Da den danske bonde fik sin frihed

I sit store værk ”Bondens frisættelse” udfolder historiker Birgit Løgstrup, hvordan individualismen udviklede sig blandt bønderne på landet i 1700-tallet. Men den væsentligste årsag til bondens frisættelse er ikke stavnsbåndets ophævelse, som det ellers oftest har heddet sig

Bønderne forrest i billedet havde brug for et hvil midt i kornhøsten. Høsten udfører de som en del af deres hoveriforpligtelser. På Jens Juels billede fra omkring 1800 med Øresund i baggrunden er vi stadig i fæstevæsenets tid - dog i det nye fæstevæsen med grænser for hoveriet. - Fra bogen ”Bondens frisættelse”/Nivaagaards Malerisamling.
Bønderne forrest i billedet havde brug for et hvil midt i kornhøsten. Høsten udfører de som en del af deres hoveriforpligtelser. På Jens Juels billede fra omkring 1800 med Øresund i baggrunden er vi stadig i fæstevæsenets tid - dog i det nye fæstevæsen med grænser for hoveriet. - Fra bogen ”Bondens frisættelse”/Nivaagaards Malerisamling. Foto: Fra bogen ”Bondens frisættelse”/Nivaagaards Malerisamling.

Dansk bondekultur rimer på fællesskab. Andelsbevægelsens fremmarch i midten af 1800-tallet bliver som oftest fremhævet som et af de helt store og mest epokegørende skridt i den danske bondekultur. Med rod i højskoletanken vandt fællesskabet og en ny kollektiv bevidsthed blandt landbefolkningen frem. Det var her, at bonden fandt ud af, at han var stærkere, når han stod sammen med andre, og den demokratiske ånd spirede.

Men et mindst lige så vigtigt historisk punkt går forud for andelsbevægelsen og fællesskabstanken på landet. Det var individualismens fødsel blandt bønderne. Før bonden begyndte at tænke i fælleskab, skulle han nemlig blive et selvberoende individ. En selvejer, som ikke var underlagt en godsejer, men som med stor selvbevidsthed var herre i eget hus. I livsførelse, tanke og sind et frit og selvstændigt individ.

Denne udvikling - fra fæstebonde til frisat bonde - skildrer historiker Birgit Løgstrup i sit 600-siders store værk ”Bondens frisættelse”, som for nylig kom på gaden.

”Individualismen blev født på landet i sidste halvdel af 1700-tallet. Det var en løbende udvikling over et halvt århundrede, hvor bonden gradvist blev løsrevet fra godsejeren og kom til at drive selvstændigt landbrug,” siger Birgit Løgstrup, historiker, dr. phil. og adjungeret professor ved Aarhus Universitet.

Professoren har gennem flere år fordybet sig i den danske bondekultur fra 1750 og frem til 1810. Hun er optaget af, hvad der førte til bondens frisættelse og den nyfødte individualisering på landet.

Hvor historikere som oftest har fremhævet stavnbåndets ophævelse i perioden 1788-1800 som den vigtigste begivenhed i forhold til, at bonden blev frisat, peger Birgit Løgstrups forskning i en ny retning - og på de mange facetter, der spiller sammen med stavnsbåndets ophævelse.

”I virkeligheden var jordreformerne langt vigtigere for bondens frisættelse end stavnbåndets ophævelse. Med jordreformerne blev det muligt for bonden at få samlet sin egen jord og dyrke den selvstændigt,” fremhæver Birgit Løgstrup.

Det var således med jordreformerne, at bondens gård blev centreret med sine marker og enge omkring. Hvor fæstebønderne indtil midten af 1700-tallet havde haft lange, tynde strimler jord, og hvor bønderne skulle over hinandens jord med redskaberne, fik den enkelte bonde nu samling på sine agre.

”Inden jordreformerne var fæstebønderne dybt afhængige af hinanden. Hvis én bonde ville i gang med at så eller høste, krævede det enighed med de andre, fordi de skulle over hinandens marker. Nu kunne den enkelte bonde selv bestemme og dermed var der grobund for en større selvberoenhed og individualisering på landet,” fremhæver Birgit Løgstrup.

