Den 25. juni 1950 omkring klokken fire om morgenen rykkede 100.000 nordkoreanske soldater over den 38. breddegrad og ind i Sydkorea. De sydkoreanske soldater blev i bogstaveligste forstand overrumplet, og i løbet af tre dage havde den kommunistiske hær erobret hovedstaden, Seoul, og fortsat sin sejrsgang mod syd.
Det var netop, hvad den nordkoreanske leder, Kim Il-sung, havde lovet Stalin: en lynkrig, der kunne genforene halvøen under et kommunistisk styre.
Strategisk set var Korea-halvøen ikke mange kugler værd. Denne landtange, der er halvt så stor som Sverige, var en ubetydelig plet på landkortet i forhold til de to kæmpemæssige nabolande, Sovjetunionen og Kina, som ikke havde nævneværdige fordele af at kontrollere området. Og også for USA var Korea en fjern plet langt fra et magtspil, der især udfoldede sig omkring jerntæppet i Europa.
Alligevel blev Korea den tændstik, der antændte den første militære konfrontation i den kolde krig.
Nordkoreas invasion af Sydkorea får den amerikanske præsident, Harry S. Truman, til at vælge den mest dystre fortolkning af de sovjetiske hensigter, nemlig verdensherredømme. Koreakrigen bliver startskuddet til våbenkapløbet under den kolde krig, konstaterer professor Poul Villaume, specialist i den kolde krigs historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.
Det delte Korea var en arv fra Anden Verdenskrig, hvor sovjetiske tropper trængte ind fra nord, mens amerikanske tropper kontrollerede den sydlige del af halvøen, som Japan havde annekteret i 1910. Grænsen mellem de to gik mere eller mindre omkring den 38. breddegrad, der skærer landet midt over.
Sydkorea blev amerikansk indflydelsessfære under præsident Syngman Rhee. I Nordkorea blev kommunisten Kim Il-sung leder i den nye etpartistat.
Sammenstødene mellem de to hære var jævnlige, især fordi den ideologiske modsætning blev skærpet af ønsket om genforening, hvor begge regimer hævdede deres legitimitet som det koreanske folks repræsentanter. Især Kim Il-sung var forhippet på en krig, der kunne samle Korea under ét styre: hans eget. Også nationalismen var en vigtig motor i spændingerne, som blev stadig mere elektriske i Korea, efterhånden som man nærmede sig 1950.
Efter de sovjetiske arkiver er blevet åbnet, er det blevet klart, at Kim Il-sung især var en glødende nationalist, der ville forene fædrelandet. Det er vigtigt at forstå, at Syngman Rhees styre ikke var videre populært. Der var store demonstrationer i Seoul, som blev nedkæmpet med tusinder af dræbte til følge, og Sydkorea var nærmest i en tilstand af borgerkrig. Med de gensidige provokationer omkring den 38. breddegrad var der mange, der forudså, at det kunne komme til en konflikt, forklarer Poul Villaume.
Vi ved i dag, at Kim Il-sung nærmest bombarderede Stalin for at få hans tilladelse til at angribe. Stalin var ikke meget for det og sagde længe nej. Han mente, det var for farligt, fordi USA risikerede at gå ind i krigen. Men Kim Il-sung lod forstå, at han i stedet kunne gå til Mao Zedong, som netop havde vundet den kinesiske borgerkrig. Og det argument vejede tungt i betragtning af den spirende rivalitet mellem Stalin og Mao om, hvem der skulle være den kommunistiske verdens leder, siger Poul Villaume.
Stalin endte med at give efter. Men sovjetlederen havde ret. USA vendte ikke blikket væk. Og den amerikanske reaktion kom endog meget hurtigere, end Stalin og Kim Il-sung havde forestillet sig.
Sagen er, at Nordkoreas invasion kom på et tidspunkt, hvor den internationale situation var meget anspændt, påpeger Poul Villaume.
Kina blev kommunistisk i 1949, og samme år fik Sovjetunionen sin første atombombe, et til to år før CIA havde regnet med. Centrale aktører i Washington frygtede, at den globale magtbalance var ved at tippe til Østblokkens fordel, og i begyndelsen af 1950 var det store spørgsmål, om USA skulle begynde at udvikle brintbomben som svar på denne udvikling, understreger Poul Villaume.
LÆS OGSÅ: Nordkoreas Kim anklages for at bruge Mein Kampf
Umiddelbart før den nordkoreanske invasion, i april 1950, er den amerikanske præsident, Harry Truman, blevet præsenteret for et tophemmeligt dokument fra USAs Nationale Sikkerhedsråd, det såkaldte NSC 68. Et 70 sider langt dokument, som tegner et meget dramatisk billede af den internationale sikkerhedssituation og anbefaler en massiv amerikansk oprustning. Harry Truman tvivler på, at situationen er så alvorlig, og kan ikke bestemme sig for at godkende dokumentet. Og så kommer Nordkoreas invasion den 25. juni. Denne kommunistiske offensiv ses som en bekræftelse på analysen i NSC 68, som bliver underskrevet kort efter. NSC 68 bliver et blueprint for amerikansk sikkerhedspolitik i de næste 25 år og et vendepunkt i koldkrigshistorien, påpeger Poul Villaume.
Dokumentet gør for alvor doktrinen om containment eller inddæmning af kommunismen til et grundprincip i den amerikanske sikkerhedspolitik. Kommunismens spredning skal standses med alle midler, og uanset hvor beskeden strategisk interesse det pågældende område måtte have. Det er Korea et skoleeksempel på.
Men alt dette ved Stalin ikke, da han giver Kim Il-sung grønt lys til invasionen af Sydkorea. Og USA reagerer langt hurtigere, end de kommunistiske ledere havde regnet med. Allerede samme dag træder FNs Sikkerhedsråd sammen og fordømmer invasionen. Og to dage senere vedtages den allerførste resolution om militær magtanvendelse til at genoprette freden.
Det er udelukkende muligt, fordi Sovjetunionen netop da boykotter FNs sikkerhedsråd i protest mod, at det er det daværende Formosa (i dag Taiwan) og ikke det kommunistiske Kina, der har status som permanent medlem i Sikkerhedsrådet. Sovjetunionen kan derfor ikke bruge sin vetoret til at bremse en militær støtte til Sydkorea.
USA leverede hovedparten af soldaterne, men i alt 20 lande deltog i den efterfølgende krigsindsats for at befri Sydkorea, som i september 1950 var næsten fuldstændig besat med undtagelse af lommen i det sydøstlige hjørne med havnebyen Pusan som centrum.
Det var netop her, det danske hospitalsskib Jutlandia blev ankret op et par hundrede kilometer fra frontlinjen, hvor kampene var ualmindeligt hårde. Danske læger og sygeplejersker behandlede de sårede under i alt tre rejser til Korea, og Jutlandia er blevet symbolet på uselvisk humanitær indsats midt i krigshelvedet. Koreakrigen blev, i forhold til civilbefolkningernes og troppernes størrelse, en af historiens mest blodige konflikter med op mod fem millioner dræbte.
Svend Bolten Jagd var med som maskinmester på den tredje rejse, der udgik fra København.
Da Koreakrigen brød ud, sejlede jeg med ØK i Det Indiske Ocean. Vi hørte på Lyngby Radio, at der blev annonceret efter frivillige, og jeg sendte straks et telegram, hvor jeg stillede mig til rådighed. Jeg havde spillet en beskeden rolle i modstandsbevægelsen, og her følte vi, at et lille land blev besat, ligesom Danmark var blevet besat. Og de, der kæmpede derude, var de samme, som havde befriet Danmark. Jeg følte, det var naturligt at melde mig som frivillig, fortæller Svend Bolten Jagd, som dengang var 28 år.
Både besætning og hospitalspersonale skulle være rimeligt erfarne, for det var barske ting, vi blev konfronteret med, og man kunne ikke have, at personalet dejsede om ved synet af de sårede. Soldaterne var som regel ramt af miner og granater og kom til Jutlandia i en forfærdelig forfatning. Men når der i perioder var færre kampe, blev civilbefolkningen og især børn sejlet ud til Jutlandia. De civile led af voldsom underernæring og også af forfrysninger, for vinteren i Korea er kort, men hård. Ofte kom børnene ind med så alvorlige forfrysninger, at tæerne simpelthen brækkede af, fortæller Svend Bolten Jagd.
De nordkoreanske tropper blev langsomt, men sikkert drevet nordpå, og med Trumans billigelse overskred de sydkoreanske og allierede tropper den 38. breddegrad den 7. oktober 1950 og fortsatte derefter nordpå så langt som til Yalu-floden nær den kinesiske grænse. Med risiko for, at Koreakrigen udviklede sig til en tredje verdenskrig.
Udsigten til at få amerikanske tropper stationeret klos op ad sin grænse behagede ikke Mao, og Kina havde på forhånd erklæret, at man ikke ville acceptere en overskridelse af den 38. breddegrad. Da det skete, rejste Mao næsten omgående til Sortehavet for at møde Stalin i hans sommerresidens og overbevise ham om at støtte en kinesisk invasion. Og den 25. oktober trængte 270.000 kinesiske soldater over Yalu-floden og ind i Nordkorea.
Ved årsskiftet 1950-1951 var situationen blevet meget farlig. NATO oprettede sin militære enhedskommando i Europa. Og Stalin indkaldte Østblokkens ledere til et hemmeligt møde. Sovjetunionen forberedte sig på krig, siger Poul Villaume.
Her er det, at et afgørende slag om USAs koldkrigsstrategi udspilles. Skal kommunismen skubbes tilbage eller bare inddæmmes?
General Douglas MacArthur, der leder den amerikanske overkommando i Korea, er tilhænger af det første. Han mener, at det er Europas fremtid, der er på spil i Korea.
Hvis vi taber krigen til kommunismen i Asien, vil Europa uden tvivl falde. Vind krigen, og Europa vil med al sandsynlighed undgå krig og sikre sin frihed, skriver MacArthur i et brev til Harry Truman.
Generalen er parat til at lade amerikanske tropper overskride grænsen til Kina. Truman frygter, at det vil få Sovjetunionen til at gå ind i krigen for alvor. Da MacArthur igen og igen udtaler sig i strid med Trumans linje og medvirker til en verbal optrapning, bliver han afsat den 11. april 1951. Og en våbenstilstand indgås den 27. juli 1953 med 38. breddegrad som grænsen mellem Nord- og Sydkorea, præcis som før krigen.
Koreakrigen er det første eksempel på en såkaldt stedfortræderkrig, hvor stormagterne kriges via andre stater. En del af læren er, at de ikke kan slå hinanden. Men den skærper også de ideologiske modsætninger og fjendebillederne. Vesten bliver overbevist om, at kommunismen aggressivt søger at underkaste sig verden. Kommunisterne om, at USA er villig til at slå millioner af kommunister ihjel. Og endelig bidrager Koreakrigen til en militarisering af den kolde krig. Det er fra dette øjeblik, at stormagterne indleder det våbenkapløb, som kendetegner de følgende årtier, konstaterer Poul Villaume.
Koreakrigen er aldrig blevet formelt afsluttet. Kun en våbenstilstand omkring den 38. breddegrad er indgået. Den ideologiske strid er stadig lige stærk med et Sydkorea, der har udviklet sig til at blive en af verdens 10 største økonomier, og et Nordkorea, hvor befolkningen lever på et eksistensminimum og holdes i et jerngreb af Kim Il-sungs barnebarn, Kim Jong-un, der udfordrer det internationale samfund med sine forsøg på at skaffe sig atomvåben. For ganske nylig brød de seneste forsøg på dialog mellem de to lande sammen endnu en gang. Officielt er de to Koreaer stadig i krig.
Korea er den sidste rest, der er tilbage af den kolde krig. Og det kommunistiske regime, et af de sidste i verden, ønsker direkte forhandlinger med USA om en fredstraktat med Sydkorea og afslutning af 60 års amerikansk boykot af Nordkorea. Det er nøglen til en endelig løsning af konflikten, for kun en sådan afspænding kan bane vej for liberaliseringer i Nordkorea, mener Poul Villaume.
