Det var slageren, som var på alles læber det forår. I 1968 var Marta Kubisova Tjekkoslovakiets største popstjerne, og hendes sensuelle stemme udtrykte mange af de følelser, der pulserede gennem det tjekkeslovakiske samfund i de måneder, hvor den kommunistiske vinter pludselig så ud til at blive erstattet af et tøbrud.
Sangen ”Martas bøn” blev det musikalske symbol på Foråret i Prag. Den rummede håbet om frihed, men også frygten for, at ophævelsen af censuren og udsigten til økonomiske reformer ville vise sig at være en drøm, som man snart ville vågne op af.
Martas bøn blev da heller ikke hørt. Inden sommeren var slut, var den sovjetiske ”normalisering” i fuld gang. Marta Kubisova og hendes sang blev forbudt på radiostationerne, efter Warszawapagtens kampvogne kørte over grænsen fra Polen natten til den 21. august 1968. Efter nedkæmpelsen af opstandene i Polen og Ungarn i 1956 blev Tjekkoslovakiet det sidste forsøg på at reformere kommunismen indefra.
Derefter lagde en 20 år lang istid sig over Østeuropa indtil kommunismens endelige sammenbrud. Men i syv måneder, efter at Alexander Dubcek blev udpeget til ny premierminister den 5. januar 1968, levede tjekkoslovakkerne i en håbefuld frihedsrus.
”Man kunne næsten føle den friske vind, der blæste. Det var en uforglemmelig periode, en vidunderlig tid, hvor vi kunne ånde frit og havde en følelse af, at der endelig skete noget glædeligt efter 20 år,” fortalte Marta Kubisova senere til den tyske radiostation Deutsche Welle.
Tjekkoslovakiet var blevet indlemmet i Østblokken i 1948, og 20 år senere oplevede landet en økonomisk krise under den autoritære Antonin Novotny. Og så voksede kravet om liberalisering med Tjekkoslovakiske Skribenters Sammenslutning og forfattere som Milan Kundera og Vaclav Havel som spydspidser.
Den sovjetiske partisekretær Leonid Bresjnev kom selv til Tjekkoslovakiet for at tage bestik af situationen og fandt, at Novotny måtte skiftes ud. Den 5. januar 1968 blev Alexander Dubcek valgt til ny partisekretær, og han satte sig for at skabe ”en socialisme med et menneskeligt ansigt”, som han lovede i sin handlingsplan i april. Censuren blev afskaffet, restriktionerne på befolkningens rejsefrihed blev lempet, og inspireret af økonomen Ota Sik lovede Dubcek at spæde planøkonomien op med en dosis markedsøkonomi.
”Socialismen kan ikke kun betyde, at arbejderklassen befries fra den udbyttende klasse, men skal også sørge for et mere fuldstændigt personligt liv end det borgerlige demokrati,” forklarede Dubcek, der talte om en 10-årig overgangsperiode hen imod en ny demokratisk socialisme.
”Der var en voksende erkendelse af, at de kommunistiske lande lugtede af tørv og stagnerede økonomisk, hvorimod Vesten drønede af sted. Allerede den sovjetiske partisekretær Nikita Khrusjtjov havde advaret centralkomitéen om, at hvis ikke de kommunistiske lande kunne følge med Vesten i produktionen af forbrugsvarer og give befolkningerne adgang til dem, så ville socialismen sande til,” siger lektor Erik Kulavig fra Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.
Utilfredsheden havde allerede ført til de opstande, der var brudt ud i Polen og Ungarn, og som blev nedkæmpet i 1956.
12 år senere var Bresjnev i begyndelsen stemt for at lade Alexander Dubcek føre sit eksperiment igennem, hvis han lovede at holde bedre styr på pressen og forhindre alle ansatser til udviklingen af nye partier. Til gengæld ville Bresjnev lade Kommunistpartiet gennemføre sin kongres i september og trække de sovjetiske tropper ud af Tjekkoslovakiet, hvor de havde været stationeret siden Anden Verdenskrig.
”Vi befinder os midt i afspændingsperioden i den kolde krig, og det er sandsynligt, at Bresjnev ville undgå en invasion for ikke at ødelægge den balance, som han benyttede til at opruste. Og samtidig var Alexander Dubcek pragmatiker. Han ønskede ikke et brud med Moskva, for han vidste, at så ville kampvognene komme rullende. Han ønskede en reform af kommunismen under ledelse af Det Kommunistiske Parti i retning af mere frihed og mere markedsøkonomi. Men da først man åbnede for ytringsfriheden, voksede presset for endnu mere vidtgående ændringer,” understreger Erik Kulavig.
Der opstod politiske diskussionsklubber, og oprettelsen af et socialdemokratisk parti var på trapperne. Den 3. august mødtes de sovjetiske, bulgarske, østtyske, polske og ungarske kommunistpartier med deres tjekkoslovakiske søsterparti i Bratislava, hvor de højtideligt svor troskab til marxismen-leninismen.
Og samtidig formulerede Sovjetunionen det, som siden fik navnet Bresjnevdoktrinen: Sovjetunionens vilje til at intervenere i et medlem af Warszawapagten, så snart der var risiko for indførelse af et borgerligt flerpartisystem.
Tre uger senere, den 20. august 1968, blev doktrinen bragt i anvendelse. Omkring klokken 23 rykkede sovjetiske kampvogne og polske, bulgarske og sovjetiske tropper over den tjekkoslovakiske grænse. Prags forår var slut. Og den 16. januar 1969 satte den 21-årige historiestuderende Jan Palach ild til sig selv på Wenceslas-pladsen i Prag.
”De øvrige kommunistiske regimer især i Polen og Østtyskland pressede på for at standse det tjekkoslovakiske eksperiment, inden det begyndte at brede sig, og den opfattelse vandt frem, at Dubcek ikke havde styr på tropperne,” analyserer Erik Kulavig.
”Det pragske forår var det sidste forsøg på at give socialismen et menneskeligt ansigt, og nedkæmpelsen blev et alvorligt slag mod eurokommunismen i Vesten. Invasionen af Tjekkoslovakiet kostede omkring 100 menneskeliv, og 150.000 mennesker flygtede fra Gustav Husaks nye regime, som blev et af de hårdeste kommunistiske regimer. Det var begyndelsen på 20 års istid i Østblokken,” konstaterer Erik Kulavig.