer han.

Karl Christian Lammers tilføjer, at en af de centrale årsager til, at demokratiet kun fik svagt fodfæste i Tyskland, var, at befolkningen opfattede det som en styreform, der var påført landet udefra med militær i ryggen. Dette kan betragtes som et apropos til nutidens vanskeligheder med at omforme Afghanistan og Irak fra slyngelstater til demokratier med våbenmagt.

"Demokrati blev i Tyskland kædet sammen med det militære nederlag, og af mange blev det anset for utysk. Derfor kunne nazisterne få medvind til tanken om, at de repræsenterede et sundere demokrati, hvor folk og fører står sammen i enighed, i stedet for at nationen er splittet i politiske partier," forklarer Karl Christian Lammers.

Europas demokratier var på en måde alle i den tidlige barndom, da det store tilbageslag for styreformen satte ind i 1920'erne og 1930'erne. Ganske vist har demokratiet rødder tilbage til det gamle Grækenland for 2500 år siden og genopstod i USA i 1776. Men indtil det 20. århundrede var deltagelse i demokratiet et privilegium for de få. Ingen regnede med, at kvinder, unge og mindrebemidlede skulle være med.

"Britiske forskere har peget på, at demokratiet i Storbritannien frem til år 1900 kun blev benyttet af 10 procent af befolkningen. Det, som sker omkring Første Verdenskrig, er, at massedemokratiet ser dagens lys," påpeger Karl Christian Lammers.

I Tyskland var et særkende ved massedemokratiet ikke blot, at masserne kun i begrænset grad støttede det. Et andet var, at én social gruppe, arbejderne, fik markant indflydelse efter i mange år at have været underklasse. Weimarrepublikken i 1920'erne blev kaldt en fagforeningsstat, fordi Socialdemokratiet, SPD, og fagforeningerne fik stor indflydelse. Dette foruroligede ikke kun nazisterne, men også det højere borgerskab, storbønderne og adelen, som i kejserdømmets tid før verdenskrigen havde haft langt mere magt.

Den aldrende rigspræsident Hindenburg repræsenterede disse kredse. Politisk havde de langtfra så rabiate standpunkter som nazisterne, men allerede fra 1930 havde Hindenburg gradvis skaffet sig mere magt og udnyttet en nødparagraf i forfatningen til at regere og udpege regeringsledere uden om parlamentet. De konservative kræfter havde ikke tillid til, at arbejderflertallet magtede at regere landet, og valgte i stedet nazisterne som samarbejdspartnere. Uden tvivl fejlbedømte de, hvem der var farligst.

Karl Christian Lammers påpeger i øvrigt, at det er en sandhed med modifikationer, når man traditionelt siger, at Hitler og hans nazistparti kom til magten på demokratisk vis. Ved sin magtovertagelse gennemtrumfede han, at der blev udskrevet nyvalg. Det blev afholdt den 5. marts 1933 og resulterede i, at NSDAP fik 44 procent af stemmerne, men forud for dette var gået, at der efter rigsdagsbranden den 27. februar var blevet indført en række forordninger, der ophævede en række centrale borgerrettigheder:

"Retten til at agitere blev indskrænket, venstrefløjens presse blev forbudt, og de tyske kommunister var reelt fredløse. Så man kan ikke sige, at det var et frit og fair valg."

I Danmark var Kanslergadeforliget et kompromis mellem de to store socialgrupper arbejdere og bønder, repræsenteret af Socialdemokratiet og Venstre. En sådan alliance lykkedes aldrig i Tyskland. Men paradoksalt nok blev de borgerlige rettigheder også indskrænket i Danmark, blandt andet blev retten til at agitere og gå med uniform begrænset for at stække de antidemokratiske kræfter.

Og Jakob Sørensen betoner, at den version af det danske folkestyre, som blev skabt den 30. januar 1933, var et mere pragmatisk end principfast demokrati. Et demokrati, som for eksempel lod være med at ytre sig på en måde om fascisternes magtovertagelse i Spanien, som kunne støde den store nabo i syd. Og et demokrati, hvis udenrigsminister, den radikale Peter Munch, på et tidspunkt henstillede til pressen om ikke at skrive for kritisk om Hitlers Tyskland:

"Det var småstatens lod at indordne sig og ikke tirre de store. Tyskland i 1920'erne havde set med danske øjne været et drømme-Tyskland, fordi landet var til at tale med og ikke raslede med sabelen. Nu stod man omvendt med det værst tænkelige Tyskland: en aggressiv stormagt, som let kunne trække os ind i en konflikt."

Scenen var sat til krig.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk