Prøv avisen

Da jødernes land var Danmarks kæledægge

Solidariteten i kibbutzen er ikke forsvundet, siger Vibeke Lund-green Michel, der som kibbutzmedlem gennem 32 år har oplevet de jødiske kollektivers forvandling fra socialisme til kapitalisme. -- Foto: Tobias Stern Johansen.

Siden 1960 har 40.000 danskere været i kibbutz i Israel. Den 53-årige Vibeke Lundgreen Michel tabte for 32 år siden sit hjerte til den nu 100 år gamle kollektivbevægelse og kom aldrig hjem igen. Og selvom Vestens sympati for Israel er kølnet, og den danske tilstrømning hører fortiden til, kunne hun ikke drømme om at flytte

De jødiske kibbutz-medlemmer får serveret hjemmebagte brunkager, æbleskiver og gløgg i musselmalede porcelænskopper, når de besøger Vibeke Lundgreen Michels julepyntede hjem i Kibbutz Gadot ved Jordanfloden i det nordlige Israel.

Knap 32 år som konverteret jøde og israelsk statsborger har ikke fået bugt med den 53-årige nordjydes hang til danske juletraditioner. Derfor skorter det heller ikke på levende lys i den lille toetagers bolig, hvorfra der er udsigt til Hermonbjerget, som markerer grænserne til Syrien og Libanon. Adventslys, kalenderlys og den ottearmede lysestage, som markerer den jødiske lysfest hanukkah, har gennem december oplyst dagligstuen, hvor avisens udsendte møder den danske kibbutznik.

"Selvom jeg elsker samværet omkring de jødiske helligdage, er julen højdepunktet. Vi holder julestue for kibbutzen, og ingen kan slå mine hjemmebagte vaniljekranse," siger Vibeke Lundgreen Michel med umiskendelig aalborgensisk accent og et spillevende blik.

Intet lå hende dog fjernere end at gøre Israel til sit hjemland, da hun en kold og klam septemberaften for 32 år siden forlod Danmark sammen med 19 andre danskere for at arbejde tre måneder som volontør i Kibbutz Gadot. Hun havde netop fået sin studenterhue, og opholdet i kibbutzen var tænkt som en tiltrængt pause inden sygeplejerskestudiet. Men da en skramlet minibus samlede de unge danskere op i Ben Gurion-lufthavnen uden for Tel Aviv og kørte gennem det frodige, kuperede landskab mod nord, var hun halvvejs solgt.

"Det var et paradis at komme til. Simpelthen paradis. Og lidt uvirkeligt. Jeg så Genesaret Sø fra bussen og tænkte, ?Gud! Det var der, Jesus gik på vandet?," fortæller hun.

De danske volontører blev indkvarteret i små spartanske rum, som indeholdt senge, skabe, kopper og en elkedel. Derefter smed de vinterstøvlerne og trak i kibbutzens arbejdstøj, som "lignede noget fra første verdenskrig". Vibeke Lundgreen Michel arbejdede på kibbutzens kyllingefarm og siden i fælleskøkkenet.

"Jeg kom med mit bobbede hår, men nu skulle jeg gå i det gamle tøj og kun koncentrere mig om at bruge hænderne og nyde livet. Det var befriende. Det var ukompliceret. Vi smed den rolle, vi havde med os hjemmefra. Vi blev ikke set an. Israelerne tog os, som vi var. De var ligeglade med, om man var datter af en gadefejer eller en af direktør," fortæller hun.

Arbejdsdagen varede seks timer, og resten af dagen gik med at spille guitar i solen og udveksle historier med kibbutznikkerne ved kibbutzens swimmingpool.

"Vi var de her blonde piger, som kom fra den store vide verden, og de kom næsten aldrig til udlandet, fordi de var omgivet af fjender. Så de elskede at høre os fortælle om livet udenfor. Når vi fortalte om Danmark, oplevede de det som det mest frie sted i verden, hvor man fik betalt sin uddannelse og kunne krydse landegrænser. Men vi kom herned og følte os mere frie end nogensinde før," siger Vibeke Lundgreen Michel og fortsætter:

"Israel havde et godt rygte dengang, og folk så op til den foretagsomhed, der var i landet. Vi blev stærkt påvirket af deres idealisme. De sled i det for at opbygge et nyt land."