Historikeren underkender ikke stavnsbåndets ophævelse som endnu et vigtigt led i bondens frisættelse. Det blev indført i 1733 af hensyn til soldatervæsenet, der rekrutterede soldater fra godserne. Alle drenge og unge mænd i alderen 14-36 år var bundet til det gods, hvor de var født. De måtte ganske enkelt ikke flytte derfra.

Det var bønder bundet på hænder og fødder, påpeger Birgit Løgstrup, men hæfter sig ved de mange nye og frisættende vinde, som fra midten af 1700-tallet blæste ind over Danmark og det danske bondelandskab. Forskeren nævner de økonomiske opgangstider som en medvirkende årsag til nye og friere bondetider.

”Opgangen giver både bønderne økonomisk overskud og gør dem friere. Med økonomisk overskud får du også mental handlefrihed,” fremhæver hun.

Friheden meldte sig i forhold til godsejeren. En frihed og selvstændiggørelse, som skete gradvis og på flere planer. Det gjaldt blandt andet reglerne for hoveri. Hvor det førhen var godsejeren, som egenrådigt fastsatte, hvor meget den enkelte bonde skulle levere i hoveri til godsejeren, fik bonden i sidste halvdel af 1700-tallet selv noget at skulle have sagt ved fastsættelsen.

”Bønderne blev ophøjet til forhandlingspartnere med godsejeren. Kunne bonden og godsejeren ikke blive enige, kom der med hoveri-reformen i 1795 en statslig kommission, som rejste rundt og fastsatte hoveriets størrelse. På den måde voksede bonden i værdighed over for godsejeren,” siger Birgit Løgstrup.

I det hele taget var det et halvt århundrede præget af nye love om jord og ejendom, som skubbede til bondens selvstændiggørelse. Et område som boopgørelse på fæstegården kom også under lup. Den nedsatte Landbokommission kom i 1787 således også med et alvorligt indgreb i godsejerens skifteret over for sine fæstebønder. Førhen lavede godsejeren egenrådigt en boopgørelse, når en gård skulle overdrages fra en fæstebonde til en anden.

”Måske var et tag ved at falde ned, når en fæstebonde overtog en gård, men det var ikke nødvendigvis nedfældet i kontrakten. Dermed risikerede fæstebonden ved fraflytning at hæfte for skader, som han ikke var skyld i,” siger Birgit Løgstrup.

I 1787 trådte loven om fæsteindgåelse og -afslutning i kraft. Bonden var bedre stillet. ”Loven sagde nu, at der kun kunne laves en opgørelse ved udflytning, hvis der var foretaget en uvildig vurdering af ejendommen ved indflytning. Konsekvensen var, at godsejeren ikke længere kunne gøre, som han ville, og det kunne nytte for bonden at skabe overskud på sin fæstegård,” siger Birgit Løgstrup.

Det historiske materiale fra perioden 1750-1810, hvor bonden frisættes, bugner ikke med store personlige beretninger om, hvad den nyvundne frihed gjorde ved bondestanden. Ifølge Birgit Løgstrup er der flere forklaringer på dette.

”Bondestanden tilegnede sig friheden i stilhed og uden de store glædesråb. Det var ikke en gruppe, som var vant til store armbevægelser. Derudover var der ikke en karismatisk fører, som skilte sig ud og gik forrest i kampen for friheden,” siger Birgit Løgstrup.

I det hele taget foregik bevægelsen i relativ stilhed.

”Fra godsejertiden har bønderne været vante til at stå sammen som gruppe og kommunikere sammen, uden at én råber op. Derfor var det en stille bevægelse, hvor fæstebønderne bevægede sig fra fællesskab til selveje med egen gård,” fremhæver forskeren.

Birgit Løgstrup er ikke i tvivl om, at det halve århundrede kom til at sætte sig varige aftryk i dansk landbrugskultur. t er, at man indtil for blot et par årtier siden ude på landet kunne kigge ud ad vinduet og se den jordfordeling, som blev lavet for de nye selvejere for mere end 200 siden. Noget andet var den foretagsomhed, som kom til at kendetegne den enkelte bonde.

”Frisættelsen betød, at vi fik driftige bønder, som selv var i stand til at producere med overskud. Fra midten af 1800-tallet skete det næste store skridt. Her fandt de ud af, at de var endnu stærkere, når de som selvstændige fandt sammen i andelsbevægelser,” siger Birgit Løgstrup.