Den danske beundring for den jødiske stat og den socialistiske kollektivbevægelse, som i år fejrer 100-års jubilæum, omfattede ikke bare Vibeke Lundgreen Michel og hendes volontørvenner. Fra 1960 skyllede bølger af danske volontører ind over Israel, og op mod 40.000 danskere har gennem tiden været i kibbutz. Selvom Israel var hele den vestlige verdens kæledægge i 1960?erne og årene frem, var den danske opbakning enestående, fortæller Hans Henrik Fafner, korrespondent i Mellemøsten for Weekendavisen og forfatter til bogen "Kibbutz – en levende utopi".

"Uhørt mange danskere såvel som finner og svenskere rejste til kibbutzerne. Danskerne var meget velansete blandt israelerne. Modsat englænderne, som turede rundt og skabte problemer, var danskerne de her pæne mennesker, som mødte på arbejde til tiden og var meget sociale," siger han.

Seksdageskrigen i 1967 satte trumf på sympatien for Israel og skabte et boom af danske volontører. Rekorden blev sat i 1985, hvor foreningen Danske Kibbutzvenner talte næsten 1200 danske volontører.

"Arbejderbevægelsens solidaritet med Israel var enorm, og venstrefløjen havde et effektivt system, som gjorde et stort arbejde for at sende hold efter hold af danske volontører til kibbutzerne," siger Hans Henrik Fafner.

Desuden passede tidsåndens hang til solidaritet og fællesskab som hånd i handske med kibbutzlivet, fortæller historiker og journalist på DR2 Ole Retsbo, som har lavet dokumentarfilm om danskere i kibbutz.

"Det var ikke benhård ideologi, men snarere følelsen af samhørighed og fællesskab, der trak danskere til kibbutzerne. Volontørerne kom med en bred blanding af rejselyst og ønske om at bidrage til at opbygge et nyt land, som havde behov for hjælp. Der var meget sympati for Israel på den brede venstrefløj, og Israel havde tradition for at tage imod unge fra hele verden, så tidsånden i Danmark passede perfekt til livet i kibbutzerne," siger han.

Mens de fleste danske volontører vendte tilbage til Danmark, havde Vibeke Lundgreen Michel hverken fået nok af kibbutzlivet eller af Moshe Michel, en ung israeler med afrohår, som arbejdede i kibbutzens landbrug og bomuldsmarker. Da resten af volontørerne vendte tilbage til Danmark i juledagene 1978, fejrede hun sin første jul i jødernes land. Et halvt år efter blev hun og Moshe Michel viet i Danmark, og parret flyttede siden tilbage til kibbutzen. Vibeke Lundgreen Michel lærte hebræisk, konverterede til jødedommen og fik arbejde i kibbutzens børnehave. Parret fik tre børn, som i dag bor i Israel.

Men fællesskabstanken og det idylliske liv i kibbutzen, som hun først var faldet for, var under opbrud, og samtidig begyndte den internationale sympati for Israel langsomt at krakelere.

Hidtil havde kibbutzmedlemmernes børn boet i børnehuse midt i kibbutzen, hvor de var bedst beskyttet mod syriske snigskytter. Adskillelsen af børn og voksne betød, at de voksne kunne arbejde fra tidlig morgenstund, mens de havde eftermiddagen sammen med deres børn. Men i 1987 blev det bestemt, at børn skulle bo sammen med deres forældre. Boligerne blev udbygget og moderniseret, og familierne begyndte at spise hjemme i boligen frem for i kibbutzens spisesal, som ellers havde været det essentielle samlingspunkt for kollektivet.

Siden trængte behovet for privatisering sig på. Det socialistiske ideal om at give alle den samme løn uanset indsats viste sig dyr og uholdbar. Nogle arbejdede hårdt, mens andre ikke lavede ret meget. Utilfredsheden spidsede til. Folk begyndte at arbejde uden for kibbutzen. Samtidig var den internationale beundring for den jødiske stat begyndt at krakelere allerede i begyndelsen af 1980?erne, Håndteringen af Libanonkrigen i 1982 og den første intifada i 1987 gav landet så dårligt et ry, at de danske volontører stort set forsvandt.

"I de første år kom der tre hold danskere om året. Det var dejligt at høre om nyt hjemmefra. Men så begyndte antallet at falde. Vi skulle stadig have plukket vores grapefrugter, selvom vi ikke længere kunne drive kibbutzen med volontørerne. Så vi måtte privatisere," fortæller Vibeke Lundgreen Michel.

Siden 2008 er kibbutzens landbrug, frugtplantager, mejeri og plastikfabrik blevet drevet på almindelige markedsbetingelser. Socialismen hører en svunden tid til. Kibbutzens 148 voksne medlemmer betaler selv for børnenes skolegang og alle andre udgifter. Og som mange kibbutz-medlemmer arbejder Vibeke Lundgreen Michel i dag uden for kibbutzen.

Selvom der stadig bor over 100.000 mennesker fra hele verden i kibbutz, tæller Vibeke Lundgreen Michels slags højst et par hundrede.

Det tidligere så varme forhold mellem den danske venstrefløj og den jødiske stat har for længst nået frysepunktet, og tiden hvor danskere strømmede til kibbutzerne er uigenkaldeligt forbi, fastslår historiker og dokumentarist Ole Retsbo.

"Solidariteten blandt dem, der tidligere tog i kibbutz, ligger nu hos palæstinenserne," siger han.

Kibbutzernes forvandling fra socialistiske kollektiver til kapitalistiske enheder har også været med til at bryde den danske forbindelse til kibbutzlivet, mener journalist og forfatter Hans Henrik Fafner.

"Danskerne kom for at være en del af et kollektiv med fælles spisesal, men fællesfaciliteterne er væk. Desuden er det arbejde, som volontører stod for, overtaget af thailandske arbejdere, som både er billigere og mere effektive i drift," siger han.

Tilbage i Kibbutz Gadot er den danske kærlighed til kibbutzlivet dog intakt. For selvom Vibeke Lundgreen Michel, som hun selv siger det, elsker at planlægge den næste rejse til Danmark og altid sætter et lille Dannebrog i kalenderen, så er Israel hendes hjem.

"Jeg kunne ikke drømme om at flytte tilbage til Danmark," siger hun, mens hun viser vej gennem kibbutzens virvar af lave rækkehuse, kaktusser og velduftende jasminbuske.

Selvom fællesspisning og millimeterretfærdighed er afskaffet, er sammenholdet der stadig. Som under Libanonkrigen i 2006, hvor Vibeke Lundgreen Michel og de andre kibbutzmedlemmer fra dagligstuen kunne se bomberne falde, og hvor naboer og venner sørgede for at samle kibbutzens børn til sang og leg på et beskyttet område, når luftalarmen lød.

Kibbutzmedlemmerne fejrer også højtiderne sammen, bygger løvhytter af metalrør og palmeblade under løvhyttefesten, spiser æbler med honning i haven under det jødiske nytår og – som i denne tid – mødes til ærkedansk julehygge med kravlenisser og konfekt.

"Jeg er ikke enig i alt omkring den førte israelske politik. Men jeg har mit hjem og min familie her, og jeg ville ikke undvære sammenholdet i kibbutzen. Man står aldrig alene med problemerne. Solidariteten er ikke forsvundet," siger hun.

johansen@k.dk

Danske volontører vender trætte hjem efter deres første arbejdsdag i Kibbutz Gadots bomuldsmarker i september 1978. -- Privatfoto. Foto: Tobias Stern Johansen.
Arbejdsdagen for volontører var kort og begyndte tidligt om morgenen, så der var rigeligt med tid til at hygge i solen. -- Foto: Udstillingen Kibbutz/Retrospekt.
De første kibbutzer var landbrugskollektiver med blandt andet hønsefarme. -- Foto: Udstillingen Kibbutz/Retrospekt.